Af Carmen Mallebrein

Havet brusede. Række efter række med skumtoppe søgte én efter én ind mod stranden, for at blive opløst dér. Stranden var næsten helt væk… Det var højvande og en kraftig vestenvind blæste, så det peb om ørerne på Aurora, der gik og gik og gik og gik, imens hun så og tænkte som en gal. Så og så og så og så. – Det ene øjeblik opløftet og fuld af håb, det næste opgivende og umådelig trist.

Aurora så Kalø Slotsruin trone på den anden side. Hun så Rønde, der lå som et helt lille bjerg omme bagved. Og så kom hun igen i tanker om, at dette ikke var en hyggelig gåtur, men en dramatisk en af slagsen. Straks fejede hendes blikke, fyldt af angst og optimisme, igen henover havets bølger. Var der noget at se dér i vandet? Var der noget i bølgerne, der lignede et menneske? Var han derude et sted? Var det hans stemme, hun netop hørte nu, ganske svagt, imens vinden også peb hende om ørerne, og fuglene derude skreg?

Aurora mærkede vandet smyge sig om sine fødder. Hun havde bare fødder i sine klip-klapper, fordi det stadig kunne lade sig gøre at gå uden sko: Sommeren endnu ikke var forbi. Det barske vejr var blot resterne af orkanen Bertha. “Hun” kom med efterårsvejr og kraftigt lavtryk i august, “hun” afløste et højtryk med tropenætter og østenvind i næsten hele den forgangne måned.

Med jævne mellemrum mærkede Aurora angsten dale så hurtigt ned i maven, at det var som at sidde i rutshebanen, imens man susede nedad: Man følte, at suset var ved at blæse maven ud mellem benene på én og blev svimmel, så det føltes som om, man kunne flyve afsted, så let som en sommerfugl – hvert øjeblik det skulle være.

Og med angsten fulgte minderne. Og med minderne fulgte selvbebrejdelserne samt en følelse af at være på vej til at falde ned i en dyb, dyb brønd.

Alt for ung havde hun været, dengang hun blev gravid. Alt for ung var hun stadigvæk. Alt for ung til at være mor til en lille dreng, der stækkede hendes vinger. Hun var ikke var en fast og tryg klippe, som han kunne læne sig op af og føle sig tryg ved. Hun var ikke nogen fast grund for sin søn. Hun var alt andet. Flyvsk, impulsiv, letlevende. Igen og igen fyldt med håb om at møde den fyr, eller mand, der kunne blive som en far for ham, og netop på grund af hendes målrettede desperation, lige præcis var den helt forkerte til at spille farrollen. – Hver gang!

Anton var over alle bjerge nu, formodede hun. De havde haft deres endegyldigt sidste skænderi, det var hun sikker på. Vindens hvin, havets brus og fuglenes skrig havde næsten overdøvet dem. Men der var blevet sagt så onde ting, for lidt siden, at det kun kunne blive begyndelsen til enden, og intet andet. Og de havde begge slået på hinanden, da ordene ikke slog til, da vreden blev for fyldt med afmagt og magtesløshed – bogstavelig talt havde de slået deres forhold i stykker.

Til sidst var Anton løbet væk, og først i det øjeblik opdagede hun, at Peter var væk! Peter, havde været der, dengang de gik til stranden. Peter havde været der, dengang de stod på stranden og skænderi nr. 2000 tog sin begyndelse. Peter HAVDE VÆRET DER….

…MEN NU VAR HAN VÆK.

Hun så sig igen omkring, så godt hun kunne: Ned, hen, frem, tilbage, til højre, til venstre – søgte, søgte og søgte efter sin lille dreng, der var forsvundet, fordi forholdet imellem Aurora og hendes kæreste nr. 2000 havde slået gnister og var eksploderet. De to voksne havde intet set og hørt, andet end deres vrede og lyst til at angribe eller forsvare sig. De havde glemt, at en lille dreng på 3 år havde stået og holdt Aurora i hånden. En lille dreng, der var flygtet, da krigen startede.

Nogle solstråler ramte Aurora i ansigtet. Den var kommet frem bag skyerne igen, solen. Det måtte være et godt tegn! Sandet og småstenene knasede under hendes bare fødder, imens hun knugede klipklapperne hårdt i hænderne, og gik rundt om pynten, så hurtigt hun kunne. Hun var stadig fyldt med et kæmpestort håb om, at han stod lige dér bagved, lige på dét sted, hun endnu ikke kunne se!

Ved pynten var stranden helt væk, og hun gik i vand til anklerne. For kort tid siden, da sommeren var på sit højeste, havde Kalø Vig virket så fredelig, lavvandet og børnevenlig som et soppebassin. Nu var vandet dybt, og hun vidste ikke, om hendes lille dreng var et sted derude i det dybe vand. Det var frygteligt – det var en katastrofe, at hun i sin selvoptagethed kunne glemme at passe på sin lille dreng. At hun havde ladet endnu en dum idiot, der mest af alt havde skuffet hende den ene gang efter den anden, at hun havde ladet ham betyde mere end sin lille dreng, sin lille søn, sin dyrebareste gave i livet.

Hvorfor var hun blevet ved med at se Peter som en sten på maven af hende? Én, der forhindrede hende i at leve som andre teenagere? Var det hans ansvar, at hun blev gravid som 14-årig? Hvorfor havde HAN skulle straffes for HENDES handlinger? Hvorfor havde hun ikke fokuseret på HAM, i

stedet for at jagte mænd, så desperat og målløst, at hun kun fik fat i de helt forkerte fyre og mænd hver gang? Hvorfor havde hun bare tænkt på sig selv, og følt sig alt for alene, når de faktisk var to, og hun burde tænke mindst lige så meget på lille Peter – også?

Pludselig vrikkede hun om på den ene fod. Fordybet i tanker, som hun var, havde hun overset en    lidt større sten. Et øjeblik stoppede hun og ømmede sig, imens hun svagt fangede en ny lyd, en anden lyd end fugleskrig, skumsprøjt, havets brus og vindens hvin. Det var skriget fra en lille dreng. Det var skriget fra hendes lille dreng! Det var Peter, der kom løbende hen imod hende og kastede sig i hendes favn. Det var Peter – den lille klippe. Det var den lille klippe, der vendte tilbage til sin fortabte mor.