Af Jeanette Gadegaard
En solstråle tittede ind af vinduet.
Kun et lille strejf af en solstråle kunne snyde sig ind.
Din røde hårtot strittede frem lige over dynekanten.
Du så smuk ud med dit ildrøde hår og din lidt fregnede næse.
Jeg havde lyst til at vække dig med et kys på din kind.
Valgte dog at lade dig sove, da du var træt efter dit arbejde på hospitalet i nat.
Det er kun et år siden, du var blevet færdig med din uddannelse som sygeplejerske.
Jeg mindes mit første møde med dig.
I det splitsekund, jeg så dig, vidste jeg, at du var homoseksuel ligesom jeg.
Vi flirtede lidt med hinanden, mere blev det ikke til denne aften.
Du havde dog formået at gøre indtryk på mig.
Jeg var forelsket.
Drømte om dig, når jeg gik til ro om aftenen.
Jeg måtte bare træffe dig igen.
Tilfældighederne ville, at vi et par måneder mødtes til samme fest.
Fra baren sendte jeg dig varme blikke.
Du gengældte det.
Smilede med et hvidt smil til mig.
Det var nu tre år siden, vi blev kærester.
Uproblematisk har det ikke været.
Vi kæmpede med mange barrierer, der skulle nedbrydes.
Det var ikke nemt for mig at fortælle, at jeg, Peter, er kæreste med en Peder.
Min mor var målløs, da jeg lod bomben springe.
Min far nægtede at tro på, at hans eneste barn var homoseksuelt.
”Er du bøsse?!”, råbte min far vredt.
En bøsse er noget, man skyder med.
Du skal tænke dig godt om.
Find dig en sød pige og få nogen børn.
Min mor græd. ”Jamen får jeg så aldrig børnebørn?”
Jeg var vred, men også ked af deres reaktion, som ikke kom helt bag på mig.
Når de havde vænnet sig til tanken, ville de acceptere det. Det var jeg klar over.
Din familie var fyldt med meget farverige personer.
De tog det meget afslappet.
Straks bød de mig velkommen i familien.
De var begge kunstnere, dine forældre, og boede i et kollektiv i en forstad til København.
Jeg var menig soldat, og de fleste i min deling lagde mærke til min lidt feminine side.
Ofte blev jeg kaldt lidt fimset.
Gang på gang, benægtede jeg, at jeg skulle være homoseksuel.
Jeg opdigtede, at jeg har en kæreste, Petra, som var på et års ophold i udlandet.
Mit ønske var at fortsætte som sergent, men det var jeg jo godt klar over ikke var så nemt.
Jeg ville ikke kunnet blive ved med at skjule det.
Det ønskede jeg heller ikke.
Efter min værnepligt begyndte jeg at læse til designer.
Det var et stort spring fra den ene yderlighed til den anden.
Jeg ved, at jeg er landet på rette hylde.
Dette år har jeg syet kjoler til nogen af de kendte damer i udlandet.
Da min mor og far i sommers fejrede sølvbryllup, syede jeg min mors kjole til festen.
Mine forældre har for længst taget dig til sig.
Vi kæmper meget med folks fordomme, når vi følges hånd i hånd i bylivet.
Nogen af vores venner har vendt os ryggen.
Vi er blevet stirret ondt på.
Især på mig, da jeg godt kan lide at gøre lidt ekstra ud af mit tøj og udseende.
For nogen mennesker føles det som en provokation.
Jeg er den forfængelige, du er mere manden i forholdet.
Du har hænderne skruet bedst på af os to.
Arbejdet på hospitalet er lige dig.
For dig er arbejdet med patienter og pårørende noget, som du sætter stor pris på.
Om natten når du kommer hjem fra arbejdet, sidder jeg gerne oppe og syer på en kjole eller en habit.
Så tager vi gerne et glas vin og en håndmad, inden vi går i seng.
Heldigvis har vi med tiden fået en del nye venner.
De accepterer os, for dem vi er.
Britta og Lene, vores venner, er kærester og venter et barn med en anonym sæddoner.
Det sætter et håb i os for vores fremtid sammen.
Måske med tiden, når vi er gift, kan vi blive indstillet til adoption.
Når jeg tænker tilbage på de mange gange, folk har set ned på os med foragt, har vores forhold været det hele værd.
Personligt mener jeg, det homoseksuelle hele tiden har været i mine gener.
Det er ikke bevidst, at jeg har valgt det sådan.
Jeg elsker bare Peder.
Vi havde ønsket at blive viet i samme kirke, hvor jeg blev døbt.
Desværre afslog præsten.
Vi valgte så en anden kirke i et andet sogn.
En flot hvid kirke med en venlig kvindelig præst.
Vores venner, Heidi og Bo, synger begge kirkekor i kirken.
De vil synge salmen ”Det er så yndigt at følges ad” til vores bryllup.
Nu får jeg tårer i øjnene.
Du vågner og glipper med øjnene.
Smilende kigger du på mig, og jeg gengælder smilet.
Jeg ved, at du er den, jeg elsker.
Det er dig, jeg vil blive gammel sammen med.
Vi gør os begge klar til vores store dag i dag.
Om et par timer skal vi følges sammen ind i kirken.
Jeg pudser mine sko og retter på butterflyen en sidste gang.
De er i gang med at frisere dine røde lokker.
Spejler dig en sidste gang.
Jeg tjekker en ekstra gang, at jeg har ringene i min jakkelomme.
”Peter!”, råber du nede fra trappen.
”Kommer du? Eller har du fortrudt?”
Jeg ler. Låser døren og småløber ned af trapperne.
Vi går hånd i hånd ind i kirken.
Den lidt utraditionelle måde, har vi valgt at gøre det på.
Orglet bruser, gæsterne står op og smiler, imens vi træder op ad kirkegulvet.
Mine ben skælver lidt af nervøsitet.
Denne dag har vi set frem til længe begge to.
En solstråle titter ind gennem kirkevinduet, da vi begge knæler ned ved alteret og siger ja til hinanden.
