Brevet

PRINT

Af Carmen Mallebrein

Da Marlene havde fundet et brev på sit skrivebord, hvorpå der stod: “ Fra Mor til Marlene”, var hun blevet glad. Hun havde flået konvolutten op, i den tro, at der ventede hende noget rigtig dejligt indeni. Måske en invitation et dejligt sted hen, selvom mor normalt ikke inviterede pr. brev. – Eller måske havde mor pludselig fået lyst til at give Marlene nogle penge til at købe noget for, som hun længe havde ønsket sig. For eksempel lidt flere møbler til Sylvanianfamilien. – Eller bare en smule penge … for eksempel til at købe en Topmodel-malebog?

Det var mange dejlige tanker, Marlene nåede at tænke, indtil hun opdagede, at hun helt havde taget fejl. For det var ikke noget dejligt brev, fandt hun ud af, imens hun møjsommeligt stavede sig i gennem de mange, mange sætninger og ord, mor havde skrevet til hende. Mange, mange sætninger og ord, som Marlene slet ikke var fortrolig med. Et sted stod der: “Orker ikke mere livet”. Et andet sted stod der:” Er utroligt ked af at svigte dig, men jeg magter ikke andet”. Mor havde skrevet om noget meget, meget trist, på så mange forskellige måder. Så selvom Marlene ikke kunne stave sig i gennem alle ord med succés, men måtte opgive nogen af dem, var hun alligevel ikke det mindste i tvivl om, at brevet på en eller anden måde betød, at mor hellere ville være død end at leve.

Marlenes krop var pludselig blevet så træt, så træt, at hun lod sig falde ned i sin sækkestol ved siden af skrivebordet, som en meget tung sæk kartofler. Hun krummede sig sammen som en lille baby, trak benene op foran brystet, helt op til hagen, og lod sig synke så dybt ned i den store sækkestol, at hun følte, den beskyttede hende lidt mod det onde, der var sket.

Hvorfor ville mor dø? Hvorfor havde hun ikke sagt noget til Marlene? Marlene var fyldt med angste og komplet forvirrede tanker. Det ene øjeblik håbede hun, at det bare var en dårlig vittighed, som mor havde lavet. Men samtidig vidste hun jo godt, at mor egentlig ikke var typen, der lavede særlig meget sjov. Mor var mere den alvorlige og fornuftige type. Det næste øjeblik blev Marlene så angst ved tanken om, at hun måske var ved at miste sin mor, at hun mærkede et dybt, dybt sug så langt ned i maven, at det faktisk forsvandt videre ned gennem benene og fik hende til at føle sig helt svimmel. – Godt, at hun sad i en sækkestol, som hun ikke kunne falde ned fra! Men så, i næste øjeblik, kom Marlene til at tænke på, hvor og hvordan mor ville tage livet af sig. For det var jo det, mor havde fortalt, at hun ville gøre, på de her mange, mange forskellige måder i brevet – så hun var sikker på, at Marlene forstod, selvom hun ikke var vant til sådan nogle breve.

Og så tænkte Marlene på det værste, der stod i brevet: “Du må ikke sige noget til nogen!” En sætning, der havde været let at læse, men svær at forstå. For det var da ikke pænt af mor at skrive sådan noget… for hvis nu hun var væk, så var der jo nødt til at være nogen, der kunne være mor for Marlene i stedet – og hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis Marlene ikke måtte sige det til nogen? Og hvem kunne i det hele taget også være mor for Marlene, når mor havde mistet alle sine venner efter skilsmissen? De eneste, som mor af og til talte med, var jo deres gamle naboer, Hansens…

Hun ville ønske, at hun havde fået lov til at fortælle det til sin bedsteveninde Lina. Men på den anden side, så ville hun jo gøre Lina forfærdelig bange også. Og Lina kunne jo ikke være mor for Marlene…

Af alle de mange tanker, som fløj i gennem Marlenes hovede, var tanken: “Hvornår og hvordan?” dog den tanke, der oftest vendte tilbage igen. Men netop da Marlene ville rejse sig fra sækkestolen for at finde sin mobil og se, om hun kunne få fat i mor på hendes arbejde, da hørte hun nogen låse hoveddøren op.

Hun blev helt kold og stiv af angst ved tanken om, at det kunne være en tyv, der havde taget mors nøgle. For mor var jo enten på arbejde nu eller også var hun død, så hvem var det så, der var ved at låse sig ind i deres lille bondehus ude på landet?

“Hej, Hej Marlene! Jeg er hjemme igen!” blev der råbt ude fra den lille gang ved siden af deres gammeldags landkøkken. Og det var mors stemme! Hun levede!

Marlene hoppede op af sækkestolen som trold af en æske og var som en lille hvirvelvind løbet sin mor så hurtigt i møde, at nogle papirer på spisestuebordet, var fløjet ned på gulvet derved. Hun fløj videre i gennem det lille køkken og holdt om mor, så hårdt, hun overhovedet kunne, imens de sammen stod i den lille gang foran den åbne hoveddør ud til den lille gårdhave. Mor gav Marlene et træt knus, rev sig løs af hendes hårde greb, og hængte sin frakke op igen. Som en lille hund fulgte Marlene efter mor. Og, som det ansvarlige barn, Marlene var, samlede hun selv papirerne op igen, da de kom forbi spisestuebordet. Mor havde ikke set dem ligge og flyde… men det havde Marlene!

Marlene stod derefter lidt anspændt og forventede, at mor ville forklare det mærkelige brev, hun havde skrevet til Marlene, men intet sagde hun derom. Hun smilede i stedet, det bedste hun kunne, og spurgte: “ Har du lyst til at spille et spil sammen?”

De spillede Ludo, og mor vandt stort, fordi Marlene havde svært ved at koncentrere sig. Hun turde ikke spørge mor om brevet, fordi hun prøvede på at virke glad. Omend det virkede lidt skuespilleragtigt. Ja, som om hun prøvede, uden helt at kunne mestre det. Men Marlene ville jo helst have en glad mor, der spillede spil med hende, gik på arbejde, lavede mad, gjorde rent, læste godnathistorie og bare var en dejlig mor for Marlene. Far havde de jo intet hørt fra, siden skilsmissen. Så hvem skulle være der for Marlene, hvis mor pludselig var væk?

“Nå, men jeg vil lige lægge mig til at sove lidt,” sagde mor, da de var færdige med spil nr. to, som hun også havde vundet.

Og straks kom angsten tilbage med en overvældende voldsom kraft: “Sove lidt?” Betød det, at hun ville “sove ind”, som mor havde sagt, dengang oldemor døde? Marlenes hjerte galoperede afsted.

“Hvorfor har du pludselig så bange øjne, Marlene?” spurgte mor og stirrede selv med bange øjne på Marlene, der let stammende begyndte at sige: “For -for -fordi – at,” men hun stoppede sig selv, det var umuligt at få sagt det svære: “ Ikke for noget, mor” sagde Marlene i stedet, klart og tydeligt. “Ikke for noget”, gentog hun, ligesom for at overbevise sig selv om, at hvis bare hun sagde den sætning overbevisende og klart nok, så passede den!

Mor lagde sig ind og sove, og hele tiden, imens hun var inde på sit soveværelse, listede Marlene angst omkring i lejligheden. Hun var meget bange for at komme til at støje og overdøve den lyd, det måtte frembringe, hvis nu mor skulle være ved at dø… “Men hvordan mon det lød, hvis man var ved at dø?” tænkte Marlene usikkert, og siden kom flere tanker til: “Hvordan kunne man egentlig dø, sådan helt alene – uden at det var en tyv eller morder, der fik én til at dø?” Marlene vidste egentlig ikke så meget om, hvordan man kunne dø helt alene uden at blive dræbt… Det havde mor aldrig fortalt hende noget om, og i skolen havde de heller ikke lært noget om den slags.

Ikke så længe efter kom mor dog ud af værelset igen og sagde frejdigt: “Lad os se en film sammen, imens vi spiser spaghettien fra i går!” Marlene åndede lettet op ved at se, at mor stadig var levende, da hun kom ud.

Da filmen var færdig og Marlene skulle i seng, var hun dog igen meget bange. For hvad mon der kunne ske, imens hun sov? Var mors plan at gøre det om natten? Ville mor være død eller levende, når Marlene vågnede i morgen?

Marlene besluttede sig for at hendes bekymring var overdrevet: For mor var jo blevet mere og mere glad for hver time, de havde været sammen, syntes Marlene – når hun virkelig prøvede at mærke efter. – Måske havde mor bare været megaked af et eller andet, da hun skrev brevet, og nu var alt så blevet godt igen? Måske var det på grund af Marianne og Helle på arbejdet? Dengang Marlene havde fortalt, at Ida fra klassen havde mobbet hende, da fortalte mor jo, at de to også mobbede hende på sit arbejde. – Måske var det de to, der havde gjort hende ked af det? Mor var jo kommet meget mere tidligt hjem, end hun plejede? Måske.. måske… måske… tænkte Marlene og faldt i søvn, inden hun fik tænkt flere bekymrede tanker til ende.

Men næste morgen var alt ikke, som det plejede at være. Marlene blev ikke vækket af mor, og da Marlene tumlede ud af sin seng, viste uret på væggen, at klokken var otte. Så Marlene ville komme for sent i skole! Men værre endnu var det, at hun ikke forstod, hvorfor hun ikke var blevet vækket? Hurtigt gik hun ind på mors soveværelse for at se, om hun stadig lå i sin seng. Men den var tom! Marlene fik så meget hjertebanken, at hun kunne høre det som dybe, dybe dunk i gennem hele kroppen. Som en robot gik hun hurtigt og taktfast rundt i hele deres lille bondehus uden at finde mor nogen steder. Derfor gik hun videre ud i den lille gårdhave, de havde, kun iklædt sin natkjole.

At der var rim på græsplænen, og at hun kunne se sin egen ånde, spillede ingen rolle. Marlene frøs egentlig slet ikke, hun følte sig tværtimod varm som en brændeovn. Apropos brændeovn, havde Marlene bemærket, at der stadig havde været ild i brændeovnen. Så det kunne altså ikke være længe siden, at mor havde forladt deres hus. En lille lettelse indfandt sig: Så var hun måske lige i nærheden? Måske ville hun bare overraske Marlene med en hyggedag? Måske?

Marlene studsede over, at det så ud som om noget af mors tøj lå derhenne i den der rende, hun havde gravet ved siden af indkørslen, så regnvandet kunne løbe derned. Det lignede da vist den lilla bluse, som hun havde på i går? Marlene prøvede at nærme sig stedet på sine bare fødder, der pludselig næsten ikke ville gå. Nu stod hjertet helt stille, følte hun, imens hun holdt på vejret i angst. Hvis det var mor, som lå der, var hun så død eller levende? – Langsomt, med de bare fødder, der næsten ikke ville lystre, nærmede Marlene sig tøjbylten, og jo nærmere hun kom, jo mere klart stod det for Marlene, at det var mor, der lå dér.

Marlene nåede til sidst hen til sin mor. Hun var så tæt på nu, at hun kunne se den varme ånde, der kom ud af hendes mund. Hun nærmede sig hendes ansigt med sit og kunne lugte en fæl lugt af vin, eller hvad det nu var – det lugtede ikke godt – puh. Men det var lige meget! Mor levede. “Mor?” spurgte Marlene med rystende stemme og håbede på et svar – men kun stilheden rungede hult. Mors øjne var lukkede, munden var halvåben, og når Marlene forsøgte at hive i hende, for at hjælpe hende til at rejse sig, virkede kroppen meget, meget tung og slap. Marlene ville umuligt kunne få hende op af renden uden hjælp.

Med rystende ben løb Marlene hen til naboens hus og bankede på. Fru Hansen åbnede. Marlene fortalte stammende. De fandt hurtigt en frakke og nogle alt for store slippers, hun kunne låne, og så løb de i fuld fart hen til mor, så fru Hansen kunne hjælpe Marlene med at finde ud af, hvad der var sket.

Helt hvid i ansigtet, blev fru Hansen, da hun så mor. Og først nu opdagede Marlene, at mor egentlig også så helt hvid ud i ansigtet. Fru Hansen tog et halvtomt glas med piller ud af hånden på mor, og læste på glasset et kort øjeblik, imens hun holdt det ud for sig i strakt arm. Endelig rømmede hun sig for at sige noget til Marlene, der igen bare havde stået og holdt på vejret. “Marlene, jeg vil straks ringe efter en ambulance, og bagefter ringer jeg til min mand, så han kan komme og passe dig, imens jeg tager med din mor på hospitalet! Marlene, hun lever, det er jeg sikker på! Tag det bare helt roligt, Marlene. Din mor lever… Hun lever!”

Ved den besked blev Marlenes ben til gelé, og alt sortnede for hendes øjne. Endelig kunne Marlene give slip på alt det svære og lade sig falde, imens det eneste, hun nu mærkede, var fru Hansens voksne greb i hendes små tynde barnearme, et greb, der var så beslutsomt og stærkt, at gjorde lidt ondt.