På tjaldtur i Sydsverige
Jo, begyndte Ole, hvis du undrer dig over, hvad overskriften betyder, kan jeg fortælle, at tjald er et gammelt ordnordisk ord for telt, og at Malmø er en svensk by nær vor hovedstad. Altså betyder det vel nærmest ”Camping og fremrykning i fjendtligt terræn.” Men det er en lang historie, og hvis du vil høre den, så kommer den her:(“På tjaldtur i Sydsverige” fås på tryk som en del af det samlede hæfte “Tre i anden”).
Som så ofte før startede de med voldsomme ambitioner og luftkasteller om ugelange sommerhusophold, et svinkeærinde til Kullen, se noget kunst, røge selvfangede fisk – alt sådan noget. Men da det efterhånden så ud til, at de mente det mere alvorligt denne gang, og det tilmed var på den økonomisk set sløje tid på måneden, ja så udkrystalliseredes der sig et budget og program, der hed: Morgenmad og tog til Malmø, lidt at spise og drikke i toget, spadsere rundt i byen, måske på værtshus og sådan, så en billig aftensmad på cafeteria eller lignende. Og så kunne de jo blive til næste dag, når blot de havde deres uvurderlige 3-personers nylontelt med – tjaldet hvor Steen havde erstattet de sårbare barduner med en slags sejlgarn, snoet af tyndt hampereb. Det var paskram! Derefter ville de krydse lidt rundt i broderlandet fra by til by, frie som fuglene. Det var hvad, de havde tænkt sig.
Jamen, hvor skal vi dog slå det op? spurgte Bjarne. Det kan vist være ret dyrt på en campingplads. Det finder vi sagtens ud af, svarede Ole. Bare der er lidt græs et diskret sted i en park, er det intet problem. Og desuden har de jo allemandsret. Bare overlad det til mig, fortsatte han i sit selvsikre overmod. Der er ingen ko på grisen!
De glædede sig som små, men ikke helt uskyldige, børn glæder sig til jul. Først skulle de jo se den dengang nyopførte ”Øresundsbron,” men de forventede sig alle 3 masser af overraskelser. Og for resten af pengene råhygge i teltet – tjaldet. Vi ta´r afsted i morgen tidlig, jublede de.
Som sagt, så gjort, og det startede da også fint. De mødtes på banegården kl. 8:30 og nød den sædvanlige tur over Lillebæltsbroen, også tituleret ”Den Gamle.” Den fremstod smuk i morgensolen og videre gik det over hyggelige Fyn til Storebæltsbroen, som var et nyt bekendtskab for Bjarne. Derpå den kedelige tur henover Sjælland. Men snakken gik livligt, og den medbragte madpakke blev nydt ned til mindste krumme. Solen skinnede stadig, og de havde det bedste af dagen foran sig.
Troede de da.
Det blev spændende nok at se den nyligt opførte Copenhagen Airport, et stort fremskridt i forhold til dengang da man skulle med lufthavnsbussen fra Hovedbanegården. Derefter skulle de over i et svensk tog og rumlede så ud over Øresund. Men ak, Bron blev dem en stor skuffelse, man så jo egentlig intet fra toget andet end fladt hav. Vandet var ikke nær så smukt som Lillebælts, og de nåede knap halvvejs over den faste forbindelse, før en sky gik for solen, og alt så noget videre trist ud. Men de var stadig fulde af gå-på-mod og appetit på livet. Toget førte dem ind over det forjættede broderland, det standsede, men ud ad vinduerne kunne de se, at det da vist var noget regulært forstadsslum. Det så lamslående kedsommeligt ud, alt i sterilt beton, så de besluttede sig for at blive i toget indtil Malmø C. Det skulle vise sig at være en uheldig disposition.
På vej mod bymidten kunne de fra toget se, at det var begyndt at blæse en smule op, men hvad gjorde dét, nu var de jo i Mekka! Slaraffenland! Ud på perronen gik det og hen mod skiltet med udgang. Herligt frit, sådan at kunne krydse en grænse uden pas og papir. Men de havde ikke forberedt sig godt nok på den situation, at der stadig var toldkontrol. Midt i forhallen stod to nydeligt uniformerede toldere og en endnu nydeligere toldinde. De simpelthen måtte jo straks lægge mærke til Bjarne i amerikansk kampuniform, den langhårede Steen og sidst Ole med sin farvestrålende Christiania T-shirt. Det var en regulær lækkerbidsken.
Myndighedspersonerne afskar dem enhver mulighed for at passere gaden. Med store hjertelige smil blev de fordægtige danere budt indenfor i tullans små lokaler, hvor man rutinemæssigt hjalp turister af med ting, de ikke ville kunne få glæde af ifølge svensk lovgivning. Rent umiddelbart var der jo ingen grund til frygt, de havde jo rent mel i posen, men Ole begyndte at svede ved at tanken om den lille tobaksdåse med salmiak pastiller, han havde i baglommen. Måske ville de tage fejl og tro, det var fæl narko. Stadig hurtigere hjertebanken, men fyldt med håb om, at denne formalitet snart ville være overstået, så de kunne komme videre i udflugten. Der var en grim lysegrøn farve på væggene i det lille afhørs- og visitationslokale. Lysegrøn som deres falmende håb om en sjov eftermiddag.
Det gik da også ret galt. Alt blev rodet grundigt igennem, og som man kunne forvente, brød de tre stivnakkede toldfunktionærer sig ikke ret meget om det, de så. Hvad skal I med det dér? spurgte de og pegede med dirrende og rystende pegefingre og voldsom indignation, på vikingernes tjald. Nå ja, de kunne jo ikke sige andet, end at de havde tænkt på at slå det op et sted og kravle ind i det. Det lød jo ellers logisk nok, men selvom Steen bedyrede, at de ikke ville gå i vejen for nogen eller på anden vis gribe forstyrrende ind i den offentlige orden, ja så ville tolderne alligevel gerne snakke meget indgående med turisterne, der skulle udfylde en lang række formularer, svare på meget private spørgsmål og skrive under hist og her. Teltet skulle pakkes op, rulles helt ud og finkæmmes. De skulle selv gøre det praktiske arbejde, og kropsvisitationen forgik med begge hænder mod den lysegrønne tulla væg. Dagens tolder fløjtede sagte, da hun så indholdet i tobaksdåsen. Udenfor var vinden taget til, og regnen silede ned.
Nå, men de håbede jo, at alt det dér bare var en formssag, men det skulle vise sig, at få vidtrækkende konsekvenser. Den kvindelige tolder holdt salmiakpastillerne frem, de skulle sendes ind til analyse, og teltet ville de ikke få brug for, blev der sagt, men det kunne godt få lov at stå hos tullan indtil hjemrejsen. Tilmed fik de et alvorligt foredrag om svensk jura ned til de mindste detaljer. De forstod intet. Det var grove løjer. Man betragtede dem som lakridsrødder. Til sidst fik de dog lov til at gå – uden tjald, tobak, hampereb eller salmiak. Men i det mindste var de på fri fod, så de skyndte sig videre i teksten, nu skulle de endelig til at slå til Søren.
Byen blev et nedslående bekendtskab, overalt lutter svensk kedsommelighed. Ingen parker med grønne plæner og springvand, ingen cafeteriaer eller tobakskiosker. Derudover var der alt for rent i gaderne og folk så ens ud. Alt for svenske. De mødte kun én mand, der så sådan lidt flippet ud, men han viste sig at være deres landsmand – fra Toftlund. Han havde heller ikke fundet et eneste værtshus, der kunne vaske sig, hverken indvortes eller udvortes. Der lød tre dybtfølte suk og en lang pause.
Nå, men så må vi jo nok gå på Cafe Malmø, foreslog Bjarne, jeg så, at de udover alt deres café leche, og croissanter også har menneskemad i form af pastaretter på menukortet. Glade begav de sig tilbage til en god gang trøstespisning og blev rigtig glædelig overraskede over, at man også kunne få en lækker, kold, men lys øl. Uden at studere priserne gik de forventningsfuldt indenfor, og satte sig ned ved et plastikbord. Ak og ve.
Pastaen var med sin noget ”well-done” konsistens og meget ferske smag ikke noget at skrive hjem om, men der var dog salt på bordet. Sammen med en dunk kedelig ketkchup løftede det dog menuen lidt i vejret. Værre var det med tomatsaucen. Den lignede ikke eller smagte ikke af andet end hakkede tomater fra dåse. Ok at se til, men aldeles fri for smag. Bon appetit. Og så skulle der jo betales. Dobbelt ak. Ved første gennemsyn så det ud til, at priserne var opgivet i græske drachmer. Eller italienske lire(r). Det viste sig, at det helt seriøst var på 3–4 gange det beløb, det ville koste vest for Sundet. De betalte og gik uden at skrive i gæstebogen.
Endelig klarede Bjarne op i et stort åndesyn: ”Ved I, hvad vi gør?” Næh, rystede Ole på hovedet. Næh, sukkede Steen. VI TAGER HJEM. Stemningen lettedes pludselig, Bjarne dansede, solen brød frem og flipperen fra udkanten af Toftlund nynnede et par strofer fra ”Dengang jeg drog afsted” og dancing queen med Abba. De havde genvundet en form for håb. For et stykke tid.
I det fjerne kunne man tydeligt høre højttaleren på stationen. Den reklamerede for en rejse med afgang om cirka 3 minutter. I Copenhagen opnås forbindelse til tog til Roskilde med tilslutning til Fyn/Jylland. Dong! Jäg pratar igen om litan. Dong! Og da toget jo var helt ideelt til retræten, spænede de hasarderet mod spornummer og perronafsnit, det kunne jo umuligt haste mere. Undervejs skulle de passere tolderhuset, hvorfra der hånligt blev råbt: ”Hej på jer, vore kompisser. Kom bare igen, ni får være velkomne. Men slæb nu endelig inte telte, hampesnor eller salmiak med! Og husk at tjekke postkassen! Gnæk.”
De 3 syndere nedværdigede sig ikke til at tage til genmæle, men kunne ikke undgå at høre deres sidste salut: ”På forhåbentlig snarligt gensyn, tak for using Swedish Railways Customs, we dope you will complain, in order for us to serve you even better on your next travel.” Det var hende den kønne lille toldertøs, der afleverede denne sidste bredside af en sarkasme. De tre vikinger var overraskede, men alligevel ikke helt uforberedte på baggrund af det, de hidtil havde set i denne så fremmede og særprægede kultur. Men nu havde de da mødt de lokale, og kunne med god samvittighed lægge den svenske ultimative trang til system i tingene og alment overformynderi bag sig. Ah…
Omgående sprang de på toget til friheden og midtvejs på Bron (som de døbte ”Hells Gate”) åbnede de tre glemte og lunkne øl, de havde glemt, de havde med. Der kom et dæmonisk glimt i Steens øjne. Skal vi lege Champagnedusch? Jah, råbte de to andre og holdt tommelen for flaskehalsen og rystede af alle kræfter. Det var en lille indforståethed, de dyrkede ved festlige lejligheder. Det sprøjtede ud med ølskum over dem selv og til alle sider. En noget impulsiv og ikke helt stueren selskabsleg, men på en måde harmløs. De øvrige rejsende i det overfyldte tog, så den lille spøg i et helt andet lys. Stemningen blev beklemt, og det blev ikke bedre, da de begyndte at lege ”drik ud eller resten i håret.” Heldigvis fik trekløveret en start på en frisk ved Hovedbanegården, hvor de i stor hast forsvandt i menneskemængden. Så gik jagten ind på nye salmiakpastiller eller i mangel af bedre syrlige drops. Et telt var overflødigt – med eller uden hampesnor. De kunne endnu nå at få en dag ud af det.
Det var langtfra alle de fortrædeligheder, der indtraf på den udflugt, men for at gøre en lang historie kort, nåede de midnatstoget hjem, og ud på den lyse morgen ankom de til stille Fredericia, hvor der snart faldt ro over gadebilledet. Det var i grunden ikke så galt.
De 3 sås stadig flere gange om ugen og morede sig i lang tid over turen gennem tullan, når de tænkte tilbage på den forfejlede udlandsrejse. Den ene dag tog den anden og som tiden gik, kom det jo på afstand. Men så, en kold regnvejrsdag kom Ole med hemmelighedsfuld og ængstelig mine og fremviste et internationalt brev stemplet i Stockholm. Nu siger de nok undskyld. Han åbnede brevet og læste op ”… bla bla bla…. de af dem efterladte effekter… bla… i henhold til §92 stk 4. … bla bla … hvorefter de haver at betale: Skr. 5.000, for med forsæt at ville indføre 3,5 kg salmiaklakridser …bla…synes, at være indført med videresalg for øje…og 3,5 g teltetjald…. begge effekter vil blive sendt til at analyse for deres regning, og derpå… ”
Det var dog et surt brev, udbrød Bjarne og krøllede brevet sammen. Ole nikkede. Meget surt. Men vi må vel betale. Hvordan kan vi dog skaffe et så astronomisk beløb? Spurgte Steen. Det så sort ud, men på magisk vis lykkedes det dem i løbet af 3 uger at samle de mange svenske trærubler. Så var den sag jo afsluttet, og de kunne koncentrere sig om den daglige hygge og trivialiteter. Indtil der kom endnu et brev fra de svenske myndigheder.
Ole læste højt af brevet, der overraskende meddelte, ”…at grundet misforståelser…da mængden og koncentrationen af salmiak i lakridserne… under bagatelgrænsen… det omtalte tjalt synes gået tabt under transporten…mindre mængde…analysen viste…man har fundet et telt vejende 3,5 kg…og ikke som af dem oplyst…da de åbenbart har misinformeret og…ved kontrolvejning, at den af dem medbragte tjald…synes bortkommet og da….bevisets stilling…men på grund af bagatelgrænsen ville man dog….ved en menneskelig fejl bogført som…undersøgelse…erstatning…tort…bevisets stilling… Vi er helt frikendte, det var dog pragtfuldt, udbrød Steen til Bjarne og Oles udelte glæde. Ikke mindst, da der var hoslagt en bank-check på bødebeløbet.
Men ikke nok med det. I Malmø sidder 3 tullændere og tænker over livet. De er rigtig kede af det, selvom solen skinner. De kan ikke få lov til at gå hjem fra arbejde. Der er gået uorden i deres regnskaber, man forlanger, at de skal fremvise 3,5 kg salmiakpasta af typen ”Hart”. De skal afregne. Til gengæld har de et 3,5 kg 3-personers nylon telt, model Iglo, som de ligeledes er kommet uretmæssigt til. Det står klart, hvad de fleste nok ved, at i Sverige er der absolut intet at komme efter. Heller ikke i tolden. Gode råd var dyre, ikke mindst så lavt som den svenske krone stod på det tidspunkt. Og i fodbold gik det jo heller ikke for godt. For ikke at nævne Draken, Abba og Saab. Flerfoldigt ak og ve for dem.
Det var jo en ret stor æresoprejsning for de tre, så de røg nogle hvide cigaretter og en rød Ålborg, hvorefter de faldt i søvn. Næste dag blev de enige om, at det var en meget bedre fest og ønskede bare, at de kunne feste sådan hver dag resten af livet. Det fik de så lov til.
Men de kunne nu stadigvæk godt trænge til lidt frisk luft i lungerne.