Lige så stille

Af Carmen Mallebrein

Regnen faldt lige så stille som små stabile dryp fra en bruser, der er løber ud af brusehovedet ved en ganske lav styrke. Det er så dejligt afslappende at stå i et brusebad og mærke vandet risle ned af huden. Mærke det tromme let på hovedet, risle ned ad halsen, brystet, og videre ned ad benene, for til sidst at lande på fødderne og løbe ud i afløbet. Mærke, at man er fuldt til stede her og nu i sin krop. – Mærke, at man har en krop, der hænger sammen med hovedet.

Han kunne høre dryppene fra regnen ganske, ganske tydeligt. Dryp, dryp, dryp, dryp, dryp. De små slag imod jorden, der lød, når den lille fortættede mængde vand i dråben faldt. Dryp, dryp, dryp, dryp, dryp.

Fuglene sang lidt højere nu, end før regnen begyndte at falde. De var nok lettede, nu, hvor alt snavset kunne blive vasket væk. Jorden havde længe slået revner og været alt for hård. Den og planterne havde længe skreget på vand.

Han holdt vejret i åndeløs spænding. Og det føltes som om, hans hovede var en ballon, der var på nippet til at briste, fordi der var blevet fyldt af alt for meget luft i den. En ballon, der dog var alt for sejt og godt lavet til at sprænge på grund af lufttrykket. Det føltes som om, han kun var et hovede, der var en bristefærdig ballon. Et hovede uden krop. Et hovede, der var helt overfyldt med alt for meget tom luft.

Hun var gået på toilettet.

Lige så stille faldt regnen, og lige så stille havde hun gjort ting, man ikke burde gøre, når man er gift. Lige så stillle…

Lige så stille, at han ikke havde hørt eller set noget som helst. Lige så stille, havde hun gjort ting bag hans ryg. Lige så stille, som hun havde fortalt ham det nu. Lige så stille, som han havde følt, at tæppet var blevet revet væk under ham, så han nu stod i det bare intet.

Og han vidste, at han nu burde falde i gennem luften, for man kan ikke stå på ingenting. Og han prøvede at fokusere på de små vanddråber, der faldt og landede så blødt på bladene, som små fuldendte landingspræstationer, blidt og blødt. Men han turde ikke give slip og lade sig falde!

Han blev hængende i luften i en luftlomme, der var helt tom og helt overfyldt på én og samme tid. Det var som at være i to verdener, på én og samme tid. To verdener, der var så forskellige og så langt fra hinanden, at man hverken kunne komme helt ind eller helt ud af nogen af dem – og så blev man hængende i dem begge samtidig, selvom man var ved at gå op i limningen ved det.

Hun kom tilbage, og selvom der burde være tusind spørgsmål inde i hans hovede, var der ingen. Og selvom der burde være tusind tanker inde i hans hovede, kunne han næsten kun forholde sig til de små harmløse vanddråber, der faldt så roligt og blødt på blomsternes blade. De små bløde dryp, når de landede. Dryp, dryp, dryp, dryp, dryp.

Hun kom tilbage og satte sig tæt ved siden af ham, imens det føltes som om, hun var lysår væk. Han måtte knibe sig selv i armen, for at sikre sig, at det ikke bare var en ond drøm.

Det føltes uvirkeligt som en drøm, at hun havde haft et forhold til en anden mand i et år, helt uden at han anede det. Han kunne ikke rumme tanken. Han kunne ikke forstå. Kunne ikke rumme smerten. Kunne ikke forholde sig til, hvad han skulle gøre ved det. Det kunne ikke passe?!

“Du tager det meget roligt”, sagde hun med en usikker og spag stemme.

Han hørte det godt, men følte det, som om han stod helt alene foran en dyb, dyb bjergsø, og hun var en engel, der talte til ham højt, højt oppe fra luften et eller andet sted, så langt væk fra, at han hverken kunne se eller fornemme andet end lyden fra hendes ord.

“Gå væk”, sagde han langsomt og fattet. “Gå væk og kom aldrig mere tilbage”.

Hun rejste sig uden et ord og fjernede sig fra ham. Gik lige så stille ud i regnen. Lige så stille.

Han blev siddende under halvtaget, imens en stemme indeni ham blev ved med at gentage: “Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?” Kunne man lægge en plan for, hvad man gør, når man føler sig helt og aldeles magtesløs? Kunne man lægge en plan for, hvad man skal tænke, når det utænkelige lige er sket?

Foreløbig havde han fået hende til at gå væk. Ned mod stranden. Ned mod det store hav, der strakte sig så langt væk, som øjet rakte. Havet, der forsvandt ud i det uendelige, som man ikke har nogen magt over. Havet, der er uoverskueligt og uigennemskueligt. Havet, der, også lige nu, tog imod den stille regn. Ligesom han, blomsterne og planterne gjorde.

Han betragtede hendes tomme stol; men den forventede lettelse indfandt sig på ingen måde.

Selvom hun nu var væk, var han stadig ikke fri for hende.

Hendes utroskab sad som en kniv i hjertet på ham.

Og lige så stille dryppede blodet ud af hjertet. Lige så stille og lige så blødt landede bloddråberne i hans iturevne sjæl. Dryp, dryp, dryp, dryp, dryp.

Lige så stille.