Den våde undulat
Børn og kæledyr kan være en herlig cocktail, især hvis man straks betoner over for barnet, at nu har det altså ansvar for dyret. Sådan gik det til, at Henrik i de tidlige skoleår fik den sødeste gule undulat, som straks blev døbt ”Trille”. Den ville han rigtigt forkæle og lære at tale.
Der blev indkøbt det lækreste foder og skåle dertil. Legetøj og et badekar skulle den også have; det havde dyrehandleren sagt. Særligt tam blev Trille dog aldrig, og hun lærte heller ikke at tale. Når Henrik skiftede vand og foder, flaksede hun rundt i buret, men ellers lod det nu til, at hun var glad nok. Hun fløjtede da og tog godt for sig af foderet. En gang imellem tog hun et bad i den lille badekabine; det lod til at fornøje hende meget.
Så var det en dag, Henrik syntes, det var længe siden, Trille havde vasket sig, så med megen besvær fik han fanget fuglen og lempet den ind i badet. Nu kunne den rigtig pjaske og have det sjovt. Mærkeligt nok lod hun ikke til at nyde det lige så meget denne gang. Fjerene klaskede ind til kroppen, og hun baskede med vingerne, som om hun var ved at drukne. Henrik kunne se, at fuglen havde det dårligt, så han fiskede hende ud af badet igen. Nu skulle hun bare tørre; så ville alt blive godt. Men Trille blev aldrig tør – i lang tid sad hun og rystede på pinden og faldt så ned på bunden af buret. Henrik var naturligvis ulykkelig og lagde hirsekolber og vand ned til fuglen, men efter nogle timers dødskamp sov Trille så ind. Derpå fulgte tre døgns uafbrudt gråd. Trille skulle bare vide, hvor savnet hun var. Fuglen endte med at få en kristen begravelse i baghaven, fint dekoreret med et kors lavet af to ispinde.
Henriks interesse for at holde husdyr var dog ikke slut, og sidenhen holdt han fisk, insekter, rotter og skildpadder, men glemt blev Trille aldrig. Som senior fik han så igen lyst til at holde undulater. Uden det egentlig var tilsigtet, blev hans første køb en blå han. Det var en dejlig fugl, der efter få uger var ganske tam og fløj frit omkring i stuen. Ja, næsten for tam, for Henrik kunne ikke spise sine cornflakes i fred. Fuglen satte sig på kanten af skålen og spiste med. Selvom han slog ud efter det lille stykke fjerkræ, kom den straks tilbage. Der var vist ikke andet at gøre end at skaffe ham en mage, og af en eller anden årsag blev det en gul ungfugl, som Henrik glad tog med sig hjem fra dyrehandlen.
De to fugle blev hurtigt gode venner, men hunnen lærte aldrig at flyve og heller ikke at tage bad. Det gjorde hannen derimod, og snart vurderede Henrik, at det var tiden til at give dem en redekasse. Det tog et stykke tid, før fuglene godkendte den nye bolig, men da de havde fået tørret græs og savsmuld som redemateriale, varede det ikke længe, før de for alvor begyndte at parre sig. Nu var der ingen tvivl om, hvem der var han, og hvem der var hun.
En dag lød der så spæd pippen fra redekassen. Det viste sig at være et helt kuld på fem unger, der fulgte Darwins statistikker udmærket: Tre grønne, en blå og en gul. Det varede ikke længe, før alle syv fugle hoppede lystigt ind og ud af buret og fløj rundt i hele stuen. De kunne godt nok fortære nogle hirsekolber.
Som det havde været planen fra starten af, kom der en dag, hvor hele familien skulle afhændes. Henrik havde fulgt deres livscyklus og givet dem en god barndom, så nu skulle de ud i den store verden. Et ældre ægtepar reagerede på avisannoncen, og mens Henrik begyndte at pakke foder og tilbehør, lød der en voldsom skræppen og plasken fra buret. Det var den gule ungfugl, der tog sig et grundigt bad. Hun hoppede ud af kabinen, rystede sig et par gange og fløjtede så højt.
Da fyldtes Henrik af den saligste lettelse, vi mennesker kan modtage – alt forladt.