Første søndag i advent
Som jeg sidder her i min magelige lænestol og ser solens lave stråler spille i røgen fra min merskumspibe, kommer jeg til at tænke tilbage på min lidt omflakkende ungdom og nogle af de skæbner, jeg dengang mødte. Der er især én, der har bidt sig fast i min hukommelse. Jeg kender ham ikke under andet navn end Styrmanden. Han lignede lidt Fyrtårnet, hvis nogen da ellers husker denne stumfilmskomiker i dag.
Han var over middelhøjde og radmager, altid klædt i sorte sko, ditto tøj og tilmed helt sorthåret. I vestelommen bar han en såkaldt ”krydder” – et fornemt ur i sølvkæde. En sømandskasket fra samlingen var også fast rekvisit. Med sine dårlige tænder, lignede han en sand menneskeæder, når han sådan storgrinede, hvilket ikke skete så sjældent. Alt i alt gjorde han sådan et lidt sjusket indtryk, og bordskikken viste sig også at lade meget tilbage at ønske. Der var gået et godt fugleskræmsel tabt i Styrmanden.
Jeg mødte Styrmanden i en lille by ved vandet, her på øen. Den hed Sydkøbing og var en helt typisk, dansk købstad. I udkanten af denne by lå en lille træbygning, det var et herbergshjem drevet af KFUM og Frelsens hær i forening. Det blev kaldt ”Nødstationen.” Det var her, jeg traf Styrmanden, en rigtig rar, men, må man sige, noget original eksistens. Som jeg lærte ham bedre at kende, afslørede han stadig nye facetter af sig selv.
Styrmanden var ikke noget ønskebarn. Hans mor forsømte ikke nogen lejlighed til at fortælle sin søn, at han stort set havde ødelagt hele hendes liv ved at være kommet til verden. Ikke den bedste ballast at få med hjemmefra. Sin far var han heller ikke kommet for godt ud af det med. Interessen for det maritime havde Styrmanden haft fra helt lille. Det startede nok allerede det år, hvor han fik et byggesæt af en fiskekutter i julegave. Han byggede båden efter alle kunstens regler, stirrede som fortryllet på styrehuset og forestillede sig den drabeligste skipper stå der og have fuld kontrol over skuden, mens han førte den langt, langt bort. Det var en verden, Styrmanden kunne lide.
Allerede som tolvårig begyndte han regelmæssigt at stikke af hjemmefra. Udlængslen var ubændig. Som regel fandt han hurtigt hjem, når sulten meldte sig, men som fjortenårig blev han borte i mere end en måned. Nær lystbådehavnen lå en lille sejlbåd med presenning, som sjældent blev brugt, og det var et fint sted at være for den frihedshungrende Styrmand. Kosten bestod primært af blåmuslinger, tilberedt i egen skal over et lille bål af tørt strandgræs, småkviste og drivtømmer. Heldigvis havde han fået den Ronson-lighter med sig, som den håbefulde pode havde fået i konfirmationsgave af sin farfar, så det var ikke svært at antænde bålet. Men det måtte jo få en ende. Styrmanden blev fundet, og så var det tilbage til skolen, som han jo afskyede så meget.
Og så skete dét, som jo måtte ske: Den lille Styrmand forelskede sig i en yndig pige fra klassen. Af skæbnens uransagelige veje hed hun Søs. En kort overgang bevirkede det, at han passede sin skolegang. Men da han jo var en enspænder, og den udkårne ikke kunne forestille sig at leve sit liv i en udtjent sejlbåd, kunne der jo ikke komme nogen alliance ud af det. Det blev ham for stor en skuffelse, og siden havde han aldrig turdet indlade sig med det modsatte køn. Det til trods, eller måske netop derfor, pralede han altid af alle de kærester han havde haft. Det kunne man snart blive træt af at høre på.
Det havde jo længe knebet med at udholde livet på hjemmefronten, men det endelige brud kom en lillejuleaftensdag, da Styrmanden var cirka seksten år. Efter endnu en springtur vendte han hjem meget sulten og forkommen. Han fik et bad og tørt tøj på, men hungeren var så voldsom, at da han så, der lå syv frikadeller i madskabet, ja så kunne han altså ikke dy sig og snuppede én. Det blev snart opdaget, og dommen var hård: Styrmanden blev forvist fra sit barndomshjem. Hvad skulle han nu gøre? Det sociale sikkerhedsnet var ikke så finmasket dengang. Der gik nogle år, hvor han flakkede lidt rundt mellem gårdene i oplandet. Her fik han kost og logi for at hjælpe med forefaldende arbejde: Fodre grise, muge ud og den slags, men i længden var det ikke tilfredsstillende, så han rendte af pladsen. En kold og blæsende efterårsdag bankede han så forsigtigt på døren til Nødstationen.
Ved sin ankomst ejede vor nye beboer stort set kun det tøj, han stod og gik i. Han satte sig på en træstol i det fjerneste hjørne. Jeg har ingen tobak, ergo kan jeg ikke ryge, tænkte han ved sig selv. Styrmanden tiggede aldrig om cigaretter. For det første røg han kun pibe, for det andet ville det have været helt imod hans væsen. Men han kunne godt finde på at rode efter cigaretskodder i askebægrene, så han kunne fylde en enkelt stopper i sin gamle majspibe. Han bar en helt særpræget sømandskasket, og vi måtte naturligvis spørge til den. Ja, den er fra dengang jeg var i styrmandslære i det bulgarske søværn. Vi sejlede på varmen. Jeg har da haft mange flere kasketter, men dem mistede jeg som styrmand på den gode kutter Erna af Marstal. Vi gik ned med mand og mus i Det Indiske Ocean. Jeg svømmede i land og spadserede hjem. Der kom et lunt udtryk i hans øjne, og sådan var det med Styrmanden; aldrig til at vide om han lavede sjov, eller der måske var en smule alvor i hans beretninger.
På herberget delte vi opgaverne i det daglige mellem os, så Styrmanden blev sat til at koge æg til morgenmaden om søndagen, og det blev ham på det mest indtrængende pointeret, at æggene skulle være blødkogte. Kan du klare det? spurgte Hellig-Kurt, herbergets leder. Ja da, sagtens, svarede den håbefulde sømand. Vi begyndte så på morgenmaden med hvedebrød, smør, ost og syltetøj. Kaffekanden blev sendt rundt, og der begyndte at sprede sig en vis tilfredshed med tingenes tilstand, men det var på dette tidspunkt, vi plejede at få de smilende æg, og der var endnu ingen melding fra køkkenet. Vi blev enige om at sende en repræsentant ud til Styrmand kok, og udbede os en prognose angående denne ret. Han stod i køkkenet med en gaffel i hånden og stak lidt i gryden, hvorpå han sagde: Nej, I må virkelig vente, de er slet ikke bløde endnu. Nå, men vi blev jo nødt til at sætte æggene på bordet, og de var så gennemkogte, at blommen var ved at antage sort karakter. Vores kok spurgte bekymret til, om de var for hårde? Dette bekræftede vi. Jamen, jeg sagde det jo. De har slet ikke fået nok! Det var sidste gang, Styrmanden fik lov til at stå for æggekogning.
Han blev noget fornærmet og begyndte at brokke sig: Sådan nogle hønseæg er altså ikke, hvad jeg vil kalde rigtige æg. Næ, da jeg var Styrmand på det gode skib Mettihawskij og sejlede på Sortehavet efter kaviar, der fik vi æg at spise, så englene sang. De kommer jo fra støren, og har man fanget et par ton af dem, er det blot at give alle hunnerne en elegant opsprætning fra gattet og mod hovedet, så vælter den herligste kaviar ud, og den er guld værd. Nå, men så en dag tabte vi jo et par af de drægtige hunner ned i et indenbords hyttefad. Først tænkte vi ikke over det, men vi var jo på langfart. Der er faktisk et godt stykke ud til midten af Sortehavet. Solen bagte, og så begyndte de overophedede stør-muttere jo at eksplodere som popcorn. Det væltede op i en stor søjle med den kostbareste kaviar. Så lagde vi ind til en lille havneby, dér lå en fiskerestaurant, og de ville gerne købe det hele. Til gengæld fik vi en herlig menu: Fiskefilet med pomfritter, masser af remoulade og agurkesalat. Vi blev enige om, at der havde vi gjort en god handel! Vi var jo blevet dødtrætte af kaviar, også selvom det var med mælk og sukker. Kan det nu også have sin rigtighed? spurgte Langfinger-Leif. Nå ja, hvis I ikke tror på mig, er der jo ingen grund til at jeg fortæller det, svarede Styrmanden. Stadig med et lunt glimt i øjet.
Så forsøgte man at sætte Styrmanden på havearbejde. Han gik rundt i haven i lang tid, men udover, at han havde slået en smule af plænen og kultiveret lidt, var det svært at se, hvad han havde udrettet. Da Hellig-Kurt til sidst skulle vurdere arbejdet, lyste Styrmanden op i et stort smil. Jeg har ordnet roserne! De var godt syge, hvad? De var fyldt med svulster og bylder, men den har jeg fikset! Han fremviste stolt to store bæreposer. I den ene har vi alle de røde bylder og i den anden her de grønne svulster. Den ene pose indeholdt rosenblomsterne, den anden de friske knopper. For en gangs skyld, så jeg Hellig-Kurt få et hysterisk anfald. Vil det sige? hvæsede han. Vil det sige? råbte han, VIL DET SIGE? brølede han, og som en sidste salut kom det med svært eksalteret stemmeføring: At du har guillotineret samtlige mine elskede alperoser? Styrmanden var tavs et par sekunder, men sagde så: Tjah, hvis du tager det på den måde, kan jeg da godt sætte dem på igen i morgen.
Der faldt ingen ros til Styrmanden, men næste dag var han atter klar med sine løgnehistorier: Jo, der var jo dengang, jeg var med på en stenfisker i Østersøen.Vi havde fisket lidt øst for Bornholm, og det havde givet ganske godt. Vi fangede dem ved hjælp af lokkesten. Så sejlede vi mod Beringsstrædet. Her var et godt marked. Danske sten har et godt ry i den store verden. De er nogen af de mest stenede, der findes. Men så kom den forfærdelige skibsbrand! Der gik ild i hele karosseriet! Alt stod i lys lue. Men jeg hentede jo en stor grydefuld suppe; den slukkede ganske godt. Så styrede jeg skibet sikkert ind i et hult isbjerg. Kan det nu passe? spurgte Langfinger-Leif. Når nu hele skibet var brændt. Styrmanden så overbærende på Leif. Nå ja, styrehuset var der jo endnu, men alt andet var væk. Selv kaptajnen var brændt til bonevoks. Men stenene var jo ikke brændt. Ca. 80 ton prima, danske ildfaste sten. Dem reddede jeg og bar dem til vores kunde i det sydlige Alaska. Ak ja, det var dengang.
Vil du påstå? spurgte Langfinger-Leif, at du selv bar 80 ton sten fra Beringsstrædet til det sydlige Alaska? Ja da, svarede søhelten, jeg har jo aflagt styrmandsed: Lasten skal altid frem. Men jeg bar jo ikke alle stenene på én gang; selvom jeg er stærk, måtte der jo slæbes af flere omgange. Det sværeste var, når jeg skulle krydse en flod, men her fandt jeg snart ud af at svømme rygsvømning med én sten ad gangen på maven. Det tog jo sin tid. Styrmandens troværdighed, der aldrig havde været særlig høj, styrtdykkede til under nulpunktet. Alle lo, og han lo med.
Anden søndag i advent
Et par dage efter oplevede vi igen en af Styrmandens påhitsomheder. Jo, det startede med, han fik til opgave at stå for morgenvækningen. Det bestod i, at man skulle slå på en stor gong-gong klokken syv. Aftenen før premieren rumsterede han rundt ude omkring soluret i haven. Nu står jeg op klokken seks i morgen tidlig, proklamerede den gale mand. Men det skulle vise sig at holde stik. Præcis klokken seks lød der en serie voldsomme eksplosioner, og alle vågnede vi med et lettere chok. Kan I så se, hvad jeg sagde, man kan godt vågne ved et solur, triumferede Styrmanden. Vi indvendte, at morgenvækningen var sket en time for tidligt. Men morgenvækkeren udbrød: Tiden og klokken passer altid! Det er bare uret, der går i stå en gang imellem. Mig fattedes ord.
Det lød jo mystisk, men når jeg nu alligevel var vågen, krøb jeg i tøjet og gik ud i haven for at se på soluret. Jeg havde jo før oplevet, at der var et gran af fornuft i Styrmandens ord. Her så jeg en spektakulær opstilling. Der var monteret et brændglas på soluret præcis ved klokken seks. I dets fokus lå seks udbrændte kanonslag, som jo var i almen handel dengang. Deres lunter var sammenflettede, og det var dette sindrige arrangement, der havde flået os ud af vores gode morgenslummer. Styrmanden smilede.
Så lød vækkeuret inde fra stuen. Styrmanden fór op. Det var jo det, der ikke måtte ske! Nu vågner de sikkert alle sammen igen. Det tog sin tid, inden han fik åbnet terrasse-døren, kom ind og slukkede for det mekaniske vækkeur. Nu vidste alle, at klokken var blevet halv syv og, at de var blevet berøvet endnu en halv time af deres bedste søvn. Man skulle så tro, den gode Styrmand var færdig med sine forstyrrelser, men nej. Pligtopfyldende som han jo var, holdt han nøje øje med væguret og på slaget syv, var han klar til at udføre sin opgave: ikke en, ikke tre, nej en lang serie af hidsige og pompøse anslag på gong-gongen, og indimellem råbte han begejstret: Der må siges gong-gong! Det tampede den sidste morgensløvhed ud af beboerne. Langfinger-Leif gik til angreb på fredsforstyrreren og fravristede ham hammeren. Derpå blev urostifteren sat i skærpet krydsforhør angående dette trefasede morgenchok.
Jeg tænkte lidt over tingene i aftes inden sengetid, indledte Styrmanden en længere monolog. Vi skal jo op klokken syv, og det ville dog være flovt, hvis jeg sov over mig, så vi slet ikke kom op. Derfor besluttede jeg mig for at stille det mekaniske vækkeur til 6:30. Så kunne jeg stå op og være klar ved gong-gongen til tiden. Men igen kom jeg til at spekulere. Hvis nu jeg sov tungt når vækkeuret ringede, så det bare kimede videre, ville jeg nok blive uvenner med mine stuekammerater. Altså måtte jeg op kl. 6, fortsatte Styrmanden. Man kan jo ikke sætte et gammeldags vækkeur til at ringe på to forskellige tidspunkter, og så måtte jeg jo lave arrangementet med kanonslagene. Fiffigt ikke? Jeg syntes, der var noget ulogisk i mandens beretning, men kunne ikke rigtig argumentere imod, så jeg lod som ingenting. Den gode sømand forventede efter denne udførlige redegørelse at høste megen anerkendelse, men han blev skuffet. Efter enstemmig utilfredshed blev Styrmanden fritaget for yderligere gong-gongeri.
Så skulle I bare høre om verdens fuldeste svensker, lagde Styrmanden veloplagt ud tidligt næste morgen. Han var altid fuld. Det kunne endda gå, men nogle gange var han meget fuld og så var han virkelig besværlig at have med at gøre. Dertil kom, at i snit to gange om ugen var han så rasende drukken, at vi hver gang frygtede for hans liv og ofte også vore egne. Nå, fortsatte Styrmanden, en dag, og jeg begriber ikke hvorfor, men kaptajnen overlod det altså til verdens fuldeste svensker at sørge for lidt generel navigering ved hjælp af sekstant, kompas og hvad han ellers måtte få brug for af udstyr. Det gik ikke så godt. Svenskeren påbegyndte ellers tjansen ret så energisk, alt mens skibet sejlede af sted efter vind og vejr. Da vi befandt os midt i den svenske skærgård, var det ikke helt ufarligt vand og fulderikken ofrede ikke opgaven den fornødne opmærksomhed og akkuratesse. Det varede da heller ikke længe, før der lød en voldsom skrabende lyd, da skibet stødte mod et af de små klippestykker i skærgårdsrevet. Skroget, der delvist knustes, og hele vores lille fartøj, rejste sig halvanden meter op i luften og forankrede sig derpå grundigt strandet på klippestykket, hvor vi sad uhjælpeligt fast. Yip, yip, yip, vi er kommet på køl. Skip ohøj! Mand over bord! Alle både i vandet! Fuld kraft bak! råbte svenskeren begejstret. Kast trosserne! Udstigning i højre side! Kvinder, børn og den slags først! Skib over bord! Så hensank svenskeren igen i dybe spekulationer, afsluttede Styrmanden sin beretning. Ja, det var en rigtig svensker. Ham skulle I have mødt. Styrmanden var vist ved at tale sig rigtig varm.
Efter man havde fritaget Styrmanden fra morgentjansen blev han sat til at lave aftensmad om lørdagen. Han gjorde sig store overvejelser, og endelig så han lyset: Han ville kreere sin helt egen specialitet baseret på sine erfaringer fra verdenshavene. Lakridssuppe! Han indkøbte gajoler, piratos, salmiaklakrids, stanglakrids og engelsk lakrids. Der blev tilsat en flaske akvavit, det var vigtigt for den rette aroma. Se det var rigtig mandfolkemad. Det fik lov at stå at simre i et par timer, men da det skulle jævnes til en passende konsistens kunne Styrmanden ikke finde hvedemel, så han brugte kartoffelmel i stedet. Derved fremkom der en lang, sort, asfaltagtig, dryppende substans, som han, sammen med et stykke ristet toastbrød, med stolthed serverede. Spis nu endelig, I kan tro, det smører leddene og stemmen. Der er mere, hvor det kommer fra! Der opstod jo overvejende utilfredshed med måltidet, men igen kom der et lille umærkeligt smil over Styrmandens læber.
Jeg forstår det nu ikke, mumlede den detroniserede kok. De var helt vilde med det i Tobacco. Har du også sejlet der? måtte jeg spørge. Styrmanden livede op. Vi sejlede i pendulfart mellem Tobacco, Fastelavnsøerne og Verdens ende. Jeg studsede lidt. Vil du, i ramme alvor påstå, du også har været ved Verdens ende? Styrmanden manglede ikke svar: Ja, masser af gange, det er et dejligt sted, man skal bare tage sig i agt for afgrunden. Det kan være svært at komme op igen, hvis man ryger ud over dér. Det er vigtigt at have godt med reb. Altså, Styrmand, har du da fået helt og aldeles tankegalop? Jeg måtte tage ham i skole. Kan du se den globus, der står der henne? Hvilken form har den? Tja, Styrmanden spekulerede. Vel nærmest som en billard- eller bowlingkugle. Ja, supplerede jeg, den er dét, man kalder rund! I flere århundreder har man vidst, at jorden er rund, og så er der ingen Verdens ende. Jorden er rund, basta!
Tjah, så jorden er rund. Joe, ser man det, sagde Styrmanden og lænede sig tilbage i sofaen, mens han baffede lidt på sin majspibe. Rund? Det får måske nok være, men der er altså alligevel en kant, jeg har selv været ved at ryge ud over den, afsluttede Styrmanden debatten. Og igen med et lunt smil. Du er altså ikke rigtig klog! udbrød Langfinger-Leif. Du har vel også været styrmand på Titanic! Styrmanden så op. Hvor ved du det fra? Jeg vil helst ikke tale om det. Men jo, jeg var med og forsøgte at få kaptajnen til at sagtne farten, det var mig, der først så isbjergene forude, og det var mig, der beordrede orkestret til at spille videre. Selvom det var et skibsforlis, behøvede det jo ikke være kedeligt! Styrmanden var i sit es.
Da Styrmanden så blev sat til rengøringstjansen, kastede han sig også over denne opgave med den største ildhu og entusiasme. Man viste ham depotet med rengøringsmidler. Her var alt, hvad hjertet kunne begære: Spande og klude, sulfo, brun sæbe, klorin, 3-dobbelt salmiakspiritus, møbel polish, sprit og afløbsrens med mere. Styrmanden var klar til at gå i gang. Husordenen var den, at vi skulle opholde os uden for herberget mellem 9 – 11 samt 15 – 17. Dels havde vi godt af lidt frisk luft, og dels skulle der jo være plads til rengøringen, så nu kunne Styrmanden rigtig husere, hvad han da også gjorde.
Efter en god travetur kom vi tilbage til Nødstationen og kunne straks mærke på duften, at her var sket noget epokegørende. Først slog en næsesønderrivende em af en blanding af klorin og salmiakspiritusdampe os i møde, og da vi havde kæmpet os gennem denne æter og trængte længere ind i lokalerne, erfarede vi på den hårde måde, at gulvene i soveværelserne var spejlglatte. Derudover boblede lakeringen på bordene og stolenes træværk i en eller anden besynderlig kemisk proces, som jeg før kun har set, når man brugte grunder og autolak, der ikke passede sammen.
Hvad er der sket? måbede vi. Ja, det havde I nok ikke regnet med. Har det nogensinde været så skinnende rent før? Jeg sagde jo nok, jeg kunne finde ud af det! Styrmanden slog ud med armene og var ét kæmpestort smil. Det viste sig, møblerne havde fået kaustisk soda. Gulvene var blevet skuret af i en blanding af møbel-polish og brun sæbe. Alle paneler samt døre og karme havde han vasket af i 3-dobbelt salmiakspiritus, der medvirkede til den karakteristiske odeur, og klorinen havde han brugt til aftørring af vores flotte billede af kongeparret. De var nu ret blege at se til. Har I nogensinde set magen? spurgte den stolte mand, og vi måtte indrømme, at det havde vi ikke. Og igen var der et lille glimt i hans øjne.
Der er ikke mange, der ved det, men jeg er altså det sidste gespenst fra Bermuda-trekanten, fablede Styrmanden videre. Vi krydsede rundt i en lille fregat. Jeg var naturligvis styrmand. Skibet blev trukket ned i det rene Sargasso-tang. Så har man ikke en chance, vi døde alle til hobe. Den var nu en kende for tyk. Er du da blevet helt og aldeles åndsformørket? Jeg kan jo se dig, jeg kan høre dig, og hvis jeg gav dig en lussing, ville jeg kunne mærke dig. Du er ikke det mindste død! Styrmanden smilede overbærende. Tror du ikke, du selv ville dø, hvis du blev trukket 30 meter ned i vandet i flere dage? Jo, svarede jeg, men jeg ville da ikke gå rundt og fortælle om det. Igen havde sømanden svar på rede hånd. Man kan tydeligt høre på dig, du aldrig har prøvet at være død! Den kunne jeg ikke give igen på.
Tredje søndag i advent
Nu var det jo ikke meningen, at man skulle bo permanent på Nødstationen, så Hellig-Kurt fandt en lille lejlighed til Styrmanden, i en almennyttig boligforening. Den så lys og indbydende ud, men Styrmanden var meget skeptisk. Imidlertid var der god plads, så nu ville han til at holde kæledyr. Det startede med et undulatpar, og da de for alvor kom i gang med at yngle, var grunden lagt til en frodig dyrehave. Der blev indkøbt ørkenrotter og en skildpadde. Derefter begyndte han også at holde akvarium, og siden kom illegale katte til. Alt dette gav en vis stank, så der blev klaget, og Styrmanden stod atter på gaden.
Da skete der noget andet meget skelsættende i Styrmandens liv. Jo, han kom fredsommeligt spadserende på sin eftermiddagstur til indkøbscentret, og her så han en barnevogn med et lille barn i. Jeg tænkte jo, berettede han senere, at nogle måtte have glemt det; at det måtte være hittegods, men det var det altså ikke, så da jeg ville køre barnet hen til politistationen, kom der nogle ophidsede folk farende ud fra butikken. Han blev tilbageholdt, der kom en sag ud af det, og det krænkede Styrmanden ganske alvorligt. Han følte sig dybt såret på sin stolthed, men der var ingen pardon. Han blev sendt på en lukket psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Her voksede udlængslen til det ulidelige.
Det blev sagt, at den eneste flugtvej var at rulle klaveret i musikstuen gennem panserglasdøren ud til haven. De indespærrede sad ofte om aftenen og planlagde, hvordan de kunne gennemføre denne flugt, og hvad de så ville gøre. Klaverprojektet mislykkedes dog, men dermed var Styrmanden ikke slået ud. Han fremstillede en dirk lavet af krogen på en bøjle. Det var jo i de gode gamle dage, da sikkerhedslåsene knap var opfundet, og en sen nattetime lykkedes det Styrmanden at få åbnet døren ud til friheden. Han havde tænkt sig at luske stille af sted og se, om han kunne spadsere tilbage til en jolle eller en kutter, men knap havde døren knirket, før tre af medpatienterne hørte det og også løb ud i friheden. Ved skæbnens ironi, var det i første omgang kun Styrmanden, der blev pågrebet og ført tilbage til sin stue. De tre medløbere havde held til at gå under jorden. Her tilbragte han mere end et år, før det blev afgjort, at han ikke bevidst havde gjort noget ulovligt og man bevilgede ham sin frihed igen, uden nogen form for undskyldning. Styrmanden begyndte at blive bitter. Han tog den lektie til sig, at man aldrig må hjælpe andre end sig selv.
Der gik et par år; så fik jeg lyst til at besøge min gode ven, og Hellig-Kurt ville gerne med. Det lød jo eksotisk med et skibsvrag, hvor Styrmanden efter sigende holdt til, men man kunne jo aldrig vide, om det var det pure opspind, så vi vandrede ud for at besøge vor fælles ven på Nørrestranden.
Det var en lang og vanskelig vej. Undervejs skulle vi passere Hagger Odde, hvor man måtte kravle omkring nedstyrtede træer og et langt stykke ud i vandet. Hagger Odde havde lagt navn til udtrykket ”ad Hagger til,” og det var ikke helt misvisende. Netop som vi var ved at opgive den vanskelige passage mod nord, lød der et råb langt borte fra. Det var naturligvis Styrmanden. Han havde indrettet sig en lille udkigspost lidt oppe ad skrænten, hvor han kunne opholde sig i mange timer, når han blev klaustrofobisk af at sidde inde blandt skudens snævre spanter. Over den lille grenhytte stod på et stykke tømmer: Hagger Øje. Det er flod nu, vi bliver nødt til at vente med passagen, sagde Styrmanden. Men her skal I bare se, nu sætter vi os og hviler lidt, I må være godt møre efter at have gået helt herud. Så må vi bare vente på, at vandstanden falder.
Jeg er for så vidt ikke vandskræk, men synet ud over sundet var mildest talt ikke særligt indbydende. At vade ud i vandet her i december bekom mig ikke vel. Jamen kære Styrmand, vi kan da ikke bare sidde her i vinterkulden og vente i timevis. Styrmanden så forarget på mig. Ja, hvis du har så travlt, er jeg bange for, du aldrig når frem. Den var jo svær at give igen på, så vi sad og spejdede ud over sundet. Der gik en halv, der gik en hel, der gik flere timer. Vi var ganske tavse og hørte kun bølgernes regelmæssige brusen mod høfderne og mågernes skrigen. Prøv at se derude, kom det fra Hellig-Kurt. Jeg tror, det er et marsvinepar i leg. Jeg begyndte at forstå Styrmandens fascination af dette sted. Nu er det vist blevet ebbe igen, sagde Styrmanden endelig. Vi gik ned mod kysten og kunne nu passere Hagger Odde.
Omsider nåede vi frem til skibsvraget og kom indenfor. Mit blik faldt straks på to store bunker af henholdsvis aviser og flasker. Hvad vil du dog med alt det skrald, kære Styrmand? Ja, aviserne kan spejderne jo få, det skulle nok kunne indbringe en pæn sum. Men hvordan har du tænkt dig, de skal kunne hente dem? spurgte jeg. Jae, jeg får jo nok brug for en hel del gummistøvler til sådan en flok ulveunger, lød det tænksomt fra Styrmanden. Der var tomme flasker i hundredvis, men det var alle sammen vinflasker uden pant. Har du drukket dem alene? måtte jeg spørge. Uha nej, dem har jeg da samlet i Sydkøbing. Det er også der, jeg har aviserne fra. Jamen Styrmand, sagde Hellig-Kurt, der er jo ikke pant på vinflasker! Er der ikke? Styrmanden grublede. Nå, så køber jeg da bare noget vin og hælder på dem. Det kan jo også være, der driver en tønde rom eller cognac i land. Så skal de komme til at gøre god gavn. Ellers smelter jeg dem om, og laver vinduer af dem. Det kunne være rart at have noget at se ud af. I vil nok kigge lidt, når jeg får mig et panoramavindue med havudsigt. Vi måtte indrømme, at det ville vi. Er du sikker på, du ikke vil med tilbage? spurgte Hellig-Kurt, mens han gysende så sig om. Uha da nej, der har man jo intet privatliv! svarede Styrmanden. Og så bød han på aftensmad.
Hæ, svarede jeg, hvad lyder menuen på? Kan I lide omelet? spurgte Styrmanden. Vi kan få mågeægsomelet. Det havde vi aldrig smagt før, men det var meget bedre end forventet. Styrmanden så stolt på os. Og så begyndte han ellers at berette: Har jeg nogensinde fortalt om dengang, jeg var styrmand på det gode skib ”Albatrossen?” Vi sejlede rundt mellem Australien og New Zealand og her gik vi i land og samlede mågeæg. Det var nogle basser, kan I tro. To styk og så kunne man lave en omelet, der var rigelig til en storfamilie. Resten sejlede vi så til de Polynesiske øer. Vi lagde ind til hver ø og solgte et par hundrede af de store æg hvert sted, og dem fik vi en god pris for. Så gik vi sammen om at købe tre hula-hula piger med blomsterkrans og det hele; dem ville vi have med hjem. Vi var rigtig glade for dem, men så begyndte de at få tykke maver. På et skib til havs er det jo kaptajnen, der er læge, og ham spurgte vi til råds, om vi mon havde givet dem for meget mad? Hæ gnæk, lød det fra skippers grå fuldskæg. Nej, det er vist ikke mad, de har fået for meget af. Men trøst jer, snart får de kvalme og manglende appetit. Maverne forsvinder nok ikke lige med det samme, og sørg så for at have godt med syltede drueagurker i provianten. Gnæk, gnæk. Det var vist nogle af Styrmandens sædvanlige vidtløftigheder.
På vejen tilbage talte Hellig-Kurt og jeg lidt om, hvilket indtryk livet i det skæve skib havde gjort på os. Jae, sagde han, jeg kunne såmænd godt have undt ham det bedre, men det er jo nok bedst sådan. Det var vi enige om.
Fjerde søndag i advent
Det blev hverdag igen. Uger blev til måneder, den korte sommer til efterår og pludselig nærmede vi os atter jul. Jeg besluttede jeg mig for at tage ud til min gode ven igen. Denne gang kunne Hellig-Kurt ikke tage med, så jeg stred mig mutters alene ud mod det grundstødte skib. Jeg havde taget waders på, belært af tidligere erfaringer, og således lykkedes det mig at passere Hagger Odde med tørre fødder. Da jeg omsider nåede frem, stod Styrmanden og tog hjerteligt imod. Alt lignede umiddelbart sig selv, men der var nu sket store forandringer indenbords. Kom her, så skal du bare se! Hvad siger du til mit nye komfur? spurgte Styrmanden stolt. Men jeg troede da, du havde en spritbrænder, eller vist endda to? indvendte jeg. Men dem har jeg da smidt ud, udbrød den stolte komfurist. Det gammeldags skidt gider jeg ikke have mere med at gøre! Sådan et komfur kræver jo strøm i væggen, tilsluttet lysnettet. Det kan du ikke bare tænde for, protesterede jeg. Sikke noget sludder, her er jo ingen vægge, svarede Styrmanden, lettere irriteret. Igen blev jeg ham svar skyldig.
Han viste mig så begejstret hen til et lille aflukke. Se bare: Her er 24 batterier på 9 volt hver, plus et, vi lige skal have savet i 4/9, så giver det 220 volt! Skal vi ikke lodde batterierne sammen? Jeg har købt ståltråd og loddetin. Jeg henter lige en nedstryger til det sidste batteri, den er indkøbt for det samme, tilføjede han, og så smuttede den veloplagte søulk ind ved siden af. Jeg tænkte mit. Der var altså nogle af mandens indfald, der kunne være svære at fatte, men så kom han jublende tilbage. Jeg har naturligvis også købt en loddekolbe! Du har vel ikke tænkt over noget med hønen og ægget? Eller jævnstrøm og vekselstrøm? måtte jeg spørge. Vekselstrøm? Det er da vist bare, når man har svært ved at betale regningen, svarede Styrmanden med lyst sind. Se, det var jo stof til eftertanke. Da det omsider gik op for ham, at projektet var dømt til at mislykkes, så han et øjeblik skuffet ud, men næsten omgående lyste han op i et stort smil. Kogepladerne er da gode til at stille varme ting på. Så blev der ikke talt mere om den sag. Lang tids tavshed.
Men så skal du bare se en anden nyttig ting, prøv engang at komme her. Vi bukkede os under lægterne til vi kom ud i det store lastrum. Se lige her! Han fremviste stolt et antikvarisk skibsror. Nu kan jeg styre os hen til alle steder i hele verden! Jeg gjorde mig overvejelser angående forbindelse til et undersøisk ror og uden at prale af de helt store maritime kundskaber, mener jeg at vide, at et ror i styrehuset ikke er meget værd uden et ror under vandet, og da slet ikke på et skibsvrag, der ligger et godt stykke oppe på stranden, men Styrmandens værdier var anderledes. Jeg fik det for 75 kr. af en mand, jeg mødte på stranden. Det er massivt egetræ. Der mangler ikke et eneste håndtag. Det er et rent røverkøb. Så hjalp jeg ham med at bakse det op i styrehuset, og vi fik det også sat op med nogle lange nagler, som Styrmanden havde skaffet til favoritpris. Dreje kunne det naturligvis ikke, men det lod han sig ikke gå på af. Kan du ikke se det for dig? jublede han. Os to på jordomrejse? Jeg kunne ikke se det.
Vi gik nedenunder igen, og jeg bemærkede, der var en tom plads på et lille bord. Plejede du ikke at have din dykkerhjelm stående der? Nå, dykkerhjelmen, svarede Styrmanden. Den er Langfinger-Leif jo nok rendt med. Han var herude på besøg for et par uger siden. Det var godt. Jeg havde ellers tænkt mig at give ham den i julegave, men nu er jeg jo fri for at slæbe den helt ind til ham. Denne tanke voldte Styrmanden behag, og så baffede han et par gange på sin majspibe.
Har du lyst til at læse i aviserne? skiftede min ven så emne. Jae, tøvede jeg, øh, det vil jeg da gerne. Jeg satte mig og tog et krøllet og gulnet eksemplar af lokalbladet for nu at se ud som om, jeg læste i de gamle tidsskrifter, og så var der noget, der fangede mit blik: Skib drevet i land på Nørrestranden. Der stod, at efter en hård storm, var den gode kutter ”Erna af Marstal” blevet kastet op på stranden. To besætningsmedlemmer var omkommet. Kun kaptajnen, der var blevet på sit skib og styrmanden, der var sprunget i bølgerne i et forsøg på at bjærge sine venner, havde overlevet uvejret. Kaptajnen var spadseret tilbage til Sydkøbing, hvor han havde meldt sig klar til anden tjeneste pr. omgående, og styrmanden var, meget forkommen, blevet kørt hjem til sin bopæl på Ternevej. Jeg tænkte: Det var jo dér, Styrmanden havde fortalt, han boede i sin ungdom. Der var måske alligevel lidt om det med, at min ven havde været styrmand. Og en grund til, at han følte sig så hjemme her i skuden. Vi tog afsked, og jeg følte mig ikke sikker på, om vi overhovedet ville mødes igen.
Derpå drog jeg tilbage til den daglige rutine på Nødstationen, det vil sige, det var nu ikke rutine det hele, for hver anden tirsdag var vi til dansebal sammen med pigerne fra KFUK, og her var det, jeg mødte Gitte. Kort fortalt besluttede vi os for at slå os ned sammen. Vi fandt os et lille hus i Vestersted. Således ud af det jerngreb behandlersystemet undertiden kan være. Hun bragte sine to små tvillingepiger med sig, og mit liv blev helt anderledes og bedre end det, jeg var vant til fra herbergerne.
Så var det et år på juleaftensdag, Styrmanden dukkede op ved kælderdøren. Om han måske kunne overnatte på sofaen, og evt. få en lille bid brød. Min første tanke var, at det var da helt i orden, men da Gitte så min gamle ven i sit beskidte tøj og rodede frisure protesterede hun mod, at han blev lukket indenfor i vores lille hjem. Pigerne vil blive bange for ham, hvad kan vi dog snakke med ham om? Han kan jo have alverdens utøj. Nej det går altså ikke. Ham vil jeg ikke have ind. Kan du ikke smøre ham en madpakke? spurgte hun. Så ringer jeg til Vestersted Missionshotel og hører om de har et ledigt værelse. Nu kunne man tro, at min kone var skrækkelig intolerant, men jeg kunne godt se det fra familiens side, så sådan blev det, og derefter hørte jeg ikke fra Styrmanden i mange år. Vi tænkte, han nok var borte for evigt, men så modtog vi den efterretning, at han var ved meget dårligt helbred i det skæve skib på Nørrestranden.
Da slog det mig, at jeg ville sende Styrmanden en pakke til jul. Nu skulle der virkelig købes aflad. I starten af december proppede jeg en kasse med de mest almindelige fødevarer: Brød, smør, skinke, ost, makrel, tun og sild med mere. Den gamle Styrmand holdt meget af alt-godt-fra-havet. Oven i pakken lagde jeg så nogle ark udstandsede glanspapir i rød, grøn og sølv, så kunne han flette sig et julehjerte og lave et kræmmerhus med hank. Papirstykkerne skulle jo klæbes sammen, men jeg gik ud fra, Styrmanden havde adgang til fiskelim. En adresse kneb det jo mere med, så gode råd var dyre. Jeg formodede, at et rettroende, rødt postbud næppe ville traske helt ud til skibsvraget gennem sandet og udenom de nedfaldne træer ved Hagger Odde, og der var meget langt fra Vestersted til Nørrestranden. Efter at have tænkt over det et par dage, blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok kunne sende pakken til Hellig-Kurt. Han ville sikkert gerne hjælpe med til at bringe den ud til Styrmanden. Vi lavede en aftale, pakken blev sendt, og jeg var spændt på, om den ville nå frem til et sted så afsides.
Som vi nærmede os jul, blev vejrmeldingerne stadig mere foruroligende: Al færgesejlads på Storebælt indstillet. Overisningsvarsel. Kraftig blæst og hård frost. Risiko for islag. Tiltagende blæst, grænsende til stormstyrke i vindstødene. Det hele var ved at lukke til, og 22. december ringede Hellig-Kurt. Jo, han havde modtaget pakken, og han havde netop været ude for at aflevere den, omend det måske ville have været mere festligt på selve juleaftensdag. Han havde vurderet vejrsituationen og fundet det bedst at levere pakken inden det store uvejr brød løs. Jeg traf ikke Styrmanden hjemme, men der var tydelige tegn på, at han stadig holdt til der, sagde Hellig-Kurt, så han havde sat juleoverraskelsen på det lille bord og lagt et julekort ved med en hilsen.
Vinteren hærgede, vi kom over julen, men 2. juledag ringede telefonen så igen. Det var Hellig-Kurt. Han lød noget oprevet. Der er faktisk både en god og en dårlig nyhed. Lad mig få den dårlige først, sagde jeg. Styrmanden døde juleaftensdag, svarede han med grødet stemme. Jeg har netop været ude ved skuden i går..
Jamen… Hvad er så den gode nyhed? Joe, Hellig-Kurt rømmede sig et par gange. Det er, at han nåede at få pakken. Alt var spist op, selv dine flasker sherry var tømt, og man kunne se, han havde prøvet at flette et julehjerte. Ligsyns-lægen mente, det store måltid kan have været en medvirkende årsag til døden, men at det også sagtens kunne have været kulden. Jeg fandt ham i styrehuset, faldet sammen over roret. Ved siden af lå en tom flaske sherry. Han var helt iset til i hår, øjenbryn og skæg. Et drabeligt syn. Han døde som en heltemodig styrmand. Han gik ned med sit skib.
Om der findes sådan noget som en lykkelig død, ved jeg ikke, men Styrmandens var vist tæt på.
Rigtig glædelig jul, men spis nu ikke jer selv eller hinanden ihjel.