Af Peer Lund

Det er efterhånden uhyre sjældent, jeg tilbringer tid med de to af mine brødre, der betyder mest for mig. Det skrevne er blevet vores vigtigste kontakt. Det er korte eller længere meddelelser, men de er helt uforståelig ting, noget klinger falsk. Denne skriftlige samtale er ikke til at stole helt på.

Det må være ni år siden, vi tre tilbragte en lille uges tid i Thy og Skagen. De dage husker jeg klart. Vi talte med hinanden på en sær måde. Også i mimik og gestus kunne det være svært at forstå, om der blev gjort grin eller talt så ironien drev. Måske blev der fisket efter en medsammensvoren, to af os imellem, til at give den tredje et kærligt barskt hak i tuden.

Skulle jeg lige nu give et billede på, hvordan jeg ser min egen rolle i forhold til mine to brødre, må jeg beskrive et juletræ, jeg så efter jul sidste år. Jueletræet var sat udenfor i haven ved en gammel villa, som jeg ofte går forbi.

På træet hang der stadig hele ubrændte julelys, sarte glaskugler og æbler. Derudover noget, der ikke ses på træet, når det stråler i stuen juleaften. Fuglekugler hang der, dem med talg og fedt med et lille grønt net af plastik omkring. Spøjst! Det var tydeligt at fuglene allerede havde spist af dem. Jeg har opdaget noget uhyggeligt, en detalje midt i min ene bror Egon Paws måske tilforladelige skrevne ord. Egon Paw skriver til os to andre, at han ringede til mig. Sandt nok, vi talte sammen. Men så slipper han trolden ud af æsken og skriver “Elo”! Jeg har tidligere i et brev fra vores korrespondance set Leo strege “Elo” hidsigt over, med disse ord tilføjet: “Leo Pawtak!!!” Jeg er lidt bekymret over, om Egon Paw bevidst og provokerende kalder sin bror et forkert navn. Vi har alle oplevet det. For at fornærme et andet medmenneske kalder man vedkommende et forkert navn. “Go ́ da ́ Nielsen!” “Jeg hedder altså Jensen!” – “Ja ja, så siger vi det, Nielsen!” Eller hvis man bærer et meget fornemt navn, f. eks. von Finkelstein. “Go ́ da ́ hr. von Stinkelfein”!

Jeg kunne give talløse andre eksempler. Jeg afstår.

Min bekymring er, mon jeg uforvarende er havnet midt i et broderopgør af samme grumme dimensioner som i en islandsk saga? En saga blot. Broder Leo Pawlurson er edderspændt og på nippet til et blodigt brodermord på sin broder Egon Pawlurson, for disse ords skyld. Kun ord på papir. Men de får uforudsigelige voldelige konsekvenser. Inden det når så vidt, må jeg prøve at tale dem tilrette. Tale med den rette alvor. Rette trådene ud i rette tid.

Lade nåde gå for ret.

Dette broderfænomen kender jeg alt, alt for godt fra mine år på Sicilien, Her er det broderskaber, der skaber både nære relationer, men også kolossal angst. En bagende varm sommerdag sad jeg med min tegneblok på en bænk i en park i Taormina. Jeg prøvede at tegne firben, der ilede op og ned ad træstammerne. I og for sig en tåbelig øvelse. Firbenene var det eneste omkring mig i bevægelse. Alt andet var eftermiddagssløvt og stillestående.

Hvornår den unge kvinde havde sat sig på en bænk ikke langt væk, ved jeg ikke. Når man har små børn eller hund, kommer man ofte i snak med folk. Den samme virkning har det, når man har sat sig med en tegneblok eller et staffeli foran sig. Man bliver kigget over skulderen. Folk kan være hæmningsløse. Den unge kvinde rejste sig, jeg så ikke op, men fornemmede kattteagtige bevægelser der kom imod mig.

“Undskyld” sagde hun stille. Efter en pause, “Må jeg?” Hun satte sig på bænken ved siden af mig. Så gav hun sig god tid til at studere min tegning.

Langsomt så hun op, og sagde hun havde set mig før. Hendes fem brødr drev et trattoria, hvor jeg ind imellem havde nydt et måltid. “Men De er billedskøn! Jeg ville have lagt mærke til Dem. Jeg har ikke set Dem før, signorina!” Hun svarede, at hun ordnede regnskaber og sjældent lod sig se. Det var hende, der havde nærmet sig mig og sat sig ved siden af mig, men der var intet indsmigrende eller påtrængende over hendes facon. Vi sad længe og talte sammen på bænken. En fortrolighed opstod. Jeg hører bestemt ikke til dem, man kommer let ind på livet af.

Senere fulgtes vi til hendes trattoria. Jeg var blevet sulten.

Det blev over midnat, før jeg forlod trattoriaet. I mørket på vej hjem blev jeg passet op af en mand i dobbeltradet nålestribet jakkesæt. Var han nogens bror? Han insisterede på at sætte mig på nattoget fra Catania, hans insisteren gjorde et ikke ringe indtryk på mig. Især fordi han havde en pistol i hånden. Jeg stirrede forbavset på hans våben. Med den frie hånd stak han mig en togbillet. “Du trænger til nye omgivelser”, lød det gennem de sammenbidte tænder, som samtidig bed fast i en tændstik.

Da jeg entrede toget, overraskede det mig at se den unge kvinde fra trattorieat. Hun steg op i toget et par vogne længere henne. Da toget begyndte at køre, valgte jeg med vilje en kupé med mange mennesker. Det var en bondefamilie med bure med høns og duer mellem ramponerede kufferter over deres hoveder. Familien smilede venligt til mig, en af dem tog mod til sig og spurgte, om jeg ikke var en af brødrene fra trattoriaet. “No no no – jeg er en fremmed!”. “Hvor kommer du så fra?”, spurgte de skuffede. De så tomme ud i ansigterne ved at høre navnet på mit land. Jeg måtte tegne et europakort og pege på landet. “Har du slet ingen brødre?” ville de vide. “Jo mange og fem søstre”, måtte jeg indrømme. “Vi kan også være dine brødre”, sagde en lille dreng af familien, han sad på sædet direkte overfor mig.

“Jo tak, I er søde”, sagde jeg høfligt. Jeg måtte samtidig undertrykke et gab.

Søvnen var ved at overmande mig. Samtalen forstummede. Jeg tog imod søvnen. Mine drømme var over alle grænser lykkelige. Det overraskede mig ikke, da et af burene over vore hoveder med ét vrimlede med firben, som lynhurtigt smuttede ind og ud mellem tremmerne. Den unge kvinde, der nu viste sig i gangen udenfor kupéen, rakte mig en nøgle igennem glasset og gestikulerede op mod burene. “I, mine brødre og søstre, skal være frie som fuglene!”. Nøglen passede fint i låsene til burene. Alt levende kom ud.

Duerne baskede med vingerne, hønsene kaglede en jubelsang. Det lød nærmest som “Tak du store befrier!”. Jeg sank udmattet hen, gennem glasset i kupévinduet så jeg den unge kvinde svæve bort, hun havde ikke en ł er på.

Jeg blev væk i en døs. Toget rumlede monotomt afsted.

Da jeg nåede bestemmelsesstedet, steg jeg af toget. Dagen var brudt frem, solen var stået op, dagligdagen var igang helt af sig selv. Her i tiden efter er jeg ved at farvelægge og udmale det hele, det falder mig slet ikke svært.

Man bliver godt gammeldags sulten af sådan en aktivitet. Billederne skal have lidt afsluttende madolie, så de sejler for blikket.

Nu vil jeg snuse mig nysgerrigt frem til et køkken et helt andet sted i verden. Måske bliver der stegt og braset mindst ł orten egnsretter. Så vil jeg frækt, familiært nærmest broderligt invitere mig selv indenfor med overlegen kendermine under dække af at være prøvesmager eller madanmelder.