Stol

Denne novelle er et forsøg på at opsummere en hel historie i et enkelt ord. Hvor godt eller mindre godt det er lykkes, må læseren vurdere. Den var i hvert fald sjov at skrive. Et lille hint: Hold øje med tallet 42.
PRINT
Bestil
Kan man, skal man og bør man overhovedet stole på Gud?


Denne novelle er på 15 sider. Tænk engang – 2 x 2 x 2 x 2 minus 1 x 1 x 1 x 1!

Det ses heraf klart, at når der ikke er hverken flere eller færre af slagsen, skyldes det en naturlov. I følge Regel-Supervisings kontoret og styrelsen for ufravigelige normers seneste cirkulære, fremgår det, at ”P.g.a. interaktionens tilstedeværelse, vil ethvert stykke tekst eller lignende opnå sin naturlige længde,” og det, forbløffende nok, også en novelle, der er skrevet fra begge ender og ind mod midten!

Sjovt nok!

Ovenstående spørgsmål vil vi, eller burde jeg sige: jeg, forsøge at få opklaret inden disse ord er omme.

Svendsen, ledende konsol-inspektør, som der stod på hans brystlomme, sad og sendte signaler ud i rummet, han bombarderede 4. planets 2. måne med informationer om piberensere og nedringede kjoler (fortrinsvis til kvinder). Der havde været fjendtlige vibrationer mellem Månen og Centralstyret i længere tid, og man havde besluttet at ”give dem en lærestreg” – alle 4.200.000 MegaGigabit i 4 timer 2 x daglig, over en periode på ca. 5 måneder. Man satte trumf på, brugte kronovibratoren, der gjorde alle frekvenser ustabile. Braintechno and noise-radiation, som de også kaldte det.

Sådan var det blevet doseret! Skulle Svendsen så lave om på det?

Nej.

Op gennem de tidlige årtier, havde menneskeheden til sin, så godt som, udelte glæde oplevet formel på formel, enhed for enhed, teorier, aksiomer og teser sno sig sammen og stige op mod himlen som  dragehalerne på Børsen i vor hovedstad.

Det var blevet besluttet fra centralt hold, at det var tvingende nødvendigt, man øgede forvirringstilstanden på en række kloder der havde været rebelske og gnavne. Irritationen var ikke til at tage fejl af, og man ”jammede” dem hårdt, dog ikke totalt, for så gik de jo nok blot over til alternative systemer, ditto linier samt trunks og busser.

Som Svendsens søde og, måtte man indrømme, veldrejede kollega Shanett E. Nielsen altid sagde: Ja 2 ting er dog nødvendige: Noget at leve af og en god gang lir i arbejdstiden.

”Beskidt arbejde,” tænkte informations re- og deconstructor, som han også kunne kalde sig, A. T.

Svendsen; han havde bekendte på kuglen. Nu går vi ind på de skrevne nyhedsmedier. Alle reklameaviser blev kørt i stilling, og posten såvel som Tlf. data og DataSuper var hårdt belastede. Transaktionsraterne var skyhøje og de 16 mia. primære processorer blev langsomt men sikkert varmere og varmere. Svendsen så det, og det ærgrede ham. Hvis ikke de 4 relæer ved log-on selv gik ned, måtte han gøre det manuelt, hvilket betød, han skulle rejse sig fra stolen; noget han havde svært ved. Sundheds-indexet var under nulpunktet, her i fremtiden.

Alt mens dioderne switchede stadigt hurtigere mod farelampernes blinkende ”Red Alert”, sad Arthur Tvillingsoe og forsøgte at fange en lille trevl kød, der havde sat sig fast i højre overmund, og til hans store irritation knækkede tandstikkerne med jævne mellemrum. A. Tvillingsoe Svendsen fik omsider løsnet trevlen, og lod veltilfredst tungen køre rundt i munden. Desværre blev han nu forstyrret af en hyletone; den der aktiveredes via et kombineret fejl- og sensor-system, som udløstes ved menneskelige svigt og manglende bevægelse i kontrolrummet. Svendsen blev altså nødt til at rejse sig, og det var hans held, for ind af døren kom Per Hansen, den lokale betjent, sammen med en langskægget Knagsted-type, der viste sig at være Fisker-Thomas, byens ældste og mindst agtede ungkarl. Han var næsten ikke til at kende, drivvåd og, om muligt, endnu mere snavset end sædvanligt.

Svendsens faresignaler bevægede sig mod det røde område. Han krøllede cirkulæret og normstatistikkerne sammen, ja han tog holdlederens fine kuglepen og kastede den i akvariet, hvilket var hensynsløst over for de stakkels fisk.

Svendsen rodede i sine lommer for at finde sit plastickort til maskinen, noget, der kunne tage sin tid,

men omsider fandt han det og opdagede så, at alarmstyrkernes intensitet var ved at gøre det muligt for indtrængende at sabotere eller helt afvæbne Centralstyrelsen. Der rullede en violetfarvet tekst over hele skærmen. Der stod: POSSIBLE LOSS OF DATA – der stod: OVERFLOW – der stod: EMERGENCY 1-1-4.

Modvilligt måtte Arthur Svendsen erkende, at han havde brug for hjælp, men det var ikke sjovt at lade sine tidligere kolleger se denne tingenes tilstand.

Svendsen stolede ikke på Gud, dertil var han for uheldig. Det var der imidlertid andre, der gjorde, deriblandt de to netop ankomne, der stilede mod Svendsens glasaflukke. Betjenten virkede kendeligt oprørt og hans følgesvend, Fiskeren tog straks ordet: ”Ja, ja Hr. Svendsen, I dag har jeg altså fået strømeren der til at køre mig herud!” Centralstyret lå næsten 10 km nord for Rødkøbing, hvor de alle tre boede.

Så forstod Svendsen meget bedre, at det var en kritisk og penibel situation, der var tale om, for Fiskeren duftede faktisk kraftigt af sit eget navn.

Nå, har han nu kø