En kop kaffe

Af Carmen Mallebrein

Belysningen var meget dæmpet. Man kunne høre strikkepindene klirre. I den dybe, storblomstrede lænestol ved vinduet sad en dame og strikkede. Hendes grå hår havde hun sat op i en knold. Hun havde meget skarpe ansigtstræk, og bag hendes læsebriller tittede nogle usædvanligt blå øjne frem. Hun spidsede munden i koncentrationen om strikketøjet. Hendes hjemmesko var af flettet strå. Lydløst lå en sort kat og smøg sig op ad hendes ben.

Et ur på væggen gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse med et klokkespil, der slog 3 slag. Da lagde damen strikketøjet hen på bordet. Hun rejste sig møjsommeligt op, og katten sprang til side. Damen gik hen ad det afblegede gulvtæppe, åbnede den beigefarvede dør ud til gangen, og trådte derpå ud i et lille, aflangt køkken. Derude fyldte hun vand i den rustne kedel, der stod på det firbenede gasblus. Fra et gråt skab på væggen, tog hun en dåse med kaffepulver. Nøjagtigt 3 mål hældte hun i kaffefilteret, der var sat oveni termokanden ved siden af gasblusset. Katten lagde sig i sin kurv ved siden af skraldespanden på gulvet. “Åh ja”, udbrød damen, da katten gav lyd fra sig. Hun tog en dåse med kattemad ud af vægskabet. Længe baksede hun med at få åbnet dåsen, før det endelig lykkedes, og hun kunne hælde det ud i kattens lerskål og række den ned til den. Hendes bevægelser var påfaldende langsomme. Kattens bevægelser, til gengæld, var hurtige.

Ude i entréen kunne man høre hoveddøren blive åbnet. “Halløj” råbte en mandsstemme. Et kort øjeblik lyste damens ansigt op i et smil. I døråbningen ind til køkkenet kom en ældre mand til syne. “Jeg er har lige sat vand over til kaffe, Ove!” sagde damen og så på ham. “Åh, hvor er nu avisen?” – to dybe furer dannedes i hendes pande, imens hun så op og ned ad Ove, der stod foran hende. Ove baskede hjælpeløst med armene og rystede på hovedet: “Den har jeg vist glemt!”

Da de drak kaffe, hørtes kun kaffekoppernes klirren… Der var engang, hvor de havde kunnet tale sammen i timevis. Der var engang, hvor Dina var hurtig og kvik. Der var engang, hvor hun aldrig havde hverken tid eller tålmodighed til at strikke. Der var engang, hvor Ove aldrig glemte noget.

Pludselig tog Dina sin kop og kastede efter katten, der netop havde lagt sig på fodskamlen foran Oves stol. Både katten og Ove for forvirrede op. Dina blev siddende, som om intet var hændt.

“Kan du huske, hvor god jeg var til boldspil?” udbrød hun pludselig. Ove svarede: “Ja, du var meget hurtig!”, hvorefter han med et suk samlede kaffekoppen op og gik ud i køkkenet med den. Lidt efter kom han tilbage med en klud. Møjsommeligt forsøgte han at vaske den brune kaffeplet på gulvtæppet væk. Dina betragtede ham vemodigt fra sin lænestol. Katten lå nu igen på fodskamlen. Den spandt tilfreds. Dina rejste sig og bar Oves kaffekop og termokanden ud i køkkenet.

Da hun kom ind i stuen igen, gik hun hen til Ove og omfavnede ham. “Undskyld!” hulkede hun ind mod hans skulder. “Det gør ikke noget”, trøstede han, “vi kan jo alle miste besindelsen af og til”. Ove slap hende og gik hen til pladespilleren, der stod på mahogniskabet ved stuens bageste væg. Derfra lød der lidt efter de dejligste toner af Édith Piafs betagende stemme. Dina kom hen til Ove og begyndte at danse tæt med ham. Det lyste ud af dem begge to, hvor meget de stadig elskede hinanden.

Pludselig blev Dina ligbleg. Ove opdagede det dog ikke og dansede uanfægtet videre med hende i hænderne. Melodien spillede til ende, og et øjeblik efter slap Dina Oves hænder og sank sammen på gulvtæppet. Katten sprang forskrækket op på Oves skulder. Ove stod ubevægelig. Dina lå livløs foran ham på gulvet.

Der lød bilstøj ude fra gaden. Sort røg steg op af skorstenen fra fabrikken overfor, som kunne ses fra stuevinduet. På alle skabe og kommoder var der et tykt lag af støv. Hele lejligheden lugtede af tis. Katten mjavede ulykkeligt.

Den gamle mand sad og aede en kaffeplet på gulvtæppet, da ambulancepersonalet fik øje på ham. Foran ham lå en livløs gammel kvinde. Manden stirrede tomt frem for sig og var ikke kontaktbar.

En ambulanceredder gik hen og fik stoppet pladespilleren. De var kommet, fordi en nabo havde henvendt sig. Naboen havde været bekymret for, om der var noget galt i lejligheden. Han havde hørt den samme musik spille i lejligheden i dagevis. Og det var de samme to linier Édith Piaf havde sunget hele tiden: “Non, je ne regrette rien”… Nej, jeg fortryder intet.