Mælkebøttepigen

Mine tårer kunne fylde et helt svømmebassin. Sådan tænker jeg, mens jeg sidder ved mit skrivebord i min dejlige stue med udkig til fuglene, som lystigt pipper i haven, og jeg smiler, mens jeg atter gennemlæser min biografi om mit liv som Mælkebøtte-pigen. Lykken tilsmiler mig, og jeg smiler tilbage med det bredeste smil.  Jo livet er dejligt, når man har Gud med sig på sin vej. Han har været der i både medgang og modgang, – og det sidste har der været mest af. Men jeg er ikke til at knække, når modgangen har blottet sine tænder, har jeg kæmpet mig tilbage, og nu sidder jeg som mønsterbryder. Mælkebøttepigen.

Første gang jeg så dagens lys var den 29. maj 1967.  Det var om natten. Nærmere kan min mor ikke komme det, for hun fødte mig alene hjemme i sengen, uden hverken jordemor eller læge til at assistere.  Min mor havde et par dage før drukket amerikansk olie i håbet om at få tingene til at glide, så at sige. Ideen kom fra en artikel, hun var faldet over i et dameblad.  Med papillotterne siddende i håret havde hun opmærksomt slugt hvert eneste ord om, hvordan denne olie meget effektivt kunne sætte hurtigere skub i fødslen. Hun vågnede med meget stærke veer, og jeg smuttede ud i raketfart. Der lå min mor fuldstændig chokeret alene i sengen med det barn, som hun bare ønskede havde været en plet på lagenet. Heldigvis gik det ikke sådan. Mor ænsede ikke tid og sted, men opdagede til sin store glæde, at min far dukkede op fra sin druktur kort tid efter. Han var godt overrislet, men formåede dog at få fat i en læge. Da lægen tilfældigvis var lige i nabolaget, kom han meget hurtigt og undersøgte min mor og jeg. Herefter blev der endelig sat et lidt tilfældigt fødselstidspunkt. Et kort øjeblik efter lægen var gået, var min to-årige søster, Ulla, vågnet ved alt det postyr. Min mor fik min far til at skænke et halvt glas cognac, som han nærmest hældte ned i halsen på Ulla. Det var en tidlig alder at være beruset for første gang. Derefter blev hun atter puttet i sin seng i barneværelset, hvor der også stod en vugge klar til mig. Det hele har jeg fået fortalt mange år senere, når jeg har prøvet at lirke historien ud af hende. Jeg har fået det bid for bid over flere år. Der mangler stadig flere brikker, og jeg må erkende, at dette er et puslespil, som nok aldrig bliver færdigt. Men jeg aner stadigvæk et motiv, de manglende brikker til trods.

Min mor og far elskede ikke hinanden. Det er et dårligt udgangspunkt for ethvert ægteskab, men sådan var tiderne, ikke mindst når kvinden var gravid.  De havde mødt hinanden på et dansested og været tæt omslyngede hele aftenen. Beruset havde de elsket med hinanden i en trappeopgang. Et enkelt knald. Mere skulle der ikke til, før frøet var sat.  De mødtes ikke før nogen måneder senere, og min mor måtte fortælle, at hun var blevet gravid. Hun stod grædende udenfor hans dør en sen aften. Han smed en jakke over skulderen og sammen fulgtes de ned i den nærliggende park. Ikke for at være galant eller hviske hende søde ord i ørerne, men fordi han stadig boede hjemme. Han orkede ikke vidner til graviditeten eller det bryllup, som måtte følge i dets kølvand. Planen blev lagt ved søen.  De måtte gifte sig, inden det kunne ses. Det blev et kirkebryllup, og meget imod deres vilje var det en fest i pomp og pragt med familierne. Min mormor Agnes og morfar Christian betalte brylluppet, og derfor ønskede de at sætte deres præg på hele gildet. Blot ti dage efter at min mor var født, var hun blevet adopteret af min mormor og morfar, der ikke selv kunne få børn. Det var en ung servitrice Else, der var blevet gravid med en ukendt mand. Min morfar var tjener på stedet, og hurtigt blev det bestemt, at de adopterede hende. Hun var et ønskebarn og til trods for at de begge var i 40’erne, tog de hende til sig, som deres egen. De elskede og forkælede deres lille pige. Pyntede hende med kjoler og krøllede hendes hår med et glohedt gaskrøllejern. Hun hadede at blive stadset sådan ud. Krøllejernets varme brændte tit alt for kraftigt, og sved hendes ører. Desværre følte hun sig ikke tilpas i deres hjem, da hun tænkte og opførte sig anderledes, end de forlangte.  Hun følte sig alt for forskellig fra deres måde at leve på. Det har de skændtes meget over siden. For mig blev det helt anderledes. Jeg kom til at elske især min mormor. Selv mange år efter hendes død, føler jeg et stort savn. Hun mangler i mit liv. Jeg har hende dog med mig som en skytsengel, hun er altid tæt på mig. Jeg mærker det meget tydeligt. Ville dog alligevel ønske at hun var levende. At hun boede sammen med min morfar i deres dejlige lejlighed med de skønne altaner, hvorfra man kunne se ned i den nærliggende park. Tydeligt kan jeg genkalde mig deres møbler, malerier, selv deres tapet er mejslet i min erindring. De har været døde i mere end 30 år, og alligevel har min hukommelse stadig masser af minder om dem. På dette punkt har jeg en hukommelse som en elefant.

Mine forældre fik hurtigt en lille lejlighed i Viby.  Lejligheden var pæn, trods den blev fyldt med brugte møbler og lidt for billigt porcelæn efter deres mening. Min mor, Britta, lavede flotte ryatæpper, strikkede og broderede. Kunstnerisk var hun. Alt det stoppede hun med efter få år, da flaskerne vandt den største plads i hendes hjerte.

Ulla blev født cirka seks måneder efter brylluppet. Hun var et meget uroligt barn. En skrigehals er det blevet mig fortalt. Min tanke er, at hun måske var ramt af kolik. Min far arbejdede som bankfunktionær i en lokal bank, og var utrolig dygtig. Stoltheden lyste ud af ham. Så meget at han blev selvglad. Min mor gik hjemme som hjemmegående, og det kedede hende til hudløshed. Hun begyndte at længes mod værtshusene og dansestederne. Som barn og ung var hun sportsdanser, men det fik brat ende, da de hun blev gift. Hun havde været en fremragende danser og sammen med sin dansepartner, Hans, havde hun vundet flere pokaler. Inden brylluppet nåede hun at færdiggøre sin uddannelse som sekretær til trods for, at studenterhuen ikke trykkede. Hun var ferm til at stenografere.

Bent var ud af en sigøjnerfamilie, dog havde min farmor og farfar boet i Danmark siden de selv var børn. De havde ikke kendt hinanden, før de som unge fandt sammen i en fælles interesse, politik. Min farmor, kaldet Rie, arbejdede i et varehus, min farfar Willy arbejdede på De danske Statsbaner. Jeg er ikke klar over, om de havde et lykkeligt ægteskab, da jeg kun har mødt dem et par gange som voksen. De opdrog deres to børn, begge drenge med hård hånd. De få gange jeg mødte dem, var de utrolig rare over for mig. Kunne dog godt fornemme at deres bestemthed nogen gange kunne tage overhånd. Rastløsheden ved at gå hjemme med et barn huede ikke min mor, tværtimod var Ulla en stopklods for at slippe af med min far, som drak alt for meget og gik på værtshuse efter arbejdet.  Mor og far skændtes som hund og kat. Da hun ventede mig, blev et af deres skænderier så heftigt, at det fløj med porcelæn og en tallerken med flyvende fart gav min mor et hul i hovedet. Med Ulla under armen tog hun tudbrølende bussen ud til hospitalet for at blive syet i panden. Blodet løb fra panden, og hun havde kun en gazeble at tørre blodet af med. Folk i bussen reagerede kun ved at vende blikkene bort. Hun følte sig uendelig alene. På skadestuen fik de syet såret. Det var dybt, og arret forsvandt aldrig. Et evigt minde om min far stemplet ind i panden af en flyvende tallerken. Det fysiske bevis på et ægteskab, som aldrig skulle have været indgået. To børn at skulle forholde sig til dagligt var en stor mundfuld for dem begge. Vi var uønskede. Det fornemmede vi tydeligt igennem alle årene. Dødsstødet for deres ægteskab kom, da Bent kastede sin kærlighed på elskerinder. Det var en uholdbar situation. Jeg erindrer slet intet fra min meget korte opvækst, hvor vi boede sammen alle fire. Hvordan skulle jeg også kunne det. Jeg var kun halvandet år, da de valgte at dele os. Min mor og jeg gjorde rejsen til København. Vi flyttede ind i en lille fugtig lejlighed på Nørrebro med koldt vand og toilet på trappe. Ulla og far blev boende i lejligheden i Viby, hvor han stadigvæk havde sit arbejde. De skiltes som uvenner, med en for mig utilgivelig aftale.  Alle billeder af os samt Bent og Britta blev smidt ud, og de valgte at aftale, at jeg ikke måtte få at vide, hvem min far var, og at jeg havde en storesøster. Vi søstre måtte først ses igen, når Ulla fyldte 18 år. Den usynlige kontrakt kom til at holde stik. Jeg genså først min søster 15 år senere.

Kapitel 2

Kakkelovnen, som stod i stuen, var den eneste varmekilde i den treværelses lejlighed på det indre Nørrebro. Badet foregik to gange om ugen på den nærliggende badeanstalt.  Der sad vi i karbad og vaskede os, imens der var et par kvindelige bademestre, der gik rundt og holdt øje med, at alt gik rigtigt til. Den gang føltes det meget naturligt, at sådan foregik storebadedag. Det var der mange, det måtte ty til dengang.  Det var helt almindeligt, at de billige lejligheder i København manglede varmt vand. Man tænkte ikke så meget over det.

På vaskeriet mødtes kvinderne over vasketøjet. Her fik de sladret gevaldigt om de andre i kvarteret. Dog var det et meget socialt afbræk i deres hverdag, som for de fleste bestod i at passe hjem, mand og børn. Heldigvis kom rødstrømperne i aktion og dermed også ligestillingen.

I gården hørtes dagligt de små og store børns leg, der ikke altid gik helt stille for sig. Tit hørte man gråd og skrig.  Indimellem kaldte en mor ud ad vinduet på et barn, så var der tid til aftensmad. Dagligt sad jeg i køkkenvinduet fra 5. etage og fulgte med i, hvad der skete.  Skraldedamerne rodede jævnligt i gårdens skraldespande. Lykkeligt fiskede de ting om, så folk havde kasseret. Det må have været den spæde start på at genbruge i stedet for at smide ud. På bestemte tider hver dag kom kattemor gående med de vilde katte mjavende efter sig. Med sig medbragte hun kattemad og mælk. Trofast og sultne fulgte de i hælene på hende. Kun kattedamerne formåede at vinde kattenes tillid. Hos alle andre viste de sig at være meget sky. Et par gange oplevede jeg et par glade gårdmusikanter, som spillede på harmonika og sang. Det var så hyggeligt og nostalgien breder sig helt ind i den dybeste del af mit sind, når jeg atter genkalder mig denne oplevelse. Denne idyl var som taget ud af en Morten Korch film.  Der blev pakket mønter ind i sølvpapir og kastet ud af de åbne vinduer for derefter at ramme jorden. Baggårdens børn løb med stor iver og samlede mønterne op og puttede i gårdsangerens hat Jeg var for lille til at komme alene ned i gården for at lege. 

Min mor orkede aldrig at gå med. Hun sad enten og strikkede eller drak vin og røg sine smøger. Somme tider satte hun mig i sengen eller kravlegården for at gå et par timer på det lokale værtshus.  Andre gange blev jeg passet af en ung pige om aftenen, så hun kunne komme ud at danse. Hun dansede især på de fine dansesteder. Hun dukkede så plakatfuld op om natten, betalte barnepigen og gik i seng tit uden at kigge ind til mig for at se, om at jeg sov godt. Hun arbejdede ikke og rastløsheden fik hende bare til at ryge og drikke endnu mere. Pengene fik hun af min mormor og farfar til at klare sig for. Det rørte hende ikke spor, og hun tog gladelig og ikke med skyggen af skam imod deres penge. 

Så skete det for mig dejlige, da jeg var omkring tre år gammel.  Min mor blev forelsket i en ung soldat, Svend. Han var fire år yngre end hende, men det betød ikke så meget, da hun ikke var så moden af sin alder. Det var på et dansested, de mødte hinanden og sød musik opstod hurtigt imellem dem. Min mor holdt i starten af deres forhold op med at drikke så meget. Hun var glad, forelsket og det var tydeligvis gengældt.  Kort tid efter flyttede han ind og blev en del af familien. I starten kaldte jeg ham for Svend, men da jeg var begyndt i børnehaven, og de fleste andre snakkede om deres far, blev jeg ked af det. Jeg spurgte en dag hjemme til aftensmaden, hvorfor jeg ikke havde nogen far. Med det samme sagde Svend, at han var min far. Glad gik jeg rundt i vores hjem og sagde hele tiden ”hej far” flere dage i træk. Det er jeg blevet fortalt flere gange siden. Svend, min nye far, elsker jeg af hele mit hjerte, Bent har jeg siden valgt kun at omtale som min biologiske far. 

Det har altid været vigtigt for mig at kunne kalde Svend for min far. Mange ved ikke, at vi ikke har samme gener. Flere gange igennem min opvækst og som voksen, har folk sagt, at jeg ligner min far. Ja, hvad øjet ser, og folk tror, trækker jeg tit på smilebåndet af. Vi ligner meget hinanden af sind. Det er ikke så mærkeligt, da han har præget mig igennem årerne, hvilket jeg ser som noget meget positivt. Min far blev efter soldatertiden, hvor at han var fodtudse, ansat på skibsværftet Burmeister Wain, også kaldet for B og W. Min mor var blevet ansat i SAS i cateringen. Hendes job bestod i at pakke miniature flasker til flyene. Som en luksusgode kunne de ansatte købe miniature flasker meget billigt. Det benyttede min mor sig fuldt ud af. Der begyndte det hele at smuldre for hende. Hurtigt fik hun titlen alkoholiker på jobbet. Afskedigelsen kom snigende som en tyv om natten. Hun blev fyret på gråt papir. Overraskende nok blev hun glad for afskedigelsen. Fuldt og fast troede hun på, at det var redningen væk fra livet med flaskerne. Min mor og far blev hurtigt meget klogere. Hjemme gik jeg for det meste for lud og koldt vand, når min mor passede mig. Hun skubbede mig fra sig, orkede ikke at give mig kærlighed og omsorg.  Ihærdigt og med hjertet på rette sted forsøgte min far at passe mig, og hjælpe min mor på bedste vis. Det var en utrolig svær situation, som han var sat i. 

Ind i billedet dukkede min nye farmor og farfar, Kristian og Kathrine op. Aldrig blev hun kaldt andet end Tina. De tog mig til sig med det samme, jeg var deres første barnebarn, og hurtigt blev der indkøbt en gyngehest, som jeg brugte meget tid på ryggen af, når vi var på besøg hos dem. De forsøgte at hjælpe min mor og far, men gik samtidig på listesko for ikke at blande sig alt for meget. Det må have været en svær balancegang. Nogle gange overnattede jeg hos dem. Det var så hyggeligt. Jeg sov på sofaen i stuen sammen med min farfar. Min stakkels farfar fik ikke sovet ret meget, da jeg kunne formå at snakke det meste af natten væk. Jeg har altid været meget snakkende, det har mange kommenteret igennem tiderne. Få ved, at det gør mig ked af det, når at de siger det. Om morgenen stod min farmor altid tidligt op. Lige så snart at jeg rørte på mig under dynen, gik hun fluks i gang med at lave havregrød og blødkogte æg. Jeg nød hver en bid, imens radioen gik. Der skulle høres nyheder flere gange dagligt.

En lørdag tog de mig med i Tivoli.  Mine øjne blev store, og jeg fulgte det hele med stor nysgerrighed. Det var mit første møde med Tivoli. Vi kørte flere ture i sporvognen, og jeg fik en kæmpe softice, som min farfar måtte spise det meste af, da jeg jo med min alder var lidt småt spisende. Jeg elskede også min farmor og farfar højt. Jeg blev aldrig kaldet anden af dem en Nette-pige, det passede mig helt fint.

Seksten dage før jeg fyldte fire år, kom min elskede lillebror, Jan, til verden. Jeg var dog lidt jaloux i starten og brugte flittigt tiden på at rykke sutten ud af hans mund, når han lå fredeligt og hjælpeløs og sov. Så kom min far ilende for at placere sutten i Jans mund igen. De ville jo helst have, at han ikke vågnede, så de havde lidt ro. Dette nummer lavede jeg gang på gang for at tiltrække mig lidt opmærksomhed. De opdagede aldrig, at det var mig, der var på spil.

Kort tid efter måtte jeg tage afsked med børnehaven. Jeg blev taget ud af mine vante rammer i børnehaven, da Jan blev født. Det var meningen, at vores mor skulle bruge tiden i hjemmet. Desværre blev hun psykisk syg med stærke angstanfald. Jeg genkalder mig tydeligt, hvordan at hun gang på gang skreg, at der var ild i hendes hår. Jeg så rædselsslagen til. Min far stod med en kone, der var syg. Kort tid før Jan blev født, var de forbi rådhuset for at blive gift. Selv om jeg ikke blev adopteret af Svend, fik jeg hans efternavn Larsen

Her stod min unge far, kun 19 år ældre end mig, med ansvaret for en baby og mig på fire år, en syg kone og et fuldtidsarbejde

Den stod på indlæggelse på Glostrup psykiatriske afdeling for min mors vedkommende.

Da min far ikke var min biologiske far, blev jeg sendt til Kalundborg kysthospital Reffnæs, imens min mor var indlagt. En voksen dame passede vores hjem samt Jan i dagtimerne. Min far var nødt til at gå på job for at forsørge os. Jeg aner stadigvæk ikke i dag, hvorfor jeg var blevet anbragt på kysthospitalet. Det var et strengt personale, som alle var sygeplejersker. De bar hvide kitler. Jeg trivedes ikke, og der udviklede jeg angst for allerførste gang i mit liv. En angst, der har fulgt mig siden som en tro følgesvend, jeg gerne ville have været for uden, da jeg aldrig har ønsket at invitere den indenfor eller budt den velkommen i mit liv. Vi børn sov på sovesale. Der sad altid en sygeplejerske i en slags bur i rummet hele natten og vågede over os.  Under hver seng stod en potte. Jeg mindes ikke, hvornår jeg brugte den. Nætterne på Kysthospitalet var meget ubehagelige, jeg græd smerternes tårer så stille med hovedet dybt begravet i hovedpuden. Savnet af min mor pressede sig især på om natten. Hver lørdag fik jeg besøg af min far. Han tog den times lange togtur fra Nørrebro til Kalundborg. Jan var aldrig med, nok fordi at han var så lille endnu. Så havde han lidt slik og en appelsinvand med, og vi gik en tur i skoven, bare os to. Det var det eneste lyspunkt, jeg havde på dette sted, når jeg fik besøg af min elskede far. Jeg husker næsten intet fra opholdet andet end stærk afsky for dette sted. Er heller ikke klar over, hvor længe jeg var der, kun at det var alt for længe. 

En forårsdag blev min mor udskrevet fra Glostrup Sygehus – pludselig. Hun dukkede pludselig op, som kom hun ud af den blå luft, og hentede mig. Det var første gang, jeg så hende igen. Jeg var så glad, at mit hjerte brændte næsten sammen af glæde. Jeg higede altid efter min mors kærlighed, det gør jeg stadigvæk, men er realistisk og ved, at hun aldrig vil formå at give mig den.  Det har jeg som voksen ved mange samtaler hos forskellige psykologer måttet erkende. Et undskyld ved jeg godt, at jeg må kigge langt efter i vejviseren. Elsket af hende bliver jeg aldrig, men heldigvis har jeg fået min egen lille familie siden. Det sætter jeg stor pris på. Mine børn er vokset op med kærlighed og faste rammer, og det har givet dem en stor tryghed. De ved, at de er elsket, og de er to unge harmoniske mennesker på vej til inden for kort tid at forlade den trygge rede. Jeg har selv manglet disse ting i min barndom, derfor er jeg Gud taknemmelig for, at han har udstyret mig med et stort omsorgsgen. Jeg kunne med min baggrund nemt være faldet i samme grøft som min mor med et liv med flaskerne som bedste ven.

Jeg forsøgte at tage hendes hånd, da vi gik ud af døren fra dette ”fængsel”, som jeg ufrivilligt havde været sat i. Men hun gengældte ikke mit håndtryk, slap bare ligegyldigt min hånd. Hun var følelseskold. Igen følte jeg denne forbandede angst, og mit hjerte sved og brændte af længsel efter at blive elsket af min mor. 

At hun ikke i dåbsgave var blevet udstyret med det, man kalder empati for andre mennesker, har jeg tydeligt mærket i alle årene siden. Jeg vil gå så langt som til at sige, at hun er en slags charmerende psykopat. 

Hjemme igen. Alt så ud, som det plejede. Jan var blevet en lille smule større. At gense ham var utrolig glædeligt for mig. Desværre kort tid efter, at Jan og jeg var blevet genforenet, begyndte Jan at mistrives. Han voksede ikke og tog ikke nok på. Samtidig havde han ikke energi til at lege. Han blev meget forpustet og lettere blå i hovedet. Der blev sat læger på Rigshospitalet til grundigt undersøge Jans tilstand. Desværre havde han en medfødt hjertesygdom og skulle igennem en operation, når han blev omkring fem til seks år. Det var det, man den gang kaldte for et hjertebarn. En kendt hjertespecialist fra Sverige skulle operere ham, når han var blevet større. Hver gang han havde infektioner, blev han indlagt på det gamle Blegdamshospital. Det lå tæt på Rigshospitalet. Ved disse indlæggelser måtte jeg ikke besøge ham. Hans immunforsvar var meget svagt. Det var et stort savn hver gang, min bror var indlagt i flere uger. Min mor kunne ikke arbejde, da Jan ikke kunne komme i børnehave, når han var så svagelig. Det kom ikke mig til gode desværre. Hun sad bare og græd, drak rødvin og sugede heftigt nikotinen ud af hver smøg, til der næsten intet filter var tilbage. Stadigvæk kan jeg fornemme røgtågen i stuen samt smagen af nikotinen i min mund, som passiv ryger af første grad. Hendes slanke fingre og lange negle var lidt gule af nikotin. Hun kunne bedre lide Jan, og jeg lærte med tiden, at hun bedre kunne lide at have sønner end døtre. Jeg har aldrig forstået det helt. 

Kort tid efter at jeg var fyldt 6 år, begyndte jeg i første klasse. Samtidig flyttede vi i en ny lejlighed. Nybyggeri lavet af beton med toilet og bad indenfor, – det var godt nok luksus! Jan og jeg kom til at dele et børneværelse. Der fik vi igennem vores barndom leget og grinet meget. Tit sad jeg også godt sammentrukket i min kurvestol og læste den ene bog efter den anden. Jeg var fyldt med fantasi og nysgerrighed. Jeg levede mig helt ind i bøgerne gang på gang.

Første klasse på Højdevangens Skole var svær for mig. Jeg havde kun været kort tid i børnehave, og jeg havde ikke lært det sociale sammenspil at kende. En stor angst for de andre børn plantede sig i mig i hele min barndom og ungdom. Jeg holdt mig meget for mig selv.

Undervisningen nød jeg meget, jeg var videbegærlig og meget lærenem. Et gammelklogt barn som elskede at læse bøger. At gå ind i en verden med fantasi nød jeg rigtig meget. I dag ville man nok have ment, at jeg havde en gren af autisme. Min angst blev stærkere og stærkere for hver dag. Jeg var bange for næsten alt, hvad man ikke kan tænke sig til. Når jeg mødte en hund på gaden, løb jeg skrigende hjem, imens jeg hele tiden skreg: ”Mor, mor, mor”. Hjemme blev jeg skældt ud. Fik af vide, at jeg opførte mig yderst pinligt. Edderkopper og hvepse gav mig også en skræmmende angst. Elevatorer forsøgte jeg at undgå, da jeg følte det meget klaustrofobisk. Ja, jeg kunne blive ved med at fortælle, hvad jeg var og stadigvæk er bange for. Det er vidst det, man kalder at have enkelt fobi.

Mobningen i skolen begyndte i de små klasser.  Alt muligt grimt blev jeg kaldt. Jeg bed tænderne sammen. De fik mig aldrig til at bryde sammen i gråd. Jeg var ikke til at få ned med nakken. Allerede den gang var jeg en overlever. 

Hver aften bad jeg Gud om hjælp. Det hjalp mig at mærke Guds hånd på min skulder. Ingen i min familie var kristne. Jeg tror, de synes, at jeg var lidt underlig. Min mormor gav mig til min 8 års fødselsdag en børnebibel, det gav mig en stor glæde. Siderne i bogen blev godt slidte igennem årene. Nogen gange gik jeg ned i den lokale kirke til YA. Det var en kristen børneklub. På grund af min angst for de andre børn sad jeg bare lige så stille på en stol og fulgte nysgerrigt med i, hvad de andre børn lavede. Selv var jeg meget passiv i YA samt i skolen.

Trives, det gjorde jeg ingen steder. Hjemme fik jeg mange daglige pligter, selvom jeg var alt for lille til at skulle sættes til dette store ansvar. Min mor var magelig anlagt, derfor blev jeg nærmest husassistent i vores hjem. Dengang lavede mænd ikke det huslige arbejde, de var forsøgeren, manden i huset.

Så kom tiden, da jeg var 8 år. Jan skulle opereres i hjertet. Min mor betroede mig, at det ville blive en meget kompliceret operation, og måske kunne han ikke overleve indgrebet. Det gjorde mig så utrolig bange. Jeg elskede min lillebror højt. Vi fik tidligt et venskab og stærkt søskendesammenhold. Det består stadigvæk.

Jeg var alene hjemme efter skoletid, imens vores mor opholdt sig hele dagen på Riget. Jeg stegte næsten pandekager hver aften til mig selv. Ved aftenstid kom min mor hjem, og far havde taget over med at sidde ved Jans sygeleje. Når min mor kom hjem, drak hun sig i hegnet, tudbrølede og ignorerede mig, når jeg forsøgte at lægge en arm om hendes skulder for at ville trøste hende. I stedet gik hun til en nabo og blev trøstet. Der sad jeg så og læste bøger og lektier. En lille pige, der måtte lære at klare sig som en voksen.

Jeg måtte kun et par enkelte gange besøge Jan. Der var stor gensynsglæde. Operationen var heldigvis gået planmæssigt. I et par dage lå han i respirator. Derefter kom hans genoptræning, det var hårdt for ham. Hvor havde jeg ondt af ham. 

For mig stod den på skole, mobningen, alle de praktiske gøremål i hjemmet, samt mine lektier. Heldigvis var der overskud til at fordybe mig i bøger.

Kapitel 3

Det var så dejlig en tid, da Jan kom hjem efter lang tid på Riget. Endelig kunne vi tumle rundt med hinanden i lidt vild leg. Jan var frisk og efter genoptræningen startede han i børnehave. Så skulle jeg til at følge Jan i børnehave, inden jeg gik i skole. Det gjorde jeg med glæde.

 Kort tid efter blev der lukket og slukket for skibsværftet B og W. En epoke var dermed slut. Heldigvis havde min far et job på hånden, det var ikke alle, der var så heldige. Han tog truckkørekort og begyndte på Sadolin malerfabrik. Min mor begyndte et job som hjemmehjælper. Da hun ikke havde kørekort og bil, cyklede hun rundt til dem, hun skulle komme hos. I starten var hun meget glad for arbejdet. Hun var mere tilpas, men flasken kunne hun dog ikke slippe. Når hun kom hjem, drak hun og faldt tit i søvn i en stor brandert på sofaen.

Min far nød at være på Sadolin. Det var en god arbejdsplads, hvor han nåede at fejre 25 års jubilæum, inden Sadolin lukkede og flyttede til Sverige. Han fik mange gode venner på fabrikken.

Jan fik faktisk arbejde på Sadolin, da han var 20 år. Så de blev kollegaer i en del år. Det tror jeg, de nød – at ses hver morgen på job. De var meget tæt knyttet til hinanden far og søn, desværre er det ikke sådan mere. Jan er blevet træt af, at vores far er så konfliktsky. Han formår ikke at forstå vores ar fra barndommen. Det skal fejes ind under gulvtæppet.

I børnehaven, Solsikken, legede Jan meget med de mange andre børn. Han var altid så tilpas og havde mange legekammerater. Jeg kunne godt engang imellem være en anelse misundelig på ham. Alle kunne lide Jan, selv min mor formåede at tage sig en lille smule af ham i ny og næ. Når Jan og jeg indimellem skændtes, fik jeg altid skæld ud. Gang på gang fik jeg at vide, at jeg var den store. Det var tit meget urimeligt, at jeg skulle i seng eller have stuearrest næste dag efter skoletid. Det var små ting, vi toppedes om, og vi var næsten altid lige gode om det. Vores forældre var lidt mere beskyttende over for Jan, sikkert på grund af hans hjertesygdom og operation.

Mine dage føltes meget ensformige. Selvfølgelig var der weekender og ferier, men det var en ensom tid for mig. Eftermiddagene og aftenerne foregik i lejligheden. Tit sad jeg længselsfuldt og kiggede på de andre, der legede i gården.  Drømte mig til at være en del af deres fællesskab.

Mine karakterer i skolen var høje, og jeg var et meget intelligent barn. Lærerne forsøgte forgæves at få mig mere integreret i klassen. Da jeg stadigvæk ikke forstod det sociale sammenspil, fortsatte mobningen indtil jeg lettet gik ud efter 10. klasse.  I min hverdag tænkte jeg ikke mere så meget over at være outsider, jeg gik i stedet til Gud.

Heldigvis som 11-årig bevægede jeg mig med tøvende skridt en dag ned i gården.  Hvor jeg fik modet fra, ved jeg ikke. To nysgerrige piger begyndte at snakke med mig og fik mig med i legene med sippetorv og hoppe i hinkeruder. De begyndte efter skoletid at ringe på vores dør og fik mig med ud at lege i gården. Ret hurtigt blev jeg tryg ved børnene i gården. Så jeg begyndte hver dag at glæde mig til at skulle hjem for at lege i gården efter skoletid. Min mor fandt sammen med to andre kvinder i gården, som også tit så for dybt i flaskerne. Det gjorde min far rasende og frustreret. Vi to børn blev også tit kede af det. Men heldigvis legede Jan og mig meget nede i gården. Det tog i en periode vores værste smerte.

Nogen gange kaldte min mor på mig i køkkenvinduet. Jeg skulle til ismejeriet og købe rødvin og små kyllinger(snapse). Det forstyrrede mig i at lege, samt det brændte i maven af smerter over, at nu skulle hun til at være beruset igen. Når jeg kom tilbage fra den lange tur fra ismejeriet, var pigerne tit gået i gang med nye lege.

Jan var et rastløst barn, som var meget ude at lege. Vi så næsten kun Jan til spisetiderne, og når han skulle i seng. Han havde svært ved det boglig, men jeg forsøgte tit at hjælpe ham med lektierne.  Han følte sig ikke så motiveret, da hans koncentration ikke var så god. Det er den stadigvæk ikke i dag. Han glemmer rigtig mange aftaler, og husker han aftalerne, kommer han gerne dryssende flere timer for sent. Jeg er helt anderledes og husker alle mine aftaler, da alt bliver noteret i kalenderen. Man kan sætte klokken efter mig, når jeg har en aftale. For det meste kommer jeg lige 5-10 minutter før. Personligt bliver jeg lidt harm over, når folk ikke kommer til tiden til aftaler med mig. Jeg synes, at det er dårlig pli og stort sjuskeri. Indvendigt bliver jeg meget vred, men behersker mig og lade være med at kommentere det. Er kommet til den erkendelse, at vi mennesker er forskellige, og ingen gør det af et ondt hjerte.

Min far smed sig for det meste på sofaen, når at han kom fra job. Han var altid så glad for os børn, han lyttede gerne til alt, hvad jeg havde at fortælle, og det var aldrig så lidt. Da jeg ikke talte med nogen i skolen, snakkede jeg som et vandfald derhjemme. Tit drillede de mig hjemme og sagde, at jeg var vaccineret med en grammofonstift.

Hver sommer tog vi alle fire fjorten dage til Costa Brava. Vi boede altid på et meget billigt hotel. Jeg hadede disse ferier. Men skulle med hvert år, der var ingen pardon.

Det tiden gik med var, at vi blev slæbt med fra det ene værtshus til det andet. Begge drak de øl og vin det meste af dagen. Da jeg led af angst, fik jeg en lumumba (varm kakao med whisky) at sove på hver aften.  I dag synes jeg, det var meget uansvarligt af dem. Om aftenen lå Jan og jeg alene på hotelværelset, imens de festede med de andre hotelgæster. Det var ikke så ualmindeligt dengang, at børn lå alene på værelserne og sov, imens forældrene tog sig af de glade varer på diskotekerne, flamingoklubberne og værtshusene. I dag ville det ikke forekomme ret tit, at forældre kunne finde på det. 

Jeg ville hellere have været hos min mormor og morfar imens i stedet for at skulle på ferierne i Spanien. Især led jeg i disse år af stærk angst for at flyve. Desværre havde min mor et meget anstrengt forhold til min mormor og morfar. De blev engang uvenner i et års tid. Det betød, at jeg var afskærmet fra at måtte have det mindste med dem at gøre. Vi snød min mor, og jeg mødtes med mormor og morfar på min skole. Det var vores hemmelighed, som jeg aldrig har haft de mindste skrupler over.

Hvorfor min mor ikke kunne fordrage min mormor og morfar, har jeg aldrig helt forstået. Der må have været nogle hemmeligheder, som jeg aldrig har fået af vide. Nogle skeletter må der have været gemt i skabene.

Min farmor og farfar kunne min mor lidt bedre med, men på de tidspunkter når vi rejste til Spanien, kunne de desværre ikke passe os, da de stadigvæk arbejdede begge to.

Britta hun var begyndt at drikke med nogen af de ældre, som hun var i embedsmedfør hos, som hjemmehjælper. Det blev ikke opdaget det første års tid. Hjemme vidste vi det godt. Det var ikke nemt for min far at tale hende fra det. Hun gjorde lige præcis, hvad der passede hende. Deres ægteskab begyndte at knage i fugerne. Det var ikke til at undgå at lægge mærke til. Kærligheden og respekten for hinanden var fuldstændig væk. De levede i et forhold, hvor der blev råbt og skreget. Flere gange sloges de. Intet der kan de lade hinanden høre for, de var altid lige gode om det. Flere gange kom min mor i sine branderter om natten og vækkede mig. Hun græd og sagde, at min far slog hende. Så lagde hun sig i min seng, imens jeg gik ind og skældte min far ud, trods jeg stadigvæk var barn. Han benægtede hver gang, at han skulle have slået hende. Jeg har aldrig kunnet finde hoved eller hale i det. Ved ikke om han slog eller min mor løj. Så måtte jeg ligge og sove på min skibsbriks med min mor, som stank af sprut og cigaretter. Stadigvæk den dag i dag kan jeg ved at skrive om det genkalde denne rædselsfulde dunst i mine næsebor.

Jeg var meget bevidst om, at jeg skulle forsøge at dække over, at min mor havde et alkoholmisbrug, når vi var ude imellem andre. Men set i bakspejlet må naboerne og familien have kendt til det, men valgte ikke at blande sig.

Jeg skammede mig meget over hende. Tit ønskede og bad jeg til Gud om at få en ny mor. Det fik jeg jo selvfølgelig ikke.

Jeg har altid som barn og ung vidst, at det ikke var normalt, det der skete i min familie. Jeg forsøgte bare at overleve, drømme mig til en ny og bedre tilværelse.

Jeg var misundelig på veninderne i gården. Deres forældre var tit kernefamilier. Gang på gang ønskede jeg, at det var mig, der var så velsignet med en kærlig familie og kunne slet ikke glædes over deres familieidyl. Det kunne jeg ikke være bekendt, men tænker at min jalousi var en normal reaktion af et svigtet og forpint barn.

Tit legede jeg med en veninde i gården, som jeg vælger at kalde Pia. Hun kom fra en meget kaotisk familie, som min egen.  Vores mødre drak i perioder sammen. Der sad de to flotte unge kvinder med farvet og permanentet hår og det nyeste skrig i tøj, godt beduggede. Deres smukke ydre passede ikke så godt til at de sad og pimpede, græd og lavede scener. De skændtes og løj meget begge to. Pia måtte jeg aldrig lege med, da man nok i dag ville sige, at hun havde psykopatiske træk. Hun løj rigtig meget, stjal tøj og penge. Hun røg cigaretter og hash som 11-årig. I perioder gik hun i seng med drenge og tjente penge på det. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg blev draget ind i at have et hemmeligt venskab med hende. Jeg gjorde aldrig alt det, hun gjorde. Jeg afskyede det. Men hun var utrolig populær i skolen og i gården. Samtidig drak begge vores mødre, så uden at vi snakkede om det, havde vi nok en dyb forståelse for hinandens situation. Det gav os et sammenhold i et par år.

Desværre fik jeg gennem mit venskab med hende rodet mig ind i at lære en pædofil mand, Gunnar, at kende. Når jeg skriver dette, væmmes jeg med afsky, men da jeg har valgt at være fuldstændig åben i min selvbiografi, skal det med. Trods jeg er lidt flov over, at jeg ikke kunne gennemskue, hvad der skete.

Det hele begyndte en dag, da vi legede i gården Pia og jeg. En ældre mand, Gunnar, lokkede os til at tage med på en køretur ud i det blå. Trods mine bange anelser, tog jeg med. Det kom jeg godt nok til at fortryde. Gunnar kørte forbi Istedgade og viste os Halmtorvet og alle de prostituerede. Med afsky og angst kiggede jeg på dem. Gunnar grinede og hånede dem. Fortalte hvad deres ”erhverv” bestod af.

Pia væmmes overhovedet ikke over det. Hun fnysede bare af mig og syntes, jeg var utrolig sippet. Det gjorde mig lidt ked af det. Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi kunne pjække og sidde i Gunnars lejlighed om dagen. Mærkelig nok føltes det som et fristed. Et frikvarter væk fra mobningen. Det havde en stor pris for os begge, at opholde os hos Gunnar i skoletiden.

Vi måtte desværre ”hjælpe ham”, når at vi var der. Det var en meget skræmmende oplevelse for mig, men man må forstå, at jeg kun lige var fyldt 11 år og ikke havde seksuel erfaring.  Kendte ikke til denne slags overgreb. Jeg forstod ikke noget af de krænkelser, som jeg på det tidspunkt måtte lægge krop til. Alt andet end samleje oplevede jeg. Turde ikke sige fra, trods mine store væmmelser. Jeg husker ikke helt så meget fra denne periode, da jeg ufrivilligt har fortrængt nogen af oplevelserne. Måske fordi de er så angstprovokerende og stærkt grænseoverskridende. Samtidig har jeg i mange år følt en utrolig stor skyld og skam for disse oplevelser. Stadigvæk i dag ved kun meget få noget om denne periode i mit liv. Jeg kan så heller ikke huske andet end små brudstykker af, hvad at der skete hos Gunnar.  Det er nok for at kunne klare at leve med disse oplevelser, at jeg har fortrængt en del. Tiden må vise, om mere dukker op til overfladen, og derved skal bearbejdes hos en psykolog.

Pia havde samleje flere gange med ham på tidspunkter, hvor at jeg ikke var til stede i hans lejlighed. Jeg slap for at være vidne til disse overgreb på Pia. Heldigvis begyndte naboerne at undre sig over vores mange besøg ved Gunnar. Kriminalpolitiet kom ind i sagen. Desværre valgte politiet at afhøre mig i vores eget hjem med min mor, som skulle overhøre samtalen. Det var en utrolig ubehagelig oplevelse at sidde i vores børneværelse med en civil betjent og min mor.  På et tidligt tidspunkt i snakken med kriminalbetjenten bryder hun ind med en for mig skelsættende bemærkning og siger, at det var synd for den stakkels mand. Derefter klappede jeg i som en østers. Turde kun fortælle, hvad han gjorde ved Pia. Jeg benægtede, at jeg havde været ude for noget seksuelt på nogen som helst måde. Det endte med at Gunnar fik polititilhold og måtte ikke komme i nærheden af os børn. Det var en stor befrielse for mig. Jeg havde en stor skam. Følte det var min egen skyld.

Derefter passede jeg hver eneste dag alle skoletimerne med ar på sjælen efter Gunnars krænkelser. Mobningen blev lidt grovere med spyt og øgenavne.

Jeg lod mig aldrig mærke med det, hverken i skolen eller hjemme. Jeg var en utrolig sej pige, som de bare ikke kunne knække.

Jeg tror aldrig, at Gunnar blev straffet. Men vi blev aldrig generet af ham mere. Det var en stor lettelse.

Pia blev sendt på institution. Hun var utrolig strid. Det har nok været psykisk meget hårdt for hende, hvad hun havde lagt krop til. Hun vendte sin vrede ud ad. 

Selv om hun var så strid, kom jeg til at savne vores lidt underlige venskab. Vi var ligesom den gode og den onde, når vi var sammen. Jeg var altid den gode.

Jeg sprang på det tidspunkt en klasse over, da jeg var 11 år gammel. Min dansklærer foreslog det på grund af min dygtighed.  Modenhedsmæssigt fulgte jeg ikke min nye klasse særlig godt. Mobningen fortsatte i den nye klasse. Der nøjes de med kun verbal mobning og frøs mig ligeså langsomt ud. I mange år efter havde jeg ikke troen på, at andre mennesker ville mig det godt. Det var noget jeg måtte arbejde på at få bygget op sten fra sten fra bunden af. Et meget langsommeligt projekt.

Angsten blev værre og værre. Min krop var begyndt at give mig mange diffuse smerter i arme og ben. Jeg græd mig i søvn hver aften, når jeg havde læst lidt i min børnebibel. Jeg læste med tændt lygte under min dyne, for ikke at forstyrre Jan i hans søvn. Græd hver nat så stille, så jeg tror det lykkedes mig, at Jan ikke kunne høre det.

Min angst fik jeg ingen hjælp til på det tidspunkt. Når jeg så skolepsykologen på gangen på min skole, bad jeg inderligt med mine sørgmodige og bedende øjne om hjælp. Desværre blev det ikke opdaget. Jeg ville så gerne have at skolepsykologen havde taget mig ind til samtaler, jeg havde så meget brug for omsorg. Jeg tænker, at fordi jeg var en stille dygtig elev, blev det ikke opdaget, hvordan jeg fungerede psykisk. Depressioner begyndte at tage sit indtog i mit liv på dette tidspunkt. Det har gjort, at jeg siden jeg var 16 år dagligt har været nødt til, at indtage medicin for kroniske depressioner. Ellers ville jeg ikke kunne klare min dagligdag. Det var meget svært, da jeg var ung at acceptere. Derfor afbrød jeg gentagne gange den medicinske behandling og blev derved lettere psykotisk. Som voksen har jeg med tiden lært, at jeg er nødt til at tage min medicin for at kunne klare at leve dette skønne positive liv.

Kapitel 4

En af de mest ubehagelige datoer i mit liv var 21. december 1978. Min mor og mormor var næsten lige kommet på talefod igen. Jeg var så glad og taknemmelig for det. De taler sammen i vores stue – kun de to. Da jeg åbner døren på klem, hører jeg deres gråd. Jeg forstår, at det er noget, der ikke er godt.  Min første tanke er, at de nu igen er uvenner. Jeg bliver kaldt helt ind til sofaen. Grædende fortæller min mormor, at hun har fået konstateret brystkræft, og skal opereres efter jul og nytår. Mit blod fryser til is. Har jo hørt så meget om folk, der har tabt kampen til kræften. Jeg vil bede og bede, så skal mormor nok blive rask igen.

Denne jul er første gang i min barndom, vi skal fejre den sammen med morfar og mormor. Normalt har vi fire altid kun holdt jul i vores lejlighed uden gæster. Vores mor var altid så fuld d. 23. og 24. december, så jeg håber, at denne jul vil blive bedre. Trods vores mormors kræftsygdom står forventninger til en god jul i kø inden i mit hoved. Jeg glæder mig pludselig som et lille barn, der møder julemanden for allerførste gang.

Heldigvis har jeg gemt mine lommepenge i min sparebøsse, så jeg kan købe et stort flot stykke håndsæbe til min mormor i julegave. Morfar skal have en pakke servietter.

Denne jul bliver helt anderledes. Min mor er ikke fuld, og hun nynner ligefrem, da hun forbereder flæskestegen. Måske ser hun nok alligevel lidt frem til, at de skal holde juleaften hos os. Det er mig, der har stået for pyntningen af juletræet. Jeg har valgt at tage min skotskternede plisserede nederdel på samt hvide strømpebukser. Jan går ikke så meget op i sit tøj og tager sine joggingbukser og nissehuen, som mangler sin kvast. Jeg er oppe at køre af glæde og forventning til denne juleaften. Kl. 18.00 kommer de, som sædvanligt meget præcist. For en gang skyld er der en del pakker under juletræet. Jan og jeg ser glædestrålende på alle pakkerne, og julelysene tændes i vores øjne.

Vi nyder flæskestegen og desserten som sædvanligt er islagkage. Min mor har aldrig orket at lave risalamande, da hun ikke er en ørn i et køkken.  Vi sidder længe over julemaden, inden vi synger og danser om juletræet. Den tradition mærker jeg tydeligt er mig, der ønsker allermest. Euforisk synger jeg med glæde i stemmen med på de danske julesalmer. Lysene på juletræet er så smukke at kigge på. Så når vi til gaverne, der kan få alle børn til at opføre sig som englebørn bare for en enkelt dag. Ivrigt flår jeg pakkerne op. Dejlige hjemmestrikkede trøjer, en hue og to Puk bøger. Jeg har næsten alle Puk bøger i min samling, men manglede netop disse to. Aftenen foregår helt stille og roligt, ingen druk fra min mors side. Denne dag står stadigvæk mejslet i min hukommelse som en af de bedste barndomsminder. Der har ikke været ret mange andre i min barndom.

Denne jul var meget speciel. Da min mormor og morfar tager hjem, går jeg i seng for at bede og takke Gud, inden jeg går i gang med at læse en Puk bog. Jan virker også meget glad denne aften.

Han falder hurtigt i søvn. Han lider stadigvæk af polypper og snorker godt. Det holder mig tit vågen i flere timer om natten.

Nytårsaften om formiddagen tager vi alle fire bussen ud til Tagensvej på Nørrebro og gratulerer mormor, da hun fylder år. Vi nyder en god frokost, men da jeg er en meget sensitiv pige, fornemmer jeg min mormors angst for den nærliggende operation. Det mærker jeg ved meget heftig hjertebanken. Alle muskler i min krop gør ondt.

Brystet skal fjernes den 4. januar. Mor kan ikke styre nerverne og bliver godt pløret af hvidvinen og cognacen til eftermiddagskaffen. Morfar har arbejdet mange år som tjener, så der skal altid serveres gode dyre vine til alle gæster i deres hjem. Det kan der ikke være tale om at lave om på.

Ved 17-tiden siger vi farvel og kører med bussen til Amager igen. Mor tudbrøler i bussen. Jeg forstår ikke helt, at hun er så bekymret for hendes mors operation, når hun samtidig sidder i bussen og siger, at hun hader sin mor. Det gør meget ondt på mig.  En pludselig opstået tanke dukker op i mit hoved, at døden måske er tæt på at ånde min mormor i nakken.

Hele nytårsaften trøstede far hende imens hun bare hælder mere og mere sprut indenbords. Jan og jeg fortrækker til vores fælles værelse med en skål fuld af slik. Der leger vi hele aftenen. Vi griner og griner over hinandens fjollede vittigheder. Det var før den tid, hvor tv, computer, IPad og mobiler havde invaderet folks hjem. Dengang brugte vi fantasien for at holde legene i gang. Indimellem blev vi alvorlige og lyttede lidt til de voksnes stemmer i stuen. Ved midnatstid sad vi i vindueskarmen i vores børneværelse og kiggede ud på alt fyrværkeriet, som oplyste himlen så flot i længere tid. Det var en speciel nytårsaften, men faktisk meget hyggeligt, bare Jan og jeg i vores søskendefællesskab, som har fulgt os i tykt og tyndt lige siden.

Mormors operation gik ikke helt så godt. Kræften havde bredt sig, så hun måtte i gang med kemoterapi. Hun var slået ud, det samme var vi andre.

Mormor kom hurtigt i gang med kemoterapien. Det var en meget hård omgang, og jeg havde så ondt af, hvad hun var oppe i mod. Heldigvis var hun rimelig ovenpå til min konfirmation d. 31. marts to en halv måned efter hendes operation. Jeg var kun 12 år, gik i syvende klasse og skulle allerede til at konfirmeres. Jeg havde intet ønske på det tidspunkt om at blive konfirmeret, og jeg var utryg ved de andre, der gik til præst. Jeg kendte næsten ingen, og jeg var meget rædselsslagen for at skulle til den ugentlige undervisning. Min mor og far var ikke kristne, så det har altid været en gåde for mig, hvorfor jeg skulle tvinges til at skulle konfirmeres. Jeg mødte næsten aldrig op til præst. En dag stod pastor Wicman, en ældre mand, ved vores hoveddør. Min far bød ham indenfor på en øl. Jeg synes ikke, min far havde situationsfornemmelse lige der. Det var lidt flovt. Der blev aftalt, at de sidste fire gange, der var tilbage, skulle jeg møde op til præst alle gange. Min far skulle sørge for, at jeg kom til søndagsgudstjenesterne. Jeg blev nødt til det.  Få uger før konfirmationen skulle indtræffe, blev jeg nærmest hevet med ud at få en konfirmationskjole. Jeg ville så gerne have hvide santinbukser på, men fik et rungende nej. Kjole på færdig, sådan blev det.

Kjolen var utrolig grim, slet ikke min smag.  Jeg skulle have en størrelse 32, og den skulle være billig. Jeg blev også sendt til frisør. Mit lange hår blev permanentet med noget der mindede om puddelhundekrøller. Det var ikke et kønt syn, der mødte mig i frisørens spejl. Hjemme græd jeg så ulykkeligt over denne hårkrise. De forsøgte at gøre mig glad ved at tage mig med ud at vælge duge, servietter og lys til festen. Jeg var fuldstændig uinteresseret i den pokkers konfirmation. Men dagen kom alligevel, jeg måtte trække i den afskyelige kjole. Min mor havde lånt mig hendes lange tyndskids-farvede brune frakke, som var alt for stor til mig. Den var nødvendig at have på, da vi gik hen til kirken, da det sneede lidt.  Heldigvis stod min mormor der med et stort varmt kram til mig. I det øjeblik jeg gik ind på min plads i kirken, blev jeg alligevel glad for at skulle konfirmeres. For pokker, jeg var jo kristen, det var en vigtig dag. Glædelig kiggede jeg på Jesus, der hang på korset. Han havde ved sin korsfæstelse sat os mennesker fri for vores synder. Jesus havde taget alle vores synder på sin kappe ved at blive naglet fast til korset og dø. Derfor går vi troende ikke til grunde ved vores død, men får evigt liv ved Vorherre. Det sad jeg og tænkte på og hørte intet af, hvad præsten prædikede om.

Det var alligevel dejligt at blive konfirmeret. At bekende mig til den kristne tro.

Udenfor stod kammeraterne fra gården klar til at gratulere mig. Dem, jeg gik til præst med, så ligesom igennem mig. Det gjorde pokkers ondt. Bagefter gik vi hjem til os. Festen foregik i soveværelset. Der var i dagens anledning sat bord op og sengen stod op af væggen. Vi var kun mig, Jan, mor, far, farfar, farmor, mormor, morfar, min onkel Knud og faster Jonna. Maden smagte godt. En dame, som jeg ikke kendte, havde min mor i dagens anledning hyret til lave alt maden.  Hun stod også for serveringen. De voksne drak lidt på nær mormor, som stadigvæk fik kemoterapi på Finsens hospitalet. Jeg var ikke klar over, om mormor bar paryk eller det var hendes eget hår. Jeg var bare så glad, og jeg sad og holdt hendes hånd flere gange under bordet, så min mor ikke så det. Ville helst ikke mærke hendes vrede denne dag. 

Jeg fik nogle flotte gaver. En cykel af min mor og far. Det var første gang, jeg ejede en cykel. Mormor og morfar gav mig en guldring, som jeg stadigvæk har i en halskæde om halsen. Resten fik jeg penge af. Da jeg læste mine telegrammer, kom jeg til et fra mine klassekammerater Lone og Gitte. De havde puttet en to øre i telegrammet og skrevet, at det var, hvad jeg var værd. Det gjorde ondt, for jeg havde ligesom fået en gevaldig mavepuster. Jeg valgte aldrig at nævne det for nogen, før nu. Det har ligget mange gange og gnavet og gjort ondt siden. Det var så ondt gjort.

Senere på konfirmationsdagen tog jeg kjolen af og trak i mit andendagstøj. En flot lilla kedeldragt og et par lyserøde gummisko. Det var meget mere mig. Flere havde lavet nogle gode sange til mig på denne dag. Morfar var blevet lidt halv snalret, men formåede at holde en yderst god tale. Han var nu altid en god taler.  Om aftenen gik jeg ned og legede i gården. 12 år det er en lidt tidlig alder at blive konfirmeret i. Jeg var en pige, som stadigvæk kunne finde på at finde min barbiedukke frem fra skuffen og lege med.

Da jeg kom op til sengetid, var familien taget hjem. Næste dag skulle min morfar og mormor komme igen. De ville tage mig på en lille tur til Hvalsø med toget for at besøge min mors tante. Jeg var ikke blevet inviteret til at skulle med nogen på blå mandag, så derfor trods min mormors sygdom, tog de mig på den lille endags udflugt for at glæde mig.

Jeg havde så hyggelig en dag. Jeg nød altid at være i selskab med dem. Desværre gik dagen for hurtigt. Inden vi havde set os, om skulle vi atter med toget hjem. Jeg skulle hjem til mobningen, ensomheden og den tilbagevendende angst for næsten alt, hvad der kan tænkes, at man kan være bange for.

Jeg var nu 12 år og tæt på snart at skulle fylde 13 år. Både skolebiblioteket samt vores eget store bibliotek brugte jeg alt min fritid på. Især Tove Ditlevsens bøger slugte jeg med stor iver. Jeg følte, at hende og jeg havde meget til fælles. En barndom, der ikke helt er, som man kunne ønske sig. Vi var begge ensomme, angste og melankolske. Det har vist sig med alderen, at jeg som Tove Ditlevsen lider af mild bipolar sygdom. Før i tiden hed det maniodepressiv. Men som så meget andet skifter det navne. Jeg græd og led med Tove Ditlevsen. Det gjorde dagene lidt lettere at komme igennem.

Min mors drikken blev kun værre og værre. Hendes overordnede havde opdaget, at hun drak, imens hun var på arbejde, så fyreseddel og en masse gråd stod jeg model til at skulle være vidne til. Da hun af nærigskab aldrig var kommet med i en fagforening, stod hun nu til at skulle på bistand. Det var ikke så godt for økonomien. Livremmen skulle strammes meget ind. 

Vores forældre nævnte i flæng ordet skilsmisse, når at de skændtes. Så sad Jan og jeg på børneværelset, knugede hinandens hænder imens tårerne lige stå stille og varmt løb ned af vores kinder i en strid strøm. Vi følte i den periode stor trøst ved vores farmor og farfar. De gjorde, hvad de kunne for at støtte Jan og jeg. Nogen gange tog vi på weekend hos dem. Så blev vi forkælet med vores livretter. Vi gik ture med farfar, imens farmor sov til middag. Slikskålen fyldte de jævnligt op, og vi måtte være længe oppe om aftenen. Indimellem fik vi lov at bade i deres siddebadekar fyldt med skumbad. Det var ren luksus. Hjemme kom vi kun i bad to gange om ugen, da vores mor var meget sparsommelig med vandet. Tøjet blev heller ikke vasket tit nok. Nogen gange nævnte klassekammeraterne, at jeg lugtede. De havde nok ret, men jeg kunne intet gøre ved det. Det er nok efter den tid, at kimen blev lagt for mig til at gå meget i bad, overdænge min krop med deodorant og parfume. Jeg nyder bare at dufte af renhed og parfume. For mig er det velvære.

Den 29. maj, da jeg fyldte 13 år, kom min mormor og morfar og fejrede mig med æblekage. Mormor havde en god nyhed. Hun var helbredt. Denne gave var min bedste fødselsdagsgave. Denne aften takkede jeg Gud så inderligt for helbredelsen af min elskede mormor. Jeg var så lykkelig, og jeg elskede hende af hele mit hjerte. Hun havde altid stået mit hjerte meget nært. Hun var et fast holdepunkt i mit liv. Da jeg var lille, læste hun det ene eventyr efter det andet for mig. Hun sang børnesange med mig. Det var hende, der fik et frø til at spire, så jeg blev velsignet med en masse fantasi. Det har gjort, at jeg bedre kan skrive og digte den dag i dag.

Når jeg som mindre sov på hendes værelse, lå jeg på mange tæpper. Under det nederste tæppe blev der altid lagt et bolsje. Så legede vi, at jeg var prinsessen på ærten. Jeg elskede denne leg. I mange år fremover fantaserede jeg om, at prinsen på den hvide hest kom og reddede mig fra min ulykkelige barndom. Han red op på sin fars kongeslot. Vi giftede os, og jeg blev reddet fra alt ondt i verden. Denne drøm gjorde, at jeg kunne overleve min hverdag med min mors ligegyldighed over for mig. Jeg vidste prinsen en dag ville komme for at redde mig.

Han kom først, da jeg var fyldt 22 år – og ikke på en hvid hest, men i en rød Opel Ascona.

Så kom den nok for alle parter – den ventede dag. Skilsmissen.

Der var sket det, at vores mor havde været vores far utro med en 18-årig ung mand. Far stod grædende med en kuffert og en dyne på trappeopgangen. Jan og jeg stod hjælpeløse og så på.  Heldigvis tog han hjem til sit barndomshjem og boede der en rum tid. Alt var kaos i vores hjem. Jeg blev gentagne gange slået og lagt for had af min mors luner. Hun hadede mig, skreg hun gang på gang, når hun lå med flasken i hånden inde på sofaen. Jan fortrak så vidt muligt til legekammeraterne i gården.  Hun kørte psykisk terror på mig. Jeg var så psykisk stresset. Trods mobningen i skolen, blev det alligevel et fristed for mig at være på skolen. Husholdningen stod jeg for det meste for, samt ansvaret for Jan. Samtidig var der mine lektier. Om aftenen, når at jeg kom i seng, rullede jeg mig sammen i fosterstilling og græd. Nogen gange når jeg var alene hjemme, sad jeg og rokkede frem og tilbage med min krop. Den spæde start på en grænsepsykose var under opsejling.

På det tidspunkt holdt jeg op med at bede til Gud. Jeg følte, at han havde forladt mig. Biblen blev smidt ned i en skuffe. Først som voksen læste jeg i en bibel igen.

Jeg begyndte at bide fra mig over for min mor. Jeg var blevet bevidst om, at jeg var ved at være lige så stærk som hende. Derfor når hun langede mig en på skrinet, langende jeg hende en tilbage. Hun ringede gang på gang til sin mor og græd i telefonen. Jeg nægtede at blive talt til fornuft af min mormor. Jeg var ved at ophobe et had til min mor.

Min far så jeg ikke så meget til i en lang periode. Men den ene gang, hvor at jeg besøgte ham ved farmor og farfar, fortalte han mig om min biologiske far, Bent, og om at jeg havde en storesøster Ulla. Han sagde, at han altid ville være min far. Det har han holdt ved lige siden. Det betyder rigtig meget for mig, da jeg elsker ham for den kærlige far, som han har forsøgt så vidt muligt at være. Han har altid formået at have hjertet på rette sted over for mig. Det er lykkedes.

Igen blev mormor ramt af brystkræft. Nu i det bryst, der ellers havde været bevaret indtil nu. Brystet blev fjernet og igen stod den på kemoterapi. Denne gang havde kræften formået at sprede sig. Det var så chokerende en nyhed for mig. Jeg kunne nok fornemme, at denne gang gik det nok ikke. Jeg tryglede Gud om at tage min mor i stedet for. Jeg var så følsom, jeg havde så meget brug for min mormor.

Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg kom igennem dagene, hvordan jeg psykisk klarede at stå oprejst.

Min far, farfar og farmor havde jeg ikke overskud til at besøge. Jeg pjækkede flere gange fra skolen, tog bussen ud til Finsens hospitalet og sad og holdt min mormor i hånden. Det var så forbandet hårdt at se min mormor ligge der så tynd og ligbleg.

Det var ikke i disse stunder, at jeg kunne trække på min fantasi.

Min mor smed mig ud to måneder efter, at jeg var fyldt 14 år. Grædende i skolegården fandt min klasselærer mig. Alle andre var gået til time. Hulkende fortalte jeg, at jeg var blevet smidt ud af min mor denne morgen.  Heldigvis trådte han i karakter og kontaktede en sagsbehandler. Samme dag flyttede jeg ind på Folehaven Ungdomspension. Det var en meget skræmmende oplevelse, da min klasselærer og jeg hentede lidt tøj og mit bur med min tamme undulat Ole, hjemme hos min mor.

Intet blev der sagt imellem os. Jeg var lammet af skræk indvendig.  Havde ingen anelse om, hvad fremtiden ville bringe for mig. Jan var ikke hjemme, så han slap for at være vidne til denne yderst ubehagelige scene, som nærmest var taget ud af en tragedie på et teaterstykke. Min mor bad mig aflevere nøglen, smækkede ligegyldigt døren i efter os. Hvis hun alligevel var en anelse ked af det, skjulte hun det godt bag sit stoneface.

Kapitel 5

Folehaven Ungdomspension lå i Valby. Langt fra min by Amager. Jeg var utrolig genert samt følte mig utryg ved denne nye situation. Heldigvis havde jeg min dejlige undulat Ole med. Dens bur kom til at stå i vindueskarmen. Jeg var så glad for min undulat, som var meget tam. Værelset var meget småt. Der var kun plads til en seng, et lille skab og et skrivebord. Det var møbler, som jeg lånte fra institutionen. Pæne var de ikke, men brugbare. Der var en lille håndvask og en knage til et håndklæde. Toilet og bruser lå på gangen. På gangen boede der 7 elever, og vi deltes om to toiletter og en enkelt brusekabine. Det var mærkeligt at være kasseret, smidt ud af sit barndomshjem, blot 14 år gammel. Heldigvis fik jeg lov til at fortsætte på skolen på Amager, da jeg ikke havde mod på et skoleskift. Mærkeligt at jeg ikke havde mod på at komme på en ny skole og få lært nogen nye klassekammerater at kende, der måske ville have set mig med nye øjne. Det undrer mig stadigvæk.

De andre unge, der boede på pensionen, var fra 14-17 år gamle. Mange af dem var fra kriminelle miljøer. De var flinke over for mig, men det gjorde mig ked af det, at de ikke var Guds bedste børn. Nogen røg hash. En enkelt sniffede rigtig meget lightergas. Jævnligt dukkede politiet op, ransagede værelser og anholdte flere af de unge drenge. Der var flere etager på ungdomspensionen, i alt var der plads til 32 beboere. Pædagogerne var rimelige flinke, men jeg blev hurtigt allergisk over for alt det der pædagogik og socialt sammenhold. Det var pædagoger i rigtig flippet tøj. Min kontaktperson hed Lone, og hendes datter på 18 år var flyttet på Christiania med sin kæreste.  Jeg fik ret hurtigt et anstrengt forhold til pædagogerne. Der var lige pludselig ikke plads til at være mig, en enspænder. Nu skulle jeg lære at være mere social. Jeg synes ikke, at jeg havde meget til fælles med de andre piger. De var lidt hårde i filten, drak og gik på Maten Bar, en rockerbar hvor vi unge godt kunne blive lukket ind, når politiet ikke var i området. Jeg ville helst bare passe mig selv, læse bøger og snakke med min fugl. Jævnligt sad jeg rokkende på gulvet og tudbrølede. Jeg savnede stadigvæk at få min mors kærlighed. Skolen fortsatte bare der ud af med lektier og mobning. Det var min hverdag, det var trygt, trods mobningen vidste jeg jo, hvad der ventede mig hver dag. I folehaven var der for det meste meget uro. Et par enkelte beboere sloges flere gange med personalet. På mig virkede det utrolig voldsomt. Jeg fortrængte tit til mit værelse, rystende som et espeløv.

De var helt sikkert også bløde unge mennesker indvendigt, der kunne have haft brug for kærlighed og omsorg. De reagerede bare anderledes end mig. De reagerede med voldsomme følelsesudbrud. Jeg bar det i stedet for indvendigt. Det var ligesom en sorg, der fyldte hele min krop. At blive smidt ud, kasseret af sin mor, det var en utrolig hård pille, som det tog mange år, før jeg kunne sluge.

Dagene gik så utrolig langsomt. Jeg var aldrig på weekender hos min mor. Selv juleaftener holdt jeg også på opholdsstedet. Det var så barskt at sidde med personalet samt de andre beboere. Jeg nød ikke maden, og når personalet havde givet os en lille julegave, gik jeg på mit værelse, lukkede døren og smed mig med hovedet i puden og skældte Gud ud. Hvorfor havde Gud forladt mig. 

Min kontaktperson tog mig med til en mandlig psykolog på Vesterbro. Det var ungdomsklinikken. Jeg gik fast til samtaler ved psykologen i et par år. Han viste sig at være forfatter og være kæreste med en anden forfatter, Christian Kampmann.  Jeg var glad for samtalerne hos ham, og stadigvæk den dag i dag er det uforståeligt for mig, at ham, der virkede så behagelig at snakke med, blev morder få år efter, at jeg havde gået til samtaler hos ham. Min psykolog hed Jens Michael Skau, og han slog i en rus af jalousi sin kæreste, Christian Kampman, ihjel.

De ugentlige samtaler blev ikke ved at være nok.  Fire dage før min 15-års fødselsdag dør min mormor. Jeg bliver så ulykkelig og bebrejder mig selv, at jeg ikke magtede at besøge hende ret mange gange det sidste år, hvor at hun levede. Min psykiske tilstand kunne ikke klare at besøge hende. Det har jeg fortrudt mange gange siden. Det kan ikke laves om, jeg var så psykisk forpint, derfor kom jeg til at svigte hende. Dagligt kæmpede jeg en kamp for ikke at begå selvmord. Jeg sultede mig dagligt for at straffe min mor. Da jeg jo ikke kom i hendes hjem, var det ikke hende, men udelukkende mig selv jeg straffede ved ikke at indtage næring nok. Jeg stod nu samtidig med begravelsen også til at skulle til 10. klasses eksamen. 

Iklædt sort tøj fra top til tå, mødte jeg op til min mormors begavelse. Det var den første og den mest barske begravelse, som jeg nogensinde har været til. Det var så sørgeligt at skulle tage afsked med min mormor. Min mor skulede indimellem til mig. Hun sad sammen med Jan og min morfar. Jeg var ikke blevet inviteret op til deres bænk. Jeg sad ved min mormor og morfars vennekreds. Jeg kendte kun meget få af dem. Men de tog sig lidt venligt af mig, imens præsten talte. Tårerne strømmede lydløst ned af kinderne, jeg kunne smage de salte tårer. De var varme.

Efter begravelsen og kisten var blevet båret ud til ligvognen, stod jeg der tilbage sammen med alle de andre, imens ligvognen kørte ned af Bispebjerg Alle. Kisten skulle ud til krematoriet, hvor hun skulle brændes og derefter urnebegraves. 

Vi blev alle inviteret hjem på begravelseskaffe i min mormor og morfars lejlighed.

Denne dag dukkede der en for os hidtil ukendt familie på fire op. Det viste sig, at min morfar havde et barn uden for ægteskabet. Hun var ældre end min mor. De havde flere gange hemmeligt besøgt min mormor og morfar uden hverken min mor, Jan eller jeg kendte til deres eksistens. Min mormor havde accepteret hende, hendes mand og to børn. Min mor måtte godt nok sluge mange kameler denne dag. Hvis ikke at hun havde hadet min mormor og til dels min morfar nok, så kom hun til det fra dags dato. Jeg var et stort spørgsmålstegn. Hvorfor havde de haft denne hemmelighed for os. Denne dag satte jeg mig ved min mor og valgte hendes parti i denne svære situation. Bitterheden over min mors svigt af mig, tilgav jeg lige på stedet.  Hende her, min mors halvsøster, så en del ældre ud end min mor. Hun var dog smuk trods hendes lidt dybe fuger i ansigtet. Jeg skulede til hende. Ingen snakkede med dem, kun min morfar, som så lidt betuttet ud ved denne situation. Det var første og eneste gang, at vi så dem. Jeg husker overhovedet ikke deres navne.

Da de sidste gæster var gået, hjalp Jan og jeg med at vaske op. Imens diskuterede morfar og mor inde i stuen. Der blev talt med store bogstaver. Jan og jeg var faktisk lidt ligeglade, vi savnede mormor og prøvede at trøstespise os igennem småkagerne og drak appelsinvand, imens vi vaskede og tørrede af.

Det var lidt en ambivalent følelse – ulykkelig over at have mistet vores mormor, men glad for at se Jan. Jeg havde savnet ham meget.

Vi blev trætte af deres fortsat skænderi i stuen. Derfor gik vi uden at sige farvel. Tog linje 10 ud til Valby, hvor Jan blev og overnattede på Ungdomspensionen.

Jeg læste til eksamen og indimellem det, fejrede jeg min fødselsdag sammen med Jan og min mor. Vi nød en kage og min mor gav mig min mormors krøllejern og hendes læbestift i fødselsdagsgave. Hun var altid så nærig med alle andre end sig selv. Da jeg slet ikke havde regnet med at få en gave, blev jeg ikke skuffet. Nu havde jeg jo fået gaver med minder fra min mormor.

Jeg var meget påvirket af min mormors død, men heldigvis gik eksamenerne rimelig godt. Dog bukkede jeg under for det psykiske pres, og i tysk mundtlig eksamen brød jeg total sammen i gråd. Jeg blev trøstet af censor. Dog måtte de jo så nøjes med at give mig et 6 tal i eksamen, da næsten ingen ord kom over mine læber –  kun gråd.

Jeg var bare så taknemmelig for censors trøst. Måske skulle de set i bakspejlet have sendt mig til sygeeksamen. But never mind. 

Ved 10. klasse dimissionsafslutning modtog jeg mine karakterer. Derefter satte jeg aldrig mine ben på den skole mere. Jeg har aldrig set eller talt med nogen af klassekammeraterne siden. Kan knap huske navne på nogen af dem.

Sommerferien stod for døren, men jeg var begyndt at se syner. Så edderkopper på væggene og hørte dem kravle. Jeg troede fuldt og fast på det, trods psykolog og pædagoger forsøgte at overbevise mig om, at det udelukkende var min fantasi, der spillede mig et puds. Hele den sommerferie sultede jeg mig rigtig meget og sov kun få timer hver nat.

Jeg var slet ikke tilpas, og jeg sagde flere gange, jeg er syg, og at jeg ville på hospitalet.

Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle på sygehuset, men være glad for at jeg var blevet optaget på Vester Bogerdyd Gymnasium. Jeg var overhovedet ikke glad.  Kunne slet ikke glædes over mit liv. Jeg som ellers siden første klasse havde bestemt, at jeg skulle være student. Mit liv var et helvede. Ind imellem troede jeg, at Gud havde forladt mig. Nogen få gange så jeg et lyst hvidt glimt af min mormor som engel. Jeg blev den gang meget bange. Senere i livet fornemmer jeg mere, at det er min mormor, som er med mig som min skytsengel.

Efter en meget svær sommerferie startede jeg som det de den gang kaldte for Sut. Det var, når man startede i første G. på et gymnasium. Jeg startede på sproglig linje. Lige fra starten turde jeg ikke snakke med de andre elever. Pigerne forsøgte ellers flittigt på at blive venner med mig. Desværre var min angst blevet så invaliderende. Jeg virkede neurotisk og lidt småskør. Stadigvæk ville psykologer og pædagogerne ikke indlægge mig, trods jeg gang på gang tiggede om det. Jeg skulle gå i gymnasiet, mente de. Gå efter drømmen om at kunne blive student. 

Alle frikvarterer befandt jeg mig på toilettet, så bange var jeg. Tit pjækkede jeg.  Da gemte jeg mig i mit klædeskab om morgenen, når pædagogerne gik morgengang og tjekkede, om vi havde forladt vores værelser. Det var så uholdbar en situation for mig. Selvfølgelig ønskede jeg af hele mit hjerte at blive student, men jeg var også meget realistisk. Jeg havde fået nok, jeg ville fandeme indlægges. Jeg troppede op ved min mors sagsbehandler. Hun fik en tid til, at jeg kunne tale med en psykiater, Mogens Jacobsen, fra Sankt Hans hospital. Ved denne samtale fik jeg sat ord på det, jeg sloges med. Kort tid efter blev jeg udmeldt fra gymnasiet og indlagt på Ungdoms- psykiatrisk afdeling på neurosehospitalet Monte Bello, som lå i Helsingør. 

Endelig blev jeg hørt. En taxi kørte mig med en plastiksæk fyldt med mit tøj til neurosehospitalet. Første dag blev jeg testet af en kvindelig psykolog. Skulle se på en masse billeder af blækklatter. Derefter blev jeg spurgt om en hel masse. Derefter fik jeg anvist det værelse, jeg skulle sove på. Det var en to-sengs stue. Jeg kom til at dele værelset med en anden ung pige. Hun var meget sød. Alle de andre patienter tog også rigtigt imod mig. Jeg var på det tidspunkt kommet på den rette hylde. Et par dage efter ved en samtale med psykolog og psykiater fik jeg svar på testen. Jeg var testet til at være meget godt begavet. Min diagnose på det tidspunkt var grænsepsykotisk. De havde bestemt, at jeg skulle starte på psykofarmaka og trappe lige så stille op. De valgte medicinen Trilafon. Det var meget stærke piller, der gjorde, at jeg lignede en død, og jeg sov konstant. Nålen på badevægten steg også rigtig meget, trods jeg stadigvæk kun nippede lidt til de daglige måltider.  Jeg holdt op med at høre stemmer og se syner, det var en befrielse. Men en udmattende træthed måtte jeg daglig slås med. Først mange år senere fandt man ud af, at jeg er meget følsom over for medicin. Derfor får jeg i dag meget lavere dosis end de fleste andre. 

Plejepersonalet og patienterne var jeg utrolig glad for, og jeg faldt bare så godt til. Jeg håbede, at jeg aldrig blev rask, så jeg kunne blive i disse trygge rammer for altid. Det var nyt for mig, at de andre interesserede sig for mig. Gad at gå ture og spille spil med mig. Trods jeg ikke tålte denne stærke medicin så godt, er Monte Bello et sted jeg tænker tilbage på med en stor glæde. Da jeg ingen steder havde at være på weekender de syv måneder, jeg var indlagt, var der en ældre sygeplejerske, der tog mig med på ture i weekenderne. Kun hende og mig. Jeg nød at blive lidt forkælet i denne periode. Ingen i min familie besøgte mig. Jan var for lille til at tage den times køretur med toget alene. Min far, farfar og farmor vidste ikke, at jeg var indlagt, så de var undskyldt. 

Imens jeg var indlagt, døde min morfar. Jeg havde ikke set ham i meget lang tid. Denne begravelse blev en lille smule mindre sørgelig. Jeg havde taget toget fra Helsingør til København for at komme til begravelse og tage afsked. Min mor havde valgt ikke at invitere sin halvsøster og hendes familie til hans begravelse. De må have accepteret det, da de ikke mødte op. I stedet stod min storesøster Ulla der inde i kirken. Jeg havde ikke set hende siden, Bent og hende boede i Viby. Jeg husker intet om hende fra den tid. Mærkeligt at stå der til begravelse og bare kigge på sin storesøster. Se på hendes ansigtstræk, tænke så det knagede over, hvem hun lignede af mig og vores mor. Lidt glad var jeg, nu havde jeg min storesøster. På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at hun også blev en stor skuffelse i mit liv.

På hver side af min morfars kiste stod der en mand med en fane. Det var utrolig flot, og jeg blev helt rørt. Morfar var meget vellidt og sad i en del bestyrelser. Den ene fanebærer stod med flaget fra skydeklubben og den anden var så vidt jeg husker fra socialdemokratiet. Morfar var meget rød, han var medlem af socialdemokratiet.

Da præsten havde talt og de sidste salmer sunget til ende, blev kisten båret ud med fanerne forrest. Denne gang kørte ligvognen igen den tunge vej hen til krematoriet. Han skulle også brændes og urnebegraves. Urnen kom til at stå ved siden af min mormors.

Derefter var der igen kaffe i vores mormor og morfars lejlighed på Tagensvej. Vi var kun få gæster. Min mor havde en ny kæreste, Finn, med. Det kunne sagtens skimtes, at hun var gravid, trods at hun ikke nævnte det med et eneste ord. Jeg havde mødt Finn få gange, der virkede han som en meget empatisk mand.

Ulla talte med mig i en lind strøm. Det fornemmedes tydeligt, at hun følte sig som en fisk i vandet. Hun havde boet ved min mor det sidste halve års tid. Det kom som en stor overraskelse for mig. En jalousi ramte mit hjerte, skulle hun komme og tage den sidste flig af håb om at blive elsket af min mor fra mig. 

Jan var jeg så glad for igen at se. Han var begyndt at vokse godt op ad. Nu var han ved at vokse forbi mig i højde.

Vi sad længe over begravelseskaffen. Wienerbrød og kaffe gled godt ned.

Finn, min mors kæreste, virkede utrolig flink. Han var meget høflig, virkede så klog at han nok ville være min mor overlegen.

Vi tog alle ud at spiste på en god restaurant denne aften. Der blev snakket, grinet og grædt. Finn tilbød at køre mig tilbage til Monte Bello inden sengetid. Jeg var ham meget taknemmelig for det. Han ville helt sikket min mor det godt, kunne jeg fornemme. Han fortalte ærligt, at hun ikke ville holde helt med at drikke, trods hun ventede deres barn. 

Jeg havde lidt ondt af deres kommende barn.

Finn var bilforhandler, og han kørte mig til hospitalet i en helt ny Toyota Supre. Min mor havde gjort et scoop. Jeg åbnede bildøren og takkede mange gange for køreturen. Gik ind på Neurose hospitalet, tog min aftensmedicin, børstede tænder og gik til ro efter på en måde en højst besynderlig dag.

Kapitel 6

Monte Bello skulle lukkes, havde politikerne bestemt. Derfor var jeg i Familiespejlet på P4, hvor jeg fortalte i et 20 minutters program om det at være indlagt på Monte Bello. Det var sørgeligt at dette gode neurosehospital, som havde hjulpet så mange unge psykisk syge på fode igen, skulle spares væk. Jeg var en af de sidste patienter tilbage, da det lukkede og slukkede.

Syv måneder nåede jeg at værre indlagt. De fandt et nyt opholdssted til mig. Det var TBUP. Det står for Tølløse børne- og ungdomspension. Et sted som jeg kom til at hade at bo på. Jeg følte det som en militærlejr. 

Jeg skulle sy nummer 58 i alt mit tøj. Det var fordi personalet vaskede vores tøj. Vi måtte ikke selv bruge vaskemaskinerne. 

Vi havde et fælles ansvar for hinanden. Stod en beboer ikke op, fik vi andre ikke morgenmad, før at vi havde smidt sovetrynen under bruseren. Jeg prøvede også selv et par gange at blive smidt i nattøj ind under bruseren, fordi jeg på grund af medicin havde svært ved at komme op. Jeg synes, det var nogen besynderlige regler, pædagogerne havde. Jeg er også flere gange blevet hevet hårdt i armene af personalet, hvis jeg var lidt strid. En pædagog har en gang gået ind og hældt en kande vand over mig, da jeg bare ville sove til middag i stedet for at støvsuge stuen. Jeg var simpelthen kronisk træt, da jeg fik medicinen Trilifon. Derfor valgte jeg at holde med medicinen trods personalets protester. At holde med medicinen gjorde, at min træthed forsvandt, men psykisk døjede jeg igen med stor angst og stærke depressioner. Jeg blev derfor indlagt på Bispebjerg Ungdomspsykiatrisk afdeling til ny udredning.

Nu mente de, at jeg nok havde personlighedsforstyrrelser og begyndte i stedet på at få medicin, der hedder Cisordinol. Det hjalp meget i flere måneder. 

Jeg skulle så starte på forskellige praktiksteder. I starten var jeg på tre timer dagligt ved en frisør. Jeg vaskede kundernes hår og ryddede lidt op i salonen.

Jeg var meget angst, og på grund af panikanfald løb jeg flere gange hjem.

Frisøren opgav hurtigt at have mig i praktik. Det var helt forståeligt.

Næste praktiksted begyndte jeg at være hos en skoletandpleje. Personalet var utrolig flinke, men angsten lammede mig gang på gang, og jeg løb hjem til opholdsstedet. Gemte mig under dynen og græd hver gang af lettelse over at være sluppet væk fra det, der gav mig angsten. Forstod ikke hvorfor, tænkte at jeg var ved at gå fra forstanden. Græd og græd, savnede så inderligt min mormor.

Sorgen over tabet af min mormor var meget stort. Det fyldte meget i mit sårbare sind.

Pædagogerne valgte at tvinge mig afsted i praktikken ved skoletandplejen. Tre til fire mandlige pædagoger kæmpede en brav kamp med at få mig slæbt ind i en bil og køre mig til praktikstedet. Jeg skreg og sprællede, jeg var så bange men også meget vred. Når vi ankom til skoletandplejen sad der fast en pædagog uden for, så jeg ikke kunne stikke af. Men mine paniske anfald gjorde, at jeg fandt en smutvej ud af et toiletvindue. Jeg hoppede ud af vinduet fra første sal, landede perfekt på jorden. Tog benene på nakken og løb hjem. Jeg følte en stor lettelse at være sluppet fri fra det, der var en evig og tabt kamp. Hvor blev de godt nok sure både pædagoger og praktikstedet. De opgav mig. Jeg var så lettet.

Da jeg kendte en ung kvinde, aftalte hende og jeg at vi tilmeldte os et EIFU kursus på Specialarbejderskolen. Vi fulgtes hver dag de fire måneder kurset varede. Derfor følte jeg mig meget mere tryg. Vi tog toget til Holbæk hver gang. EIFU kurset bestod af fire moduler. Vi lavede mad og solgte det i kantinen. Det var på dette kursus, at jeg kom til at interesse mig for kogekunstens verden. Jeg blev rigtig god til at lave mad og bage. Det gav mig lidt selvtillid. De fire måneder smilede jeg af glæde. Jeg var også i gang med at lave et spisebord på møbelværkstedet. Det tog mig få dage at lave et spisebord på de store maskiner. I en uges tid støbte jeg betonforskallinger til huse. Det skulle godt nok rives ned bagefter igen. Det var fire lærerige måneder. Jeg endte med et flot bevis og en stor glæde over at have klaret det. 

Pædagogerne troede ikke et øjeblik på, at jeg ville gennemføre kurset. De blev positivt overrasket, da det lykkedes helt uden deres indblanding. 

Stadigvæk den dag i dag ved jeg faktisk ikke selv, hvordan jeg formåede at holde panikangsten i skak de fire måneder.

Jeg snakkede næsten ikke med de andre beboere, jeg fulgte nærmest et mønster. Jeg kunne bare ikke begå mig socialt med andre. Jeg var en enspænder og ville helst være i mit eget selskab, så meget som muligt.

Denne sommerferie blev jeg mere og mere deprimeret. Jeg havde urealistiske tanker og stærk angst. Desværre fik jeg ingen hjælp. Jeg blev til gengæld tvunget med af personalet på TBUP til en bustur med telte. Turen gik helt op til Nordkap. Jeg gjorde mange krumspring for at slippe, men da jeg boede på opholdsstedet, var jeg nødt til at skulle med. 

Vi startede den tre ugers lange tur den 1. juli. Vi kørte tidlig morgen, alle virkede tilpasse. Jeg var eddikesur og var meget træt af at skulle med. Jeg hadede at rejse. Det gjorde det ikke bedre, at denne tur var tvunget. En tur med et personale af uprofessionelle pædagoger samt elever, som jeg aldrig talte med. Jeg var så ulykkelig og stærkt deprimeret. Vi bestilte ikke andet end at køre til en ny campingplads hver dag, slå telte op og ned, spise dåsemad og køre mange kilometer i bussen hver dag. Det var en gammel Scania bus, der havde set sine bedre dage. Jeg snakkede ikke med nogen, sov bare i bussen. Var overhovedet ikke det mindste social. Mine led gjorde meget ondt på grund af, jeg var psykisk overbelastet.

I Kiruna I Sverige forsøgte jeg at tage en overdosis piller. I et ubemærket øjeblik stjal jeg et glas sorte beroligende piller fra en pædagog, da han havde låst medicinkufferten op. Det var pædagogens opgave at stå for den daglige medicindosering til os elever. Jeg puttede diskret pilleglaset i min lomme, gik op på wc, slugte alle pillerne og lagde mig ind i teltet for at sove ind i døden.

Tilfældigvis lynede en kvindelig pædagog teltet op for at hente en ting. Hun fattede mistanke til, at der var noget galt med mig. Jeg blev i en fart slæbt ind i bussen af nogen pædagoger og blev kørt til sygehuset i Kiruna. De forsøgte at holde mig vågen, indtil jeg blev kørt ind på sygehuset til udpumpning. 

Jeg husker meget svagt, at de puttede en slange ned i svælget helt ned i halsen på mig. 

De næste dage var jeg ikke meget ved bevidsthed. Lå i en seng på sygehuset. En dansk sygeplejerske tog sig en del af mig. Hun var utrolig flink, nærmest en velsignelse, sendt fra Gud. Hun fik mig overbevist lidt om, at verden udenfor også havde positive ting at byde mig.

Da jeg blev udskrevet, kørte vi videre mod Nordkap. Jeg fik at vide, at der aldrig skulle snakkes om mit selvmordsforsøg. De andre elever var meget vrede på mig, da vi var to dage forsinket nu på grund af mig. Pædagogerne virkede som om, de havde opgivet mig og min tristhed. Turen til Nordkap og hjem til Danmark husker jeg næsten intet af. Jeg kørte udelukkende på min overlevelsesmekanisme. 

Hjemme igen havde jeg tabt flere kilo, og jeg var utrolig langt nede. Legede med tanken om at forsøge at tage mit liv igen. Jeg gik helt alene med denne tanke. 

Men måske havde personalet holdt et ekstra øje med mig. Da jeg tog tilløb til at springe igennem et lukket vindue, fangede en pædagog mig i springet. Jeg blev kørt til afd. E – den lukkede afdeling på Bispebjerg hospital. De indlagde mig for en enkelt dag, da jeg var stærkt selvmordstruet. Næste dag blev jeg flyttet over på den åbne ungdomspsykiatriske afdeling. 

Det var en stor lettelse for mig, at der blev taget vare på mig af nogen professionelle. Jeg kom til at bo på værelse med en lidt yngre muslimsk pige. Hun var sød nok, men da hun var en del yngre end mig, havde vi ikke så meget til fælles. Stadigvæk holdt jeg mig for mig selv. Jeg knyttede mig lidt til personalet. Under min indlæggelse kiggede de igen på min medicin. Jeg mindes ikke, at jeg på noget tidspunkt snakkede med en psykiater, den måneds tid jeg var indlagt. 

Den tid jeg var indlagt, tog vi på en del udflugter. Jeg skulle blandt andet lære at turde sidde i en bus igen. Det var noget, jeg havde undgået det sidste stykke tid. Vi øvede os også i at sidde i en cafe imellem mange fremmede mennesker. Jeg var meget bange, og det var meget angstprovokerende de første uger. Men jeg fik det klaret med personalets store hjælp. 

De hjalp mig med at komme til at spise lidt mere igen. Samtidig sørgede de for, at jeg måtte bage nogle kager til mig og de andre patienter. Jeg har aldrig kunnet stå for en god kage, så vægten steg et par kilo. Jeg var dog stadigvæk meget undervægtig.

Så kom dagen, hvor jeg igen blev udskrevet til at skulle tage vare på mig selv. Heldigvis var jeg nu fyldt 18 år, og jeg slap ud fra TBUP. Det var en lettelse, men også svært at skulle starte med at bo på et hybelværelse. Der kom en pædagog dagligt på hyblerne, som det blev kaldt. Jeg var begyndt på HF enkeltfag, men havde svært ved at overskue at være sammen med nye mennesker. Jeg fik kontanthjælp, og jeg skulle selvfølgelig lave noget for at modtage kontanthjælpen. Jeg kunne bare ikke klare at bo på hybelværelset i København. København var for mig skuffelsernes by. En by, hvor jeg ikke så min mor. Heldigvis glædede det mig lidt, at min mor og min søster Ulla ikke kunne enes, og hun var flyttet til en lejlighed i Gellerup Parken. Jeg så min søster som en konkurrent. Kunne ikke unde hende, at hun måske havde fået den flig af kærlighed fra min mor, som jeg selv higede efter konstant på dette tidspunkt.

Jeg så stadigvæk ikke min mor. Men jeg vidste godt, at hun havde fået en søn med sin kæreste Finn. Men de var allerede gået fra hinanden. Min mor drak, og Finn havde ved rettens vej fået forældremyndigheden over min lillebror, Jesper, imens han stadigvæk var spæd. Jeg havde ikke set min lillebror, og på det tidspunkt var jeg faktisk fuldstændig ligeglad. Jeg magtede ikke min tilværelse. Jan besøgte mig flere gange på hyblerne. Så hyggede vi os med at varme en pizza og spiste romkugler købt ved bageren. Han blev tit og sov.  Så var jeg så glad, når min bror besøgte mig, da han betød rigtig meget for mig. 

Jeg boede ca. 5 måneder på hybelværelset, indtil jeg ved hjælp af en socialrådgiver fik hjælp til at flytte på Ungdomshøjskole I Søndbjerg på Thyholm. Jeg var så glad for at kunne komme over på denne højskole, da jeg vidste fra andre fra TBUP, som havde boet der, at det var et rigtig godt sted. Jeg fik pakket mit tøj og lidt pynteting. Mine møbler efterlod jeg. Jeg tog toget en efterårsdag til Søndbjerggård Ungdomshøjskole. En højskole for sårbare unge mennesker med ar på sjælen. 

I togkupeen spiste jeg min medbragte madpakke og drak min æblejuice. Jeg havde fået en vinduesplads, så jeg sad og fulgte med ud af vinduet. Jeg så på alt dette, vi kørte forbi. På stationerne, hvor at vi stoppede, kiggede jeg på de forskellige mennesker, der opholdte sig på perronen. Jeg var lidt ængstelig ved at skulle så langt væk fra København. Hvordan mon lærerne og eleverne ville møde mig, og ville de mon kunne lide mig. Jeg vidste jo godt, at jeg var en lidt speciel ung kvinde. Da vi nærmede os færgelejet, gik jeg ombord for at nyde en kop kaffe. Jeg satte mig og kiggede ud af vinduet, mens jeg stille hviskede farvel til Sjælland. Farvel til svigtene fra min mor. Goddag til en ny fremtid i det jyske.

Otte timer efter jeg var startet turen fra København, nåede jeg til Hvidbjerg station. Der blev jeg hentet af forstanderinden, Jette. Hende huskede jeg godt fra den tid, hun var pædagog på TBUP.  Jeg havde nu altid godt kunne lide hende. Hun var meget fair, og jeg ved, at hun forstod sig på mig. 

Seks kilometer fra Hvidbjerg station kom vi til Søndbjerggård. Det var godt nok langt ude på landet. En lille by med cirka 200 indbygger. Mange var landmænd med store gårde med enten køer eller grise.

På Søndbjerggård fik jeg vist mit værelse. Jeg skulle dele værelse med en ung meget cigaretrygende kvinde ved navn Maria. Hun var sød nok, men virkede meget psykisk ustabil. Jeg følte mig med det samme meget utryg ved hende. Jeg pakkede ud, imens hun snakkede og kæderøg. Jeg brød mig overhovedet ikke om cigaretrøg. Efter at have nydt aftenkaffen gik jeg i seng. Der var så mange indtryk, der skulle fordøjes.

Søndbjerggård blev hurtigt min hverdag. Jeg knyttede mig kun til personalet. Snakkede kun lidt med de andre elever. Men jeg befandt mig godt med undervisningen. Maria tændte den ene smøg efter den anden på værelset. Selv midt om natten skulle hun ryge i sengen. Det irriterede mig grænseløst, men ikke med et ord nævnte jeg nogensinde, at jeg ikke brød mig om det.

Jeg elskede undervisningen på stedet. Især det boglige nød jeg rigtig meget.  Jeg læste mange bøger og havde både fransk, engelsk, matematik og dansk. Da jeg ikke kunne blive udfordret nok bogligt, så jeg fik lov at blive tilmeldt nogle kurser på VUC i Struer. Det var jeg rigtig glad for, da jeg var så videbegærlig.  Samtidig havde jeg landbrugsundervisning og køkkenmoduler. 

Jeg duede ikke til at bo sammen med de andre elever. Jeg var meget en familieperson, en redebygger, så jeg fik lov til i to år at have en lejlighed på Jegindø seks km væk fra højskolen. Der boede jeg de næste to år, hvor jeg så bare kom som ”dagelev” på højskolen. Jeg nød at cykle frem og tilbage til højskolen hver dag. Handlede ind og forberedte min egen aftensmad hver aften. Weekenderne nød jeg rigtig meget i mit eget selskab. Jeg læste bøger og drak spandevis af kaffe.

Jeg befandt mig rigtig godt i mit eget selskab. Fra TBUP kendte jeg Tina, som også havde sin gang på Søndbjerggård. Hende fandt jeg sammen med, og vi er stadigvæk veninder den dag i dag. Min første rigtige veninde. En jeg havde tillid til og meget tilfælles med. 

Jeg besøgte hende tit. Hun boede i en lejlighed tæt på mig. Vi kunne grine sammen i flere timer om ugen. Det var så befriende for mig at få løst lidt op for mit ellers på det tidspunkt, alt for alvorlige sind. 

Psykisk havde jeg stadigvæk meget med i bagagen at slås med. Jeg blev aldrig tilbudt, mens jeg kom som dagelev på Søndbjerggård, at få samtaler hos en psykolog. Det var lidt mærkeligt, da flere andre elever fik tilbudt, at der kom en psykolog og snakkede med dem jævnligt. Det kunne jeg også godt have haft brug for.

Jeg valgte at tage kontakt til min søster og biologiske far, Bent. Spændt tog jeg toget til Aarhus Banegård. Der stod Bent at tog i mod mig. Hvordan vi kunne finde hinanden imellem menneskemyldret på perronen, forstår jeg ikke. Vi vidste ikke, hvordan hinanden så ud. Jeg fik et kram, og så tog han min kuffert. Som det første tog vi ind på et værtshus. Det var meget gådefuldt for mig, hvorfor vi skulle det. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at han var alkoholiker. Han var så pæn i tøjet og velsoigneret. Han drak et par sjusser, mens jeg fik en danskvand.  Som så må gange før, bredte en angst sig, og jeg følte mig usikker i hans selskab. Efter han havde hældt sjusserne ned, inviterede han mig på en lidt snusket restaurant. Jeg nippede lidt nervøst til maden på min tallerken. Vi snakkede om for mig ligegyldige ting.

Han fortalte derefter lidt om sig selv. Han havde været gift igen, og jeg havde en lillebror, som boede på en institution, efter at hans mor havde begået selvmord. Ulla snakkede vi også lidt om. Hende skulle jeg hjem til næste dag og overnatte. Det var så overvældende og grænseoverskridende at være sammen med Bent.

Jeg kunne godt fornemme, at han var meget intelligent. Da vi ankom til hans lejlighed i Viby, kunne jeg se, at han var meget kunstinteresseret. Han boede flot, trods jeg havde erfaret, at han drak. 

Jeg fik vist mit værelse, og rystende gik jeg derefter ind i hans stue for at drikke kaffe.

Bent virkede skuffet over mig. Hans forventninger til mig kunne jeg ikke hamle op med, men jeg havde det ligesådan med ham. Aftenen i hans selskab føltes uendelig lang. Jeg var så lettet, da jeg kunne trække mig tilbage til værelset. Jeg var så panisk, at jeg overvejede at stikke af, når at han var gået i seng. Han gjorde mig så utryg.

I mange timer lå jeg som lammet af skræk og kunne ikke falde helt til ro. Til sidst overvandt trætheden mig, jeg faldt i søvn. 

Tidligt om morgenen listede jeg ud i køkkenet. Der sad Bent allerede med en sjus. Morgenkåbe og strithår. Pudsigt nok havde jeg altid selv nydt at gå rundt i morgenkåbe. Lidt lighed var der at skimte.

Han havde lavet blødkogte æg og ristet lidt toastbrød. Kaffemaskinen havde også gjort sit arbejde. Vi snakkede, mens vi spiste morgenmaden. Jeg glædede mig til at tage afsked med ham og komme væk fra ham.

Efter morgenmaden pakkede jeg mine ting, og han fulgte mig ned til bussen. Endelig

slap jeg væk.  Bent var en stor skuffelse.

Bussen kørte mig til Gellerupplanen. Jeg kiggede igen på adressen og gik med tøvende skridt hen til opgangen, hvor der stod min søsters navn. Trapperne føltes som mange, trods hun kun boede på 3. etage.

Med mit sidste mod, ringede jeg på hendes dør. Hun tog imod mig med et håndtryk og et stort bredt smil. Indenfor i hendes lejlighed lå der mange nullermænd og flød. Badeværelset var fyldt med skidt og hår. Hun havde kun en etværelses lejlighed, derfor skulle vi begge sove i stuen. Ulla var flink og meget talende. Jeg føler mig sikker på, at hun kunne lide mig. Men hendes livsstil var bare så milevidt fra min hverdag. Hun virkede som en, der havde Damp. Kort tid efter væltede tre af hendes venner ind. De var meget flinke. Der blev drukket lidt, det var jo unge mennesker, men igen, jeg var bare ikke den type. Jeg brød mig ikke om spiritus. De valgte at tage i byen om aftenen, så derfor sad jeg i lejligheden mutters alene med en BT at læse i som tidsfordriv.  Selvfølgelig havde de inviteret mig med, men det kunne jeg ikke overskue. Jeg gik aldrig ud og festede. Igen sad jeg og tænkte, om jeg skulle stikke af. Valgte at lægge mig til at sove. Næste formiddag kom Ulla glad og snaksalig hjem. Vi fik den dag vendt mange ting frem og tilbage om vores barndom. Jeg kunne fornemme tydeligt, at Ulla også var et brændt barn ligesom mig. Hun virkede bare mere psykisk robust. 

Vi var som nat og dag. Trods hun var flink over for mig, kunne jeg ikke så godt lide hende. Jeg følte, at hun ville bestemme over mig og mærkede, mine grænser blev meget overskredet. Lettet tog jeg toget hjem om aftenen igen til Thyholm.

Skuffet og overstimuleret smed jeg mig i sofaen i min lejlighed.  Jeg orkede ikke at bruge mine kræfter på at tænke på min weekend. Trøstespiste mig igennem en halv roulade. Jeg vidste nu, at det var Svend, jeg regnede som min far. Jeg var ked af, at jeg havde valgt ham fra i nogle år. Det havde været nødvendigt for mig at finde mig selv i alt dette her. Det havde jeg nu. Måske var det lidt egoistisk, set udefra, men nødvendigt for mig. 

Bent og Ulla ville jeg smide bagerst i mit hjerte. De skulle fylde så lidt som muligt i mit liv. Det var ikke det positive, som jeg havde håbet på. Jeg ønskede ikke at have dem i mit liv. Vi var tre forskellige typer, jeg følte intet tilfælles med dem. Kunne dog godt se, at Bent og jeg lignede hinanden af udseende. Vi elskede begge at gå ind i bøgernes verden, men dermed holdt ligheden også op. Ulla hun var lidt en kopi af min mor. Vil dog til Ullas forsvar nævne, at hun ikke er alkoholiker. Hun har også mere empatiske evner. Vi er bare alt for forskellige. 

Kapitel 7

Så kom tiden, hvor at jeg var færdig som dagelev på Søndbjerggård. Jeg havde igennem mine venner i KFUM og KFUK fundet en lille ungdomsbolig i Hvidbjerg. Det lå seks kilometer fra Højskolen. Jeg aftalte med Thyholm Kommune, at jeg for min kontanthjælp fortsatte på Søndbjerggård.  Fik nu arbejde i køkkenet 4 timer daglig. Det var jeg rigtig glad for. 

Den første dag i Hvidbjerg, hvor jeg skulle flytte ind i min ungdomsbolig, kom to unge mænd og tilbød deres hjælp med at samle seng, reoler og hænge mine persienner op.

De var utrolig flinke og hjælpsomme. Efter at have samlet mine møbler nød vi en kande te, mens vi snakkede, grinte og lo. Trods jeg ikke kendte dem på forhånd, var jeg glad og tryg. Den ene unge mand var Jens. Han var 21 år. Han var utrolig genert, men meget smilende. Jeg kunne mærke, hvor rart et væsen han havde. Da de gik ved midnatstid, forsøgte jeg at finde mig selv i denne nye lejlighed. Nu var jeg helt ude af tryghedszonen, ingen pædagoger til at støtte mig mere. Jeg skulle nu stå på helt egne ben. Hold op hvor jeg rystede, da jeg gik i seng. Jeg følte mig tilbage til lille ensomme Jeanette.

Næste morgen så jeg lidt anderledes på det. Jeg gik ned og tog bussen til min nye arbejdsplads på Søndbjerggård. Jeg skulle vække eleverne, lave kaffe og morgenmad. Rydde op og forberede frokosten. Jeg havde fået et tilpas ansvar. Det var en ny, men dejlig situation i mit liv.  Nu var jeg ikke mere elev, men ansat.

Dagene gik herefter det næste halve år med at arbejde på Søndbjerggård. Jeg hyggede mig i min lejlighed, have Jens på besøg samt tage i KFUM og KFUK. Jens og mit venskab udviklede sig meget hurtigt til, at vi faldt for hinanden. Vi var begge meget generte. Første gang vi fandt hinandens hånd, turde vi dårligt nok kigge på hinanden. Vi var forelskede. Jens kom snart hver aften, når han havde fri fra job. Vi lavede aftensmad sammen hver aften. Vi grinede og havde det så sjovt sammen. Vi passede vores arbejde, men resten af tiden var vi i min lejlighed. Sammen gik vi mange lange ture. Da Jens, min prins, ikke havde en hvid hest men en rød Opel Ascona, kørte vi ture i den. En dag vi var ude på køretur, drejede Jens pludselig ned af en grusvej I Søndbjerg. Det var hans forældres gård, og nu ville han præsentere mig for dem.  Jens boede stadigvæk hjemme. Overrasket fløj Jens’ far, Anton, op af sofaen, hvor han havde ligget og slappet af. Jeg hilste på hans mor, far og to storebrødre, der stadigvæk boede hjemme. De hilste mig meget hjertelig velkommen. Med det samme skulle jeg spise aftensmad sammen med dem. De talte meget dialekt, så jeg var nervøs, men koncentrerede mig stærkt for at høre, hvad de snakkede om. Det var hyggeligt hos dem, helt anderledes end ved min familie. De var landmænd og tæt på at være det, man kalder en kernefamilie.

Jeg begyndte at komme meget hos dem. Vi spiste tit aftensmad hos dem. Da Jens altid overnattede i min lille lejlighed, var pladsen ved at være for trang. Vi fandt en lille lejelejlighed også i Hvidbjerg. Lejligheden var på 60 kvadratmeter. Vi tapetserede og malede selv alle rum. Det blev så hyggeligt. En lille rede, en hule. Jens arbejdede stadigvæk på Vinduesfabrikken i byen. Jeg begyndte på en gymnastikuddannelse på Struer Skolen.  På skolen havde jeg også mange køkken- og håndarbejdstimer udover idrætten. Toget kørte mig frem og tilbage til Struer hver dag. Jeg mødte fra 8.00- 15.15 hver dag. Jeg var glad for at gå der, og jeg fik en lidt ældre veninde der. Vi grinte hver dag og havde det så hyggeligt sammen. Hun blev en veninde for livet. Samtidig var jeg begyndt at gå til psykolog i dagpsykiatrien på Holstebro sygehus. Det var en stor hjælp. Jeg vidste ikke på dette tidspunkt, at en månedlig samtale i næsten 10 år blev nødvendig. Men jeg havde kroniske depressioner og angst. Jeg havde meget, der skulle bearbejdes. Jeg var så utrolig glad for Jens, men jeg havde bare så meget psykisk, der tyngede på mine skuldre. Vi boede næsten et år i lejligheden, så tog vi skridtet og købte hus som 23-årige. Jeg havde nemlig fået en praktikplads som køkkenassistent, og jeg havde derfor nu en elevløn.

Vi malede væggene i huset, gjorde det hyggeligt. Da huset var på 140 kvadratmeter, havde vi på det tidspunkt ikke møbler nok at putte ind i vores hus. Men vi elskede vores hus. Vi nød at have vores helt eget nu. Der hørte også en stor have med, så vi havde store planer for køkkenhave og blomsterbed. Haven trængte til en kærlig hånd.

Vi nød at være os to. Nu var vi blevet 23 år, så vi var unge husejere. Jeg fortsatte på teknisk skole i Struer samt min læreplads på et plejehjem i Køkkenet. Var kommet i gang med min uddannelse som køkkenassistent. Havde søgt kun den ene læreplads. Da jeg havde gjort et godt indtryk til samtalen, blev lærepladsen min. Den 4. maj 1991 23 år gamle forlovede vi os på befrielsesdagen. Vi fejrede det bare os to med at køre ud på en lidt for dyr restaurant. På vejen hjem efter en god middag og lidt dessert, kørte vi hjem og kunne nyde at mange folk havde sat lys i vinduerne pga. 4. maj.

Vi havde taget vores fine guldringe på, men nævnte ikke, at vi var blevet forlovet. Det kunne jo ikke undgås, at folk lagde mærke til det og gratulerede os, det glædede os begge. 

Jens og jeg er som nat og dag. Det har altid gjort, at vi supplerer hinanden så godt. Jens er den stille rolige sindige jyde. Jeg er den impulsive og eksplosive københavner.

Vores hus og have gjorde vi stadigvæk meget ved, for de få midler vi havde. At have et hus når Jens tjente løn og jeg kun en lille elevløn gjorde, at vi levede meget spartansk. Det gjorde nu ingenting, vi havde jo hinanden.

Haven trængte utrolig meget til en hjælpende hånd. Der var alt for mange hække og alt for meget nedgravet plastik og glasskår i haven. Det tog flere år, før det lykkedes at få alt glasskår op plastik gravet op. Haven er på 700 kvadratmeter. Der var meget græs. Men vi besluttede at få en meget stor køkkenhave samt blomsterbed.

Jeg var utrolig angst for at være på min læreplads. Jeg var ellers ferm til madlavningen. Desværre var min psyke så belastet, og hos psykologen manglede jeg fortsat at arbejde med mange af de traumer, jeg havde med mig fra barndommen. Jeg var så skrækslagen for at møde på jobbet.  Tit lå jeg i sengen og rystede af skræk. Nogle dage blev jeg hjemme og gemte mig under dynen hele dagen. Jens forstod det ikke den gang. Han er vokset op med, at man passer sit arbejde, derefter skældte han mig i starten lidt ud. Men det hjalp kun på, at jeg kørte i bil til Struer på job for derefter få timer senere at stikke af, løbe ned til bilen og køre hjem til trygheden. Jeg troede, jeg var sindssyg. Fattede ikke selv, hvad der gik af mig. På min arbejdsplads blev de hurtigt vrede på mig. Det er forståeligt nok. Men min panikangst lammede mig fuldstændig. Skolen gik godt. Jeg snakkede ikke så meget med de andre elever, men jeg klarede mig bogligt godt og scorede den ene høje eksamenskarakter efter den anden. På skolen følte jeg mig tilpas, men på en arbejdsplads gik jeg konstant i panik over at have et ansvar. Jeg sloges med en grim mindreværdsfølelse. Følte ikke jeg slog til, selv om praktikpladsen ikke var enig.

Jeg blev mere og mere frustreret, og psykisk gik det ned af bakke for mig. Min praktiserende læge sygemeldte mig, det var en stor lettelse, men en stakket frist. Mens jeg var sygemeldt, livede jeg helt op, blev så opløftet af glæde.  Den store byrde var taget væk fra mine skuldre. Jeg stod tidligt op og gik ture hver dag. Jens kunne også mærke, at jeg var meget mere tilpas. 

Da jeg efter 14 dages sygemelding skulle tilbage i køkkenet på plejehjemmet, tog jeg en drastisk beslutning. Jeg ville have ophævet kontrakten, så jeg kunne få fred. Jeg havde ikke fortalt det til nogen, ikke en gang Jens. De var ikke meget for at ophæve min kontrakt, men jeg vidste bare, at jeg ikke kunne mere. Jeg ville forsøge at søge førtidspension. Min sagsbehandler havde faktisk selv foreslået mig at søge det, da jeg lige var fyldt 19 år. Men jeg havde takket nej til at søge det. Jeg ønskede en uddannelse og et job.

Det var nu en stor lettelse at være sluppet fri fra denne hårde kamp for at magte at få en uddannelse. Men kort tid efter kom depressionen med fuld fart. Nu var jeg 24 år, skulle giftes om få måneder og havde valgt at søge førtidspension. Jens, min veninde, min far, min svigerfamilie skældte mig lidt ud. Der var ingen, der forstod, at kampen for at slippe for panikangsten måtte betyde, at jeg kunne få førtidspension. Jeg havde brug for psykisk ro og mange psykologsamtaler. Jeg havde så meget i den pokkers rygsæk, der skulle bearbejdes. Manglede stadigvæk værktøjerne til at få det bedre.

Heldigvis havde jeg meget praktisk at planlægge til vores kommende bryllup. Det gjorde, at jeg igen blev glad. Jeg var fyldt med kærlighed til Jens, og jeg vidste, at det var gengældt. Jeg fandt den flotteste brudekjole. Min svigermor havde tilbudt at kniple en krone til mit slør. Det glædede mig rigtig meget. Jeg fik skrevet en takkesang til brylluppet. Jens og jeg havde valgt en utrolig dejlig kro lige ned til vandet. Vi fandt også en, der kunne spille orgelmusik til festen. Vi glædede os så meget. Vi havde formået på ca. et halvt år at spare 20.000 kroner sammen til brylluppet.

Så kom dagen, hvor vi skulle vies – 8. februar 1992. Som traditionen byder, sov Jens hjemme på gården, da han ikke måtte se mig, før jeg kom ind i kirken. Jeg havde en frisør ude at sætte mit hår og lægge min makeup. Jeg var rystende nervøs. Det var ikke bedre med min far (svend), som skulle følge mig op af kirkegulvet. Han var mere nervøs end jeg, men også utrolig stolt. Han kæderøg og drak kaffe, imens frisøren gjorde mig i stand. Så kørte min far mig til Søndbjerg Kirke. Jeg var så flot og lykkelig. Snart var jeg gift med min elskede Jens. Nu ringede kirkeklokkerne, og orglet brusede, da jeg blev fulgt op af min far til alteret. Jeg havde fået en flot bundet brudebuket. Der stod Jens ved alteret.  Det kunne tydeligt anes, at han også var meget nervøs. Bryllupsceremonien var så rørende. Nervøst lænede vi os lidt op af hinanden. Vi kiggede forelsket på hinanden. Til sidst fulgtes vi nu ud som mand og hustru ned af kirkegulvet og ud. Da vi kom ud fra kirken, kastede Jan det meste af indholdet af en pose ris på os. Familien knipsede med deres kameraer. Desværre kom mine svigerforældre ikke med på billedet, da de havde skyndt sig hjem på gården, hvor alle gæsterne skulle nyde eftermiddagskaffen. Jens og jeg kørte til en fotograf i Struer, hvor vi blev fotograferet. Derfor nåede vi ikke selv at være med til eftermiddagskaffen. Vi kom først på Tambohus Kro til aftensmaden. Der stod gæsterne med et væld af gaver. Det var meget praktiske ting, som havde stået øverst på vores ønskeseddel. Festen gik over alt forventning. Vi spiste, der blev sunget og holdt taler. Fra København var der kun min far, Lis, Jan og min faster. Min mor var jeg stadigvæk ikke på talefod med. Bent og Ulla havde jeg ikke inviteret. Jeg havde heller ingen kontakt med dem.

Bryllupsdagen blev en uforglemmelig dag med min lille familie og Jens’ store familie. Vi var så lykkelige, og dagen bliver aldrig glemt.

Kapitel 8

Så kom sommeren. Brylluppet var for længst overstået. Gaverne var allerede kommet i brug. Jeg var indstillet til at søge førtidspension, så det gik jeg nu og ventede på. Imens var jeg i praktik på Rådhuset, hvor jeg blandt andet stod for at lave kaffe, servere kage og vaske op. Igen havde jeg svært ved at magte dette job. Som på alle andre arbejds- og praktikpladser stak jeg af gang på gang.

Det var en uholdbar situation, så stor var lettelsen, da jeg som 25-årig endelig fik godkendt den mellemste førtidspension. Så kom der endelig ro på. Ikke flere kampe for at overvinde at passe et job. Men jeg fik dog også en nedtur over at være helt ude af arbejdsmarkedet for altid. Jeg snakkede rigtig meget med psykologen om, at jeg følte mig mindre værd. Samtidig, da jeg ikke havde andet end et par få gode fortrolige veninder, følte jeg stor ensomhed. Selvfølgelig havde jeg Jens, som var min bedste ven og ægtemand, men han kunne jo ikke fylde hullet helt op fra ensomheden over at mangle min mor samt ønsket om flere veninder. 

Jeg tog derfor telefonisk kontakt til min mor. Bevares hun lød da glad for at høre fra mig, men hun snakkede stadigvæk kun om sig selv. Hun grinte og hånede mig hver gang, vi igen talte sammen i telefon. Men jeg higede efter hendes accept af mig, og den søgte jeg forgæves efter de næste mange år. Det var en pris, jeg betalte i håbet om at blive elsket af min mor.

Jens og jeg tog ind og besøgte hende og overnattede så hos Jan og hans samlever.

Hun var skidefuld.  Sad med et kaffekrus, som hun mange gange fyldte op med rødvin den times tid, vi hver gang besøgte hende. Hun var lunefuld, men indimellem kunne hun godt sige lidt pænt til mig. Hun byggede mange luftkasteller.  En kamæleon på to ben. Hun var meget bitter over ikke være inviteret til vores bryllup. Men da hun aldrig hverken før eller siden har ønsket at besøge mig, så ved jeg, at hun heller aldrig ville have kommet til mit bryllup. 

Jeg fik et had/kærlighedsforhold til min mor. Jeg var tit meget vred på hende, når hun ringede i sine branderter til mig. Hun skældte mig ud, for inden hun smækkede røret på at sige, at hun elskede mig.

Jeg vidste, at sådan en ravnemor ønskede jeg aldrig at blive. Min mormor havde lært mig at have empati for andre mennesker.  Psykologen kaldte mig følelsesmæssig meget intelligent. Det har jeg med tiden fundet ud af er et helt rigtigt ord for, hvordan jeg er som person. Jeg har fuldt ud forstået at udnytte disse evner.

Som 26-årig ventede jeg vores første barn. Det var en glæde at være blevet gravid. Vi var begge så glade og forventningsfulde. Jeg levede utrolig sundt og gik lange ture i min graviditet. Min mor virkede så glad over snart skulle være mormor, så den hoppede jeg gevaldigt på.  Jeg fortsatte til samtaler hos psykolog og skrev mange vrede breve til min mor, som jeg derefter bare rev itu og smed i skraldespanden. På den måde forsøgte jeg at komme af med min indestængte vrede, som havde hobet sig op i årevis. Graviditeten var en lykkelig tid for mig. Jeg kastede aldrig op eller havde kvalme. Min mave nød jeg bare, at den voksede i de ni måneder. Grethe, min svigermor, hjalp mig med at sy sparkedragter, de blev bare så fine. Jeg var så tilpas, da Jens og jeg var ude at reservere alt babyudstyret i Baby Sam. Vi hyggede os i flere timer med at kigge på alt det babyudstyr i forretningen, det var et helt slaraffenland.  Noget var helt unødvendigt, men sælger var godt uddannet, så der røg lidt unødvendige babyting med i købet. Vi var begge uerfarne med børn. Ingen af os havde nogensinde passet nogen. Vi var derfor lidt utrygge ved den kommende situation, men glædede os utrolig meget til at få vores lille baby. Vi kendte ikke kønnet, før vi en februar dag i snestorm kørte de 46 km til Holstebro Sygehus. Der var næsten ingen andre biler på vejene denne dag. Da vi ankom til sygehuset, blev jeg undersøgt og derefter sat i gang med at føde. Fødslen tog en time, da vores barn lå som stjernekigger, det vil sige med hovedet kiggende op af mod himlen/lyset. Så han blev taget med sugekop. Der hilste vi så på vores første fødte, en søn Jonas. Han var 55 cm lang og vejede 3280 gram. En dejlig lang slank baby med små sorte krøller. Vi var bare så lykkelige. Fødslen var vellykket. Barnet var velskabt.

Jeg blev fem dage på sygehuset, da Jonas havde lidt gulsot. På sygehuset lærte jeg så simple ting som at skifte ble og lave den helt rigtige temperatur på badevandet. De lærte mig, hvordan Jonas skulle bades, og hvordan jeg kunne fortsætte amningen, når vi blev udskrevet. Jens var en stolt far, da han kom med babyliften og skulle have Jonas og mig med hjem. Nu var vi en familie på tre. Det var en helt ny tilværelse, vi skulle i gang med. Desværre manglede Thyholm en sundhedsplejerske, så der kom ikke nogen i hjemmet og vejledte mig som førstegangsfødende. Jeg var derfor meget usikker på, om jeg gjorde det helt rigtige. Jens og jeg havde jo aldrig passet børn, før vi fik Jonas.  Men det havde min svigermor, som støttede med gode råd. Tina, min veninde, havde en søn på to år, så jeg sugede råd til mig fra hende. Jeg gik også stadigvæk til psykolog, og jeg græd mange gange til samtalerne med psykologen. Da jeg var en omsorgsfuld og kærlig mor med stort M, havde jeg endnu sværere ved at forstå og acceptere min mors manglende empati og hendes manglende mor-følelser. Min mor sendte to sparkedragter fra en genbrugsforretning som barselsgave. Hendes nærighed skuffede mig meget. Atter svigtede hun, da vi inviterede hende til barnedåb, sagde hun nej. Hun havde ikke lyst og en gave til barnedåb måtte jeg kigge langt efter. Barnedåben blev dog en stor dag alligevel. Min far, Lis og Jan kom til barnedåben. Hele Jens’ store familie kom også til barnedåb samt festen på Tambohus Kro bagefter. Det blev en dejlig dag, og jeg formåede at blive ved med at amme. 

Dagene kunne godt blive lidt lange, og selv om jeg nød Jonas, kunne jeg godt kede mig, da jeg havde meget få mennesker at snakke med om dagen, når Jens var på job. Jeg travede lange ture med barnevognen, snakkede i telefon med Tina og nogen gange min mor. Mange dage når Jonas sov, broderede jeg store billeder. Det var jeg noget bidt af.

Jens og jeg var så glade og nød at være forældre, men vi var meget trætte, da det var en ny tid. Jonas havde tit virusser, og han havde feber. Så græd han i timevis, og vi skiftedes til at gå op og ned af gulvet med ham. Så derfor denne store træthed. Da Jonas var fem måneder gammel, kom han i dagpleje ved en meget erfaren dagplejer. Det var dejligt at have lidt tid for mig selv. Jonas var kun ude i halvdags dagpleje, så jeg havde stadigvæk meget tid sammen med ham. Når Jens kom fra job, hyggede vi os alle tre. Vi var så glade. Men savnet og min mors manglende interesse for mig og min lille familie fik tit tårerne frem, så løb de i stride strømme ned af mine kinder. Jeg følte mig svigtet. Det var utrolig hårdt at blive svigtet konstant. Desværre kunne jeg ikke se dengang, at jeg selv var den, der opsøgte svigtene. Det var mig, der konstant ringede til min mor og nærmest tryglede om at blive elsket. Min mors gentagne ligegyldighed opsøgte jeg gang på gang.  Hun ringede aldrig til mig mere. Hun var ligeglad, kold som is. 

Jeg skiftede imellem at hige efter hendes kærlighed og være utrolig vred og skælde hende ud. Det var dumt at bruge min sparsomme energi på det. 

Jonas trivedes og var altid så glad. Han var en dreng med krudt i enden. Utrolig nysgerrig med et godt temperament.  Han legede og lærte nye ting hver dag. Voksede nærmest hver eneste dag. Jeg ammede de første 7 måneder, men fra 4 måneders alderen måtte jeg også lave grød og mos for, at han kunne blive ordentlig mæt. 

Vi besøgte jævnligt Jens’ familie på gården. Det nød vi. Jonas kiggede altid så interesseret på køerne, når vi var ude i stalden. Jeg var altid lidt bange for de store køer, som nysgerrigt kom mig i møde med deres store brune øjne. Var ikke vokset op med store dyr. Havde kun haft en undulat og en landskildpadde som barn. 

Tiden gik hurtigt, og lige pludselig var Jonas blevet to år, jeg nåede knap at blinke med øjnene, så hurtigt føltes tiden. Jeg var blevet gravid igen, men følte hele tiden, at der var noget galt. Min læge mente ikke, at mine mavesmerter betød noget. Men i 8. uge begyndte jeg at bløde meget stærkt fra underlivet. Derfor blev jeg indlagt på Holstebro Sygehus og fik en udskrabning. Det var en spontan abort.  Næste dag blev jeg sendt hjem. Vi var selvfølgelig kede af det, men glædede os over, at vi havde Jonas. Ham nød vi i fulde drag. Jan, min bror, kom 4 gange om året hos os på ferie. Han var en rigtig god legeonkel, og Jonas elskede ham. Jens og Jan klikkede rigtig godt sammen, det glædede mig rigtig meget. To måneder efter min udskrabning ventede jeg mig igen. Det var glædeligt, og også denne gang nød jeg min graviditet. Jeg levede sundt, gik ture og fik sovet rigtig godt om nætterne. 

Jeg gik til mor og barn gymnastik med Jonas. Det var så hyggeligt at mødes med børn og andre forældre. En uge før jeg fødte, var min mave så stor, at jeg sagde til Jonas, at vi først skulle til gymnastik, når den lille baby blev født. Det affandt Jonas sig med. Jeg havde fået bækkenløsning, så det var dejligt, at jeg 12 dage før termin fødte vores datter, Malene. Jeg havde veer i to timer og nåede kun lige ind ad døren denne vinterdag 23. februar 1997 på sygehuset. 25 minutter senere kom Malene til verden. Det var dejligt, nu havde vi både en søn og en datter, hvor heldig kunne man være. Malene var 54 cm lang og vejede 3420 gram. Hun havde lidt langt sort hår. Jens tog hjem et par timer senere, da Jonas blev passet af sin dagplejemor. Hun var overrasket over, hvor hurtig fødslen var gået. Jens tog næste morgen Jonas med i en legetøjsbutik, hvor han måtte vælge en ting, nu hvor han var blevet storebror. Han valgte en flyvemaskine. De gik også sammen ind og købte en flot halskæde til mig. Den går jeg stadigvæk med, da den betyder rigtig meget for mig. De kom og hentede os. Jonas klappede glad Malene på hovedet. Han var glad og tilpas. Vi fulgtes ud fra sygehuset med babyliften. Nu var vi fire, en lille kernefamilie. Hjemme ventede vores kærlige utrolig opdragede hund, Nikki. Den elskede børn og snusede glad til Malene og var forsigtig. 

Det var rart at være hjemme igen. Fem dage efter Malenes fødsel fyldte Jonas tre år. Jeg var så træt, mens hele familien var på besøg. Jeg bestilte ikke andet end at amme, og jeg var så udmattet. Derfor brød jeg sammen i gråd, da gæsterne gik.  Jeg var træt og hormonerne piskede der ud af med en rasende fart.

Det næste stykke tid delte jeg de nødvendige skideballer ud til de familiemedlemmer, der svigtede mig og min lille familie.  Jeg var så vred, at jeg i søvne satte alle jeg var vred på op på en lang række og skød dem mange gange. Jeg var fyldt med indestængt vrede.  Jeg var skuffet især over min mor. Men i Jens’ familie var der også nogen, der skuffede mig. Så jeg var en krudttønde, der kunne gå af hvert eneste øjeblik. 

Men jeg nød min mand og børn. Jeg var lykkelig for min lille familie. Jan blev en stor støtte for os. Vi nød altid, når at han kom på ferie hos os. Hver sommer besøgte vi ham på Amager. Det blev altid til fire fem dage. Jans lejlighed var kun på 58 kvadratmeter. Han havde på det tidspunkt en sød samlever, som blev en god tante for børnene. Desværre blev de ikke ved at være kærester. Hun flyttede tilbage til Chile, hvor hun oprigtig stammede fra.

Malene var en stille nysgerrig lille baby. Hun fulgte med i alt, hvad vi gjorde. Hende havde jeg også godt med mælk til, og havde igen ikke problemer med at amme. Jeg følte mig lidt psykisk utilpas med angst og tristhed, da Malene var baby. Jeg manglede venskaber, og min mors manglede kærlighed gjorde, at jeg udviklede en depression. Når ingen så det, græd jeg. Jens kunne mærke det på mig og forsøgte at gøre mig mere tilpas. Han tog et par gange med mig til psykolog for at få at vide, hvordan han bedst kunne støtte mig. Jens har altid villet gøre det godt for mig. Malene overtog Jonas’ dagplejeplads, da hun var seks måneder. Jonas startede i børnehave. Han følte sig stor nu og var ikke til at skyde igennem første dag, han skulle i børnehave med madkasse og en flot rygsæk. Jonas elskede sin lillesøster. Dog var han en drillepind og havde en del energi. Han var aldrig jaloux på Malene. Vi forsøgte også at lave ting alene med ham. Malene blev hurtigt glad for at være i dagpleje. Da min psyke var meget nedadgående, kom Malene og Jonas hurtigt på fuld tid i børnehave og dagplejen. Jeg kunne sagtens betro mig til dagplejemoren om, hvordan jeg havde det. Hun var så sød og forstående. Hun sagde gang på gang, at jeg var en utrolig god mor. Da hun syntes, at jeg havde brug for lidt ro, tilbød hun i et års tid at passe vores børn hver fjerde weekend. Det gav Jens og mig tid til hinanden. Det var nødvendigt, da vi sjældent havde mulighed for at få børnene passet, da de var så små. Jens og jeg gik så lange ture, spiste god mad og snakkede, og han trøstede mig. Det tog et par år, før depressionen var vendt. Jeg valgte, trods min psykolog syntes, at jeg skulle lade være, at kontakte min praktiserende læge, da jeg ønskede at få lykkepiller udover den anden medicin for psykose, som jeg allerede fik. Det var en beslutning, jeg ikke kom til at fortryde. At tage de såkaldte udskældte lykkepiller hjalp på mig ret hurtigt. Endelig begyndte humørbarometeret igen at vende den rigtige vej. Atter hørte jeg fuglene pippe lystigt og så ligeså livet med de lyse solbriller på. Jeg begyndte igen at glædes over små ting. Jeg havde formået at være en kærlig mor under de to års depression. I dag, hvor børnene er blevet voksne, er der intet spor af, at de skulle have mærket til min depression. 

Malene og Jonas voksede så stærkt. Inden vi så os om, kom hun i børnehave og Jonas i førskole på Thyholm skole. De var begge glade og tilpasse børn. Jens og jeg læste hver aften godnathistorier med dem. Det var et fast ritual. Vi opdrog børnene med kærlighed og faste rammer. Det var begge ting, jeg manglede og selv søgte i min barndom. Jeg har erfaret på egen krop, at jeg var et utrygt barn, da jeg manglede faste rammer i min opvækst. Vi tog på ture med børnene i sommerferierne.  Blandt andet ud til steder hvor der var dyr at se og røre ved. Vi gik ture med dem, rejste med toget til København over til Jan, hvor vi overnattede alle fire. Så tog vi for det meste på sightseeing i København. Jens og børnene sugede oplevelserne til sig. Da jeg jo var opvokset i København, var jeg ikke mere så nem at imponere, men jeg hyggede mig med familien. Vi besøgte for det meste min mor i en times tid i hendes lille lejlighed på Amager. Hun interesserede sig ikke for os. Sad blot henslængt i sofaen og kæderøg den ene smøg efter den anden. Snakkede udelukkende om hendes rejser til Tyrkiet og Kina. Hun rejste alene afsted de fleste gange. Så blev der købt en masse billige kopivarer, som hun solgte på værtshuse, når at hun kom hjem igen. I flere år havde hun fået førtidspension, og selv om hun drak en del, kunne hun spare op til at tage disse tilbudsrejser. Hun havde også sin gang på Koefod Skole, hvor hun arbejde et par timer om dagen, tjente madbilletter og cigaretter. På deres tøjlager valgte hun tøj, sengetøj, sko og jakker cirka en gang om ugen. Også det blev solgt til naboer og andre drukkenbolte.

Da børnene var startet i børnehave og skole, søgte jeg om et skånejob på Solvang ældrecenter. Jeg var heldig at få job i demensafdelingen som omsorgsmedarbejder. Jeg fik navneskilt og var stolt over at have fået en titel. Mit job bestod i at drage omsorg for de demente, gå ture med dem, snakke og lave lidt gymnastik med dem. Jeg nød dette arbejde. Det var helt perfekt til mig. Gode arbejdskollegaer og ikke flere opgaver ind at jeg kunne magte. Havde jeg en dårlig dag, kunne jeg blive hjemme og holde fri. Jeg var så glad og tilpas. Mit humør var højt og havde nu fået arbejdet så meget med mine svære ting ved psykologen, så det var tid til at holde. Igen stod jeg ligesom på egne ben, følte jeg. Men nu var jeg fuldt udrustet med værktøj i rygsækken.  Jens og min kærlighed blomstrede stadigvæk. Vi var en harmonisk familie på fire. Vi glædede os hver gang, de lærte noget nyt i deres barndom. Malene var lidt en stille pige. Hun har sin fars stille og rolige væsen. Lidt genert med en perfekt humor. Malene er en utrolig intelligent pige. Lidt sensitiv ligesom mig. Jonas er også utrolig dygtig og har utrolig meget energi som sin far. Jonas er født med et stort omsorgsgen ligesom jeg har. Vi er heldige med to sociale og velopdragede børn. 

Jeg arbejdede i tre år på Solvang. Desværre skulle der bygges om, og mit arbejde ville bestå af nye opgaver. Det kunne jeg ikke overskue og sagde op. Jeg var ikke ked af det. Havde bare nydt tre gode år med søde kollegaer og rare ældre mennesker. Jeg bestemte mig for at lave frivilligt arbejde i vores lokale genbrugsbutik. Kom til at arbejde en gang om ugen sammen med to lidt ældre damer. Vi tre hyggede os gevaldigt. Grinede og havde det så sjovt. Arbejdet bestod af flere arbejdsopgaver. Vi betjente kunder, gjorde rent og tog imod ting og tøj, der blev afleveret af mange venlige mennesker. Det var et dejligt job at have. Jeg glædede mig altid til at skulle afsted. Børnene, som nu begge gik i folkeskolen, kom når de fik fri og besøgte mig i butikken. Så fandt de ting, som jeg godt måtte købe til dem. De kunne godt lide at gå rundt i butikken og kigge og Mie, som jeg arbejdede sammen med, forkælede dem hver gang med småkager.

Da børnene var cirka 8 og 11 år gamle, bestemte de sig for ikke at have noget med min mor at gøre mere. Før havde vi besøgt hende en gang om året i cirka en times tid. Men de brød sig ikke om hende. Især Jonas blev ked af det, da han var så stor, at han tydeligt fornemmede hendes ligegyldighed med os alle fire. Samtidig blev de triste over at mærke, hvor tarvelig hun behandlede mig.  Jeg accepterede deres valg. Det var faktisk flot klaret, at de valgte hende fra. Så derfor passede min far dem i Hedehusene, hver gang vi besøgte min mor på Amager. Hun har aldrig virket spor skuffet over det. Har hun alligevel været det, har hun skjult det godt. Men havde jo heller aldrig besøgt os eller foræret børnene en gave til fødselsdag eller jul. Det viste jo med alt sandsynlighed hendes manglende interesse.

Jan var en trofast morbror for dem. Han elskede at lege med dem. Han tog ture i Tivoli og Bakken om sommeren med dem. De havde det så sjovt med Jan.  Det havde vi alle fire sammen med ham.

Tiden gik lystigt derud af. Efter flere år i genbrugsforretningen, fandt jeg noget nyt at kaste mig over. Jeg stoppede i butikken og blev holdleder for TIF fodboldklub. Først et år for Jonas’ hold, og derefter i to år for Malenes fodboldhold. En ørn til fodbold var jeg ikke, men jeg kunne sagtens finde ud af de praktiske opgaver. Det bestod blandt andet i at pumpe bolde op, sætte kegler op, lave holdkort og sedler på, hvilke forældres tur det var til at vaske trøjer og køre børnene til udekampene. Jeg nød at snakke med forskellige fodboldtrænere og dommere. Især nød jeg at snakke med Nelly, som passede på alle fodboldbørnene samt solgte slik, sodavand og røde pølser. 

Stadigvæk på dette tidspunkt havde jeg ikke mange veninder, da jeg døjede med mindreværdskomplekser og den tilbagevendende socialangst. Heldigvis havde min panikangst været væk i en del år. Børnene var fyldt 10 og 13 år og psykisk trivedes jeg så meget efter at være holdt med at gå til psykolog. Jeg var glad og harmonisk. Sprudlede ligefrem af glæde. Men fik et dyk i fjorten dage hver sommer, når Jens og jeg havde besøgt min mor. Hver gang kom jeg ovenpå.

Børnene nød at gå i skole.  De havde begge to gode venner. Jonas spillede fodbold i fritiden. Malene spillede også fodbold og gik til FDF.

Jens og jeg fejrede vores kobberbryllup med telt i haven en varm juli dag. Det var en festlig dag.

Fremtiden så lys ud.

Det er den fortsat med at være.

Dagene gik bare derud af med børnene i skole og fritidsjob.

Jens på arbejde og hver sommer en del overarbejde, når at der var tryk på med mange ordre. 

Jeg nød det hjemme med at holde huset rent, bage brød og kager. Læste bøger og lavede kreativiteter. Skrev mange digte og noveller og har fået en del udgivet. Det er for mig en stor passion at skrive. Nogle noveller og digte er blevet udgivet på et Nonprofit forlag. Hver gang har det været en stor glæde for mig, når bøgerne blev udgivet. Det er altid samlede antologier, jeg har været med i.

Årerne er bare gået alt for stærkt. De unge er vokset op i hurtig fart. Malene er fyldt 19 år, er blevet student for et måned siden og tager nu på Højskole fem måneder og derefter ud at rejse i et halvt års tid.  Hun tænker at tage en uddannelse som psykolog.

Jonas er nu 22 år og blevet færdig med nummer to gymnasieuddannelse og har fået et års arbejde som handicapmedhjælper. Han er ansat af det gymnasie, han lige er blevet student fra. Bagefter regner han med at vil læse økonomi eller til fysioterapeut. Selv om vores børn kommer fra arbejderhjem, har de utrolige flotte karakterer til studentereksamen. De har begge arbejdet flittigt med lektierne og afleveringsopgaverne.

Jeg går hjemme og har det psykisk rigtig godt. Jeg lider ikke mere af angst eller panikangst. I dag har jeg 11 gode veninder – mange af dem er kristne veninder. Jeg mødes hver mandag i en bedegruppe for kvinder. Det giver mig stor glæde at mødes over de kristne ord. Der er jeg meget social. Har valgt dem fra, der ikke er gode ved mig. Jeg bruger kun tid på dem, der er der for mig, og jeg kan være der for dem. Jeg er meget kreativ – maler lidt malerier på hyggebasis, strikker, skriver, skriver, skriver.

Jeg nyder livet i fulde drag og hviler i mig selv. Er blevet en moden kvinde på 49 år. Snart flyver børnene fra reden og et nyt kapitel åbnes i Jens og min fælles bog. Vi har sølvbryllup om et halvt år, og jeg glæder mig utrolig meget til denne dag. Tøjet har jeg lige købt til dagen. Samtidig er jeg så romantisk. Har købt en gine, som min bryllupskjole pynter på.

Jeg har kæmpet mig op til dette dejlige liv. Jeg er ukrudtet, som formåede at gro op igennem asfalten. Trods flere har prøvet at holde mig nede, er jeg gang på gang vokset op igennem asfalten igen. Jeg er en blomst – en smuk gul mælkebøtte.