Af Peer Lund

Hun slipper min arm, lige da vi får øje på ham. Han sidder i sit hvide sommerjakkesæt i en kurvestol med en stok mellem benene og ser ud over havet. Der e noget fortidigt og teatralsk over hans måde at sidde på. Han sidder helt stlle.

Vi er gået fra huset for at hente ham tilbage. Vi ved, han vil sidde der, han rejser sig sjældent, når han en gang har sat sig i stolen.

Det er ligesom vi kommer til os selv, bliver nærværende, da vi får øje på ham, præcis hvor vi har ventet at finde ham. Vi går rundt opå hver sin side af ham. Han ser på os på skift og smiler melankolsk.

“Har I lagt mærke til kanontordenen?”, siger han “den har været igang næsten hele dagen.” Jeg ryster på hovedet og går lidt frem, lyttende. Nu kan jeg godt høre den dumpe lyd. “Jeg har skrevet et digt om det.”

Jeg vender mig om, han rækker en opslået notesbog frem mod mig, henover en side, smukt skrevet med blyant, ord der gør mig målløs. Det er magisk, det er synsk. Mens jeg læser går hun om på siden af mig og læser med, samtidig kan jeg mærke hendes hånd hastigt presse min skjorte ned i bukserne. Jeg har ikke lagt mærke til, at skjorten har hængt flagrende ud.

“Mærkeligt”, siger han “at jeg kan blive så opløftet af at fæstne disse ord på papir, og så samtidig føle smerten ved at vide hvad der virkelig foregår, og alt det der sker lige her, hele vejen rundt omkring mig og på dette sted, hvor jeg har været fastnaglet. Jeg kan ikke gribe ind, intet kan jeg ændre, og jeg vil helle ikke.”

Solen synker bragende rød. Vi går tilbage til huset, jeg synes pludselig, hun går på stor afstand af mig. Også den gamle går forbavsende rask til, som om en vitalitet er blevet genvundet. Jeg går bag dem begge. Han med sin hvide bredskyggede hat.

Hendes gang er smidig, katteagtig, blød og rytmisk. Håret er sat op i nakken i en hestehale, der svinger fra side til side. Hendes lette sommersko tjatter lidt sand bagud for hver skridt hun tager. Impulsivt må jeg vende mig og se den anden vej. Aftenluten er stille og varm, havet næsten i ro. Solen synker hastigere nu. Jeg er omgivet af en massiv skønhed, som jeg køligt kan registrere, men samtidig har en melankoli fået tag i mig.

Jeg har mistet et eller andet, noget jeg ikke kan få tilbage.