Af Carmen Mallebrein
Hun løb hjem derfra. Løb, løb og løb. Som om det ville ændre noget. Løb fra sin egen skygge. Løb fra træernes stille hvisken. Løb for at komme tilbage til forældrenes hus, hvor aftenen havde taget sin spæde begyndelse. At hun til sidst lød som en forkølet blæsebælg spillede ingen rolle lige nu.
Det var ikke skammen over hendes højlydte vejrtrækning, der fik hende til at fare sammen med et sæt, da én kom gående i den modsatte retning på den mørke sti. Stoppe op. Se efter. “Er det en han eller en hun? Svært at se lige nu”. I genskæret fra lampen ved stien var det bare en mørk menneskeskikkelse. “Skal jeg vende om og løbe den anden vej? – Fortsætte?” Nu, hvor hun var stoppet, mærkede hun luften vende tilbage til lungerne, så hun ikke længere skulle hive så meget efter vejret. At kunne trække vejret dybere igen gav ro, og hun blev stående helt uden at gøre noget, imens skikkelsen nærmede sig. Det var stadig umuligt at afgøre, om det var en han eller en hun. Så mange går jo i bukser og lang frakke. Så mange har jo kort hår.
Lidt efter fór hun sammen i forskrækkelse igen. Noget var kommet bagfra og havde let berørt begge hendes skinneben. Et lille bjæf havde hun hørt. – Ah, var det bare en hundeejer, der luftede sin hund midt om natten? Men hvorfor stivnede hele hendes krop så, da hunden snusede til hendes ben? Hvorfor var hun blevet så bange? Hun, der bare plejede at været modet selv? “Han gør ikke noget!” sagde skikkelsen. Og Susan tænkte: “Aha, den stemme er en meget dyb kvindestemme!” Men nu, hvor personen kom nærmere, løb det koldt ned ad ryggen på Susan. For det lignede faktisk hverken en kvinde eller en mand. – Androgyn? – En transvestit? Igen gjorde Susans krop ting, hun ikke havde bedt den om. Ting, der kom bag på hende. – Den var begyndt at handle på egen hånd.
Følelsen startede nede i fødderne. De blev meget, meget urolige og rastløse. De ville ud. De ville bevæge sig. De ville væk, de ville løbe, og det gjorde de så. Helt uden Susans tilladelse. De tog selv beslutningen om at komme væk fra den harmløse lille, nysgerrige hund og denne her person, som åbenbart havde gjort Susans krop bange. Så bange, at kroppen bare begyndte at løbe for siden at lande på et endnu mere uhyggeligt sted på vej ned gennem mosen, hvor asfaltstien blev afløst af en sti af grus.
Der lugtede lidt af råddent vand. Lidt træer var der og ingen lys. Kun absolut mørke. Et meget, meget mørkt sted havde Susans fødder valgt at løbe hen, og den mærkelige, androgyne skikkelse med den lille hund var ikke engang fulgt efter! Men alligevel følte Susan en lettelse ved at være helt alene på stien nu. Så alene, at hun igen fik overskud til at bruge sine ører. Lytte til den knasende lyd fra sine hurtige skridt på stien. Lytte til træernes hvisken i den lette vind. Lytte til sin egen vejrtrækning og mærke hjertet banke. Meget hurtigt.
Og så – med ét – var hun på vej ind ad døren til hans hus. Han havde taget hjerteligt imod hende, og hun havde givet ham en lille æske fyldte chokolader som værtsgave. Og han havde forklaret, at han var alene hjemme. For konen og børnene var udenbys denne weekend – hos svigerforældrene. Og han havde forklaret, at opvaskemaskinen var gået i stykker. De havde begge grinet af, at han havde fået ødelagt familiens opvaskemaskine ved at hælde opvaskemiddel i, i stedet for opvaskemaskinetabletter. Dem fandt han først, da det var for sent.
Og hun havde grinet og moret sig med Barry, hendes gamle ven, som hun så ofte havde været sammen med. Hun havde jo kendt ham i så mange år. De havde kokkereret sammen hver 14. dag, han, hun og Aisha, dengang hun var dansklærer for dem begge. Susan havde altid nydt, at Barry havde denne her skønne engelske humor, både når hun og han lavede humoristisk ping-pong til resten af klassens fornøjelse, og når de var sammen privat og spiste deres hyggelige middage med Aisha, som altid var med.
Susan havde ikke skænket det en tanke, at det var forkert af hende at spise middag alene med Barry, selvom det var første gang, de ikke var tre. Hun havde ikke set nogen advarselslamper blinke, men havde ene og alene forholdt sig til, at de sås så sjældent, nu, hvor hun ikke længere boede i Viborg. Så da de endelig havde fået en aftale i stand, imens hun var på besøg hos sine forældre, skulle Aishas afbud ikke ødelægge muligheden for et tiltrængt gensyn.
Bedst huskede Susan dette: Han tog glad imod, og hun gik glad ind. Han fortalte med det samme, at konen og børnene var udenbys, og hun gjorde sig ingen nærmere tanker derom. De plejede jo altid at mødes uden konen, Aisha, Barry og hun. Han havde derefter fortalt om sin bommert med opvaskemaskinen, og så havde de begge moret sig kosteligt over det. Det næste, hun huskede, var det mærkelige møde med den lille nysgerrige hund og den androgyne person. Det huskede hun også meget klart.
Men hvad, der var sket, inden hun vågnede og undrede sig over, at han havde vasket noget af hendes tøj, det anede hun ikke. Han havde forklaret et eller andet, der var lige så mærkeligt og ubegribeligt som at vågne ved siden af ham i hans seng. At vågne i hans seng og mangle noget af ens tøj, som man måske ikke selv havde taget af?
Han havde givet tøjet tilbage til hende, så hurtigt han kunne. De var sammen gået hen til tørretumbleren, og hun kunne endnu høre lyden af tøjet, der taktfast tumlede videre i tørretumbleren. Knapperne fra striktrøjen kunne hun høre. Trusserne var lydløse. Derpå lyden af et klik, da han åbnede tørretumbleren og tog tøjet ud. Og nu mærkede hun det brænde imod huden, fordi hun febrilsk havde taget det på igen i selv samme øjeblik, hun fik det i hånden. Det varme tøj, som var blevet tumblet i hans varmetumbler.
Og dernæst kunne hun høre lyden fra hoveddøren, som hun selv åbnede for straks at løbe ud af huset. Uden et ord. Døren, der blev smækket i, og Susan, der flygtede væk fra huset som en hvirvelvind. Løb, løb og løb, fordi kroppen så farer allevegne nu. Den vidste, at det var for farligt nu, når hun kun var én. Den var nødt til at tænke og handle for hende, når hun gik i sort og blev handlingslammet. Så fra nu af var de to: Susans krop, der huskede, og Susan selv, der havde glemt.