Når nu talen falder på ferie, mindes jeg en tur til Norge for mange år siden. Det startede med, at Stig, Kurt og jeg sad og svedte over bøgerne en aften i læseferien. Udlængslen var stor, og da sommeren stod for døren, og vores respektive studier var overstået, blev der planlagt en større ekspedition. Der blev frembragt mange forslag til odysséen. At cykle Jylland rundt, deltage i hærvejsmarchen eller blot bestige Matterhorn. Men efter megen disput frem og tilbage, blev valget en vandretur i Norge med rygsæk og telt. Så gik planlægningen ellers i gang.
Det bliver nødvendigt med nogle gode landkort, lagde Stig ud. Jeg sagde, jeg havde hørt, man kunne ringe til det norske turistkontor og få tilsendt diverse brochurer samt reklamer, så kunne man nok også få eller købe detaljerede landkort. Det blev besluttet, at den sag skulle jeg se nærmere på. Som sagt, så gjort.
Efter et par dage dumpede der en tyk kuvert ind ad brevsprækken. Da vi sammen åbnede forsendelsen, var der en righoldighed af brochurer til inspiration og minsandten også nogle gratis landkort. Et af kortene dækkede området Hardanger-vidda, det påkaldte sig vores interesse. Det kunne være sjovt at trave rundt der! Og dejligt anstrengende.
Der blev forsket i sagen og udarbejdet en rejseplan. Kortet fra lokalområdet blev studeret, og det så lovende ud. Der var en mangfoldighed af ruter og dertil mange lokaliteter med tillokkende navne. Vi fandt frem til, der var noget der hed Haukeliseter, som kunne være et godt startsted. Der er en lille by, cirka 20 km mod nord, konstaterede Kurt og pegede på kortet. Gjetahytta står der, det kan blive vores første stop med et besøg på cafeteria eller kro. Stig og jeg nikkede.
Men det kan vi jo ikke få råd til hver dag, indvendte jeg. Næh, svarede Stig, men det er heller ikke nødvendigt. Jeg har før købt udstyr i en spejderbutik, og de har nogle nødrationer, der indeholder alt, hvad man har brug for i et døgn. De hedder vist ”Turblok” og er ikke så dyre. Ja, og ved I hvad! Jeg har hørt, at agurker er ekstremt dyre i Norge. Man giver op til 50 kr. for et lille stykke på blot fem centimeter. Der blev regnet lidt på det. En god agurk er vel 30 centimeter, anslog Stig. Det vil sige 300 kroner for én og dermed 3.000 kroner for 10. Hans øjne skinnede, og Kurt og jeg lod os rive med. Turen kan give overskud!
På en herlig regnvejrsdag i juli, satte vi af sted, fulde af gå-på-mod. Heja Norge! Vel ankommen til Kristiansand gik det op for os, der var cirka 12 timer, til det første morgentog afgik mod Stavanger. Altså blev det til en overnatning på banegården. Det blev en lang nat, men en trøst var det dog, at vi kunne varme os over en kop suppe. Der var andre overnattende ferierende i banegårdsforhallen, og nogle af dem var meget interesserede i vores kulinaritet, men vi var uden nåde. Der stod jo langfart på programmet. Om de mon ville købe et stykke agurk? Det blev ikke til ret megen søvn, men omsider lysnede det i øst.
Vi fandt den rette bus og var snart på vej mod fjeldet. Som turen skred frem, blev landskabet mere og mere goldt. Bevoksningen blev sparsommere, og da vi nærmede os højfjeldet, var der ikke et træ at se kun viltert græs, lav og mos. Det var ikke de små hyggelige landeveje med stavkirker og landsbyer, vi havde forestillet os, men flot dét var det.
Bussen ankom til Haukeliseter, som viste sig ikke at være en hyggelig lille landsby, men snarere var at betragte som et provianteringssted. Imidlertid var priserne skyhøje, så udover et godt landkort købte vi ikke noget. Vi har jo vores turblokke, sagde Stig. Så kom vi til at tale med en erfaren fjeldvandrer, der gav os det tip, at for at kunne holde sig på ruten skulle man hele tiden holde øje med varderne. En varde, berettede han, er en cirka halv meter høj stensætning, der markerer ruten, og hvis I bruger øjnene, er der altid en i sigte. Det var jo et nyttigt råd ja måske nok af helt afgørende betydning.
Det begyndte så småt at mørkne, så efter at have gået nogle få kilometer over en fjeldryg blev teltet slået op. Vi havde købt det billigste letvægtstelt til tre personer, så i nattens løb gik det op for os, det var et nummer for småt. Vi kunne ikke vende os i soveposen, uden det involverede os alle tre. Men som det så ofte går, blev det atter dag, og det til den mest fortryllende morgen. Der var udsigt ud over en stor og smuk sø, i hvilken morgensolen spillede, som var vandet gjort af rent sølv. Et betagende syn! Der blev tilberedt en kop pulverkaffe, og dertil delte vi en af vores kostbare agurker. Så gik turen lystigt videre.
Ved ankomsten til Gjetahytta var der imidlertid ingen by, ingen huse og absolut ingen butikker. Stig nærlæste kortet, og der var ingen tvivl, dét her burde være stedet. Så fik Kurt øje på et lillebitte skur opført af klippestykker og med bliktag. Over døren, som var låst, stod der på et skilt: Gjetahytta. Det var noget af et antiklimaks, og i første omgang vakte det megen morskab. Men derefter stivnede smilet, der var nu udsigt til at leve af turblok og agurk et par dage endnu. Vi var ret demoraliserede og gik videre, men kun et par timer, så blev der slået lejr for natten. Vi var voldsomt sultne og kiggede i vores turblok, som efterhånden hang os langt ud af halsen. Dog var der nogle små pakker, der reklamerede med at indeholde omeletpulver. Det lyder da godt, sagde jeg, lad os tage tre af dem og lave en herlig middagsret. Forslaget vandt genklang; Stig blev udnævnt til chefkok og sagde, det vist var beregnet til at røres op med mælk. Mælk, ha! sagde Kurt, hvor vil du få det fra? Stig tænkte lidt og udbrød så: Der findes da gedemælk! Her er jo masser af geder.
Nuvel, sagde Kurt og jeg, jamen lad os da forsøge. I cirka en time tossede vi rundt for at fange en ged, men de var langt hurtigere og mere adrætte end os. Sådan et dumt stykke kreatur skal sgu ikke komme og lære mig noget, sagde Stig til sidst, og kastede sig fra flere meters højde ned på nakken af et genstridigt gedefruentimmer. Kurt og jeg fik hurtigt fat i benene, så mælkeproducenten på ingen måde kunne flygte. Jeg har hende, triumferede Stig, nu kan I malke. Kurt bukkede sig og kiggede ind under bæstet. Øh, hvordan malker man en ged? Ja, det er træk og slip metoden, replicerede Stig. Hold kogekarret under og hiv i patterne, ligesom den var din kæreste, kommanderede han. Kurt rykkede i gedeyveret det bedste, han havde lært, men der kom ikke en dråbe ud. Lad mig prøve, sagde jeg, men havde heller ikke held med forehavendet. Så må du sutte med munden og spytte mælken ned i kogekarret, råbte Stig i al sin desperation. Er du da blevet totalt forrykt? svarede jeg, og det endte med, dyret fik sin frihed igen. Skønne spildte kræfter. Allright, så må omeletten laves på vand. Det tog sin tid, og det var nu ikke fordi, det duftede særlig meget af æg, men pyntet med et par agurkeskiver gled den da ned. Efter endnu en lang nat, hvor en sten gnavede frygteligt mod min rygrad, var vi klar til tredje dagsmarch.
Det blev en anstrengende dag. Ingen ville indrømme at være træt, så det gik i raskt trav derudaf, og ved solnedgang var vi også ved at være godt møre. Udover træthed i fødder og ben, gnavede rygsækkene ganske forfærdeligt over skuldrende. Men så blev der også sovet godt igennem. Næste morgen stod den igen på kaffe med agurk. Et rundstykke med ost ville have gjort godt, men så lystigt spillede klaveret heller ikke. Altså måtte vi atter drage af sted med slunkne maver. Stien førte os højere og højere op mellem bjergene. Det var strabadserende og udfordrende, og tilmed var vores feltflasker tomme. De første par dage havde der jo været så rigeligt med rent regnvand overalt; det var vi blevet forvænte med, og havde derfor taget det lidt skødesløst. Her i højden var der hverken vandpytter eller bække, så situationen blev kritisk. Så lød der en raslen af metal og et udråb bagfra.
Det var Kurt, der bar gryderne, som var snublet på klippestykkerne. Han lå og kvabbede rundt et par meter nede. Er du kommet noget til? spurgte Stig. Ja, lød svaret, og da han forsøgte at komme på benene, viste det sig, han havde fået højre fod grundigt i klemme mellem to store klippestykker. Dit ben skal saves af under knæet med min schweitzerkniv, sagde Stig i ramme alvor, da vi havde besigtiget ulykkesstedet. Du holder dig kraftedeme bare væk med din fordømte knogleknuser, snerrede Kurt i et sprogbrug, vi ikke var vant til at høre fra hans side. Ved en utrolig kraftanstrengelse fik vi Kurts ben fri fra klippestykkerne. Sådan, sagde Stig; det var godt, så kan vi meget bedre komme til at save benet af. Kurt vendte øjnene mod himlen. Ja, fortsatte Stig, hvis vi bliver nødt til at blive i den her stenørken i længere tid, har vi intet andet valg end at æde benstumpen. Kurt gjorde sig som sædvanlig vanskelig, men vi blev enige om, at han var inhabil i dette anliggende.
Nå, jamen ok, indskød jeg henvendt til Kurt, jeg lover dig, du skal få det største stykke og al den sprøde svær. Der skal ikke mangle noget. Kurt virkede ikke særlig begejstret, hvilket Stig og jeg fandt ret utaknemmeligt. Vi ville ham det jo kun så godt. Jeg ved ikke rigtigt, sagde jeg, den fod ser ikke særlig appetitlig ud. Skal vi ikke hellere æde en af hans arme? Det lod til, vores trøstende ord havde hjulpet, for det lykkedes nu Kurt at komme på benene, og Stig spurgte, om han ellers var ok. Kurt havde fået diverse hudafskrabninger. Det gør vanvittigt ondt i foden, jamrede han. Den er vist forstuvet. Stig og jeg så på hinanden. Det var ret så foruroligende her i det øde højfjeld. Kurt blev løftet op på stien igen, men han klagede over svære smerter og kunne ikke støtte på foden. Den er meget forstuvet, klagede han. Måske endda brækket. Gode råd var dyre her midt i vildmarken. Det er en vanskelig situation det her, og så er det altså vigtigt, at vi står sammen. Stig har lavet omelet og jeg har båret teltet, men så snart vi beder dig om det mindste, gør du knuder. Hvis du da så bare ville give os en lille hånd.
Tror du, du kan gå til næste overnatningssted? spurgte jeg. Nej, svarede Kurt, jeg kan ikke gå fem meter. Vi lagde hovederne i blød. Da lyste Stig op i et forklarelsens lys. Hvis jeg nu går efter hjælp, og I bliver her? Så lader jeg jer beholde teltet og kommer tilbage med en båre eller tilkalder en helikopter! Vi så på hinanden. Er det nu klogt? spurgte Kurt. Hvad vil du gøre, hvis du nu også forstuver foden? Eller ikke kan nå frem inden det bliver mørkt? Ja, eller ikke kan finde tilbage til stedet her? tilføjede jeg. Det er vist en dårlig idé.
Forslaget blev forkastet, og mismodet bredte sig. Men så var det, Kurt fik en åbenbaring. Måske kan man lave en ankelstøtte ud af aluminiumsrørene på min rygsæk! Sagen blev overvejet, og det blev besluttet at gøre et forsøg. Rygsækken blev flået i stykker med schweitzerkniven. Det drillede lidt, men til sidst havde vi fremstillet en benskinne og bundet den sammen med et par teltbarduner. Prøv at rejse dig, opfordrede Stig. Det gjorde Kurt, og han kunne nu faktisk støtte på den skadede fod. Stor var begejstringen. Så fortsatte fremrykningen om end ganske langsomt.
Stien førte os efterhånden ud af bjergpasset og ned til lidt mere frugtbare områder. Stig studerede kortet og meddelte, at en lokalitet ved navn Fjellabo snart ville vise sig. Øv, sagde Kurt, det er nok en ny gedefoderstation. Men vores pessimisme blev gjort til skamme. På lang afstand øjnedes en lille bygning med vinduer, dør, skorsten og det hele. Vel nærmest hvad man vil kalde en knaldhytte. Det ser godt ud, sagde jeg. Måske bor der en hyggelig fjeldabe-familie med store kødgryder. Det kan være, de har lavet dansk bøf med bløde løg. Sikke noget sludder, sagde Stig; det kan vist højest være norsk bøf med bløde løg. Formentlig kød fra en elgko eller eurasisk los.
Der boede nu ingen lokale, men det var næsten endnu bedre. Hytten tilhørte den norske turistforening, døren var ikke låst, og indenfor var der otte senge med tæpper, et lille køkken samt lokum og manuelt brusebad. Der var også petroleumslamper og stearinlys. Sikke dog en luksus. I et af køkkenskabene var der en righoldighed af dåsemad og tilmed diverse nødhjælpsudstyr såsom forbindinger, plastre, jod og noget salve mod muskelsmerter. Det var lige før, vi råbte hurra.
Efter at have set os lidt omkring i de herskabelige omgivelser, varmede vi et par dåser konserves og blev enige om, at nu var det ved at ligne en rigtig ferie. Kurt smurte sin dårlige fod ind i muskelsalven og vi gjorde os rede til natten. Der var naturligvis hverken radio, TV eller telefon, men til gengæld nogle sangbøger hvorfra vi i kor nynnede nogle af de norske salmer. Så var det blevet sengetid. Det var hårde madrasser, men i forhold til de tidligere overnatninger var det de rene himmelsenge.
Næste morgen var det igen strålende vejr. Som nogle Jepper i baronernes senge, kneb vi os i armene, men det var sandt nok; dette var den rene overflod. Hvad med at blive her altid? spurgte jeg. Kurt kunne meddele, hans fod var blevet en smule bedre, men stadig svær at støtte på. Der opstod enighed om, han skulle smøre sig hyppigt med muskelsalven og, at vi ville tage endnu en overnatning. Der blev slikket solskin på verandaen og alt var godt. Men sådan kunne det jo ikke blive ved. Næste dags morgen drog vi derfor af sted efter at have ryddet op efter os og puttet penge i en dertil indrettet cigarkasse. Systemet var så naivt, at man bare ikke nænnede at snyde. Men lige inden afgang sagde Stig: Hvad med at donere en lille gave til dette idealistiske foretagende? Hvad mener du? spurgte Kurt og jeg. Jo, jeg synes, vi skal efterlade vores kostbare agurker til de næste overnattende. Dér røg det meste af vores egenkapital, men der var ikke så megen diskussion, efterspørgslen havde jo langtfra levet op til vores forventninger. Farvel profit. Men et lyspunkt var det dog, at Kurts fod nu var så godt som i orden. Vi drog ud på en lang dagsmarch med de skønneste naturoplevelser og herlig frisk luft.
Sidst på formiddagen dukkede en rigtig stor træbygning op i det fjerne. Hvad mon nu det kunne være? Det viste det sig at være et vaskeægte højfjeldshotel. Der var levende mennesker udenfor og et acceptabelt køkken, ganske vist med skyhøje priser. Atter led vi af en glubende appetit, så der blev indtaget en bedre middag; det var vist noget med kartoffelmos og kødsovs. Tilmed havde de et lille udsalg af chokolade, rosiner og nødder, så der blev købt godt ind. Det skulle vi ikke komme til at fortryde. Derpå fortsatte fremrykningen.
Ruten strakte sig nu langs en flod, der var betragteligt større end Gudenåen. Dog var der den lille hage ved det, at her huserede myg i meget stor stil. Og det var ikke som danske myg, hvor man får et lille stik i ny og næ. Nej, det var regulære Dracula-myg, der samarbejdede om at drikke hver en dråbe af vores uundværlige blod. Vi gik i shorts og opsmøgede ærmer, hvilket var en særdeles uheldig påklædning. Det gælder om at komme op i højderne igen, stønnede Stig, men ruten fortsatte i det uendelige langs floden. Til sidst måtte vi se i øjnene, vampyr-insekterne var kommet for at blive.
Vi kom til en indbydende græseng, hvor vi besluttede os for at søge ly. Kurt, du henter vand i floden kommanderede Stig, så slår vi teltet op. Sjældent er et telt blevet rejst på så kort tid. Det gik hurtigt med at komme indenfor, Kurt kom tilbage med vandet, og myggenettet blev lynet til. Et sådant var vores telt heldigvis udrustet med. Nu gjaldt det ellers om at klaske de hundredevis af dræbermyg, der var fulgt med ind. Så havde vi fred og kunne slappe af til natten. Næste morgen fortsatte scenariet, men nu havde vi fået langærmede trøjer på, og rigtige bukser. Efter få timers vandring førte ruten os igen mod højderne, og de fremmedfjendtlige mosquitoer var lagt bag os.
Næste stednavn på kortet var Højstedskjøping. Det lyder da af noget, slog Stig an i en optimistisk tone. Ja, svarede jeg bittert, det er nok en ekstra stor gedefoderhytte. Vandringen fortsatte, og på et tidspunkt udbrød Kurt: Se der! Det så sandelig ud som om, der var adskillige huse tæt på hinanden. Det var faktisk noget, man kunne kalde en lille by. Tempoet blev øget og øget, og efter cirka en halv time var vi fremme. Vi ledte lidt efter bymidten og mødte heldigvis en levende nordmand, der kunne vise os vej til et spisested. Joe, sagde han, der er da en pølsevogn nogle få kilometer op ad denne vej, lød svaret, og han pegede på en stejl bakke. Vores tænder løb i vand. Det blev nok de længste kilometer på hele turen.
Endelig fandt vi det rullende kadaverudsalgssted og studerede de opslåede menuforslag. Hamburger var nok det, der så bedst ud. Tre af dem, bestilte Stig, og pølsemesteren begyndte tilberedningen. Også tre til mig, sagde Kurt, og jeg tilføjede: Ditto her. Pølsemanden stirrede lidt vantro på os. I alt ni burgere? spurgte han. Jeps, sagde Stig. Og det skal være med det hele! Alt det hele! istemte jeg, og Kurt tilføjede: men uden agurkesalat! Måltiderne blev fortæret til sidste krumme, endelig var vores maver fyldte.
I samme øjeblik kørte en luksuriøs bus ind på parkeringspladsen. Den viste sig at indeholde en stor flok amerikanske turister. De faldt straks i svime over os veludrustede fjeldvandrere. Om de måtte tage et par fotos? Vi stillede beredvilligt op i positur med rygsækkene og det øvrige udstyr, og kameraerne knipsede lystigt. Vi var en stor turistattraktion. Sjovt at tænke på, vores portrætter nu måske befinder sig i mange fotoalbums ”over there.”
Resten af turen blev en lidt mere traditionel rejse. Vi tog en bus langs de smukke norske fjorde og nåede frem til en by med campingplads, biograf, cafeterier og et atletikstadion. Der var endda butikker, alt det vi havde set frem til. Servicetilbuddene blev nydt i fulde drag, og vi råhyggede os rigtigt. Der blev vi 3-4 overnatninger, så var det tid til at vende næsen hjemad.
At blaffe tilbage blev os et nummer for broget, så det blev til en togbillet for vores sidste penge. Vel hjemkommen gik turen til vores foretrukne værtshus, hvor vi evaluerede turen. Beskrivelsen af vores strabadser blev stadig mere og mere drabelig, men konklusionen, som jeg har taget til mig til den dag i dag er, at vel er frisk luft, vild natur og motion fascinerende, men civilisationen er bestemt heller ikke at foragte.
Siden da har jeg kun holdt afslapningsferier.
——————
Turen til Amsterdam
Blandt de ferier, der står klarest i min hukommelse, er nok den tur til Amsterdam, som min gode ven Stoffer og jeg foretog for mange år siden. Det startede med, vi netop havde afsluttet vores studier og blev enige om, det ville være velfortjent med en lille ferie. Pengene var små, så det måtte blive til en tur på tommelfingeren. Det havde vi prøvet før, og vi fandt det morsomt og spændende. Men hvor skulle turen gå hen?
Efter megen diskussion frem og tilbage faldt valget på Holland, helst Amsterdam. Vi var indstillet på at krydse lidt rundt i søgen efter oplevelser, men et mål var påkrævet, så den hollandske hovedstad skulle være kronen på værket. Som sagt, så gjort. Der måtte naturligvis holdes flere planlægningsmøder angående, hvad det nu var, der skulle medtages. Telt, soveposer og liggeunderlag samt kogegrej var jo helt nødvendigt udstyr. Derudover skiftetøj, lidt vaskepulver, landkort og diverse forplejning. Denne kom til at bestå af en pakke pumpernikkel brød, et par dåser leverpostej og makrelguf. Desuden en humpel ost og nogle kiks. Så var vi klar.
Starten gik en solrig onsdag morgen og vi spadserede ud til den nærmeste motorvejstilkørsel fulde af håb og forventning. Eventyret var begyndt! Vi kom nu til at stå der temmelig længe; måske to timer, men endelig holdt en lille Morris Mascot ind til siden. Hej, hvor skal i hen? spurgte føreren af dette herskabelige køretøj. Ja, altså sydpå, svarede vi. Nå ja, jeg skal til Esbjerg, sagde den som fra Himlen sendte bilist. Tja, svarede vi, vores mål er altså Holland, om vi måske kunne tage med til Kolding? Selvfølgelig, lød svaret, bare hop ind. Nu var ferien i gang!
Vi nåede hurtigt Kolding og blev sat af ved en afkørsel, men det gik meget sløjt med at komme videre. Faktisk begyndte det at blive mørkt, så teltet blev rejst på en nærliggende mark. Det var måske ikke den bedste start på vores blaffer-eventyr, men nu var vi da kommet et lille stykke af vejen og faldt snart til ro. Det er min erfaring, at det med at sove i telt på et tyndt liggeunderlag kan være lidt svært de første par nætter under en rejse. Jeg vendte og drejede mig da også en del denne, den første nat. Straks da det lysnede, stod vi op og var klar til at fortsætte ekspeditionen. Denne gang gik det lidt bedre, vi fik et lift til den gamle grænseovergang ved Kruså. Her var der et supermarked, og der blev tanket op med dåsemad, brød og sodavand. Det var den rene idyl.
Kort fortalt fik vi fire-fem lifts og var inden aften nået frem til en lille by i det nordvesttyske, der hed Verden. Nu udtales V jo som F på tysk, men med den danske udtale blev vi enige om, at dette var den store, vide verden. Fandt en campingplads og syntes det hele var så vældigt. Dengang var jeg entusiastisk motionist, så jeg løb en tur omkring de nærliggende landsbyer og returnerede med en beskrivelse af landskabet. Bl.a. havde jeg set en lille beværtning, der så ud til at være et besøg værd. Her ville vi jo nok møde et par søde piger til at tage med hjem til vores to-personers telt. Håbet er lysegrønt.
Nuvel, vi spadserede den lange vej til det forjættede værtshus, men blev dog noget skuffede. Her sad en håndfuld ældre mænd og spillede på enarmede tyveknægte. Bortset fra man kunne købe fadøl, var der ikke de store erotiske eventyr i det. Da vores økonomi ikke var til en voldsom udskejelse, listede vi slukørede hjem til vores lille telt, men blev dog enige om, det havde været en vis ferieoplevelse og sov så sødt til næste morgen.
På turens tredje dag gik det fint med at komme videre. For at gøre en lang historie kort, nåede vi sidst på eftermiddagen frem til den hollandske grænse. Vi var dog langt fra en campingplads, så vi ledte efter blot et lille stykke græs, hvor vi kunne opstille vores medbragte bohave. Det fandt vi da også og lagde os glade til at sove. Der var lidt motorstøj, med det generede os ikke, trætte som vi jo var.
Vi blev vækket ret så brat ved sekstiden næste morgen. Hallo, hallo, vågn op, lød en mandsstemme udefra. Vi gryntede lidt, men fredsforstyrreren gentog sin opfordring. Prøv lige at se, hvad problemet kan være, sagde Stoffer med grødet stemme fra soveposens dyb. Jeg lynede teltet op, og så til min bestyrtelse, at det var to uniformerede betjente, der havde afbrudt vores skønhedssøvn. Hvad laver I her? spurgte de. Vi sover, svarede jeg, men det lod ikke til at stille ordensmagten tilfreds. I kan ikke campere her! Nå, ja, det gik da ellers udmærket, indtil I kom. Det lod ikke til at more dem. Så var det, jeg så mig omkring. Vi var kommet til at sætte teltet op midt i en motorvejsudfletning, og morgentrafikken var på sit højeste. Det gik op for mig, vi havde trådt lidt i den hollandske spinat.
Er i på ferietur? spurgte de videre. Ja, svarede jeg, vi er på vej til Amsterdam. Amsterdam! De to betjente så sigende på hinanden. Amsterdam, ha ha, hi hi, ho ho, lo de på en meget foruroligende måde. Good luck, tilføjede de, good luck in Amsterdam! Vi blev bedt om at bryde op, hvilket blev gjort, men deres hånlatter lå stadig i vores baghoveder. Hvad mente de mon med det?
Det gik meget fint med at blaffe gennem Holland og sidst på eftermiddagen, var vi ved målet. Nu gjaldt det om at finde et sted at overnatte. Vi spurgte om vej, og til sidst så vi et kæmpemæssigt hampeblad malet på en mur, med en pil nedenunder. Vi tænkte, at den pil måtte vi nok hellere følge, og den ledte os da også hen til en god campingplads. Vi slog teltet op, varmede noget dåsemad og hyggede os ganske grundigt.
Næste aften følte vi behov for at besøge prostitutions-kvarteret ”Red light district,” som vi havde hørt så meget om. Vi slentrede rundt og fandt et udstillingsvindue, hvor der sad en regulær mandelokker. Højt opsat kastanjefarvet hår, et sødt ansigt, storbarmet, hvepsetalje, en god røv, lange slanke ben og nuttede fødder. Det var os for stor en fristelse. Tilmed lokkede hun med en kroget pegefinger og smilede indsmigrende. Der vil jeg ind! proklamerede Stoffer. Og sådan blev det. Jeg var ikke så seksuelt frigjort, at jeg turde gå med. Hvor lang tid tror du, det tager? spurgte jeg.
Stoffer smilede smørret. Indtil jeg har brugt 200 gylden, lød svaret, og så var han inde bag porten til Paradis. Jeg følte mig lidt fortabt i verden, da jeg så den røde lampe blive slukket, som tegn på, at glædespigen havde fået nok om ørerne. Jeg var jo ikke blot midt i et ludermiljø, men også i et center for narkotika og kriminalitet. Tiden gik, men efter cirka en time kom Stoffer igen, uden dog at virke særlig tilfreds. Hold kæft, en gang fup, lød det bittert fra min rejsekammerat. Lad os gå hen på et værtshus langt væk fra dette korrupte og opreklamerede narrefisse center! vrissede han. Hvad er der dog sket? spurgte jeg. Det kan du få at vide når vi kommer tilbage til teltet. Vi gik derudaf uden at mæle mange ord. Men da vi først nåede ind på en lille beværtning, ”Der dritte Hengst” fik Stoffer ellers munden på gled.
Jo, det startede med, der var en nydelig thai-pige, der bød mig velkommen. Hvad jeg ville have at drikke? Ja, men jeg er ikke kommet, fordi jeg er tørstig, svarede Stoffer. Men det er normalt, man køber en drink til sig selv og en til pigen, havde værtinden sagt med et sødt smil. Nå da, udbrød jeg, så blev det en dyr omgang! Ja, det kan du tro! kom det fra Stoffer. Det viste sig, de foretrak en svimlende dyr champagne. Og det skulle være en hel flaske. Så måtte jeg jo trække tegnebogen frem. Jamen, spurgte jeg, hvad med det lækre skår dér, var hun god? Aner det ikke, for jeg fik den besked, at vindues-pigen ikke dyrkede sex med kunderne, hun var blot at betragte som en reklame. Og Stoffer havde ellers virkelig sat næsen og andre organer op efter hende. Han havde lige glædet sig sådan.
Så kom der et noget modent og godt polstret fruentimmer og tiltalte mig, fortsatte han. Hun sagde, hun hed Jeanette, men hun så nu mere ud til at hedde Ursula. Hun var svær at forstå, men jeg opfattede, hun spurgte om noget med spansk, fransk, polsk eller svensk. Nej, nej havde Stoffer svaret. Jeg kan kun dansk, engelsk og ganske lidt tysk. Men mit engelske er helt flydende. Hun så vantro på mig, berettede Stoffer videre.
Jeg blev så gelejdet ind i et lille lokale, hvor der blev vist pornofilm. Der sad jeg i en halv time og kedede mig bravt. Så kom bordelmutter og bad mig følge med, fortsatte Stoffer. Og det var ikke ind til et sødt pigebarn, næ, jeg blev ført ud til baren igen. Det viste sig, nogle af pigerne igen var blevet tørstige. Men så måtte jeg også sige stop og forlade det lumre horehus. Det var imidlertid ikke så let, for ved udgangen stod to muskuløse dørmænd og spærrede mig vejen. Jo, de skulle jo også have lidt penge. Security, security, sagde de. Jeg var lige ved at blive rigtig vred, men synet af deres tatoverede biceps fik mig på andre tanker. Jeg måtte af med over halvdelen af mine penge og fik intet ud af det. Bortset fra et glas champagne, kom det fra Stoffer med et dybt suk. Dermed drog vi ud på den lange spadseretur tilbage til teltet.
De næste par dage legede vi turister, så et par museer, spiste god mad og havde det rigtig rart. Vi gik fredsommeligt ned ad hovedstrøget, da en mand, ja man må jo ikke sige farvet, men en person af anden etnisk herkomst end hollandsk passede os op. Om vi mon var basketball-spillere? Vi var jo så høje. Næ, svarede vi, vi dyrker kapgang og volleyball, hvilket var sandt. Nå, men så har I jo også brug for lange ben. Hvor meget vi mon vejede? Det fortalte vi ham, hvorefter han spurgte, om han måtte prøve at løfte os? Det kunne vi ikke se, der skulle være noget ondt i, så han tog livtag på Stoffer og løftede ham op i luften. Vi syntes, det var meget pudsigt. Så blev det min tur, og han løftede mig ikke en eller to, nej tre gange højt til vejrs. Vi måtte indrømme, han var stærk. Da han havde anbragt mig på jordens overflade igen, takkede han hurtigt af. Fin fyr, sagde Stoffer. Ja, svarede jeg, samtidig med jeg klaskede mig på baglommen og til min rædsel opdagede, tegnebogen var væk. Milde mammon! råbte jeg. Han er rendt med mine penge!
Vi ilede straks ned ad den stærkt befærdede gade, hvor vi havde set den fremmede forsvinde, og da vi jo var i god form, blev han hurtigt løbet op. Vi greb ham i skulderen og sagde, han straks skulle aflevere tegnebogen. Men han slog ud med armene og forsikrede, han ikke havde stjålet noget. Jeg er ingen tyv! Det er ikke min stil, bedyrede han. Vi klappede ham på lommerne, men der var intet at mærke. Han har garanteret givet den videre til en medsammensvoren, sagde Stoffer, men vi blev enige om, der var problemer med bevisets stilling, afstanden til den nærmeste politistation samt ingen udsigt til, at jeg kunne få mine penge igen. Vi måtte lade manden gå.
Dér stod vi så, midt i Amsterdam. Hvor mange penge har du? spurgte jeg Stoffer. Han kiggede i sin tegnebog og talte op. 90 gylden, nåede han frem til. Hvad gør vi så nu? Jeg er sulten, svarede jeg. Stoffer tænkte lidt. OK, udbrød han så. Jeg så en hyggelig lille China-restaurant, da vi gik herned ad, lad os tage derop og spise en buffet! Som sagt, så gjort, vi nød det virkelig, men regningen lød på 80 gylden, så udover vi var blevet mætte, var vi rimeligt på spanden. Har du en plan? spurgte Stoffer, vi har kun ti gylden tilbage, og der er langt hjem.
Jeg fik øje på et skilt: Havnerundfart fem gylden. Vi har lige til en spirituel oplevelse, lad os tage ud på en flodpram, udbrød jeg. Det blev vedtaget. Efter en indtryksfuld tur, stod vi på havnekanten, helt blanket af. Vi må hellere se at komme hjem, sagde jeg til Stoffer. Godt, at vi har betalt forud for campingpladsen, vi henter pakkenellikerne og så går det mod Danmark. Har du din tommeltot endnu? spurgte jeg, og det havde han, så efter at have rømmet lejren spadserede vi af sted mod den nærmeste udfaldsvej.
Vores første lift, da vi var kommet lidt uden for byen, var heldigt. Vi kørte vel firs kilometer; ganske vist ikke i den helt rigtige retning, men det gav os alligevel en følelse af, at vi flyttede os. Tilmed var det en sympatisk kvinde, vi kom op at køre med, hun viste sig at være kriminalbetjent, og da hun hørte vores lidelseshistorie, tilbød hun os en lille uformel frokost. Vi kørte hjem til hendes bopæl, og her serverede hun et eventyrligt måltid af schwartz-brot med spejlæg og ketchup. Jeg har ikke andet, beklagede hun, men vi var ovenud lykkelige. Sult er det bedste krydderi.
Over middag drog vi atter ud på eventyr. Det gik lidt trægt, men efter et par timer fik vi et godt lift, dog stadig på en lidt gal kurs. Så var det, Stoffer opdagede, han havde glemt sit pas hos den gæstfrie kvindelige betjent. Den var værre, udbrød han, jeg kommer aldrig hjem uden pas. Jeg må blaffe tilbage efter det. Aftalen blev, at jeg lagde mig til at sove på en græsplæne, vi fandt, så skulle Stoffer blaffe de firs kilometer tilbage for at hente sit pas, og derpå tomle den tilbage igen. Det lød som en lidt usikker plan, men jeg faldt dog i en let slummer.
Der gik mange timer, og jeg tænkte så småt på blot at drage videre alene, men da jeg jo havde både teltet og soveposerne, ville det være en smule unfair. Og minsandten, da det netop var begyndt at mørkne, dukkede Stoffer op. Stor var gensynsglæden. Hej hop, sagde han, gæt hvad jeg har med! Det viste sig, den rare kvinde havde smurt os en madpakke og givet ham ti gylden med på rejsen. Nu så alt meget lysere ud. Hvad gør vi så? spurgte Stoffer. Tja, svarede jeg, udover jeg er sulten, er jeg også træt og søvnig. Lad os slå teltet op her på plænen. Vi spiste håndmadderne og lagde os mætte og tilfredse til at sove.
Næste morgen vågnede vi tidligt og var naturligvis sultne igen. Den klarer jeg, udbrød Stoffer, jeg så et supermarked nogle få hundrede meter herfra, dér kan jeg hente lidt morgenmad. Vi har jo de ti gylden. Kort efter kom han tilbage med en med en stor pose cornflakes og en liter mælk. Fedest, sagde jeg, og vi tog godt for os af den lækre morgenmenu. Således opladt på sjæl og legeme begav vi os atter ud på landevejen. Det gik lidt sløvt med at komme fremad, og vi begyndte at gå hinanden lidt på nerverne. Da vi blev sat af i en lille landsby, havde vi divergerende meninger angående, hvilken retning vi nu skulle vælge og besluttede os i fuld forståelse for at søge lykken hver for sig. Det blev til, at Stoffer tog teltet med sig, og jeg satsede på at slumre sådan lidt hist og her.
Nu kom det da også til at gå meget bedre. Jeg fik et langturslift østpå, faktisk blev jeg tilbudt at køre med til Berlin. Det lød jo fristende. Berlin, dér havde jeg jo været med folkeskolen for nogle år siden, og jeg huskede det som et meget sjovt og inspirerende sted, men uden en pfennig på lommen virkede det uoverkommeligt. Blev sat af på en rasteplads nær Hannover. Her tog jeg opstilling ved den nærmeste tilkørsel nordpå. Det gav da også snart pote. Jeg kom op at køre med en særdeles behagelig sælger, som fortalte meget om sit job. Han havde også været udstationeret i Danmark. Det var jo godt nok. Men især var det fedt, da han på et tidspunkt spurgte, om jeg var sulten. Om jeg var? Jo, for i handskerummet havde han en pakke Bastogne krydderkiks. Nu ved jeg ikke, om læseren kender de benævnte småkager, men i situationen forekom de mig at være en overordentlig himmelsk delikatesse, og jeg har sat pris på dem, lige til den dag i dag. Gå-på-modet steg voldsomt!
Well, derefter gik det slag i slag hjemad og efter cirka tre døgn på sulte-cirkulære, nåede jeg omsider frem til min hjemby. Jeg havde en glubende appetit og nød alle bordets glæder, nu skulle det forsømte indhentes! Så var det, der indtraf to overraskelser på samme dag. Først fik jeg et anbefalet brev. Det forbavsede mig, og tilmed viste det sig at indeholde min bortkomne tegnebog. Fint, tænkte jeg, nu får jeg da i det mindste køre- og kreditkort igen. Men min forbløffelse steg til det utrolige, da der i et følgebrev stod, at den havde indeholdt 210 gylden, der kunne afhentes ved personligt fremmøde på politistationen. Så vidt jeg kunne huske, var det mere, end der havde været, da jeg mistede den. Det var mig et mysterium. Så havde den farvede vægtløfter altså alligevel ikke været en tyv! Vi havde gjort ham uret. Jeg skammede mig lidt, men frydede mig naturligvis over kontanterne.
Dagens anden overraskelse var, at Stoffer bankede på døren sidst på eftermiddagen. Han var ét stort smil og så ikke underernæret ud. Jo, da han skulle passere grænsen mellem Holland og Tyskland, skulle han vise sit pas, og dér havde han fundet en 100 D-mark seddel, han helt havde glemt, at han havde stukket til side, så Stoffer havde levet ganske godt på hjemvejen. Og der var endnu penge tilbage.
Vi gjorde regnestykket op, og det viste sig, vi faktisk havde levet meget billigere end budgetteret. Så tog vi naturligvis på Kina-restaurant og spiste os tykke og fede. Og da vi ikke kunne tage på havnerundfart her i vores lille købstad, gav vi de sidste småpenge til sømandsmissionen.
Det kan være ganske lærerigt at komme på spanden en gang imellem.
———————–
Rejsen til Sri Lanka
I mit barndomshjem blev der drukket rigtig meget te. Ikke så meget urtete eller grøn te, men de gode gammeldags varianter af sort te. Især var Ceylon te populært. Det var noget, vi alle nød med velbehag.
Jeg begyndte imidlertid at reflektere over, hvad navnet ”Ceylon” egentlig betød. Jo, fik jeg at vide, Ceylon er en lille ø i de varme lande. Det lød eksotisk! De varme lande, det var jo noget med løver, elefanter og tigre. Videre blev det mig fortalt, det var tæt på Indien. Jeg kunne ikke forestille mig, noget kunne være længere væk, det skulle da lige være Kina eller Sydpolen. Indien var jo noget med slangetæmmere, hellige køer, guruer og templer. Jeg var fascineret.
En dag hørte jeg så i radioavisen, at nu var der ikke mere noget, der hed Ceylon. Tak skæbne, tænkte jeg, så er det slut med te. Jeg blev dog beroliget ved at høre, landet blot havde taget navneforandring til Sri Lanka. Men Sri Lanka te, det syntes jeg nu ikke havde den samme magiske lyd. Senere fik jeg så job og tænkte ikke så meget på de varme lande. Bevares, jeg holdt da ferie i Spanien og Italien en gang imellem, men det var jo ikke noget med tigre, fakirer med turban og cobraslanger. Varmt, ja dét var det, men min barndomsforestilling om de varme lande lå jo fjernt, nærmest helt udenfor rækkevidde.
Jeg lærte så en pige at kende, Ketty hed hun. Ikke, at vi var kærester, blot sådan i min omgangskreds. Hun fortalte en dag, at hun var blevet fadder (det hedder det, selvom det er en pige) for et barn i Kenya. Se her, sagde hun og viste mig et billede af en lille dreng. Han går i skole og får et glas mælk og lidt brød hver dag. Han er også blevet vaccineret mod malaria, og familien har fået råd til at købe en ged! Jeg kunne jo godt se, det var en god gerning, især taget i betragtning, at Ketty gik på understøttelse og dermed ikke havde så mange penge til sig selv. Ja, sagde hun så, det skulle du også tage at gøre, det giver held i pengesager. Så gav hun mig en brochure og nogle blanketter, jeg kunne udfylde.
I første omgang syntes jeg nu ikke rigtigt, det var noget for mig. Min indkomst var jo også lav, men da så jeg en tv-spot om Børnefondens arbejde i Sri Lanka. Det var lige efter tsunamien, nøden var tydeligvis stor, og ved en pludselig indskydelse udfyldte jeg blanketten og sendte den af sted. Snart kom der nærmere information med posten. Jeg kunne læse, der var et fattigt pigebarn, ved navn Nirosha, som havde stort behov for at komme i skole. Hendes far var teplukker og moderen var hjemmegående husmor. Nirosha havde fire ældre søskende. Så skrev jeg under på papirerne.
Alt det her skete før finanskrisen, faktisk tilbage til den tid, hvor det var såre let at låne penge. Pludselig en dag kom der en check, lydende på 42.000 kr. ind ad døren, jeg skulle blot skrive under på nogle papirer, så var den gyldig. Fedt nok. Som en gemen pensionist tænker man jo lige lidt over det, inden man tager imod et sådant beløb, men da så jeg det for mig: Jeg kan rejse derhen, hvor teen tror! Når jeg først får sådan en idé, giver jeg sjældent op uden kamp. Kort fortalt fik jeg ordnet alt det praktiske i løbet af to måneder. Turen derud var for så vidt ikke meget anderledes end de øvrige flyture, jeg har været på. Der var dog lige to nye oplevelser. Dels at flyve med verdens største fly; Airbus, og dels at flyve mange tidszoner mod øst. Det giver jetlag.
Den 22. december landede jeg så i Columbo lufthavn. Fra luften så den ikke særlig stor ud, men da jeg kom ned og indenfor, var der en ret så hektisk atmosfære. Det startede med, at en mandsperson kom og greb ud efter min kuffert, den ville han bære for mig. Jeg protesterede, vidste jo godt det drejede sig om penge, men der var intet at stille op, han var ikke til at standse. Jeg blev så ført hen til en lille smøge, hvor der var en righoldighed af turistburauer og taxachauffører, der bar skilte med alverdens efternavne. Jeg var især interesseret i den sidste kategori, da jeg havde lavet den aftale hjemmefra, at jeg ville blive afhentet og kørt til et 5-stjernet hotel. Der ville stå en chauffør med et skilt med mit navn på, var jeg blevet lovet. Det gjorde der imidlertid ikke.
Blandt de mange ivrige agenter valgte jeg til sidst en, der så bare nogenlunde tilforladelig ud. Om de ville køre mig til hotel Zaphyre? Jo jo, det kendte de skam godt. Kom med denne vej. Jeg følte det, som var jeg ved at blive ædt af en blæksprutte, da der udover chaufføren fulgte to yngre mænd med ud til vognen. Så gik turen ellers af sted gennem, ja jeg vil ikke kalde det gader, det var brede tiltrampede grusveje. De var ikke nærmere definerede til siderne, husene lå nærmest spredt i flæng. Men selvom stien var bred, var det ikke let at komme frem. En kaotisk blanding af fodgængere, cyklister og scootere, små biler, diverse dyr heriblandt hellige køer, gjorde vores fremfærd meget vanskelig. Jeg måtte dog beundre chaufførens behændighed. Men efterhånden som omgivelsernes elendighed stadig tog til, begyndte jeg nu at blive ret så bekymret. Det her lignede ikke vejen til et 5-stjernet hotel. Ydermere var de jo tre mod én. Jeg forberedte mig på at blive grundigt rullet.
Vi kørte cirka en time i dette kaos og rullede endelig op foran et luksuriøst hotel, hvor taxaen parkerede ved indgangsportalen. Det så fornemt ud, men det var ikke det hotel, jeg havde bestilt og betalt for hjemmefra. Hvad skulle jeg dog gøre? Det behøvede jeg nu ikke tænke så meget over, for alle beslutninger blev truffet uden min indblanding. Vi blev modtaget af en meget imponerende repræsentant for luksushotellet, han var klædt ud som cirkusdirektør. Jeg ved ikke, hvad sådan en mand kaldes, men han var særdeles serviceminded. Faktisk for meget, for da han ville tage min jakke ud af bilen, tabte han mobilen på fliserne, hvorved den gik i flere stykker. Det var ret fatalt, jeg skulle jo bruge den til at tage billeder og holde forbindelsen hjem til Danmark, og jeg kunne ikke huske min pinkode. Altså ingen fotos og ingen mulighed for telefoniske rejseskildringer eller rekvirering af ekstra kapital.
Nå, jeg spadserede mere eller mindre frivilligt indenfor, og det gjorde chaufføren og hans to assistenter også. Jeg var dødtræt efter den lange rejse, men så ingen anden mulighed end at byde de tre på en drink. Det var trods alt pænt af dem, de ikke havde slået mig ihjel. Der gik en halv time, så kunne jeg altså ikke holde det ud længere. Skylder jeg jer noget? spurgte jeg. Næh udover, at chaufføren skulle have lidt for transporten, var der ingen mellemværender. Det var jo fint nok, men så spurgte de, om Mr. Chairman måtte komme til mig næste dag. Hvorfor det? spurgte jeg. Jo, men det var altså meget vigtigt, svarede de, han kan planlægge hele din rejse. OK, måtte jeg jo sige, men så må jeg altså også omgående op på mit værelse og få noget søvn. Jeg havde virkelig fået at føle, hvad jetlag er. Igen var der en hotelkarl, der absolut ville slæbe min bagage, og jeg orkede ikke at protestere. Han fik lidt penge og endelig, endelig var jeg alene. Der var naturligvis klima-anlæg på værelset og derudover barskab samt mørklægningsgardiner. Jeg tog et bad, rullede for og lod hvilen falde over mit mødige legeme, mens jeg nød et par forfriskninger fra barskabet. Det gik jo fint, og snart sov jeg sødt på den komfortable dobbeltseng. Men så godt skulle det ikke få lov at fortsætte.
Jeg vågnede da også efter få timer og havde nær troet, jeg var blevet blind, så effektive var mørklægningsgardinerne. Man kunne bogstaveligt talt ikke se en hånd for sig. Når man vågner så pludseligt, varer det jo lidt inden hukommelsen følger med. Blandt andet havde jeg absolut ingen erindring om, hvordan mit luksuriøse værelse var indrettet, ja for den sags skyld var jeg knap klar over, jeg befandt mig i Sri Lanka. Jeg begyndte at famle mig vej langs væggene; så måtte jeg vel finde toilettet på et tidspunkt, men det var jo et stort værelse. Pludselig kom jeg til at støde foden mod noget hårdt. Det viste sig at være køleskabsbaren, og så var det jo blot at åbne lågen; det gav så meget lys, at jeg kunne orientere mig. Fik besørget mit ærinde, hvilket var en voldsom lettelse, men da blev der pludseligt banket hårdt på døren. Mr. Chairman ønsker at besøge dig, lød en stemme udefra. Jeg forsøgte at samle tankerne.
Da jeg var kommet lidt til mig selv og fik rullet fra, viste det sig, det for længst var blevet lyst. Mit jetlag og gardinerne havde snydt mig. Men Mr. Chairman var tydeligvis veloplagt. Han åbnede en attachémappe og fremdrog en mangfoldighed af brochurer. Tigre, templer, hellige træer og forgyldte Buddhaer. Det var meget svært at gøre ham klart, jeg blot ønskede at blive kørt til en øde og isoleret udørk i den nordlige del af landet. Mr. Chairman havde tydeligvis interesse i et omfattende program. Han telefonerede ivrigt i længere tid, så havde han en plan færdig. Og hvad skal så det koste? spurgte jeg. Det blev et svimlende tal i rupees, og jeg bad ham omregne det til euro, hvilket var den valuta, jeg havde med. Jeg talte pengene op, men derefter var der næsten intet tilbage til alt det sjove. Jeg sagde til ham, han måtte planlægge et billigere arrangement. Det kostede igen en del telefonsamtaler og udregninger. Mr. Chairman rakte mig en pæn sum tilbage, vi blev enige og aftalte, at han ville komme igen næste morgen klokken seks, sammen med den chauffør, der skulle føre mig til Niroshas hjemsted. Så havde jeg endelig aftenen for mig selv. Jeg gik på må og få ud i gadebilledet.
Der var måske lidt af et antiklimaks over omgivelserne. Man turde jo formode, at jo dyrere en flybillet er, desto mere fremmedartede bør indtrykkene være. Det var ikke tilfældet her. Først var der en rundkørsel helt efter international standard. Bevares, lidt palmer og sjove buske, men slet ikke det eventyr, jeg havde forventet. Så gik jeg op ad en lille gade med falafelboder og kaffebarer, som man kunne have mødt det i enhver sydeuropæisk by. I og for sig var den eneste overraskelse, og den var af negativ karakter, at jeg så folk sove i papkasser langs gaden. Jeg var flov over at skulle gå tilbage til mit 5-stjernede hotel. Denne gang forberedte jeg natten lidt bedre. Bestilte vækning til klokken fem, lod en natlampe være tændt og gjorde mit aftentoilette inden jeg lagde mig. Således var jeg klar til afgang, da Mr. Driver hentede mig klokken seks.
På denne, efter kristen anskuelse, højhellige lillejuleaftensdag kørte vi så nordpå. Jeg havde ikke helt gjort mig nogen forestilling om landets størrelse, men sidst på eftermiddagen nærmede vi os målet. Mr. Driver førte konstant telefonsamtaler til denne og hin, og det blev ganske spændende, efterhånden som vi nærmede os målet. Omsider ankom vi til landsbyen og skolen, hvor vi samlede en tolk og en skolelærer op. Så gik det ad små, ydmyge veje til Niroshas hjem. Omgivelserne mindede mest af alt om en lys svensk birkelund, dog med den forskel, at her var små, primitive hytter og huse overalt. Endelig, efter lang tids kørsel, så jeg et beskedent hus, foran hvilket der var en større forsamling af børn i bar overkrop. I midten stod Nirosha med sine forældre, alle klædt i deres stiveste puds. Omsider var jeg fremme. Alle jublede, vinkede og hilste, det var en varm velkomst. Dette øjeblik var nok højdepunktet på hele turen.
Der var mange ting, der forbavsede mig ved Niroshas hjem. Blandet andet havde de masser af bøger. Dertil radio og et lille bitte batteridrevet TV. Til gengæld var der ikke gulv i huset, blot hårdt tiltrampet jord. Der var et primitivt køkken uden lys, og ikke særlig mange rum. Det undrede mig lidt, hvordan en familie på syv kunne bo her. Men alle var glade.
Efter rundvisningen satte vi os på den lille veranda. I starten gik konversationen gennem tolken noget trægt, men mine værter var smilende og imødekommende, så stemningen opblødtes hurtigt. Det viste sig blandt andet, at pigen havde samlet alle mine breve og sirligt sat dem ind i en fin mappe. Den gik rundt til forsamlingens gennemsyn. Så trak jeg to af mine små, selvgjorte bøger frem; også de gik på omgang. Det lod til, at det mest var mig, der skulle snakke, men på et tidspunkt spurgte jeg den lille skoleelev, om der var noget, hun gerne ville have at vide. Tolken oversatte og så var der en lang tænkepause. Endelig kom spørgsmålet: Hvorfor har du ikke taget din familie med?
Det spørgsmål var jeg ikke forberedt på. Men jeg skulle jo finde et svar; hele forsamlingen sad tavst og ventede på en udtalelse. Jo, min nærmeste familie består jo kun af min far og min søster, begyndte jeg. Min søster har nok at gøre i det daglige med sit arbejde, og min far nærmer sig de 80 år. Desuden er flybilletter halvvejs jorden rundt meget dyre. Det svar tog de for gode varer, men jeg kunne forstå, at når de sådan drog ud på små rejser, ja så var det hele familien i samlet trop. En tradition man sommetider kan misunde dem.
Jeg fornemmede, der var ved at opstå en pinlig tavshed, så jeg skyndte mig at spørge om mulighed for at gå på toilettet. Det gav da et lille afbræk i alt det officielle. Niroshas far rejste sig for at føre mig hen til denne facilitet. Han tog lidt toiletpapir med. Så gik vi et langt stykke vej gennem underskovens høje græs. Jeg har før oplevet primitive toiletter, men er dog vant til, at selv på de mest interimistiske pedal-lokummer i Sydeuropa, at man er afskærmet fra omgivelserne uden risiko for nysgerrige blikke. Det var ikke tilfældet her. Der var et rør, som man gjorde klogt i at ramme. Det må jo have ført ned til en underjordisk tank af en eller anden art, og jeg gjorde mig ækle tanker om, hvordan man egentlig vedligeholder sådan et arrangement.
Well, jeg kom tilbage til forsamlingen, og læreren spurgte så, om jeg ønskede at se skolen, eller om jeg hellere ville blive hos familien lidt endnu. Jeg valgte det første. Men inden da skulle vi udveksle gaver. Nirosha overrakte mig en almindelig plastpose med et eller andet i. Det viste sig at være en lampeskærm lavet af tusindvis af knuder på strimler af bemalede palmeblade. Jeg forstod straks, at der lå et kæmpearbejde bag og takkede naturligvis på det hjerteligste. Og så havde jeg jo en lille ting til hende. Kort før min afrejse havde jeg købt en ganske kostbar guldmønt med motiv fra Danmarks befrielse i 1945. Den havde jeg taget med, og det var min gave til Nirosha. Hun lod da også til at blive glad bortset fra, hun ikke syntes at vide, der var noget der hed 2. verdenskrig. Dermed var besøget hos familien overstået, og mens der blev vinket ivrigt, kørte vi ud ad den lange skovvej. Et ganske kort besøg, men i en nøddeskal det jeg var kommet efter.
Vel ankommen til skolen blev jeg kort vist rundt, og så blev der ellers serveret en masse god mad. Jeg fik lært at spise med fingrene, sådan er traditionen. Så skulle der også her udveksles gaver. Det havde jeg i og for sig ikke tænkt så meget over, så jeg stod tomhændet, da skolelederen overrakte mig en gave. Følte mig ret flov over ikke at kunne gøre gengæld. Pakken viste sig at indeholde et smukt relief forestillende en blomsteropsats. Skilderiet var flot indrammet og som prikken over i´et, var det hele dækket af en glasplade. Jeg blev naturligvis meget glad, men straks slog det ned i mig: Den bliver vist vanskelig at få med hjem i flyet. Derefter var der et kort møde med diagrammer på tavlen og en debat, som jeg ikke fattede meget af. Så var også dette besøg afsluttet og kursen igen lagt sydpå.
Da var det igen, jeg overvurderede landets størrelse. Jeg sagde til Mr. Driver, om ikke blot vi skulle køre sydpå med nogle korte dagsmarcher, kun et par timer og så finde et overnatningssted. Han stirrede sådan lidt undrende på mig, men sagde så OK. Det ønske fra min side skulle vise sig at få uoverskuelige konsekvenser.
Det startede nu ellers med at gå meget fint. Jeg bad driveren om at finde det nærmeste hotel af blot en rimelig standard. Jeg forestillede mig, at så ville min chauffør nok sove i et værelse ved siden af. Således blev jeg meget bekymret, da jeg næste morgen så, bilen var væk. Tak spids, tænkte jeg, nu er jeg efterladt her til en kummerlig skæbne midt i Sri Lanka på et dyrt hotel. Disse bekymringer havde jeg dog ikke behøvet gøre mig, for præcis klokken otte rullede kareten ind på parkeringspladsen. Mr. Driver fortalte, han havde overnattet hos sin søster, hun boede vist ikke så langt derfra. Fint, sagde jeg, kunne man mon ikke blive her en overnatning til, det er jo et hyggeligt sted. Driveren så forpint ud, men svarede: Selvfølgelig, hvis det er dit ønske. Hvad jeg ikke tænkte på var, at regningen løb hastigt i vejret.
Jeg havde en rigtig hyggelig 1. juledag, men næste morgen gik turen videre. Vi mødte forskellige turistattraktioner, blandt andet kørte vi gennem en hyggelig lille by, hvor chaufføren pludselig sagde: prøv at se til højre! Det gjorde jeg, og for enden af en tværgående gade, så jeg i et splitsekund en vel nok 20 meter høj Buddha-statue i, hvad der så ud til at være det pureste guld. Pudsigt at se så stor en seværdighed i så kort tid. Flere gange undervejs nævnte jeg for driveren, at vi måtte se at få købt noget solidt emballage til skilderiet. En stor papkasse, masser af flamingo-kugler og kraftig tape. Men hvor køber man mon sådan noget? Opgaven blev udskudt, men Mr. Driver forsikrede, at det ikke ville blive noget problem.
Senere ankom vi til en, efter dansk målestok, gigantisk klippe, der rejste sig i så skærende en kontrast til det øvrige landskab, at det nærmest så ud til, den var styrtet ned fra det ydre rum. Det er ikke en klippe, det er en sten, belærte en af de lokale mig om. Det gjorde den nu ikke mindre imponerende. Så kørte vi atter en kort strækning sydpå. Ja, nu må du gerne finde et hyggeligt sted at overnatte, sagde jeg til Mr. Driver. Han så igen på mig, på en lidt underlig måde. Jeg anede ikke uråd. Driveren foretog endnu et par opkald, og snart trillede vi op foran et beskedent, men hyggeligt hotel i bymæssig bebyggelse. Dog var der ingen restaurant på hotellet, så jeg begav mig ud på en lille spadseretur og fandt da også en lille shawarma-grill. Nu kom det mig til gode, at jeg havde lært at spise med fingrene; der medfølger ikke bestik til den slags mad i Sri Lanka. Så ville jeg tilbage til hotellet.
Det var nu ikke så nemt, som jeg troede. Faktisk fór jeg grundigt vild og forestillede mig, jeg nok blev nødt til at finde mig en papkasse. Da så jeg imidlertid en lille forsamling af, ja jeg vil kalde dem mikro-taxa-knallerter, der havde fået monteret en lille en-personers tilbygning bagpå. Da jeg fandt en kvittering fra hotellet med adresse på, var jeg ikke sen til at tage plads i et af de diminutive køretøjer og bede føreren foretage det fornødne, for at jeg kunne komme tilbage til min hotelseng. De penge var givet godt ud. Med mindre plads end i en rick-shaw og benene trukket godt op omkring ørerne, trillede vi ganske langsomt til mit logi. Faldt da også straks i søvn, men min døgn- og spiserytme var slået helt i stykker, så jeg vågnede ved tretiden med en voldsom sult. Jeg famlede mig omkring på de mørke trapper og gange og fandt til sidst en tagetage, hvor der brændte lys. Det vise sig at være en del af hotelpersonalet, der var ved at indrette loftsværelser til sig selv. Jeg bed al skam i mig og spurgte om de kendte nogle steder, hvor man kunne få en bid brød på denne tid af natten. De morede sig lidt over forespørgslen, men pludselig sagde en af dem: kom med denne vej. Vi fulgtes gennem snørklede gange til hans lille bitte værelse. Blandt det beskedne inventar, var der et lille køleskab, hvorfra han fremdrog tre store bægre hjemmelavet is. Så øsede han ganske mange iskugler op i en stor glasskål og hakkede hurtigt en mangofrugt samt nogle citroner og appelsiner, der blev fordelt ud over anretningen. Han stak med en rask bevægelse en isgaffel ned i desserten, rakte den frem mod mig og sagde: Værs´go og velbekomme.
Jeg blev dybt taknemmelig og tilbyd svimlende summer for traktementet, men den brave mand ønskede ikke kontanter. Gå du nu blot ned på dit værelse, nyd dette arrangement og læg dig så til at sove. Jeg gjorde, som der blev sagt, og det var virkelig en lækker portion, men jeg fandt siden ud af, at denne min frimodighed var noget helt uhørt i Sri Lankansk turisthistorie.
Næste morgen var Mr. Driver igen præcis. Undervejs mod det sidste overnatningssted oplevede jeg et syn, der grangiveligt mindede mig om et bibelsk scenarie. Hvad jeg så var en brønd, hvor der stod adskillige kvinder i kø for at hente vand. Det bar de ovenpå hovedet i store aflange lerkrukker. Kvindernes beklædning, holdning og ansigtsudtryk; alt var lig de forestillinger om ”Kvinder ved brønden,” som jeg havde visualiseret i religionstimerne i folkeskolen. Det var lige før, jeg forventede at se selveste Jesus. Betagende.
Vi passerede også en rismark, hvor nogle unge kvinder gik og arbejdede. Om de nu høstede eller såede, blev jeg aldrig klar over, men de bar karakteristiske kineserhatte, hvilket atter mindede mig om, jeg befandt mig under eksotiske himmelstrøg. Det har altid undret mig, hvordan disse risavlere kan undgå at få fodsvamp. Nå, men vi nåede så frem til det motel, hvor jeg skulle tilbringe min sidste nat her i det fremmede. Sidst på aftenen ville Mr. Chairman så komme og sige tak for godt samarbejde. Jeg burde have anet uråd.
Eftermiddagen blev oplivet af et kæmpebryllup i restaurantens friluftshave, det var godt nok festligt og farvestrålende. Sad og hang lidt ved baren. Så blev det tiden, hvor jeg ventede gæster. De ankom præcis og var smilende og positive. Smilene stivnede imidlertid, da vi kom til afregning. Jeg havde jo næsten ingen penge tilbage. Jamen, du tager da bare til den nærmeste pengeautomat og indtaster din 4-cifrede kode. Da gik det op for mig, at en eller anden nok havde skævet ned i min tegnebog og set alle mine spærrede kreditkort, hvilket så havde været årsagen til al min ekstraforplejning.
Så havde jeg faktisk troet samarbejdet var ophørt, men det viste sig, de besad en stor grad af ansvarsfølelse. Således ville de ikke tage imod mine sidste rupees, for som de sagde, kunne jeg få brug for dem til lufthavnsskat. Og Mr. Driver ville tilmed komme næste morgen klokken halv seks og køre mig til lufthavnen, men glade, det var de ikke. Alligevel lovede Mr. Driver, han ville hjælpe mig med at få glasskilderiet forsvarligt emballeret. Jeg bedyrede gentagne gange, helt bestemt at ville lave en money transfer, når jeg kom hjem. Bad Mr. Driver skrive alle fornødne oplysninger dertil, og det gjorde han, på en lille gul selvklæbende noteseddel dog uden, det virkede til, han troede, det kunne nytte noget. Jeg lagde sedlen på værelsets lille bord og fik så lov til at være alene.
Efter en god, men kort nats søvn, blev jeg vækket af dørklokken. Det var naturligvis driveren, der var klar til at køre til lufthavnen. Han havde medbragt noget brunt karduspapir og en rulle almindelig tape, så vi kunne pakke skilderiet ind. Jeg nænnede ikke at protestere, men så i øjnene, at min gave aldrig ville nå hel hjem til Danmark. Lagde relieffet på bordet og vi hjalp hinanden med få det emballeret. Der skulle dog komme et lille efterspil. I lufthavnen skulle jeg jo indskrive min bagage, og check-in personalet var ikke synderligt imponeret over mit lemfældigt indpakkede skilderi. Det vil gå i stykker, sagde de. Det var jeg jo for så vidt godt klar over, men følte ikke at have noget valg, så jeg sagde, de vel næppe ønskede, jeg tog den med i kabinen. Det gav de mig ret i, og jeg tilføjede: Jeg tager ansvaret ellers smid det væk.
Jeg landede i Billund ved halv fire tiden om natten, og her stod min far og tog imod. Jeg stillede mig op for at vente på bagagen, men min kuffert kom desværre ikke ud. Det gjorde til gengæld relieffet. Lufthavnspersonalet i Sri Lanka, havde pakket det særdeles omhyggeligt ind. Jeg blev naturligvis meget glad. Så skulle der jo udfyldes diverse formularer for at få min kuffert efterlyst. Nå ja, tænkte jeg, det går jo nok, det vigtigste er, at jeg er kommet hjem i god behold, det er jo ikke nogen selvfølge. Derpå kørte vi mod min fødeby.
Igen var der det med jetlag, natten blev alt for lang. Det blev dog morgen til sidst, og jeg cyklede ud til en af mine gode venner, nu var jeg vel nok dagens mand, lige hjemkommen fra fjernøsten, tju hej! Vi røg en pibe af min yndlingstobak og så begyndte min mund ellers at flyde over med alle de fremmede indtryk, og jeg var vist temmelig anstrengende at høre på i al min iver. Var helt lykkelig og euforisk, men så begyndte der at trække mørke skyer sammen over mit stakkels hoved.
Jo, jeg skyldte jo penge derude. Havde lovet at sende dem, men på stående fod var jeg helt flad. Og den adresse jeg havde fået at sende penge til lå i den bortkomne kuffert. Altså kunne jeg kun vente på strubesnitterne. Der gik panik i mig, så jeg bogstaveligt talt løb over til min rejsebureaumand og forelagde ham problemet. Han smilede overstrømmende og sagde, han havde hørt det. Tolv timer efter jeg var landet, havde rygtet allerede spredt sig.
Rejsebureauet var lidt af en blandet landhandel. Udover rejser, kolde øl og vand samt tips og lotto, var der også en money transfer virksomhed. Ja, altså, jeg havde jo ikke nogen penge her og nu. Han så undrende på mig. Man kan altså ikke sende penge uden at have nogen. Det var der jo en vis logik i. Og, spurgte rejsebureaumanden videre, har du navn, adresse og banknavn samt kontonummer? Jeg følte mig magtesløs. Så kørte jeg i vild panik ned til min bankrådgiver, og de ville da gerne bevilge mig et overtræk, nu jeg virkelig var i livsfare, men de mente altså også, det kunne blive vanskeligt at overføre penge til en person, jeg ikke vidste hvad hed, hvor han boede eller nogen som helst bankoplysninger. Jeg besluttede mig for at drage hjem og berede mig på at møde strubesnitterne.
Nå, men en trøst var det dog, at jeg havde fået relieffet med hjem. Jeg gav mig til at bryde den probate indpakning. Til min store glæde var glasruden ikke kommet noget til. Så ville jeg se, om der var beslag til ophængning på bagsiden. Det var der ikke. Der var derimod noget, der var meget bedre: En lille gul seddel med alle de oplysninger jeg manglede. Den var jo selvklæbende, og jeg konkluderede, den måtte have sat sig fast, da vi pakkede billedet ind. Heldet følger visse personer. Så gik det ellers for fulde omdrejninger til banken efter en pæn sjat penge og derefter ud til money transfer igen. Så vidste jeg, pengene var på vej og, at jeg måske kunne nøjes med at blive strubesnittet en lille smule.
Det er alt sammen nogle år siden, kufferten dukkede for øvrigt op og i den lå den kunstfærdigt udførte lampeskærm. Stor var gensynsglæden. Nogle uger efter kom der brev med de varmeste hilsner fra Nirosha og næsten den halve landsby. Jeg fik jo desværre ikke taget nogen fotos, så det er en trøst at kunne sidde her og se på relieffet af blomsteropsatsen. Det giver mig mange gode minder, og jeg tænker på de mennesker, jeg mødte i landet, hvor ikke blot teen, men også så uendelig meget andet, kommer fra.
————————————–
Siciliensturen
Når nu I formentlig snart skal til at holde ferie, vil jeg gerne fortælle om et fænomen, jeg oplevede på Sicilien for mange år siden. Det, jeg siden har døbt ”Den sicilianske gælds-labyrint.” Jo, det startede sådan her:
Jeg har altid været fascineret af voldsomme naturfænomener. En af mine første store oplevelser af denne art var et kraftigt tordenvejr, jeg så fra en overdækket veranda under et højskoleophold. Det gjorde stort indtryk på mig; det dér med at blive et lillebitte menneske og mærke de overvældende kræfter. Meget betagende. Det prentede sig ind på mine net- og trommehinder. Jeg har også haft oplevelser med stærk storm ved Vesterhavet og store oversvømmelser samt jordskred, da jeg var i Sydamerika, og dér var der også et mindre jordskælv. Meget dragende. Så sad jeg en stille eftermiddag på mit lille værelse og så noget i TV om vulkanudbrud. Flot så det ud. Langsomt spirede tanken i mig; det må jeg se i virkeligheden. Men jeg indså snart, det kunne indebære store vanskeligheder.
Efter at have sovet på tingene vågnede jeg tidligt og havde den klare vision, at jeg måtte undersøge, hvordan man kunne rejse til en vulkan, kravle op til kraterkanten og kigge ned. Det måtte jo være nemt nok. Jeg tog af sted på job, og tankerne krystalliseredes efterhånden, som arbejdsdagen gik. Jeg var nået frem til, at det bedste ville være at ringe til vulkanologisk afdeling på universitetet. Som sagt, så gjort. Efter megen stillen om, fik jeg endelig en kompetent vulkanolog i røret. Vi snakkede lidt frem og tilbage om Hawaii, Fillipinerne, Island og meget mere. Men jeg måtte erkende, at sådanne rejser var min økonomi ikke til. Den største chance for at se et vulkanudbrud her i Europa er nok Stromboli, svarede eksperten. Og hvor ligger så det? spurgte jeg med min mangelfulde geografiske indsigt. Det er den nordligste af de Lipariske øer, der ligger nord for Sicilien, lød svaret. En sød lille vulkan, der er i udbrud flere gange om dagen. Det var noget af det rigtige.
Da jeg vågnede næste morgen, var planen helt klar; jeg måtte søge om ferie, reservere plads og finde lommepenge til en sådan rejse. Koste hvad det ville. Og heldet tilsmilede mig, jeg kunne låne et pænt beløb i banken, og resten fandt jeg på en konto, jeg ellers havde glemt. Fik bevilget ferie, og efter lang tids venten drog jeg glad af sted. Nu kunne de småvulkaner bare vente sig! Det blev en lang togtur sydpå, men efter Rom og Napoli, nåede jeg endelig frem til Messinastrædet. I modsætning til, hvad jeg havde forestillet mig, var denne færgeoverfart mindst ligeså effektiv, som jeg kendte det fra storebæltsfærgerne. Toget kørte ombord på færgen, og snart var jeg på Sicilien. Kort fortalt rejste jeg så lidt rundt på den Sicilianske østkyst og deltog også i en busudflugt op til tre kilometers højde på Etna, dog ikke helt op til kraterkanten, hvor man kunne kigge ned i Jordens indre og se den lysende lava. Den lunefulde vulkan var heller ikke aktiv på det tidspunkt. Men jeg havde jo en trumf i ærmet: Stromboli!
Fra Syrakus, som mange nok vil kunne huske fra religionstimerne, begav jeg mig så ud på en odyssé mod de Lipariske øer. Først skulle jeg nå Milazzo, hvorfra færgerne og flyvebådene afgik. Dertil nåede jeg frem ud på aftenen. Næste morgen begav jeg mig håbefuldt de få hundrede meter ned til havnen og færgen til den forjættede ø. Sejlturen tog cirka fire timer, men så dukkede Stromboli op i horisonten, den perfekte vulkanø, én stor kegle op i en spids top; præcis som jeg havde forestillet mig.
Vi kom snart i havn, og da jeg var steget i land, så jeg straks et kæmpeskilt om, det var forbudt at bestige bjerget uden stedkendt fører. Nå nå, ja ja, tænkte jeg; kan det nu være rigtigt? Umiddelbart ved færgehavnen lå et lille værtshus, og jeg besluttede mig for at gå derind og stikke en finger i jorden. I baren var der herlige forfriskende long-drinks, og da mit mod voksede, spurgte jeg tjeneren ud, om det nu også var nødvendigt med en sådan fører? Han er jo sikkert dyr i drift.
Blot du ikke går op om natten, svarede bartenderen, så skulle det ikke være så farligt. Det var lige, hvad jeg ville høre, og jeg samlede mine pakkenelliker og drog af sted for at bestige det fordømte bjerg. Spadserede ud af den lille by og tænkte, at den bjergbestigning ikke skulle blive så svær; det var jo blot op ad bjergsiden og mod toppen. Men jeg skulle blive klogere. Lidt ude af den lille by førte vejen i retning af vulkantoppen. Det er vel den vej, jeg skal, tænkte jeg, men provianterede først hos en lille lokal købmand: vin, brød, pålæg og smør og tænkte, at så var det godt. Derefter begyndte jeg klatreturen op ad den løse lavaaske. Det var anstrengende.
Nu kan man sige, at det at bestige et bjerg på godt 900 meters højde burde være en smal sag, men når jeg trådte et skridt op, gled jeg to tilbage. Tilmed havde jeg glemt at købe vand! Cirka halvvejs mod toppen besluttede jeg mig for at efterlade den unødvendige bagage på et let genkendeligt sted. Den blev simpelthen for tung at slæbe på. Derefter kravlede jeg atter i lavastøv mod krateret, og til min bekymring viste der sig med jævne mellemrum røgskyer over mit hoved. Det ville dog være ærgerligt at blive indkredset af en lavastrøm, inden man havde kigget ned i krateret. Jeg fortsatte opad, og omsider så jeg et levende menneske ovenfor mig. Det viste sig at være en irsk vandreturist, der gik fornøjet og fløjtende på den afmærkede sti. Det gik op for mig, jeg havde fulgt en uautoriseret rute, og da jeg endelig kom op på stien, gik det da også hurtigt til bestemmelsesstedet. Det var ganske anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede, der måske var diverse bekvemmeligheder såsom is og coca cola, men det var der altså ikke. Derimod var der nogle små stensætninger, som jeg forstod, ville blive mit overnatningssted. Og så kom der et udbrud!
I modsætning til min forventning væltede der ikke lava ud fra toppen. Næh, der var små huller lidt nede ad bjergsiden, og herfra spruttede store, glødende sten i vejret. Et flot skue. Jeg redte op til natten i et af de små stendiger, spiste min aftensmad: de små brød og salamien, og var så klar til at iagttage de voldsomme naturkræfter. Jeg skulle ikke blive skuffet! Cirka hvert tyvende minut gentog forestillingen sig. Det var et betagende syn. Stenene lå og glødede i flere minutter omkring det lille krater. Det var dét her, jeg havde søgt, selvom det var anderledes, end jeg havde forestillet mig. Man kunne jo ikke se lige ind i Jordens indre!
Udover den irlænder, jeg havde mødt under opstigningen, var vi vel 4-5 mennesker på bjergryggen, og vi lagde os i hver vores stensætning for natten. Inden vi faldt i søvn, havde vi fornøjelsen af at se vulkanen i udbrud gentagne gange. Jeg vågnede midt om natten og var tør i munden. Desuden skulle jeg tisse. Der blæste en strid storm, og luften var fyldt med svovldampe, men jeg forrettede min nødtørft, og mens jeg kiggede mig tilbage over skulderen, slog det mig pludselig: det ville dog være ret ærgerligt om soveposen blæste væk, mens jeg stod her halvnøgen på bjergtoppen. Jeg burde nok have lagt en sten ovenpå. Det skete heldigvis ikke, og jeg fik sovet ud, til det blev lyst. Da jeg var både tørstig og sulten, begav jeg mig nedad og denne gang vel at mærke ad den autoriserede sti. Undervejs kom jeg til at følges med en jævnaldrende tysker, der kunne lidt italiensk, og vi fik os en fornuftig sludder på nedturen. Jo, han havde lejet værelse hos en kunstmaler og havde dobbeltseng, så dér var han da sikker på, jeg også kunne bo. Og lejen var inklusiv kost. Det syntes jeg, lød som en god ide! Jeg gik ud fra, han ikke var homofil.
Jo, svarede gæstgiveren, da vi endelig var kommet ned, jeg kunne godt indkvarteres, og om aftenen blev vi så inviteret på en gigantisk portion spaghetti Napoli. Det smagte godt, men jeg kunne dog langtfra spise op. Men så var der lige det med passet, sagde værten efter måltidet. Han var nødt til at have mit pas inden natten. Selvfølgelig, svarede jeg og klappede mig på lommerne. Her var passet ikke. Det må være på værelset! udbrød jeg; jeg henter det lige. Men så let gik det ikke.
På værelset rodede jeg min rygsæk igennem uden resultat, men jeg fik dog overtalt værten til at lade mig overnatte uden dette dokument. Så måtte passet jo være i den bagage, jeg havde efterladt halvvejs oppe ad bjerget. Når alt kom til alt var gæstgiveriet et godt sted at overnatte, og veludhvilet begav jeg mig dagen efter atter op ad bjerget for at hente min taske, og dermed det forsvundne pas. Men jeg skulle igen blive skuffet.
Efter megen klatren fandt jeg min efterladte bagage, rodede den hurtigt igennem, men fandt ikke passet, og slukøret måtte jeg stige ned ad bjerget igen. Hvad gør man, når man er strandet på en lille Middelhavsø og mangler sit pas? Men min værelseskammerat kom på en løsning. Han havde set et lille polizia kontor længere nede i landsbyen. Her måtte vi hen og melde mit pas bortkommet. Men jeg kan jo ikke italiensk, svarede jeg. Intet problem, sagde min tyske værelseskammerat, det kan jeg. Altså drog vi af sted mod pas-myndigheden.
Den vagthavende betjent optog rapport og ville så udstede et midlertidigt dokument, der skulle gøre det ud for et pas, men han understregede, det kun var en foreløbig løsning. Så spurte han: Tabte du passet på vejen op eller ned ad bjerget? Jeg kunne ikke se, hvad det havde af betydning for sagens opklaring, men for nu at sige noget, svarede jeg: på vejen op. Dette blev noteret, og kort tid efter stod jeg med et stykke papir, der gav mig ret til at rejse rundt i Italien. Men det ville ikke være gyldigt til hjemrejsen gennem Europa og til Danmark. Jeg måtte henvende mig til konsulatet i Messina for at få udstedt et gyldigt pas. Det skal jeg nok, svarede jeg, og så i øjnene, at mit ophold på Stromboli var slut. Jeg havde penge til at betale husværten og færgen tilbage til Sicilien, men så var min beholdning også ved at slippe op.
Jeg var træt og trist til mode, men havde jo ikke råd til endnu en hotelovernatning, så jeg fortsatte med nattoget til Messina. Dertil ankom jeg cirka klokken otte morgen og var helt udkørt. Jeg besluttede mig for at finde et billigt hotel, og spørge, om de ville give mig lidt kredit. Det ville de under visse omstændigheder. Jeg skulle deponere pas og bagage. Og mit midlertidige stykke dokument gav portieren ikke meget for. Jeg bedyrede, jeg ville betale næste dags formiddag, og det tog han for gode varer. Vågnede udhvilet om morgenen, men kom straks i tanke om min vanskelige situation. Jeg måtte hurtigst muligt til en bank for at hæve penge ved hjælp af en eurocheck. Det skulle være et mindre problem. Jeg spurgte portieren om, hvor jeg fandt den nærmeste bank, og med ét stort smil forklarede han mig vejen; det var ikke særlig langt væk, og glad drog jeg af sted.
I banken var der travlt. Jeg stod tålmodigt i en lang kø, men da det endelig blev min tur, og jeg ville udskrive en check, viste det sig, de ikke kunne tage imod en sådan uden billedlegitimation. Gode råd var dyre. Mit lille stykke papir fra politiet på Stromboli gjorde ikke indtryk på dem. Altså måtte jeg gå tomhændet fra banken; det plagede mig meget, da jeg jo skyldte penge på hotellet, så der var ikke andet at gøre end straks opsøge det norsk/danske konsulat. Jeg havde fået adressen, men det var rimeligt svært at finde frem til.
Da jeg omsider var ved konsulatets dør og kom indenfor, stødte jeg på et nyt problem. Jo, de ville da gerne udstede et nyt pas, men det kostede jo lidt, og de skulle bruge et vellignende foto. Jamen, et sådant har jeg ikke! udbrød jeg. De havde dog adressen på en dygtig fotograf. Ok, sagde jeg, og begav mig igen ud i Messinas gader med så godt som tomme lommer. Jeg fandt fotografen, men han ville have pengene straks. Det kunne jeg jo ikke honorere, så alt så faktisk håbløst ud. Jeg gik tilbage til hotellet. På vejen passerede jeg en gademusikant, og da jeg alligevel ikke havde penge nok til noget som helst, kunne jeg jo lige så godt smide et par mønter i hans hat, og han lyste op i et stort smil.
På hotellet måtte jeg bruge alle mine overtalelsesevner for at få lov til endnu en overnatning på kredit. En nat til, men så heller ikke mere var den besked, jeg fik. Anede ikke mine levende råd og sov meget uroligt. Spekulationerne snurrede rundt i mit stakkels hoved. Pas, foto, penge, hotel og hjemrejse; jeg kunne ikke finde hvile. Faldt dog alligevel i søvn til sidst og vågnede næste morgen med den store åbenbaring: Et foto, så var min lykke gjort! Men jeg var jo helt blanket af. Jeg gik på gaden, uden mål og med. Så mødte jeg gademusikanten igen. Hvordan går det? spurgte han, mens han hamrede løs på sin harmonika. Uha, måtte jeg svare; problemas, grande problemas. Vi sludrede lidt, og da han forstod, mit største problem var at få taget et foto, så jeg kunne få lavet et pas, så jeg kunne hæve penge, så jeg kunne betale hotellet, så jeg kunne få min bagage, så jeg kunne komme hjem, ja, da greb han til lommen og rakte mig en håndfuld mønter. Ikke meget, men givet af et guldhjerte og præcis nok til, jeg kunne få lavet det foto. Endelig skred tingene fremad.
Med varme tanker om den fattige, men gavmilde gademusikant fór jeg til fotografen og derpå til konsulatet. De tog imod fotografiet, og med et stort smil meddelte de mig, jeg kunne hente passet om få dage. Om få dage! udbrød jeg, men jeg har brug for det nu! Desuden var der jo det med gebyret, så mange penge havde musikanten dog heller ikke givet mig. Igen en hårdknudesituation.
Jeg gik lidt planløst rundt i Messinas gader og stræder. Var forberedt på, jeg nok skulle dø af sult her i det fremmede. Men så mødte jeg gademusikanten igen. Problemas? spurgte han; det kunne han åbenbart se på mig. Ak ja, svarede jeg og forklarede ham situationen. Han måtte åbenbart have haft blind tillid til mig, for han svarede: Momento, satte harmonikaen fra sig og bad mig holde øje med den. Så gik han en tur rundt til torvepladsens øvrige tiggere og gadesælgere, og kom snart tilbage med et pænt beløb. Lige nok til pasgebyret. Jeg takkede ham med tårer i øjnene, og lovede, at jeg snart ville betale tilbage. Ja ja, sagde han, og jeg kunne fornemme, at dén havde han hørt før.
Meget lettet kunne jeg nu begive mig til konsulatet, og da de så pengene og fotoet, viste det sig, de hurtigt kunne udstede mig et pas. Med dét i hånden gik jeg til banken og hævede en, efter lokale forhold, gigantisk sum. Så kunne jeg gå til hotellet, betale og få udleveret min bagage. Dernæst på banegården og få lavet en billet hjem. Men der var jo et hængeparti; musikanten og hans gadevenner. Jeg kiggede efter ham på torvepladsen, ved havnen og i de små gader, men han var ikke at se. Jeg fandt ham aldrig, og så kom tidspunktet til færgeafgang. Efter godt et døgns rejse, kom jeg tilbage til velfærdsdanmark, men kunne ikke glemme den glade musiker, der havde reddet mig fra den sicilianske gælds-labyrint.
Det meste af vejen hjem havde jeg stadig dårlig samvittighed overfor den fattige musikant. Men nu havde jeg jo ikke nogen chance for at betale tilbage. Da jeg endelig var kommet hjem og begyndte at pakke ud, rodede jeg mine lommer igennem og fandt, udover et par småmønter og en renseserviet også kvitteringen fra hotellet. Tænkte: nå, det kan jo være ligegyldigt, men da slog det ned i mig: Det er jo nøglen! De må kende den fattige musikant. På kvitteringen stod også deres telefonnummer. Altså fattede jeg knoglen og heldigvis forstod portieren en smule engelsk. Ja, men jeg vil altså gerne sende et pengebeløb til en gademusiker, der ofte spiller lige udenfor jeres etablissement! Først var han noget vrangvillig og sagde, at det her var jo altså ikke nogen bank, men jeg forklarede ham, på mit bedste skoleengelsk, at det var altså en vigtig sag. Så sagde han ok; jeg fik oplyst kontonummer og indbetalte næste dag ca. 300 kr. Så havde jeg god samvittighed, men tænkte dog pengene kunne få svært ved at nå frem til rette vedkommende.
Der gik nogle måneder, så fik jeg et postkort dernede fra. Det var noget sjusket noget og skrevet på italiensk. Jeg forstod ikke meget, men kunne dog læse, afsenderen kaldte sig Giuseppe. Jeg tænkte, det måtte være gademusikanten, hvad skulle han ellers hedde? Jeg kendte en studerende, der havde lært en smule italiensk, så han hjalp mig med at dechifrere postkortet. Ja, der stod, musikanten havde modtaget pengene, og dermed fået råd til en ny og bedre harmonika. Hans kone havde fået en ny kjole og børnene lidt slik, hvilket de var blevet meget glade for. Han sendte mig de inderligste velsignelser i Jesu Kristi navn, ved den hellige moder jomfru Maria.
Se, det var jo ikke den værste hilsen, man kunne få, især da jeg så kunne have god samvittighed i forhold til min sicilianske redningsmand.