Undulater ingen adgang
”Har du husket at gøre dit akvarie rent?” spurgte Hans´ mor ude fra køkkenet. ”Jeg synes, vandet er begyndt at lugte råddent. Nu må du se at lave dine lektier i en fart, og så skal akvariet renses, før du går nogen steder.”
Hans sukkede. Lektierne var han jo forberedt på, de kunne hurtigt ordnes, men at rense akvarie, det er noget, der tager tid. Nu kunne Hans ikke nå op til Kurt før i morgen. Kurt, Mogens og Hans holdt sammen i tykt og tyndt. De havde altid haft mange fælles interesser. Som f.eks. det med at holde akvariefisk; det havde længe været deres store hobby. Men nu gik Kurt og Mogens kun op i fugle.
Igennem lang tid havde Hans været oppe hos Kurt hver eftermiddag. Så kom Mogens også, og de pjattede og snakkede om alt muligt. Men på det seneste mest om undulater, og Hans havde jo ingen fugl. ”Man kan købe dem for 25 kr. stykket inde hos dyrehandleren,” oplyste Kurt. ”Ja, og de lægger 4-5 æg pr. kuld,” tilføjede Mogens ivrigt. ”De kan få mange kuld om året,” jublede Kurt. ”Vi kan forsyne hele byen med undulater.” Men Hans vidste godt, at han ikke ville få lov af sin mor.
Det blev Kurt, der fik idéen. ”Du kan holde en undulat, som så bor her oppe hos mig. Den kan du besøge hver eftermiddag, så skal jeg vise dig, hvordan du passer den.
Der gik ikke mange dage, førend Hans havde købt bur, skåle og alt hvad der krævedes. Dyrehandleren anbefalede en grøn ungfugl, der sad i et bur for sig. ”Hun har haft en lidt omtumlet opvækst. De andre i kuldet hakkede på hende, så vi måtte adskille dem. Men vi har passet og plejet den, så den er nok mere tryg ved mennesker end ved andre fugle.” Glad cyklede Hans hjem til Kurt med fuglen, som blev døbt ”Trille.”
Det gik rigtig godt i lang tid. Hver eftermiddag mødtes de tre og passede hver deres fugl. De trænede dem til små opgaver og lånte bøger om fugle på biblioteket. Dertil naturligvis en masse drengesnak og sjov. Det var den rene idyl.
Kurt blev hurtigt udnævnt til fodermester, så han indkøbte store poser frøblanding, som Mogens og Hans så købte i små skålfulde til favorabel pris. Det gik da også godt i flere måneder, men så var Hans så uheldig at miste sit job som reklameomdeler. Han havde dermed ingen anden indtægt, end de sparsomme lommepenge han fik derhjemme, så efterhånden opstod der restance i foderafregningen.
”Han skylder næsten en femmer!” sagde Kurt til Mogens. ”Jeg skal snart til at købe en ny pose frøblanding, og det går ikke uden Hans´ penge. Imens skal vi så også fodre på hans fugl. De to drenge blev enige om, at deres ven kunne trænge til en lille forskrækkelse, men hvordan? Så fik Mogens pludselig en idé. ”Der er noget, der hedder en hadegave!”
Resolut pakkede drengene buret med Trille ind i et stort badehåndklæde og begav sig de få hundrede meter ned til deres vens bopæl. Da de ankom, stod Hans´ mor i døren med hænderne i siden. Hans stod på flisegangen lige foran hende og modtog skideballe for den manglende akvariehygiejne. ”Nå, og hvad er det så for nogle unge mennesker, vi har her?” anråbte hun Kurt og Mogens, som de kom slæbende på den tildækkede fugl. Hans havde gættet deres ærinde.
”Du kan lige få din fugl her,” sagde Kurt med et falskt smil. ”Vi kan ikke i det lange løb have den på kost.” Mogens rakte en lap papir frem. ”Her er en opgørelse over, hvad din fugl har spist og drukket for de sidste tre uger.” Så løb de to drenge i høj fart ned ad villavejen. Hans vendte sig mod sin mor, der så aldeles afvisende ud. ”Vi har talt om det, og du kender reglerne; her i huset kommer der ingen fugle. De sviner over det hele med dun, fjer, frøskaller og klatter. Du må afsætte den andetsteds. Prøv dyrehandleren!”
Imidlertid var dyrehandleren slet ikke modtagelig over for den lille fugl. ”Jeg har 3-4 kunder, der hver har fået nye kuld, så alle de unger er nu hos mig. Prøv at se her!” Dyrehandleren viste Hans de overfyldte bure i baglokalet. Her var ikke plads til så meget som en lille undulat mere. ”Prøv at tage den med op til Ulla i Algade. Det siges, at hun holder en hel del fugle i baghaven.” Slukøret travede Hans afsted med fugl og bur.
Oppe hos Ulla havde han dog mere held med sig. Hun var straks begejstret for den lille fugl. ”Kom her, jeg har lige en plads til hende sammen med to andre grønne ungfugle. Trille blev lempet ind i sin nye bolig, hvor den flaksede en del rundt. ”Hun falder hurtigt til ro, og så kan du jo komme og besøge hende hver dag, hvis du vil.” Lettet drog Hans hjemad til det tavse akvarie.
Næste dag tog Hans direkte fra skole og op til Ulla for at besøge sin fugl. Stor var gensynsglæden, og Trille tog glad imod de jordnødder, Hans stak ind gennem trådnettet. Det var vemodigt at tage afsked, men han kunne jo komme igen i morgen.
Sådan gik en rum tid, men det var nu ikke lige så godt, når Kurt og Mogens ikke var her. Langsomt gik der længere tid mellem Hans´ besøg. Næstsidste gang, han var hos Ulla, gik det pludselig op for ham, at han ikke kunne kende forskel på de tre grønne fugle. De lignede hinanden så meget, at Hans endte med at give dem en jordnød hver. På vejen hjem tænkte han, at nu ville han kun besøge fuglen en sidste gang, så måtte deres veje skilles.
Det var med tunge skridt, at Hans gik op mod Ullas hus, men allerede ude ved havelågen kom hun løbende imod ham. ”De er fløjet væk! Alle tre grønne fugle er fløjet væk!” Hun fortalte, at hun havde været ved at gøre rent i buret, da det ringede på døren. ”Så må jeg have glemt at lukke burlågen, for da jeg kom tilbage, var alle tre fugle væk,” snøftede Ulla.
”Du må hjælpe mig med at gå rundt og hænge sedler op på lygtepælene i nabolaget,” sagde hun. Hans så hendes skitse, ”Savnes: Tre grønne undulater,” og sammen gik de ud for at sætte efterlysningerne op. Hans tænkte, at Trille nok ville være blevet forbavset over at ende sit korte liv som værende savnet.