Forladt og fundet igen

Af Carmen Mallebrein

For hvert skridt knasede det under hendes kondisko på den stenede strand.
Krager, der mekanisk hakkede i et ådsel.
En død babysæl uden hoved og hale.

Lidt længere henne ad stranden løb børnehavebørn rundt og legede.
Efterårsfarverne stod i flammer.
Rød. Gul. Brun.
Solen stod lavt. Himlen var blå.
Havet stille. Lydløst. Kun små krusninger på overfladen.

”Camilla”, blev der pludselig råbt. ”Camillaaaaaa, hvor er du?”

Hun vendte sig mod skoven igen. Kiggede  efter klassen, men kunne kun få øje på bøgetræerne med  deres  helt  lysegrønne, spirende  blade.  Nedenfor  anemonerne.  Som  et  tæppe  i skovbunden. Som små engle i hvide kjoler på en smuk, grøn baggrund.

Pludselig  var  der  én,  der  tog  fat  i  hendes  skulder  bagfra.  Camilla  for  sammen.  ”Blev  du forskrækket?” Det var hendes klassekammerat Johanna. ”Jeg troede, du så mig komme!” Camilla tav og så pludselig for sig, hvordan far, den sidste gang, de var sammen, havde set så vred og ked ud af det på samme tid, dengang han slog hende for sidste gang.

De to piger gik sammen hen til den ventende klasse. Det var en rar følelse for en gangs skyld at blive ventet på. Ellers var der ikke nogen, der plejede at vente på hende. Hverken mor, far eller klassen.

Camilla gik hen til sin lærer Solveig. Solveig var sød. Hun virkede til at forstå. Hun forstod på en måde, som ingen andre gjorde. Camilla fik sine udbrud, råbte, for op, sagde grimme ting – også til Solveig – men altid virkede det som om, de to forstod hinanden alligevel. I stedet for at blive sur, som alle andre, sagde Solveig bare stille og roligt: ”Camilla, jeg tror, du trænger til at komme ud og køle lidt af”. I stedet for opslidende diskussioner og spørgsmål, tog Solveig ansvar for Camilla – helt uden at Camilla selv skulle tage stilling, kæmpe, forklare eller forsvare sig.

Da de var kommet tilbage til skolen igen, tog alle hjem – enten sammen eller alene.

Camilla tog altid alene hjem. De andre var bange for hende. På grund af hendes råben. På grund af hendes vrede. På grund af hendes hårde sprog. Hun vidste det godt. Hun var ikke dum. Hun var bare ulykkelig. Ulykkelig over at have mistet en far, der slog, i stedet for at være en far. Ulykkelig over at have en mor, der forelskede sig den ene efter den anden, i stedet for at være en mor, der først og fremmest elskede sit teenagebarn.

Camilla  tog sin slidte  taske  inde  i  klassen  og  begav sig  ned  til  busstoppestedet.  Hun  gik  med langsomme, slæbende skridt. Næsten mere baglæns end forlæns. Havde mere lyst til bare at blive i klassen. Havde ikke lyst til at tage hjem til endnu en afvisning. Endnu en skuffelse.

Mor var helt oppe at køre. Ny kæreste igen, igen. Og så endda en kæreste, der nu lå på hospitalet. Det var et eller andet med hans hjerte, vistnok. Camilla var dybest set ligeglad. Der fandtes kun én sød voksen i verden. Det var hendes lærer Solveig. Alle andre var idioter. Alle andre var dybest set ligeglade med  børn. Børn, som  havde  brug for  dem. Børn, som  ønskede  deres  opmærksomhed, kærlighed og omsorg. Børn var bare en klods om benet på de voksne.

Da Camilla låste sig ind i lejligheden, vidste hun straks,  at mor  var  hjemme. En tydelig lugt  af sprut gennemtrængte hele den lille lejlighed – Åh, nej, så var hun heller ikke til at tale med i dag. Det var ved at være sidste chance, hvis mor skulle komme og se klassens teaterstykke i morgen.

Camilla gik ind i stuen, hvor mor lå og sov på sofaen. ­ Prøvede at vække hende med puf i ryggen. Mor lød irriteret: ”Åh, så hold dog op. Lad mig være… Er det dig, Kim?”

”Nej,” svarede Camilla, ”Kim er på hospitalet.” Straks kom mor op at sidde: ”Åh, jeg skal hen og besøge ham.”

Camilla satte sig på kanten af sofaen og tog fat i mors hånd. Mor trak hånden til sig. ”Åh, jeg må straks  af sted. ­ Er så  bekymret for  ham”. Camilla  nærmede  jeg  igen mors  hånd:  ”Mor  jeg  vil spørge dig om noget…” Mor rejste sig resolut og gik ud på badeværelset. Camilla fulgte efter. Mor låste  toiletdøren.  Camilla  sænkede  hovedet,  tav  og  gik  ind  i  stuen  igen.  ”Hvad  ville  du  sige, Camilla?” mumlede mor ude fra badeværelset.

Camilla tændte for fjernsynet og en eller anden ligegyldig sæbeopera tonede frem. Hun lod sig rive med for  en stund,  alt  imens mor  befandt sig  ude  på  badeværelset. Nu syngende  i  brusebadet. ­ Camilla tænkte på, hvordan det mon måtte være at leve et varmt sted som Hollywood. Altid gå i sommertøj og bade i havet året rundt. ­ Men så havde mor måske siddet på stranden og drukket – foran alle andre?

Mor  kom  ind  i stuen.  Det sorte  hår  var  endnu  vådt.  Hun  havde  kraftig  make­up  på  og  en sort læderkjole.  ”Ser jeg  godt  ud, Camilla?” For  en  gangs skyld lød tonefaldet  kærligt.  ”Ja, svarede Camilla pligtopfyldende. ”men du lugter altså lidt af alkohol stadigvæk”. Mor for irriteret sammen et øjeblik, men rettede sig så op og forsvandt igen ud på badeværelset. Camilla kunne høre, at hun børstede tænder.

”Moarh…” Camilla var ved at være utålmodig nu, det skulle nås, inden mor tog til hospitalet.
”Moarh… kommer du ind på skolen i morgen kl. seks og ser vores teaterstykke?”

Der blev helt stille derude på badeværelset. Så hørtes mors trippende skridt på de højhælede sko. Mor kom igen ind i stuen: ”Jamen altså Camilla, du kan jo nok forstå, at det er ikke sjovt for mor, det her med Kim og hans dårlige hjerte. Jeg er virkelig bekymret for ham. Det kan du jo nok forstå – ikke? Jeg tror  altså virkelig ikke, det  er nogen god idé,  at jeg tager ud på skolen og ser jeres teaterstykke, når jeg lige præcis burde besøge Kim på det tidspunkt. ­ Tænk på: Han er jo altså syg, Camilla!”

Camilla sank sammen henne på sofaen. Svarede ikke.

Mor gik – uden at sige, hvornår hun kom tilbage igen.

Tilbage hang kun en ubestemmelig lugt af whisky, billig parfume og tandpasta.

Camille begyndte at irritere sig over dåselatteren og slukkede for fjernsynet.

Lidt efter ringede telefonen.

”Camilla?”  lød  Solveigs  stemme.  Camilla  tav  overrasket.  ”Camilla”,  gentog  Solveig.  ”De  har accepteret mig som din plejemor”” ”Det er løgn!” sagde Camilla. ”Må jeg lige kigge ud forbi med det samme, Camilla?”

Tiden fløj afsted.

Camilla skiftede straks tøj og tog lidt  af mors makeup på. Med lidt mascara og  eyeliner så hun sødere ud. Hun ryddede op som en hvirvelvind. Fjernede de ulækre askebægre fyldt med skodder og  gennemtyggede  tyggegummi.  Fjernede  whiskyslatterne.  Fjernede  krusene  med  kaffesjatter.

Fjernede alle spor fra sin mor.

Så ringede det på døren.

Camilla stak forsigtigt hovedet frem bag den halvåbne dør.

Det var mor, der stod der.

”Han er død”, sagde hun tårekvalt.

Camilla sank en klump.

Mor trådte nærmere.

Camilla åbnede døren på vid gab.

Mor skyndte sig forbi hende. Hun smed sig straks på sofaen. Blev liggende der med lukkede øjne.

Camilla nærmede sig forsigtigt sofaen, med listende skridt. Satte sig på sofakanten. Tog fat i mors hånd. Lod sin lille hånd omslutte af mors større hånd. Mor gav hende et klem. Ingen sagde et ord.

Der var så stille i stuen, at Camilla kunne høre sin egen hjertebanken.

”Jeg kommer!” sagde mor resolut.