Af Carmen Mallebrein

Da han forlod hende, lå hun ned. I ordets bogstaveligste forstand. Alt var gået helt, helt galt. Følelserne havde siddet uden på huden på dem begge. Hun havde kunnet mærke det, allerede da han ankom. Denne her elektricitet, der kan være omkring mennesker, hvis arousal er alt for høj. Mennesker, som ikke fra barnsben af, har lært, hvad tryghed er. Mennesker, der derfor altid balancerer på en knivsæg. Hele tiden. Fordi det er disse menneskers basale livsvilkår – ikke mindst fordi det altid har været det.

Det er den nerve, som gør, at de her mennesker, er dem, der sætter spor, hvor de kommer. Har karisma. Siger og gør ting, som andre bemærker mere end normalt. Men som samtidig også hele tiden, døgnet rundt, har en dæmon siddende på skulderen, som gør dem rastløse, irritable, urolige og alt for sensitive – over for alt. Både livets dejlige fester og gratis karruselture og livets usigelige smerte. Skønne stunder kan denne her type mennesker nyde langt dybere end de, der ikke har dæmoner siddende på skulderen døgnet rundt. Men samtidig er disse mennesker også hudløse på en dårlig måde, hudløse i forhold til at passe på sig selv. Hvis karrusellen løber løbsk, bliver de siddende, hvor andre ville være hoppet af.

Han tog elektricitet med sig ind ad døren, og fik hendes krop til at ryste af forelskelse og lykke. Men samtidig var det også en omstændighed, der gjorde hende bange. Fordi den var ladet med både positive og negative ioner.

Det kunne være så usigelig dejligt at være i selskab med ham. Men ligesom de kunne svæve i himlen sammen, kunne han også på et splitsekund forvandle kærlighed, blå himmel og sol til kraftigt uvejr og ensomhed. Så pludseligt og uventet, at hun blev svimmel og forvirret, og slet ikke kunne følge med i vejrskiftet.

Det var sådan, det var gået i dag. Hun havde sagt et eller andet, som havde fremkaldt en voldsom reaktion hos ham. En sætning, som hun ikke længere kunne genkalde sig, fordi det næste der skete var så traumatisk. Den sætning havde fremkaldt tordenvejr. Med ét var lynet slået ned i hende, og hun havde slet ikke set det komme. Bedst huskede hun den brændende kind og skulderen, der gjorde ondt, fordi han havde slået hende og dernæst væltet hende omkuld.

Nu lå hun dér. I et hjørne. Uden for ringen, som han havde forladt, smækkende med døren. Forvirret. Forelsket. Hadefuld. Tænkende på en sangtekst fra hendes ungdom: “There’s a thin line between love and hate”.

Og ligesom han kunne nå at handle, før nogen af dem kunne nå at tænke, gjorde hun nu selv det samme. Hun famlede sig frem til sin telefon og ringede ham op: “Kommer du Esben, jeg er ked af det, der skete…. Kommer du?”

Han svarede: “Ja”.

Da hun hørte hans skridt på trappen, følte hun den sædvanlige ambivalens.

Det kaos han kunne fremkalde hos hende, var mere trygt end følelsen af tryghed.