Københavnerturen

Af Carmen Mallebrein

Jørgen Franks Chileberetning med fokus på mødet mellem to kulturer, inspirerede mig til nedenstående fortælling om to indvandrerkvinders ”tøsetur” til København:

I den danske hovedstad finder de to midaldrende kvinder ud af, at de ikke længere er tøser, og de finder måske også ud af, at de ikke længere er de samme veninder efter rejsen? Traumer er altid omdrejningspunktet i mine, semi-autentiske/fiktive fortællinger, for ordet traume betyder ”sår”, og ingen mennesker går i gennem livet, uden af og til at blive såret, eller føle sig såret. Dét dilemma fænger mig meget! Samtidig er det mest fortvivlende ved traumer, at de ”smitter”: Den ene persons traumer skaber den anden persons traumer! Tænk, hvis vi, som de vilde dyr i dyreverdenen, mestendels magtede at hele os selv for traumer ved at ryste dem af os? Så ville vores verden være et bedre sted at være, tror jeg! 

Læs bare med her:

Martha var født i det sydligste Argentina med en guldske i munden i forhold til at blive behandlet som en prinsesse af sin tante, og tantens personale, på det hotel, som tanten ejede. De hoppede og dansede for enebarnet Martha, og hun havde meget frihed. Men de biologiske forældre tænkte kun på sig selv, så dem kendte hun stort set ikke. Hun blev hurtigt voksen, og som sekstenårig fik hun sit første barn med en betydeligt ældre kæreste. De nåede at få to børn mere sammen, inden hun som 29-årig blev smidt på porten af politiet, fordi hun ønskede at forlade sin kæreste. Det kan måske undre en dansker, men forklaringen var, ifølge Martha, at Argentina dengang var et meget patriarkalsk land, hvor kvinden havde lige så få rettigheder, som en kvinde i Iran har den dag i dag.

Da den rige tante var død, og det hus, Martha netop havde mistet, var købt for tantens arv, måtte Martha gå på gaden. Og dér på gaden mødte Martha en dag en dansk mand. De blev forelskede og rejste sammen til Danmark, som sammenlignet med det sydligste Argentina, faktisk var et varmere land, selvom det lå stik mod nordøst.

Martha var dygtig til at integrere sig i Danmark. På den lille ø Tåsinge lærte hun det danske sprog så godt, at hun endte med at tale bedre dansk, end spansk. Martha var også aktiv på arbejdsmarkedet, når hun ikke studerede. Den danske kæreste begyndte dog at blive mere glad for flasken, end for Martha, men på det tidspunkt havde hun stadig sin tro på kærligheden i behold, så han blev ikke hendes sidste danske kæreste.

Selvfølgelig led Martha under at have mistet sine børn. Mod at betale en farlig masse penge, fik hun tilladelse til en familiesammenføring med den yngste søn, Mateo, men det endte dog grueligt galt, for Mateo var vred på hende, så med en kniv i hånden truede han med at ville dræbe hende. Som følge deraf sendte hun ham tilbage til sit hjemland igen. Mateo og den yngste datter var vrede og bitre på Martha over, at hun ”havde forladt dem”, men den ældste datter, som i mellemtiden var voksen, havde hun en tæt, telefonisk relation til, tværs over Atlanten.

Som om Martha ikke havde mødt nok modgang i sit liv, blev hun, som 48-årig, ikke bare truet på livet, men også sparket i ryggen af en anden ung mand, som ikke var hendes søn, men en ung hashpåvirket mand, som hun skulle tage vare på i en ansættelse som SOSU-nattevagt på et bosted for psykisk syge teenagere i Svendborg. Og både under og efter overfaldet, blev Martha ikke behandlet særligt pænt af det danske samfund, som hun ellers havde gjort sig så stor umage for at blive integreret i. Politiet var meget længe om at komme, og hæftede sig mere ved hendes accent, når hun talte dansk, end på råbet på hjælp.

Efter overfaldet blev der ydet mere og tidligere psykologhjælp til en dansk kollega, der havde hørt overfaldet finde sted, end til Martha. Kollegaen havde endda kun oplevet overfaldet på afstand, uden at komme ud af dét værelse, hvor hun overnattede i mellem to vagter, for at slippe for en lang transportvej hjem. Den danske kollega modtog mere omsorg, Martha mindre. 

Dette til trods gjorde Martha et sidste forsøg på at imødekomme danskerne og være selvforsørgende: Hun fik lov til at tage pædagoguddannelsen på revalidering for at komme videre med sit liv på en anden måde. Dog, desværre, fokuserede de fynboer, hun siden lærte at kende dér, også mere på hendes accent, mørke hud og krøllede, sorte hår, end på, at hun rent faktisk beherskede det danske sprog bedre, end de fleste andre indvandrere, også selvom det ikke var fejlfrit.

Det endte med, at hun uretmæssigt blev fjernet fra en praktikplads i en børnehave i Svendborg pga. ”for dårlige danskkundskaber”, derefter blev hun så sygemeldt, og fik et halvt år senere et brev, der uomtvisteligt fastslog, at fjernelsen af Martha fra praktikpladsen var imod reglerne. Uheldigvis var dette sidste møde med racisme og uretfærdighed, dog dråben, der fik bægeret til at flyde over for Martha: Hun havde endelig mistet modet og styrken til at rejse sig igen og starte forfra efter endnu et knock-out i sit liv. 

Samtidig lod Martha sig nu lokke nordpå til den jyske by Ålborg, hvor hun havde fået en ny kæreste. Han var ikke alkoholiker, men allerede efter et år sammen, endte de to med at gå fra hinanden. Ålborgenseren var, ligesom de par stykker andre fynboer, hun førhen havde været glad for, en mand, der svigtede mere, end han gav. Hendes krise havde forskrækket ham. Martha endte med at blive dén type kvinde, som elsker at hade mænd, typen, som på den ene side savner en mand, på den anden side ikke gider one-night-stands eller faste forhold… Enden på det hele blev, at Martha nu levede et 100 % single-cølibat-liv.

Under -og efter revalideringen var Martha gradvist blevet mere og mere syg af PTSD og dårlig ryg. Den tidligere workaholic, der havde trivedes godt med 60 timers arbejdsuger, endte med at kæmpe forgæves for at blive tilkendt førtidspension i 2016. Men i stedet for at få fred, blev Martha idømt et ressourceforløb på 5 år. Afslaget på førtidspension havde Martha store vanskeligheder med at acceptere, og derfor havde hun ringet sin sagsbehandler op og sagt sin mening om ”det danske system” med dét, hun kaldte sit ”latino-temperament”. Efter telefonsamtalen blev sagsbehandleren sygemeldt i flere uger, fortalte Martha, upåvirket. 

Det eneste, der nu kunne trøste Martha en smule, var tanken om at rejse væk af og til – flygte fra magtesløsheden og tomheden ved at sidde alene i en lejlighed i Ålborg og være for syg til at gå på arbejde, og samtidig ikke syg nok til at få fred fra ”systemet”. Hvilket dilemma!

Dér i lejligheden i Ålborg havde Martha masser af tid til at komme i tanker om, at danskerne havde lavet huller i hendes argentinske pas, da hun blev tilkendt statsborgerskab i Danmark efter at have boet der i 10 år. Nu foreslog Martha så en ny veninde, hun havde mødt til noget ryggymnastik i Ålborg, at de sammen kunne tage til København, både for at ansøge om et nyt pas til Martha, men også for at få en lille, hyggelig tøsetur ud af det samtidig. Veninden hed Angelika og havde det tilfælles med Martha, at hun også var endt i Danmark pga. kærlighed. 

Angelika stammede dog ikke fra Sydamerika, men fra Centraleuropa. Hun kom fra en lille landsby i Ruhrdistriktet i Tyskland. Sammen med sin tvillingebror Stefan voksede Angelika op i en kernefamilie, som var rig på kærlighed, men fattig på penge, begge forældre var ufaglærte fabriksarbejdere. Stefan og Angelika måtte hjælpe meget til derhjemme, og de var vant til at vende hver en D-Mark og Pfennig. Moderen døde af brystkræft som 61-årig, og 1½ år efter døde faderen af en blodprop i hjernen. Kun faderen nåede at lære begge Angelikas dansk-tyske børn at kende, men med sin tvillingebror havde Angelika en god og tæt kontakt, de skiftedes til at besøge hinanden.

Angelika havde arbejdet som dansk-tysk korrespondent i det private erhvervsliv, som regel i stillinger på 30-35 timer ugentlig. Angelika var også blevet overfaldet, men det var sket i hendes fritid, og det havde fundet sted, da hun kun var i 20’erne, dengang hun endnu boede i Tyskland. Hun var blevet truet på livet, sparket i ryggen og berøvet sin taske af nogle ukendte gerningsmænd på en natlig bytur med en veninde i centrum af Düsseldorf. Man fandt aldrig gerningsmændene, og Angelika havde døjet med rygsmerter lige siden.

Da Angelika i 2012 var 45 år gammel, søgte hun om førtidspension pga. rygsmerterne, der tiltagende blev værre. Og efter kun 9 mdrs. Sagsgang blev Angelika tilkendt førtidspension. Hun havde ikke været udsat for racisme, som Martha, og det var der flere årsager til: Angelika havde ikke et iltert ”latino-temperament”, og som dansk-tysk korrespondent mestrede hun det danske sprog til perfektion. Med sin blege hud og glatte, kommunefarvede hår, lignede hun også mere en dansker, end Martha. Endvidere var Angelika lykkeligt gift på 20. år, med sin danske mand Jens, de trivedes godt med deres to hjemmeboende teenagebørn, altså ingen bitterhed og umulige pest-eller-kolera-situationer på dén front, heller! Angelikas mand havde jo kendt hende i årtier, dengang Angelika som 45-årig var blevet for slidt ned til at arbejde, han blev ved hendes side og støttede hende, fordi de begge to altid havde været der for hinanden, og hun havde jo også været der for ham, og gjort sit, som kone og udearbejdende mor, indtil da. Som personligheder var hun og ægtemanden meget forskellige, men limen i deres ægteskab var både forelskelse, venskab, kærlighed og kompromis’ets kunst. 

Angelika blev tilkendt sin førtidspension, lige inden den nye beskæftigelsesreform trådte i kraft i januar 2013. Hovedformålet med den var at få flere i beskæftigelse – også flere sygdomsramte danskere, end hidtil. Siden 2016 har den danske stat kun bidraget med en finansiering på 20 % af den enkelte førtidspensionists ydelse, hvor det inden 2016 var hele ydelsen, som staten finansierede. Da den enkelte kommune selv skal finansiere 80 % af en borgers førtidspension, er det nu kun 2 ud af 10 kronisk syge borgere i Danmark, som nu tilkendes førtidspension. Og Martha var netop ét af de mange mennesker, som blev hårdt ramt af dette, hun nåede ikke med på det sidste tog, inden reformen, som Angelika.

Historiens to hovedpersoner står altså, dels hvad angår livshistorie, nationalitet, kærlighedsliv, børn, arbejdsmarkedstilknytning og økonomisk situation i nogle vidt forskellige situationer. Angelika måtte så grueligt meget i gennem, fordi hun blev overfaldet som meget ung. Hun kæmpede sig i gennem 25 års arbejdsliv med alt for mange rygsmerter… MEN dét eventyr endte på en måde godt, for hun fik fred til sidst! Martha, derimod, var den stærke og seje kvinde altid, som dog også havde en tendens til at støde alle fra sig, i sidste ende, netop fordi hun for enhver pris ville være stærk og sej. Dét personlighedstræk ramte hende allerhårdest, da hun selv endte med ”at ligge ned”, og havde brug for en håndsrækning, om ikke andet til at blive fredet arbejdsmæssigt og økonomisk. Dén hånd udeblev, dels pga. timingen, dels pga. Marthas bombastiske og temperamentsfulde måde at møde verden på: ”Don’t cry for me, Argentina!”

Jeg fortæller dette, så læseren forstår, at vi i denne fortælling har at gøre med to kvinder, som begge er nogle fightere, men på hver sin meget forskellige måde. Samtidig er også udgangspunktet for deres hverdag grundlæggende forskellig: Den første føler sig meget uretfærdigt behandlet, og har mistet i stor stil, den første lever også i stor uvished. Den anden har ligeledes mistet, men ikke i lige så stor stil, samtidig med, at den andens lidelseshistorie, i det store hele, endte godt: Hun fik fred! Til sidst! 

Ligesom det sker for mænd og kvinder, der gifter sig og flytter sammen, kan det hen ad vejen vise sig, at de forskelle ved modparten, som man netop blev tiltrukket af, måske præcis også er dem, som sidenhen skaber de største udfordringer? I Marthas og Angelikas tilfælde var førstnævnte særligt glad for sidstnævntes empati og tålmodige ører, og sidstnævnte var særligt glad for, at Martha var så underholdende, hun havde så meget på hjerte, og hendes liv var jo som en bog, syntes Angelika.

Men nu til Københavnerturen, som selvfølgelig startede i fryd og gammen – eller gjorde den?

”Er du nu sikker på, at du kan klare at tage af sted?” havde Martha spurgt sin veninde Angelika, en uge før afrejsen. Det spørgsmål skyldtes, at Angelika siden sin førtidspensionering kun havde været på smårejser med mand og børn, så hun var ude af vane med at rejse uden sin mand. Angelika tog Marthas bekymring alvorligt, og det samme gjorde hendes mand: Han tog et ekstra slæb med husholdningen i hjemmet i dagene op til Københavnerturen, og dagen før de skulle rejse, modtog Angelika en dyr kraniosakralterapi-behandling, så rygsmerterne blev lindret mest muligt. Martha, derimod, havde været i gang med et stort maleprojekt i sin lejlighed i ugerne op til tøseturen. Hun var ikke god til at sætte sig ned og slappe af. Martha slappede af ved at holde sig i gang, og nu havde de hvide vægge i lejligheden længe set mere grå, end hvide ud, så hun følte sig nødsaget til at male dem. NU skulle de males, det kunne bare ikke vente! 

Aftenen før de skulle af sted, fortalte Martha grinende sin tyske veninde, at hun havde fået frygteligt ondt i ryggen, for hun flyttede rundt på alle sine møbler under maleprojektet. Angelika studsede over den dårlige timing, men sagde ikke noget.

Den første, der ankom til Ålborg-København-Commodore-bussen, var vores tyske hovedperson! Og selvom vi danskere ynder at gøre grin med tyskernes ”Ordnung muss sein”, slægter vi dem jo rent faktisk meget på, hvad den beskrivelse angår: Den danske buschauffør var i fuld gang med at orientere Angelika om, at han kørte på slaget ni, netop da vores sydamerikanske hovedperson entrede bussen kl. 8.58, to minutter inden afgang!

Trods Marthas store rygsmerter og sene ankomst var stemningen høj i bussen. Nu var de på en tøsetur uden mænd, nu skulle der rigtig snakkes i gennem! – Og der blev snakket! Angelika fortalte dagligdagsanekdoter om sit liv som mor til to teenagere, og Martha fortalte om sin ældste datter i Argentina, og siden genfortalte hun igen, igen, igen sin fortsatte lidelseshistorie om ”kampen med systemet” med fokus på planerne om at tage til Argentina, hvis Danmark ikke ville forstå, Martha lod sig ikke ydmyge år ud og år ind! Oprejsning! En medpassagerer blev sur og skældte ud, fordi tøserne talte så meget, men det smilede de bare ad.

De ankom ved bagsiden af Hovedbanegården, og derfra var det svært at informere sig om, hvilke tog, der kørte fra hvilke perroner, og nu var Martha begyndt at miste pusten, ryggen værkede mere nu, efter rejsen over land og hav. Martha foreslog derfor, at de ikke gik hele vejen hen til hovedindgangen, men gik ned på en perron fra bagsiden, hvor de ankom. ”Ok, sagde Angelika kækt, ”lad os tage denne her perron, jeg tror, den er god!” Sammen tog de så en elevator ned på dén perron. Desværre viste det sig at være en fjerntogsperron, og dét IC-tog de steg på, stoppede ikke på den station, som bussen gik fra; de endte med at bruge den dobbelte tid på at komme ud til ferielejligheden i Herlev, og Martha bebrejdede Angelika hendes hurtighed. Angelika sagde ikke noget til sit forsvar: ”Der er mange veje til Rom”, tænkte hun, og nu var de ankommet, det var det vigtigste!

Allerede næste morgen fik de ordnet dét med passet, og trods Marthas lidt uldne historie om et ”forsvundet pas”, blev det en vellykket mission: Den argentinske ambassade lavede et nyt pas til hende, som ville blive sendt anbefalet til hende med posten, hjemme i Ålborg! Det betød meget for den rodløse argentiner at få dét pas. 

Solen skinnede, og det var et helt fantastisk smukt og forårsvarmt vejr, selvom de tog af sted i slutningen af februar måned. Og efter det vellykkede ambassadebesøg, tog de to midaldrende kvinder så på audiens hos ”Den lille havfrue”, som det sig hør og bør, når man besøger den danske hovedstad. – Den lille havfrue, som gik så grueligt meget i gennem for at passe ind i sin mandlige kærligheds verden, og få ben, i stedet for en fiskehale, men som selv endte som skum på havet, fordi hun ofrede sig for meget for ham, og han for lidt for hende. 

Dér gik de så, det umage par: Divaen, den sydamerikanske Martha, lav og bred i en chik stil, iført fake-pels, en imponerende stor dametaske og højhælede chikke ruskindsstøvler, og ved siden af den tyske veninde Angelika, højere, slankere, mindre prangende og mere praktisk klædt i nogle flade, slidte, varme vandrestøvler og en varm, vatteret frakke samt ørevarmere og halstørklæde. Den ene toptunet til turistturen, glad og overstadig, den anden stønnende, sukkende og plaget af rygsmerter og træthed. 

Gefionspringvandet var uden vand, pga. årstiden, men de fik taget et glad foto, som minde dér, inden de fortsatte hen imod Bredgade, hvor Angelika gerne ville ind i den katolske kirke, fordi hun var katolik. Inde i kirken tændte de to lys, og bad begge til, at ”systemet” ville tilkende Martha førtidspension snarest, så hun ikke ville være nødt til at flygte tilbage til Argentina ”og gå på gaden dér igen”, som hun yndede at sige i tide og utide, dog med et glimt i øjet, trods alt.

Slutmålet med dagens sightseeing var et restaurantbesøg i Nyhavn, det var nemlig Marthas drøm, hun elskede jo ekstravagance, og ”skal det være, så lad det være” var hendes parole. Derfor havde hun også rynket noget på næsen og gjort grin med Angelika pga. hendes tyske snusfornuft med at tage hjemmebagt kage og middagsmad med hjemmefra, for at spare, ja, selv kogte kartofler havde Angelika taget med, men det var nu også for at gøre det så nemt, som muligt, forklarede hun.

Ved siden af den katolske kirke lå Designmuseet, og der ville Martha gerne ind. Angelika indvilgede, og de gik sammen rundt derinde. På vej ud ville Angelika lige på toilettet, og imens ventede Martha ude i det dejlige solskin i den lille inder-gård til museet. Ude på toilettet opdagede Angelika, at hun var meget træt. Det var hårdt at høre på Marthas støn og suk hele tiden, det var hårdt, at Martha med jævne mellemrum småhakkede på Angelika, som om de var et gammelt ægtepar, som ikke længere trivedes godt sammen, og det sled på hende, bestandigt, at skulle forholde sig til, om Martha kunne holde til de aktiviteter, de havde planlagt, når Marthas ryg gjorde så ondt… Hele tiden denne her delte opmærksomhed: Det var som at være en småbørnsmor igen, på en måde.

Angelika skyndte derefter i gennem hallen på Designmuseet, for at komme ud til sin veninde derude i solen, og derfor opdagede hun ikke, at glasdøren ud af museet var lukket og vendte indad, så hun gik i fuld fart lige ind i den med sin pande. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for Angelika: Dét slag mod panden slog hende helt ud, og hun bad om, at de droppede det planlagte restaurantbesøg og foreslog, at de i stedet spiste hendes medbragte middag dén aften?

Marthas ”latinotemperament” slog ud i lys lue, for hun havde jo glædet sig til at spise i Nyhavn i den dejlige sol! Angelika foreslog derfor et cafébesøg, som et kompromis, og det trøstede Martha en anelse. Men den nærmeste café viste sig at være et meget larmende sted, og før de fik sat sig ned ved at bord, foreslog Angelika en anden, og mindre larmende café, dels var hun lydfølsom, dels havde hun ondt i hovedet efter det uheldige stævnemøde med den dårligt designede glasdør på Designmuseet. 

Nu blev Martha så endnu mere sur. I fuld fart styrede hun hen imod den nærmeste taxa på Kongens Nytorv, og var nu så langt foran Angelika, at hun ikke hørte den tyske veninde råbe:” Martha! Martha!” Angelika ville mest af alt bare have en god stemning, så i mellemtiden havde hun besluttet sig for at bide tænderne sammen og holde fast i den oprindelige plan med restaurantbesøget i Nyhavn, men Martha gik nu så stærkt, trods sin dårlige ryg, at hun slet ikke ænsede Angelika råbe hendes navn bagved sig. Martha havde fået nok!

I taxaen var der en anspændt stemning, så da de var steget ud, foreslog Angelika, at de fik talt sammen. Martha sagde da:” Du er falsk, Angelika, når du det ene øjeblik roser København i høje toner, og det næste øjeblik bare vil hjem i en fart!” – Angelika sagde ikke Martha imod, men senere på aftenen viste hun hende dog den ret så store bule, hun havde fået i panden. 

For første gang nogensinde, fik de fortalt hinanden om deres to overfald, dog med dén forskel, at Marthas blev en marathon-beretning på over 3 timer, imens Angelikas blev den korte af slagsen. Det var blevet meget sen aften, før Martha var færdig med sin ”lidelseshistorie”, og der endelig blev taletid ledig til den mere lyttende Angelika. Igen sagde Angelika ikke højt, hvad hun tænkte, men slog det hen.

Det blev morgen på dag 2 i København, og ved morgenkaffen meddelte Martha, at hendes rygsmerter var blevet så meget værre nu, at hun bare var nødt til at hvile sig! Martha stønnede og sukkede og talte mangt og meget om sin dårlige ryg, og Angelika lyttede. Siden tog Angelika alene ind til København for at købe souvenirs til deres respektive børn. Af og til ringede hun så Martha op, som lå i sengen i ferielejligheden i Herlev, med henblik på lige at få afstemt med Martha, om hun helst ville have dén eller dén souvenir fra turistbutikken på Strøget til sin ældste datter.

Da det meste af dagen var gået, kom Angelika træt hjem til ferielejligheden. Nu var fusen gået lidt af dem begge to, så de enedes om at slappe af med en DVD. Fjernsynet stod på Marthas værelse i stueetagen, som Angelika havde frasagt sig pga. Marthas dårlige ryg.  Og nu lå Martha så på langs i sin seng, imens Angelika sad med ryggen op ad væggen i fodenden af sengen. 

Angelika sad lige så stille og nød filmen, imens Martha, som var den rastløse type, gik i gang med at større manicureprojekt i sengen. Først filede hun med den store, grove neglefil i 10 minutter, så lagde hun ny neglelak og brugte dertil en lille natbordslampe, som skinnede lige ind i øjnene på Angelika. ”Er du snart færdig med at file negle?” spurgte Angelika, og Martha stoppede før end planlagt, stønnende og sukkende. ”Vil du slukke lampen, når du er færdig?” – igen støn og suk fra Martha, som flyttede lampen lidt væk, men ikke slukkede den. Det var deres sidste aften sammen i København.

Fredag sad de hyggeligt og spiste morgenmad, da der opstod en misforståelse i mellem dem. Martha ville fortælle om en festival i Argentina, som fandt sted i februar måned, og da Angelika ikke forstod Martha med det samme, flød bægeret over for den smerteplagede Martha: ” Nu ved jeg, hvorfor jeg hellere vil være alene i mit hus, end at være sammen med andre! Du sætter hele tiden begrænsninger, Angelika! Du er hele tiden lyd – eller lysfølsom, vi taler for meget om sygdom, men når jeg taler om krig, kan du ikke tåle det! Man kan i det hele taget næsten ikke tale med dig om noget som helst! Du har alt for mange begrænsninger, Angelika!”

Angelika svarede:” Ja, det er rigtigt, at vi taler meget om sygdom, men det er vel et fælles ansvar, og skyldes vel også, at vi begge er ramt af sygdom? Vi må prøve at blive bedre til at tale mindre om sygdom, men ingen er perfekt, vi har jo begge vores svagheder hver i sær… og jeg synes nu også, at jeg har fortalt dig meget om min ungdom og mine børn, Martha?” 

”Ja”, råbte Martha iltert og rejste sig: ”Det eneste, der interesserer dig, er dit lille liv og mit lille liv! Med mine børn kan jeg tale om historie, politik og krig, men ikke med dig!”

I dét øjeblik blev Angelika så befippet, at hun helt glemte at nævne, at de mange gentagelseshistorier, hun havde lagt øre til og kommenteret på, om Marthas kamp med systemet, på en måde også handlede både om politik og racisme. I kampens hede glemte Angelika også at nævne, at de fornylig, ved hendes ældste datters fødselsdagsfejring, hvor Martha var inviteret med, havde haft en lang politisk diskussion om social ulighed, sygdom og racisme i Danmark.

Martha fortsatte derfor ufortrødent sine angreb med høj og ophidset stemme:” Ligegyldigt, hvor ondt jeg har, så gør jeg alle ting, imens du, Angelika, hele tiden siger fra! Du sætter hele tiden begrænsninger, Angelika!” 

Angelika huskede dog dagen i går så tydeligt, at den nu blev nævnt:” Martha, jeg var alene på tur i København i går, fordi du havde for ondt i ryggen til at komme med!” ”Ja”, råbte den stående Martha agiteret,” det var fordi DU mente, at jeg ikke havde det godt nok til at komme med!”

Det var den første gang nogensinde i dét venskab, at Angelika svarede igen! Det chokerede Martha, som nu gik rastløst omkring i det lille køkken, pludselig var rygsmerterne forsvundet som dug for solen – hun var simpelthen for vred til at mærke smerten lige nu. Martha kaldte nu sin tyske veninde for en kvinde, som spillede offerrollen, og samtidig var infantil, subjektiv og uselvstændig. Angelika sad stadig på sin stol og lyttede, indtil hun foreslog: ”Kan vi ikke sige VI i stedet for DU?” Men Martha fortsatte sine DU-angreb på Angelika, omhandlende Angelikas hang til at spare penge og planlægge, hvorefter Angelika sagde:” Skal vi ikke hellere stoppe denne her samtale?”, hvorpå Martha bebrejdede Angelika sin følsomhed. Marthas bæger var virkelig fyldt med Angelikas irriterende sensitivitet og snusfornuft. Det var arrogant af Angelika at opføre sig på dén måde!

Ikke på noget tidspunkt angreb Angelika sin veninde, men hun gav hende dog svar på tiltale, så da Martha råbte: ”Du er provokerende!” hævede Angelika, for første og sidste gang, sin stemme og sagde: ”I lige måde!” højt og vredt. Nu havde Martha så fået nok, og bad om, at de stoppede, men det overhørte Angelika ved at komme med følgende forslag:” Skal vi ikke prøve at tale pænt til hinanden, i stedet for at råbe?” Martha sagde igen:” STOP!”, hvorpå Angelika tav og gik op på sit værelse, hvor hun en telefonsamtale på ½ time med sin mand, bag en lukket dør, imens hun pakkede sin bagage, for de skulle jo snart hjem med Commodorebussen mod Ålborg. ”Typisk, alt for uselvstændige Angelika, sådan at ringe sin mand op og få ham til at trøste sig”, tænkte Martha, som ikke ringede til nogen, men i stedet gik ud og røg en cigaret i den lille forhave til ferielejligheden.

Da Angelika derefter gik ned igen og fandt sin veninde i entréen, sagde hun:” Der vil altid være plusser og minusser i en relation eller i et venskab. For mit vedkommende er der 80 % ved dig, jeg godt kan li’, men hvis der er flere minusser, end plusser ved mig, Martha, så er det helt op til dig – du SKAL ikke være venner med mig!” Martha råbte:” Lige før, da jeg sagde STOP, talte du videre!” Angelika sagde stille:” Da jeg sagde stop, skældte du mig ud!” Martha var tæt på at slå Angelika, hånden var løftet til et slag i ansigtet, men Martha nåede dog at stoppe sig selv inden. Det var det mest intense og traumatiske øjeblik under konflikten, for dem begge. En intens kontakt uden ord.

Ikke så længe derefter sagde Martha: ”Jeg er bange for at dissociere, fordi du er gået så meget ud over mine grænser!” Angelika tav, men følte bestemt også, at den påstand var grænseoverskridende for hende.

Hjemturen blev en stille tur: Ingen livlig snak i bussen, ingen medpassagerer, som fandt dem for snakkesalige. De var blevet som fremmede for hinanden. Det var en lang og tavs rejse hjem.

Angelika gik alene ud på dækket, da de var oppe på færgen, og dér stod hun og håbede, at Martha ville komme og sige undskyld, men det gjorde Martha ikke. Martha sad inde i færgen og håbede, at Angelika ville komme og undskyld, men det gjorde hun heller ikke.

I Ålborg gav Martha Angelika en slap omfavnelse til farvel, men siden den dag sås de aldrig mere, og begge var kede af, at modparten ikke ville give en undskyldning. Begge følte de sig endnu engang re-traumatiseret i deres respektive liv.

L’essentiel est invisible pour les yeux”, udtaler den lille prins i Antoine Saint-Exuperys bog ”Le petit prince”, frit oversat: ”Det essentielle er usynligt for øjnene, der ser”. Dén bog er måske netop blevet så populær, fordi den lille prins i korte sætninger og anekdoter, på en infantil og empatisk måde, indkredser, hvor svært det kan være at leve livet og skelne mellem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.