Undulaten Jacob
Således fik Birgit og hendes lillebror Henrik i ung alder lov til at holde hver deres undulat som kæledyr. En gul hun til Henrik og en blå han til Birgit. De kostede 10 kr. stykket hos en rar fugleentusiast, der havde 3 volierer, den lukkede garage og udestuen fyldt med fugle. Han kunne godt undvære to unge fjerkræ.
Henrik kaldte sin fugl ”Trille”, og Birgits kom til at hedde ”Jakob”. Især Jakob blev hurtigt tam. Han fløj rundt i stuen, landede på hovedet af den ene eller anden og hoppede så ned på sofabordet, hvor han nippede til de fremsatte småkager. Det havde klædt ham med en høj hat og en stok under vingen. Han var ikke bange for nogen eller noget.
Så kom der en dag, hvor Birgit fik brug for en babysitter til sin fugl, og valget faldt på Henrik. Dog skulle han bedyre, at han ikke ville give fuglen bad, så den druknede i vandet, sådan som det var sket med Trille. Det ville Henrik gerne, og han fik buret og fuglen ind på sit lille værelse. Så skulle Jakob ikke kede sig.
Henrik fandt på at vende bunden i vejret på en salatskål og holde fuglen indespærret derunder. Han fik hurtigt det indfald, at Jakob måske savnede frisk luft. Derfor satte han en legoklods i klemme under skålen, så Jakob kunne lægge hovedet på skrå og kigge ud under kanten. Så meldte der sig den tanke, at den lille undulat måtte være sulten. Fuglens livret var hirsekolber, men det var ikke lige til at finde. Derimod var der lækre ting i køkkenet – den store krukke med havregryn. Det var, hvad Henrik spiste hver morgen, og han havde altid fået at vide, at havregryn blev man stor og stærk af, så det ville han servere for Jakob. Det ekstra måltid gjorde da også stor lykke. Det så morsomt ud, som Jakob sad med en havregrynsflage i den ene klo og nippede små stykker af kanten, til der ikke var mere tilbage. Han kunne tydeligvis godt lide menuen.
Det varede dog ikke længe, før smilet begyndte at stivne. Jakob lavede kraftige gylpebevægelser, uden der kom noget op. Så faldt han om på den ene side og baskede kraftløst med vingen. Et fatalt tilfælde af kolik. Nu kunne Henrik godt se, at den var gruelig gal. I sin rådvildhed fandt han på at lægge et lommetørklæde over fuglen, men det lod ikke til at hjælpe, og snart lå den blå undulat livløs på bordet.
Henrik var naturligvis i panik. Det havde været stygt at se dødskampen, og det var forfærdeligt at tænke på, at det var hans skyld. Det blev heller ikke bedre af, at Birgit snart måtte få fri fra skolen.
”Hvordan har Jakob det?”, næsten råbte Birgit, straks hun kom hjem. Henrik havde ikke noget svar på det spørgsmål, og det blev da heller ikke nødvendigt, for da Birgit kom ind på værelset og så fuglen og havregrynene, udbrød hun: ”Du har slået ham ihjel!” Hun tog forsigtigt fuglen og bar den med sig. Ordene rungede i Henriks hoved. ”Du har slået ham ihjel!” Det var jo sandt. Næste dag blev Jakob bisat uden Henriks medvirken. Der er vist ikke tradition for at invitere drabsmanden med til det sidste farvel, uanset hvor stor angeren end måtte være.
Der gik mange år, førend Henrik som voksen igen fik lyst til at holde undulat. Om det nu var bevidst eller ubevidst, faldt valget på en blå han. Den ville Henrik rigtig opdrage og forkæle. Han skulle nok kunne få den tam. Vel hjemkommen fra dyreforretningen blev den lille papæske med fuglen placeret i bunden af buret. Henrik åbnede emballagen i den ene ende. Så kunne det lille dyr selv bestemme, hvornår det var klar til at udforske den nye verden.
Den blå undulat blev hurtigt meget tam og en god flyver. Man skulle altid passe på, at den ikke fløj over askebægeret i lav højde, for så blæste indholdet til alle sider. Man skulle også være meget opmærksom, når han var henne for at udforske akvariet med den kødædende sumpskildpadde, og når Henrik spiste sine morgen-havregryn, var fuglen aldeles frygtløs. Han landede på Henriks hoved, hoppede ned på skulderen og så videre ned på kanten af skålen, hvor han forsøgte at stjæle grynene, selvom Henrik slog meget bestemt ud med den frie hånd. Det frække kæledyr gav ikke sådan op.
Henrik tænkte, at nu var fuglen næsten blevet for tam, og så måtte han være blevet meget tankeløs, for han satte skålen fra sig på bordet og rendte på toilettet i et nødvendigt ærinde. Det var først, da han stod derude, det gik op for ham, at den var gruelig gal. Undulat plus havregryn er lig død undulat. Han løb ind i stuen og så, at den blå fugl sad på skålen med havregrynene og strakte sig ned mod maden. ”Nej!” råbte Henrik henne fra døren. Der var det held, at havregrynene var blevet gennemblødte af mælken og sunket til bunds, så undulaten ikke kunne få fat på dem. Han nippede lidt til mælken, men det lod ikke til at friste. Han vendte sig rundt på kanten af skålen, fik bagkroppen ind over morgenmaden og krummede lidt i sin lille fuglekrop. Så faldt den nydeligste sort/hvide undulatklat ned i furagen. Derefter må fuglen have fået dårlig samvittighed, for den fløj hen til buret, hoppede ind på sin pind og kastede sig straks over hirsekolberne.
Henrik var lettet og smed den beskidne skål havregryn i toilettet. Det var dog bedre, at én havde fået for lidt morgengryn, end at en anden havde fået for meget.