Magtesløshed
Af Carmen Mallebrein
Nedenfor grenen, som Freja sad på, stod Esther og kiggede op på hende. Og uden at vide hvorfor, begyndte Freja at sparke Esther let i hovedet. Lette, forsigtige spark, som hun mærkede ude i fodspidserne. Men fordi hun bøjede fødderne nedad for at gøre det, mærkede Freja, at hun var ved at tabe sine gummistøvler. Derfor sparkede hun lidt hårdere, så de ikke skulle falde af, imens Esther bare blev stående. Freja fokuserede på gummistøvlerne, der var på nippet til at glide af hendes fødder, og bemærkede egentlig ikke, hvordan Esther så ud i hovedet. – Esther, som bare blev stående og lod sig sparke på. Hvor dum kan man være?
Årene gik, de blev ældre, og for det meste var de to klassekammerater bedsteveninder. Esther, der rettede sig ind, og var bange for at miste Freja, og så Freja selv, der kæmpede med sine dæmoner, som fik frit spil, når ingen stoppede hende. Det var Frejas store udfordring, at hverken hun eller Esther sagde stop, når de havde gang i mere destruktive mønstre, som mindede om det, der udspillede sig, dengang Freja sad på en gren og sparkede Esther i ansigtet med sine gummistøvler.
Frejas mor havde sine fornemmelser, og tænkte, at det måske var bedst for hendes datter at finde sig en ny veninde, eller flere. Derfor begyndte moderen at invitere de andre 3 piger med hjem, som Freja af og til talte lidt med, når hun ikke gik alene rundt med Esther. Moderen lavede kakao til dem, men ellers passede pigerne sig selv hjemme hos Freja.
Her sad Freja så igen oppe på en gren og kunne sparke på sine gæster, som stod længere nede, uden at formå at sige fra, eller bare flytte sig. Hun bestemte, hvilke film de skulle se, hvilken musik de skulle danse til, og hun oprettede et chatforum, kun for dem, hvor hun skiftevis skrev hjerter til den ene, anden og tredje af dem, så de skulle synes godt om hende.
En forårsdag, da klassen var af sted på en strandtur, blev det pludselig fuldstændig ligegyldigt at gå og holde Esther i hånden, for Freja kunne ikke tage blikket fra Dea, som gik lige foran med de to andre piger, imens de grinede, og bare virkede til at have det skønt, på en måde, som Freja ikke selv var vant til sammen med Esther. Det føltes som en hård knytnæve nede i Frejas mave at se, hvordan Dea fik så meget opmærksomhed fra Lotte og Ida, deroppe foran, imens Freja måtte nøjes med at lade sig beundre, kun af Esther, som lige nu bare var megakedelig. – Hun satte farten op og begyndte at tale til Dea, mase sig ind i mellem Dea og de andre to, hive Dea med sig, og gå fra dem, nu alene med Dea.
Frejas mor havde et par gange taget bussen ind til byen med sin datter, og måske kunne hun friste Dea med en bytur. Det viste sig at være lettere, end forudset. De tog sammen ind til byen samme dag, og Freja bemærkede den eksalterede glæde, som Dea udviste. Inden længe havde de udvekslet veninderinge, og Freja gik nu mest op i Dea, når de alle var hjemme hos hende. At Dea af og til så overrasket og vred ud, når Freja som vanligt tog styringen, og nedsablede de andres forslag, bemærkede Freja ikke. Hvorfor se en film, hun ikke gad se, eller bage en kage, hun ikke gad bage, når hun kunne få sin vilje i stedet? De andre så jo alle op til hende, fordi hun havde en mor, der kunne invitere hele gruppen hjem til sig.
I sommerferien var Freja mest sammen med Esther igen, fordi Dea var i sommerhus. Men nu var det bare ikke det samme for hende længere. Hun savnede Dea helt vildt, savnede at se, hvordan de andre piger i gruppen så beundrende på hende, når Dea var hendes veninde. Hun huskede godt, hvor meget mindre, de havde set til hendes side, dengang Esther var bedsteveninden. Dengang sendte de ikke Freja beundrende blikke.
Første skoledag efter ferien oprandt, og stor var gensynsglæden for Frejas vedkommende, men Dea var begyndt at være anderledes. Pludselig havde hun lavet en aftale om bytur med Esther, hvilket Freja fandt meget utaknemmeligt, taget i betragtning, at HUN havde lært Dea, hvordan man alene tager bussen ind til byen. Så Freja maste sig ind og foreslog, at de tog derind alle tre, også selvom hun godt så, at både Esther og Dea ikke så begejstrede ud ved forslaget.
Freja havde måske alligevel ikke fået en bedre bedsteveninde, for Dea var begyndt at løsrive sig, og vende tilbage til Lotte og Ida. Det blev en stressende affære for Freja hele tiden at holde øje med, hvad Dea nu havde gang i, med den ene eller anden af de andre tre. Og hun blev bange. Bange for, om hun var ved at miste sin popularitet til Dea. Bange for at stå alene tilbage. Det for enhver pris ikke ske.
De varme glade følelser, som Deas humor og livlighed før fyldte Freja med, blev nu erstattet med vrede, jalousi og magtesløshed. For Dea var blevet mere uoverskuelig, nu, hvor hun var begyndt at være mere udadvendt igen. For sit blik så Freja de andre sejle af sted i små både, side om side. Langt ud på havet sejlede de, mens Freja blev ladt alene tilbage på en øde ø, uden en båd.
En sensommerdag så Freja pludselig sig selv drille Dea. Den dag var de voksne langt væk, og det var selvfølgelig en vigtig detalje. Pigerne spillede en boldleg, hvor de var to mod to. Lotte spillede sammen med Freja mod Esther og Dea. De to førstnævnte tyrede hele tiden bolden i en så forkert retning, at både Esther og Dea ikke én eneste gang fik fat i den med det samme. Al deres tid gik med at løbe efter bolden, som var på vej væk. Det endte med, at Dea græd, og de stoppede legen. Freja gik lidt væk, men gemte sig bag en busk for at lytte. Derfra kunne Freja tydeligt høre Dea beklage sig over hende, imens hun snøftede, hulkede og græd.
Jævnligt bagte Freja kager til sin klasselærer, og cyklede hjem til hende med dem. Så da hun dagen efter fortalte deres klasselærer om hændelsen, fokuserede klasselæreren først og fremmest på, at Freja var blevet bagtalt. Men selvom Dea havde accepteret lærerens ordre om at sige undskyld, var hun efterfølgende endnu mere ligeglad med Freja, end før. Det forstod Freja ikke.
Dea svarede ikke, men blokerede Freja som bruger, da hun nogle dage efter sendte screenshots fra dengang, de var bedsteveninder, med spørgsmålet: ”Hvorfor svigter du mig?” Det førte til, at forældrene begyndte at skrive sammen, og de blev enige om at bede om en AKT-lærer, hvilket de fik. AKT-læreren blev orienteret om sagen af klasselæreren, og hun forstod straks, hvor ulykkelig Freja var, når hun sad og græd højlydt.
Det blev et meget stressende efterår for begge piger. Freja brugte al sin energi på at spolere Deas socialliv med de andre. Hun lavede fx fingerlege på ryggen af den, der stod og talte med Dea, eller hun gik lidt væk, og kaldte den anden til sig. Hvis Dea forlod klasselokalet i selskab med en af de andre, fulgte Freja efter, og gav ikke op, før Dea stod alene tilbage til sidst. Havde Dea lavet en aftale efter skole med en af de andre, blev Freja vred på vedkommende, og arrangerede straks en fællesinvitation hjemme ved sig i stedet. Kort sagt, Freja lykkedes med sin strategi, fordi hun formåede at vende enhver situation om. – AKT-læreren havde mest sympati og medlidenhed med Freja, som åbenlyst sad og græd, fordi hun var så ulykkelig over at have mistet sin nye bedsteveninde. Dea så afmægtig eller trist ud, men hun sad ikke og græd højlydt som Freja. I stedet begyndte Dea at få mellemørebetændelse on and off, hun havde pludselig mere sygefravær, end nogensinde før.
Forældrene endte også med at blive uvenner, og derfor landede sagen på den pædagogiske leders bord. Men det hjalp ikke Dea og hendes forældre, for Frejas familie var fine folk i skoleverdenen, så hverken høj eller lav turde sige lige netop den familie imod. Siden gik der ikke længe, før Dea blev langtidssygemeldt pga. stress.
Freja inviterede de andre piger hjem til sig for at bage nogle forsoningskager til Dea, som de afleverede på trappen foran hendes hus. Efterfølgende bad hun om, i chatgruppen, at Freja ikke henvendte sig til hende mere. Den pædagogiske leder syntes, at det var en utaknemmelig reaktion, og Freja håbede, at han kunne tale Dea og hendes familie til fornuft, men de så aldrig Dea mere, for inden det blev jul, meddelte klasselæreren, at hun var blevet meldt ud af skolen.
Freja frydede sig ved meddelelsen. Nu slap hun for at konkurrere, nu kunne hun have de andre piger helt for sig selv. – Men kunne hun se sig selv i spejlet uden at se Deas ulykkelige ansigt?