Chile 1986

Kapitel 1

Undertiden fører den ene ferie den næste med sig. Man møder mennesker, knytter venskaber, udveksler adresser og lover hinanden, at vi snart skal ses igen, hvilket sjældent sker. Men det var et varmt møde og et varigt venskab, det udviklede sig til, da jeg efter en dejlig ferie i det spanske, var på vej i tog fra Barcelona med retning mod Paris i foråret 1986. Det var her, jeg mødte Alvilda.

Jeg havde besøgt en gammel soldaterkammerat, der havde slået sig ned i Barcelona, og det havde været nogle dejlige uger. Nu var det tid til at drage hjem til pligterne. Jeg var ret så ”høj” af al den opmærksomhed, jeg, som lyshåret, havde mødt fra señoritaernes side, den ene smukkere end den anden, men var jo også godt klar over, at de fleste var katolikker og, at man næppe kom dem nærmere end det. Men det passede nu ikke; jeg havde endnu ikke mødt Alvilda.

Opholdet i det spanske var ved at lakke mod enden og turen gik hjemad mod København. Der var en togafgang om morgenen, fra en af de store banegårde, her etablerede jeg mig i en næsten tom storrumsvogn. Foruden to unge studerende, var der kun tre personer i vognen, et ægtepar med masser af bagage samt en ungdommeligt udseende kvinde, der sad på knæ på sæderne lige foran, så de kunne snakke sammen alle tre, og det gjorde de på det allerlivligste. Det lød til, at samtalen foregik på spansk, hvilket jo var naturligt nok. Jeg gik længere ned i vognen og fandt en plads med udsigt til de tre. Studerede den udførlige køreplan, der lå på sædet. Kunne se, at der var mere end to timer til, at jeg skulle skifte tog. Det skulle blive spændende at se, hvor langt hende den sorthårede skulle. Lagde mærke til, at hun havde en gigantisk kuffert med.

Det var en rygervogn, så jeg tændte en Marlboro og så, at der også var spisevogn i toget. Det var rasende dyrt, men jeg har altid fundet det luksuriøst at sidde med god mad, hvid dug på bordet og udsigt til et landskab, der hele tiden byder på overraskelser. Også selvom maden undertiden bærer præg af at være fremstillet under vanskelige forhold. Men jeg nød paella´en og den dertil hørende kolde og gyldne cerveza i et højt glas. Rigtig ferie.

På tilbagevejen til min plads benyttede jeg lejligheden til at lave et lille snubletrin ud for den brunøjede muchachas sæde. Ikke, at jeg væltede ned på skødet af hende; det ville have været overdone, blot et usikkert skridt og rækken ud efter ryglænet, det gik fint. Hun havde sådan en slags sideskilning i sit kraftige, næsten sorte hår, der var væltet over til den ene side; det så godt ud. Samtidig lagde jeg mærke til, at hun også røg Marlboro og, at der kun var to tilbage i hendes pakke.

Toget rumlede hyggeligt afsted, og vi nærmede os grænsen til Frankrig; her skulle man nødvendigvis skifte tog, da sporvidden – afstanden mellem skinnerne – ikke er den samme i de to lande. Vi skulle derfor begge ud, og det syntes jo helt oplagt, at jeg hjalp hende med at slæbe kufferten, der viste sig at være utrolig tung. Det var faktisk en underdrivelse at kalde den en kuffert; den var snarere på størrelse med to europaller. Gad vidst hvad, der kunne veje sådan til? Som en rigtig muskelmand hankede jeg op i sværvægteren samtidig med at bære min egen rygsæk. Så bar pigen min noget mindre og lettere håndbagage. Da vi kom ud på perronen viste det sig, at vi begge havde ret lang ventetid foran os, så hvad var mere naturligt, end at vi satte os til at hvile på samme bænk. Vi havde endnu ikke vekslet ord. Sprichts du deutsch? spurgte hun så, og jeg var glad for at kunne sige: Ein bisschen.

Som vi sad på den mørke perron, kom jo spørgsmålene om, hvorfra vi hver især kom, og hvor vi skulle hen. Jeg havde kurs mod Paris og hun mod München. Jeg var steget på toget i Barcelona, og hun i Madrid. Det viste sig, at vi skulle med samme tog nordpå. Så præsenterede hun sig som Alvilda. Hun spurgte til min alder, og som sandt var, svarede jeg: 27 år. Hun smilede sukkersødt og sagde: Ich bin älter wie du-30 Jahren. Det havde jeg ikke ventet; hun holdt sig jo purung, men nogen forskel gjorde det ikke, i hvert fald ikke i første omgang. Så kom spørgsmålet om ægtestand og børn? Det kunne jeg jo stolt benægte, og efter en kort pause tilføjede hun ”Ich war verheiratet. Ich hab ein Tochter, sechs Jahre alt. Den historie havde jeg jo hørt før, så det forskrækkede mig ikke. I Danmark var det vel nærmest mere reglen end undtagelsen, og det plejede ikke at betyde så meget; man skal jo bare komme en aften, hvor børnene ikke er hjemme og hente en ekstra stol i køkkenet.

Det var blevet helt mørkt, og vi besluttede os for at gå ud i den lille grænsestationsby for at se, om vi kunne finde en café eller lignende, hvor man kunne få en stærk kop kaffe; vi havde jo en lang nat foran os. Vi fandt snart et egnet sted, her var både kaffe, øl og forskelligt brød. Som vi sad og sludrede, blev det opklaret, at jeg jo var fra Danmark og hun fra Chile. En del danskere har svært ved at huske forskel på Chile og Argentina. De to lande deler sydspidsen af Sydamerika, og det er Chile, der er det smalleste land; det vender mod vest, ud til Stillehavet. 4.000 km fra ørknerne i nord til kulden i syd. Grænsen mellem de to lande følger stort set Andes-bjergene. Argentina vender ud mod Atlanterhavet.

Efter at have gået lidt rundt i gaderne og langs den idylliske fiskerihavn nærmede det sig afgangstiden for vor videre rejse. Man havde på den tid en helt eventyrlig togtype i det sydlige udland – kupévogne med plads til otte personer i hver. De moderne storrumsvogne med flysæder var ikke så udbredte endnu. Man sad således overfor hinanden, to og to – her kom der hurtigt en snak i gang. Tilmed fandtes der rygerkupéer, og vinduet kunne åbnes. Og som den lækreste detalje kunne sæderne trækkes ud, hvorved ryglænet fulgte med, og kupéen var forvandlet til en 4-persons dobbeltseng, som en af de gode, gammeldags sovesofaer bare større og på skinner. Langt mere komfortabelt end en flyrejse. Det var sådan et tog, vi skulle med.

Udover den øvrige luksus var der også små natlamper og borde i kupéen, og foruden os sad der kun en mandsperson og sov, så vi havde rig lejlighed til at sludre og pludre om dette og hint. Alvilda fortalte meget om sit land; hun var tydeligvis patriot. ”Folk tror, at vi ikke har biler og bor i junglen. De tror, vi ikke ved, hvad en computer er, og, at vi går i inkatøj. De tror, der kun findes stenrige og ludfattige mennesker. Det er heller ikke sandt. I Chile er 80 procent af befolkningen det, man i Europa ville kalde middelklasse. Nu for eksempel ægteparret jeg talte med i toget. De blev ved og ved med at spørge om, hvorfor jeg dog kunne foretrække at bo i Chile med jordskælv og fattigdom, når jeg lige så godt kunne bo her i Europa. Det er umuligt at forklare folk.

Hertil svarede jeg, at sådanne tanker havde jeg nu ikke gjort mig, men måtte også medgive, at mit kendskab til Chile var ret sporadisk. Noget med store jordskælv og Allende, der blev sprunget i luften og efterfulgt af en diktator. At Andesbjergene er meget høje, og at chilensk vin er af god kvalitet. Samt at sydspidsen hedder Kap Horn, og det også er her, vi finder Ildlandet. Det havde jeg læst i drengebøger. Så var der vist noget med havstrømmene, el niño, det havde jeg læst i Illustreret Videnskab. Ellers ikke meget. Endnu.

Så kom vi ind på, hvad Alvilda kendte til Danmark, og det var heller ikke meget. Jeg forsøgte mig med H. C. Andersen og Tivoli, men det sagde hende ikke noget. Derimod kendte hun SAS og lurmærket smør. Da jeg så nævnte Legoland, sagde hun, at hun havde leget med klodserne som barn uden dog at vide, at de var danske. Så skiftede hun til et lidt mindre prosaisk emne: Hvordan er det i dit land, når en mand gerne vil vise en kvinde, at han er tiltrukket af hende? Hun smilede sødt. Jae, tøvede jeg, hvis man mødes på et værtshus eller et diskotek, giver han måske en drink eller byder hende op til dans. Han kan jo også holde ild for en cigaret eller spørge, om hun har brug for et lift hjem. Eller måske tilbyder han, at slæbe hendes tunge kuffert. Alvilda nikkede og fortsatte: I mit land siger han nok, at hun har pænt hår og, at hun har smukke øjne og så giver han hende måske blomster. Det skal han blive ved med i meeeget lang tid, før der kommer noget ud af det.

Jeg tænkte på at spørge om, hvad ”Du har en fræk røv” hedder på spansk, men tog mig i det. I stedet nævnte jeg, at det i Danmark lige så ofte kan være pigen, der tager første skridt. ”Dass ist nicht wahr!” udbrød Alvilda bestyrtet, men jeg nikkede og fortsatte med at fortælle om fri porno og abort, gratis prævention, let adgang til skilsmisse og det afslappede forhold til religion. Alvilda præsenterede mig for et mundheld: Männer lügst immer an. Jeg pulsede på min smøg og hviskede: Du har forøvrigt rigtig pænt hår! og bød på en Marlboro vel vidende, at hun var gået tør, så den faldt i god jord.

Alvilda blev mere og mere direkte i sin beskrivelse af forholdet mellem de to køn. Ich brauche ein Mann, und dieser Mann muss immer bei mir sein. Vi siger altid, at en europæisk mand er god for en latinsk kvinde. Hun kan regne med mandens ord og leve meget friere. Det omvendte er ikke så godt. Så trak hun en turistbrochure frem og bladrede i den. Det er annoncen for min skoforretning. Der var et vellignende foto, så det var altså ikke helt løgn, hvad hun sådan havde fortalt mig. Det her er min kusines annonce, hun sælger brudekjoler, og her er et billede af nytårsaften i Valparaíso. Se alt fyrværkeriet ud over havnen. Det var flot. Der var også et billede af en hestevæddeløbsbane. Umiddelbart havde jeg ikke tænkt på, at man havde sådan nogen i Sydamerika, men hvorfor ikke? Den kan du beholde, sagde hun og rakte mig brochuren.

Så noterede hun tre forskellige telefonnumre: Haus, Arbeit og Urlaub og budskabet var klart nok: Jeg måtte gerne ringe. Dernæst to forskellige postadresser; jeg måtte også gerne skrive. Indvendte, at det jo af sproglige udfordringer kunne blive svært, men hun slog det hen og sagde, at vi jo bare kunne bruge en ordbog, skrive ordene ovenover hinanden og rette til. Jeg så dog visse vanskeligheder for mig, når det drejer sig om at lære et fremmedsprog og havde jo også oplevet, at disse løfter om at holde kontakt ofte løber ud i sandet. Men glad var jeg jo, det gik rigtig godt det her.

Om lidt skal du smage en sydamerikansk cigaret, udbrød hun så med et glimt i øjet; de er rigtig gode. Toget rumlede videre; snart ville vi nå til stationen, hvor vore veje skulle skilles. Så delte vi hendes eksotiske og koniske cigaret, og hun spurgte, hvordan det var med den slags i mit land? Jeg svarede, at det jo var forbudt, men at loven kunne omgås. Igen smilede Alvilda listigt, og der bredte sig en romantisk stemning i kupéen. Pludselig lænede hun sig forover, holdt om mit hoved og gav et stort kys på kinden. So weiches Haar! udbrød hun, og det måtte jeg jo give hende ret i, i hvert fald sammenlignet med hendes kraftige krøller. Mit hår har altid været noget tyndt, selvom min frisør er diplomatisk nok til at kalde det et fint hår. Mægtigt! tænkte jeg uden at vide, at et kys på kinden er meget udbredt i Latinamerika og i reglen ikke betyder noget særligt. Imidlertid kom denne uvidenhed mig til gode, da jeg fik mod på at kysse igen – på den mere danske facon. Det blev vel modtaget, og så endnu et hvæs af den spirituelle joint.

Vi sludrede og pludrede; det var vildt hyggeligt. Alvilda fortalte om Chile, Spanien, familie, uddannelse og meget mere. Om en sang, der var en hyldest til Pigen fra Valparaíso. Den har jeg hørt senere; den er vist også indsunget på dansk. Valparaíso betyder Paradisets dal, det lød lovende. Jeg skulle meget senere erfare, at gamle søulke og også vor tids sømænd, der har sejlet på de syv verdenshave alle kender Valparaíso; det er en meget betydningsfuld havn på de kanter. Hun fortalte mig også, at hendes efternavn betød ”De tre paladser”. Om sin mor, der ejede alle skoforretningerne. Om sin far, der var død. Det blev bedre og bedre. Hun fortalte om studietiden i München, hvor hun havde taget to år på arkitektlinjen, men var så droppet ud. Og, at hun syntes europæere tænker alt, alt for meget og var alt for meget alene. ”Sie denken sich ihre Köpfe kaput,” fortsatte hun. ”Wirklich!” Jeg forsøgte at forsvare vesterlændingenes habitus, men Alvilda blev ved. Das ist wegen unsere differente Mentalité. Ved du, hvad den helt store forskel er mellem Sydamerika og Europa? spurgte hun, og jeg havde ikke lige noget svar. Jo, i Chile kan du ringe til din veninde klokken tre om natten, hvis du trænger til at snakke. Det kan man ikke i Europa.

Derudover husker jeg, at natten blev meget kort og søvnen meget sporadisk. Det lysnede, og jeg hentede et par kopper pulverkaffe i togets automat. Stemningen var stadig god, og så luftede jeg en tanke, som var opstået i nattens løb: Wie wärest, um Ich mit dir nach München gehst? Hun så nøje på mig og spurgte med sin hæse stemme, om jeg ikke var på vej mod Paris? Jo, svarede jeg, men min billet gælder i hele Europa, og jeg kan ringe til min ven i Paris og fortælle ham omstændighederne; det vil han kunne forstå. Han er selv ret så pigeglad. Ups. Ich denke, du musst mit mir kommen, hviskede Alvilda igen hæst. Dermed var vi på vej mod München. Troede vi da.

Toget fulgte en rute, hvor vi skulle et lille stykke gennem Schweiz. Politi og toldere gennemsøgte vognene og vækkede sovetrynen i hjørnet til live. De gjorde store øjne, da de så Alvildas chilenske pas. En overordnet blev tilkaldt; også han rynkede på næsen. Måske har de troet, hun ville søge asyl eller lignende, i hvert fald blev vi gennet ind i et lille aflåst lokale og sat til at vente. Igen måtte jeg knokle med både egen bagage og den overdimensionerede kuffert. Sovetrynen fik samme behandling, da det viste sig, at han skulle have været af toget for mere end tre timer siden. Alvilda var oprørt: Jeg har rejst den her rute mange gange, der har aldrig været problemer, det her er latterligt. Vi har billetter helt til München. Det gjorde ikke indtryk på vagten, vi kunne vinke farvel til toget, tiden gik uendelig langsomt, men så kom en myndighedsperson og meddelte, at jeg, med mit danske pas, frit kunne gå ud på gaden og dermed Schweiz. Alvilda derimod, ville blive ledsaget til næste tog tilbage til Frankrig. Du må skaffe mig sådan et pas! udbrød hun. Det kan kun lade sig gøre på én måde, spøgte jeg. Det er noget, der tager meeget lang tid og er meeget besværligt, tilføjede jeg, mens Alvilda smilede sødt. Men bortset fra det så var gode råd dyre.

Efter en kort rådslagning blev beslutningen, at jeg skulle gå ud i den lille bjergby og finde en bager, købe lidt morgenbrød og gå tilbage til stationen for at følges med Alvilda, hvorhen turen nu end måtte gå. Første etape gav sig selv, det var jo ud af Schweiz med fuld musik. Jernbanekortet blev studeret, nu skulle vi jo på tværs af alle hovedlinjer. Det var helt uoverskueligt; jeg var på en måde ligeglad med, hvor det gik hen, men München var jo blevet et mål, Alvilda skulle besøge et par studieveninder og havde også en del kontanter med, de tilhørte hendes mor og skulle afleveres et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Dertil skal dog siges, at ”et bestemt tidspunkt” er et uhyre elastisk begreb for en latinamerikaner.

Vi måtte skifte vel 8-10 gange; hver gang skulle vi finde et tog, der kørte nogenlunde i den rigtige retning, afgangstid, spornummer og vogn og hver gang slæbte jeg megatonser-kufferten ud og ind, frem og tilbage, op og ned ad trapper, regne ventetid ud, jage efter et sted, hvor man kunne få kaffe eller øl og derefter finde toiletter. Alvilda henviste atter og atter til vores differente mentalité, og det begyndte ærligt talt at gå mig på nerverne; syntes det blot bragte unødig afstand mellem os. Jeg ville hellere finde ligheder og fællestræk, men det var vist også på grund af min mentalité, så jeg gik ned i spisevognen for at nyde et par croissanter, Det bjergrige landskab, der gled forbi, var en flot kulisse til måltidet.

Vel tilbage på min plads så jeg, at Alvilda var ved at skrive på en blok papir. Det var ord, jeg stadig husker. Bl.a. stod der: ”… tantas cosas que nosotros juntos pasamos…” Prøv engang at udtale de seks ord! Husk at puste lidt luft henover tungen i j´et i juntos, så det bliver cjhuntos. Smukt sprog ikke sandt? Afslutningen på den lille seddel var også smuk, og da jeg har erfaret, at udtrykket bruges ofte på spansk og slet ikke er så personligt, som jeg dengang troede, ja så nævner jeg det her: Te quiero y espero no perderte nunca. Men aldrig er lang tid.

Turen gik over bjerge og gennem dale; husker mest en idyllisk passage i højderne, primitive vogne med træsæder, trukket af et lille damplokomotiv. Det var længe siden, jeg sidst havde kørt med damp. I reglen var det med stop på samtlige mellemstationer. Togene ændrede sig undervejs, fra halvtomme nattog, hvor den ene soldat efter den anden stod på, indtil de pludselig alle steg af. Herefter kom morgenpendlerne og senere de forretningsrejsende.

Vi røg også ud i forsinkelser, og det blev koldere og koldere; det kunne især Alvilda ikke lide. ”Wärme mich” som hun sagde. I erindringen står også, da hun fortalte om, hvordan hendes to-årige ophold i Tyskland var afsluttet. Min mor kom rejsende fra Chile og boede hos mig to måneder, hvor hun hver dag, fra morgen til aften, pressede med alle midler for at overtale mig til at tage med hjem, men jeg blev ved at sige nej, jeg ville blive. Til sidst var det blevet for meget, så udgangen blev altså, at Alvilda kom hjem og fik tildelt en skobutik at passe. Det er det, vi kalder ”tugtelse”, sagde hun stille. Et begreb jeg først forstod langt senere.

Kapitel 2

Planen havde været at nå frem midt på eftermiddagen, så vi kunne se os lidt omkring og derefter tage ud til hendes veninder, der boede på et kollegie i byens udkant. Her kunne vi sikkert overnatte. Det glædede jeg mig til, men klokken blev ca. 03:30 inden vi ankom til München Hauptbahnhof. Vi var virkelig, virkelig trætte og valgte at gå ind på det nærmeste hotel, jeg tror, det hed ”Hotel Arnulf”. Det så dyrt ud. Har I to ledige enkeltværelser? spurgte jeg forsigtigt, vel vidende at vi var i et område med ret rodfæstet katolsk tro. Det havde de ikke. Nå, men hvad så med et dobbeltværelse? Für mein Frau und ich, tilføjede jeg tåbeligt. Jo, det havde de da, svarede portieren med en foragtende mine, I kan skrive jer ind her. Han rakte mig en kuglepen. Fint, nu bliver det snart sengetid, tænkte jeg og skrev mit navn, men gik derpå helt i stå. Hvad var det nu lige min ledsager hed? I alle måder pinligt.

Nå, men det ødelagde ikke glæden ved at kunne tage et forfriskende bad og krybe i kassen. Så vidt, så godt, men uden at gå i detaljer må man sige, at symbiosen mellem den skandinaviske adfærd og den latinamerikanske ditto byder på særlige udfordringer, og at et sprog, man troede var internationalt også har dialekter.

Jeg havde bestilt vækning klokken syv og var sulten og tørstig med det samme. Krøb i kludene og ville gå ned i morgenrestauranten, da Alvilda åbnede det ene øje. Om ikke jeg lige ville sørge for, at hun fik morgenmaden bragt op? Jeg havde ikke lyst til at ringe ned til receptionen og snerrede vist lidt: Helt ærligt, vi lever her på lånt tid, vi har ikke penge til at betale regningen, før jeg kan få sendt nogle friske kontanter fra Danmark. Alvilda var ligeglad – de får jo deres penge. Meget Latin-like. Tænkte på at fortælle hende historien om Sixten Sparre og Elvira Madigan. De flygtede fra hotelregninger og endte begge livsbanen på Tåsinge, hvor han måtte pløkke ægget af sig selv og dernæst hende. Og vi havde ikke engang råd til en pistol. Men det ville Alvilda nok ikke have forstået.

Efter at have bundet en nydelig slipseknude gik jeg ned i restauranten, indtog et probat morgenfoder og bad så om at måtte tage en bakke med Frühstück med op på værelset til ”min kone”. Det måtte jeg hjertensgerne, og Alvilda blev heldigvis glad for dét. Så var det, jeg fik øje på en lille indretning på natbordet: En sort boks med el-tilslutning, heri var et lille bassin med noget tyktflydende substans. På enden stod der ”Braun”. Sådan én havde jeg aldrig set før. Det er voks, sagde Alvilda og smurte et tykt lag omkring munden, på kinderne og halsen; så skulle det størkne. Jeg vidste egentlig godt, hvad jeg nu havde fået syn for, nemlig, at kvinder af spansk afstamning har tendens til at udvikle overskæg. Alvilda trak hele masken af med et stort grin, og lagde skorperne ned i voksgryden. Det kan bruges igen!

Så skulle vi ud i den pulserende storby. Først gik vi lidt på hovedstrøget, så fandt vi et lille sted til en god frokost, og dermed var vi klar til at tage U-bahnen ud til Alvildas veninder på kollegiet i byens udkant. Det var et par rigtig søde veninder, hun havde sig der; ikke blot yndige, men også pludrende, pladrende, leende og gestikulerende; her var gang i sagerne. De slog over i spansk, og med deres tempo var jeg jo lost, men på tysk fortalte de om, at der altid var problemer med deres pas ved grænserne. Spanske navne skal sorteres efter det midterste navn, morens slægtsnavn. Det sidste navn er fra farens side. De adskilles principielt af det lille bogstav ”y”, der udtales ”i”, hvilket betyder ”og”. Det udelades dog ofte i daglig brug, men det skal vi altid forklare dem, før de kan finde os i computeren. De burde vel vide det. Derefter fortsatte den livlige samtale på spansk og med mellemrum sagde Alvilda: Dass ist langweilig für dich, og det kunne jeg jo ikke benægte. Så viste den ene af pigerne mig et fotografi af deres far, hjemme fra Chile. Han sprang over et hegn; man kunne se, han blev beskudt med maskingevær. Blandt andet derfor flygtede vi, sagde pigerne.

De gav os en brochure om et spillested, hvor de skulle optræde samme aften. Det hed Machu Picchu opkaldt efter det berømte inka-bjerg i Peru. Det kan godt være, der bliver lidt uro. Es kommt sicher Dafürs und Dagegeners, og det kan være svært at sige, hvem der er værst. Så begyndte alle tre piger at synge udtog af Carmen. Der var netop kommet en film med den titel, og de blev ved og ved: Dada da da – dada da da. Den melodi kendte jeg lidt af; vi havde sunget den i sportsklubben, men med en anden tekst: For øl er godt, og øl er sundt, og derfor drikker vi det døgnet rundt. De spurgte til, hvad det betød, og jeg oversatte på bedste beskub. Der blev helt tavst, før den ene af syngepigerne sagde ”Aha, Alko-Kultur”, og det måtte jeg jo medgive.

Da vi nåede frem, var lokalet allerede helt proppet, men da pigerne jo skulle spille, kom de straks ind, og Alvilda og jeg kom med på samme konto. Vi fandt et bord, fik serveret nogle drinks, pigerne røg en chilensk cigaret og gik på scenen. Når jeg nu i dag tænker tilbage, er det ikke musikken, men dét, at de over højttalerne præsenterede Alvilda og mig som netop ankomne fra hjemlandet, hvorefter der blev der sunget en hymne til vores ære. Det havde jeg ikke prøvet før. Derefter blot en taxa tilbage til hotel Arnulf. Brugte de sidste mønter i hotellets automat med snacks og chokolade og øl. Det havde været en god dag, men nattesøvnen blev alligevel ret dårlig.

Næste morgen kom så igen striden om morgenmaden, men det blev løst ligesom dagen før. Undervejs passerede jeg receptionisten og nævnte lige, at vi nok gerne ville blive en nat mere inden afregning. Han så slet ikke smilende og positiv ud, da han sagde: ”Ein Nacht mehr, und danach keiner!” Nu går turen til Commerz Bank, det er bare en lille formalitet, hakkede jeg i det, men det fik ham ikke til at se hjerteligere ud. Alvilda tog ingen notits af optrinnet, men jeg insisterede på, at vi først skulle i banken. Det ville for øvrigt blive nødvendigt under alle omstændigheder, hvis vi skulle have frokost. Husk på, det var koldt og snesjap i gaderne.

Der var ikke indgået noget beløb, og jeg tænkte lidt på det med den tunge kuffert med Alvildas mors penge, men var ikke fræk nok til at foreslå et udlæg. Vi gik rundt lidt på må og få, og Alvilda stoppede op ved hver skobutik, vi passerede, og studerede mærker og priser nøje. Godt nok holder jeg ferie, sagde hun, men jeg er også en lille smule på arbejde. Det ser ud til, tendensen er, at herresko bliver mere og mere feminine og omvendt. Måske mødes de en dag på midten. Hvordan vi ellers hutlede os igennem dagen, husker jeg faktisk ikke, men lige inden de skulle lukke, rundede vi banken igen, og – voila – beløbet var kommet, og jeg fik dem straks udbetalt i kontanter. Det lettede! Nu kunne der afregnes på hotellet, så vi tog en stille aften med middag i hotellets restaurant. Derpå endnu en nærmest skuffende dyb nattesøvn, før vi næsten morgen måtte bryde op, og vore veje skilles.

Vi fulgtes ad til banegården. Her opstod to fatale sprogforbistringer. Først spurgte hun om, hvad en billet til Danmark kostede, og det nævnte jeg. Her var hun først lidt tøvende, men siden fandt jeg ud af, at hun gerne ville have været med. Næste fejl opstod, da hun som afsked sagde: Ich liebe dich. Para siempre. Ord jeg lagde alt for meget i. Vi kolde skandinaver siger jo ikke den slags særlig tit. Det blev ikke bedre af, at hun tilføjede: ”Ich lasse mich in dein Hand.” Dernæst var jeg på vej mod nord med det dejligste TEE-tog  – Trans Europe Express.

Den lange tur gennem Tyskland fløj afsted, jeg havde jo mødt mit livs Alvilda. Om jeg var forelsket? Hundrede procent, har aldrig oplevet noget værre. Allerede i Hannover, hvor jeg skulle skifte tog, flød mit romantiske hjerte over, da jeg så en gadehandlende, der fremstillede toiletklude med påsyet navn. Jeg måtte bare købe sådan én, til at sende til Chile, så kunne hun finde den, når hun kom hjem. Og det var kun begyndelsen.

Fra Hannover tog jeg en afstikker vestpå til Herford ved Minden, hvor jeg havde gode venner fra sportssamarbejde. Nu kunne de blive de første til at høre det glade budskab. Vi tog på Gasthaus, hvor alle ville høre om turen. En glad aften og så det sidste stykke vej hjem til Amager.

At komme hjem fra en længere ferie kan ofte opleves som en snurren i rødbeden, et sammensurium af fremmedsprog og et væld af indtryk at bearbejde dertil undertiden minderne om en ferieflirt, alt det havde jeg prøvet før. Men denne gang var det værre. Fik hurtigt pakket ud, fandt fotoet og sedlen Alvilda havde skrevet; det varmede, hvor der allerede var overophedet. Alt det med, at ”Du muss mein Land besuchen” var jo umuligt; det var pengene ikke til. Og i bunken af post kunne jeg se, at opkrævningerne fra euro-check´ene, jeg havde udstedt først på turen, var begyndt at dumpe ind. Men telefonnumrene havde jeg, selvom hun jo havde sagt, at hun skulle være i Madrid i flere uger, og de tre numre hun havde oplyst, var alle til Chile. Det var godt, at jeg sad ned, for der var intet andet at gøre end at sidde og vente. Gjorde så som før i den slags situationer: Fattede pen og papir og formulerede en lille start på et brev. Der var så meget, der skulle forklares, fortælles og spørges om, men det blev ikke til mange linjer, før jeg faldt omkuld på sengen.

Efter sådan et eventyr var det rart at komme på arbejde igen. Kollegerne, rutinerne og alle pralerierne får tingene til at falde på plads. Skal du så over at besøge hende? spurgte alle, og jeg blev dem jo svar skyldig. Første betingelse var, at jeg skulle modtage et brev; det havde hun jo lovet. Så ville det jo nok vise sig, at alt bare var sagt i hed feriestemning, og det ville vel så være det. Hvad kunne en mobiltelefon ikke have udrettet, afklaret – eller ødelagt?

Igen søgte jeg på ubehjælpsom manér at udtrykke mine kvaler ved at nedfælde dem på papir:

Næsten nok

Han søger flodpigens hjerte

pludselig der: Et naturbarn

en vildbasse, et fata morgana!

  Siden dengang med ranglen,

sutten og føden,

har han lært at påvirke ting,

åbne for kanaler, manipulere.

  Alle disse finter havde ét blindt punkt

og pludselig er hun der;

fræk, glad, smuk, intelligent

og rig for den sags skyld.

  Siger hun elsker dig,

svært at tro, men

alle beviser på kærlighed, og

dog et brev havde været på sin plads.

  Hvis dette er Guds sidste replik

i et skakspil mod mig,

hvor påstanden er:

Se, så ond kan kærlighed være!

og han nu siger:

Slip Helvede løs!

  Hvert punkt,

hvor jeg viste tillid

viser sig nu,

at være en lækage.

  Dæmninger revner, vand pibler

og ind strømmer gold ødeørken.

Hvilket stærkt argument

skal jeg da ikke have

for at elske igen?

  Mør det er, hvad jeg er.

Stop, stop, giv, giv op og

slip Himlene løs!

Kapitel 3

Der gik uger uden livstegn, men jeg kunne ikke lade være med at studere priser på flybilletter i aviserne. Man skulle nok være forberedt på et fem-cifret beløb alene til transporten, og der ville jo komme kost, logi og lommepenge til; det var ikke sådan lige at beregne – udover, at jeg næppe kunne få råd. Men endelig en dag dukkede så et rødt- og blåstribet luftpostsbrev op blandt dagens post.

Mange ville nok have flået brevet op med det samme, men jeg gjorde det modsatte. Alt skulle gøres klar til formiddagshygge; satte kaffe over, hentede 2 cremelinser hos bageren og satte mig godt tilrette. Jeg var tituleret som Sr. – Señor, det var en ny og flatterende titel, som bekom mig vel, men det vigtigste var jo indholdet. Brevet var hurtigt læst igennem; det fremgik, at Alvilda huskede vores møde med meget varme tanker. Und jetzt mein Hertz brauchst Dir. Igen blev jeg inviteret til Chile, hun kunne hjælpe mig med alt, du behøver ikke tage ret mange penge med. Ich träume bis du kommst. Så var der godt nok smidt véd på bålet igen.

Ønsket om at komme på min formentlig livs rejse voksede, og en minutiøs planlægning gik i gang. Først i banken for at præsentere projektet; bankrådgiveren kunne godt se ideen og var villig til at gå ind med et lån, hvis jeg selv kunne spare lidt op først. Det ville kræve en hestekur og overarbejde. Mine københavner-vaner med at spise næsten al mad ude måtte stoppe, ligesom diskotek og taxa-kørsel skulle skæres væk; men så ville det også være realistisk at kunne tage af sted efter ca. 6 måneder. Skrev og spurgte om terminen kunne passe, og det lod til at være helt OK. Hun ville tage fri de tre uger, og jeg fik også søgt og bevilget ferie. Så kunne nedtællingen for alvor gå i gang. En lækkerbidsken for en tællemaniker.

Ugerne gik med at finde på små ting at tage med på den lange rejse. H. C. Andersens eventyr på spansk var jo helt oplagt, og et par bøger med smukke naturbilleder fra vort lille land røg også med i indkøbskurven. Og så skulle der købes flybillet.

I al min forberedelse måtte jeg jo også finde ud af, om der skulle bruges visum for at kunne rejse ind. Det anede jeg ikke, hvor man kunne spørge om; men de havde jo en ambassade nær Østerport, så dér cyklede jeg hen. Der var dørtelefon, og jeg blev ikke lukket ind, men jeg fik dog det svar, at der ikke var visumkrav. Tak. Senere sagde min soldaterkammerat, at det var letsindigt gjort. Du må regne med, at det er systemets folk derinde. De er udpeget derhjemmefra. På deres skala er en ganske almindelig socialdemokrat lig en ekstremistisk kommunist. Hold dig fra dem.

Efter igen at have studeret rejsespalterne i avisen fandt jeg et bureau, der havde fornuftige priser på transatlantiske rejser, så der cyklede jeg ud. Rejsebureaumanden var, som den slags er flest, straks fyr og flamme og lokkede med alverdens seværdigheder, udflugter og luksus-hoteller, men jeg måtte pointere, at det kun gjaldt den nøgne flybillet. OK, sagde han så, vi har en forbindelse via Bruxelles og derpå ud af Madrid. Du flyver med SABENA, det belgiske statslige flyselskab; nogle siger, at det betyder Such A Bloody Experience Never Again. Deres stewardesser er ældre end dem hos SAS. Billetten koster 10.000 kr, råbte han og skraldgrinede. Den købte jeg så, også selvom det var blevet mig fortalt, at man burde kunne få prisen ned på ca. 7.000 kr, men det her var jo dejligt nemt; han fik en check, så ville billetten komme med posten.

Så var der valuta. Det har altid frydet mig at have fremmede pengesedler mellem fingrene, og da jeg havde spurgt Alvilda om hvilken slags mønt, det var bedst at medbringe, havde hun skrevet US Dollars. De blev så løbende opkøbt, efterhånden som der blev råd. Det siges, at US Dollars er de grimmeste i verden, men jeg syntes, de var fascinerende og et symbol på den kommende rejse. På det tidspunkt var jeg for længst begyndt at suge til mig af alt, hvad der stod i aviser, radio og TV om Sydamerika og Chile. Alt havde interesse. Det var det år, Danmark var med i VM-fodbold i Mexico, og det må have givet en vis genlyd, for snart kom et brev, hvor der bagpå kuverten stod: Dinamarca-Uruguay 6 – 1 Fantastico!

I Amagercentret havde man et godt bibliotek, og jeg hentede hjem, hvad der var at finde omkring alverdens emner. For eksempel Allendes fald hvor general Pinochet kom til magten. Hvordan der stadig var forskellige udlægninger af de nærmere omstændigheder. Var det selvmord i sidste øjeblik, eller var det beskydningerne fra flyene, der angreb paladset La Moneda? Han talte til næsten sidste sekund i direkte radio. I øvrigt var han den første folkevalgte socialistiske statsleder. Der har været en del andre, men ikke folkevalgte. Det var, hvad jeg læste. Der stod også, at én million ud af landets godt ti millioner indbyggere blev drevet på flugt efter militærkuppet og, at der heraf var kommet ca. 900 til Danmark. Derudover var der beskrivelser af de primært spanske conquistadors og deres hårdhændede behandling af inkafolket og de øvrige indianerstammer. Hæftede mig bl.a. ved en høvding, der skulle henrettes, men man gav ham en sidste chance, hvis han ville sværge på bibelen og bekende sig til den. Han holdt den op mod øret, kastede den fra sig og udbrød: Den siger jo ikke noget! Det blev hans sidste ord. Ydermere stod der, at inkaerne tog relativt godt imod europæerne ved første møde – de havde en tro på, at der skulle komme en hvid gud fra øst, og det blev fatalt for dem. Til gengæld tålte de ikke synet af neger-slaverne (undskyld udtrykket, men sådan sagde man dengang) som conquistadorerne medbragte.

Der stod også om, at der på den tid var kæder af ”postbude”, der løb med beskeder som i et stafetløb; de sad i små huse langs landevejene. Hermed kunne meddelelser nå hele riget på én til to dage. Der var et billede af en ældgammel bro i et bjergpas; dén havde været romerriget værdig. Stillehavskrigen blev nævnt og-som et kuriosum-at Chile erklærede Japan krig i de allersidste dage af anden verdenskrig. Navnene på de fire præsidenter før Allende lærte jeg udenad; det kom mig til stor gavn sidenhen: Gabriel González Videla, Carlos Ibañez, Jorge Alessandri og Eduardo Frei. Blev overrasket over at læse, at Chiles tradition for demokrati faktisk går længere tilbage i tiden end den danske.

Der var også landets litteratur at sætte sig ind i. Erfarede at Pablo Neruda var chilener og nobelprismodtager, men det jeg fandt og læste af ham fængede ikke specielt. Det gjorde til gengæld ”Åndernes Hus” af Isabel Allende; den var netop udkommet dengang, og jeg slugte den med største fryd. Her var en kilde til bedre forståelse af folket, kulturen og meget mere. Det blev forøvrigt danske Bille August, der kom til at instruere filmudgaven. Bogen var prohibido i Chile. Isabel Allende var Salvador Allendes niece. På biblioteket fandt jeg også en dokumentarisk beskrivelse af et flystyrt i Andesbjergene; den hed ”Vi lever!” Et fodboldhold fra Uruguay var på vej til Santiago til kamp. Flyet styrter ned højt oppe i Andes; en del overlever, men de bliver nødt til at kannibalisere blandt deres klubkammerater. De var katolikker, så det var ikke helt efter reglerne, men alle kunne se det dilemma, de havde været i, og de endte med at få pavens tilgivelse.

På det tidspunkt rejste jeg en del rundt i Danmark og besøgte således ofte de lokale biblioteker. I Odense fandt jeg nogle land- og bykort, som opklarede gåden om, hvordan man mon laver kort over så aflangt et land, men det viste sig, at man logisk nok deler det over i to eller tre stykker så det passer bedre til A4 format. Der var også et godt bykort over Valparaíso og Viña del mar, og mit blik faldt på ”Paseo de Veintiuno Mayo”. Den 21. maj var noget med en uafhængighedsdag. Den var markeret som seværdighed; et flot udsigtspunkt kunne man se. Der var en eller anden lampe, der lyste inde i baghovedet, og da blikket strejfede mit digitalur, så jeg, at der stod 1986-05-21. Veintiuno Mayo. Der er magi i de ord. Alt imens blev min tællemani værre og værre. Måneder, uger, dage og timer til afrejse, alt blev optalt og regnet ud i brøker og procenter.

Det var ikke tørre studier det hele. Da jeg så i lokalavisen, at der skulle være latinamerikansk festival i Øbro-hallen, gik turen derud sammen med en god ven. Det var nu mest bazaragtigt, men der var også smagsprøver på diverse specialiteter af fast og flydende karakter. Det var her jeg for første, men ikke sidste, gang stiftede bekendtskab med den chilenske snaps ”Pisco”. Dertil var der også levende musik; det var vist Pia Raug, der spillede guitar og sang under meget beskedne forhold under en trappe. Hun fik gang på gang voldsomme fniseanfald. Alt i alt var det med til at opilne forventningerne til den afrejsedag, der nærmede sig langsomt, men sikkert.

Allerede dengang var Pink Floyd meget fremme, og der var et nummer, der ramte min situation lige på kornet, så jeg forsøgte at oversætte teksten til tysk. Det har vist været ret ubehjælpsomt og først mange år senere, hjalp en professionel tysker med at korrigere den, så resultatet blev således:

Pink Floyd, Wish you were here

Ich wünschte, du wärest hier

 So, du denkst also,

 Du könntest Himmel und Hölle unterscheiden

 Blaue Welten und Schmerz

 Kannst du ein grünes Feld

 Und eine kalte Waffe auseinanderhalten?

 Ein Lächeln von einem Schleier unterscheiden?

 Glaubst du, dass du dass kannst?

 Und haben sie dich dazu gebracht,

 deine Helden gegen Geister zu tauchen?

 Heisse Asche gegen Bäume?

 Heisse Luft gegen eine kühle Briese?

 Kühlen Komfort gegen eine Veränderung?

 Und hast du eine Statistenrolle

 Im Krieg gegen einen Hauptpart

 in einem Käfig getauscht?

 Ich wünche mir sehr, ich wünsche mir so sehr,

 du wärest hier.

 Wir sind nur zwei verlorene Seelen,

 Die in einem Goldfischglas schwimmen,

 Jahr für Jahr

 Über den gleichen alten Boden laufend

 Was haben wir gefunden?

 Die gleichen alten Ängste.

 Ich wünsche, du wärest hier.

Senere viste det sig, at der fandtes en organisation og et blad, der hed ”Latinamerika i dag”. Her meldte jeg mig ind og studerede de mange artikler, hvoraf de fleste var meget politisk engagerede, men interessant, dét var det. For eksempel stod der, at stort set al jord i Chile blev ejet af 10 familier og at man havde en frihedsbevægelse kaldet MIR. På det tidspunkt abonnerede jeg på månedsbladet ”Illustreret Videnskab”, og her blev bragt en spændende artikel om det danske observatorium i Chile, ”La Silla”, der befinder sig på en øde bjergtop langt fra alting – i den tynde luft er der langt bedre forhold og muligheder her end i Brorfelde. Interessant, men så højt nåede jeg vel næppe.

En mærkedag var det også, da jeg skulle på Statens Serum Institut for at blive vaccineret. Lægen sagde aha, Chile og gik hen og så på et stort verdenskort; her var der land for land anført en liste over sygdomme, man burde forebygge. Der syntes at være et ret så generelt syn på tingene og ved ankomsten rystede man da også på hovedet af, at de blandt andet inkluderede malaria, gul feber og difteritis; de sygdomme forekom ikke de steder, hvor jeg skulle opholde mig. De gav mig et par indsprøjtninger i skulderen og lægen sagde ”Sådan, nu vil du få det ligesom du har influenza, det går over om 3-4 dage.” Så stak han i ballen og tilføjede ”Nu vil du nok få lidt ømhed, som om du er stødt ind i et bord. Det sidste forstod jeg ikke helt før dagen efter, hvor det gjorde ondt i ballen; da fremstod bordet helt klart for mit indre blik. Lægerne er dygtige i vore dage. Det må have været den sommer, vi havde Tjernobyl-katastrofen – jeg husker, at de fortalte om de forhøjede radioaktivitetstal i morgenradioen, endnu før man havde lokaliseret kilden. Jeg boede jo ganske nær Barsebäck; vi gjorde os mange tanker. Det viste sig senere, at nyheden også var nået til Chile.

Nå ja, så var der også det med musikken. Alle landsmænd jeg har kendt, der har stået i den situation at skulle præsentere vor danske sangskat, har ikke kunnet komme uden om Kim Larsen. Det slog da også ned i mig, men derudover kunne jeg lide masser af alternativ musik gennem tiderne, så det greb om sig, og der endte med at være 6 x 90 min. musik på kassettebåndene; en virkelig god gang åndelig føde. Et nummer, der sagde mig meget, var ”Bag de Røde Bjerge” med den danske gruppe Kliché. Teksten var som skræddersyet til formålet: ”Fremad, fortsæt, afsted/mod præsidentpaladset/bag de røde bjerge/ind i en verden/af uendelig galskab/venter på nye instrukser.” Især det med de røde bjerge berørte mig, havde jo læst, at det var, hvad man kaldte Andes på grund af den visse steder lidt rødlige jord. Det måtte være skrevet specielt til mig.

Ved studier på biblioteket fandt jeg også ud af, at Magasin du Nord i København er grundlagt af Th. Wessel for penge tjent ved handel med især Chile. Navnet kan ses på stormagasinets facade, ud mod Kongens Nytorv.

Så var det, der kom et brev med et chokerende indhold. Alvilda kunne ikke få ferie; hun skulle alle tre uger passe butikken tolv timer om dagen, dog søndag fri. Øv. Dét var tæt på at vælte hele rejseplanen. Der var godt en måned igen og med mit letantændelige og romantiske hjerte, ville det jo være et gigantisk flop blot at aflyse, no way. Du kan sagtens komme, skrev hun. Jeg har skaffet en fremlejet 1-værelses lejlighed med køkken og bad, omend primitivt så fuldt brugbart, og stuen er møbleret og med TV. Så kan du tage bussen ind til butikken ”und spazieren gehen”. Men i weekenden har vi ”alles possibilité”. Det lød ikke helt, som jeg havde tænkt, men det kunne jo nok ikke blive anderledes.

Dagen nærmede sig; jeg havde købt alverdens kuriøse gaver for eksempel en lykketrold iklædt rød/hvidt fodboldtøj og en bitter kaldet ”Nordsøolie” i flot metaldåse formet som en olietønde; den skulle Alvilda se og smage. Børnebilledbøger og et puslespil med danmarkskort, en globus-badebold, små dannebrogsflag, alt sådan noget. Alvilda havde skrevet, at jeg ikke skulle tage noget med, kun noget særligt europæisk chokolade til hende og hendes venner. Det holder vi meget af, og man kan ikke få det her. Det blev fikset, og så skrev jeg det sidste brev ti dage før afrejsen og bekræftede ankomsttid samt med hvilket fly. Så var alt på plads, og som noget af det sidste gjaldt det stort indkøb af præsentabelt tøj. Sko købte jeg ikke, sådan et par havde Alvilda lovet at forære mig.

Fredag var så min sidste arbejdsdag, og alle ønskede god tur. Nogle udtrykte bekymring for, om jeg nu ville komme tilbage. Hvad de præcis mente med det, var jeg ikke sikker på, men de lo højt. Det var meningen, det skulle være en stille aften; imidlertid mødte jeg en gammel sportsven ved A Hereford Beefstouw lige ved Tivoli. Han var i hovedstaden på firmaets regning, så nu var der fri bar. Det resulterede i, at jeg startede den længe ventede dag med betragtelige tømmermænd – det var ikke efter planen, men op ad dagen lykkedes det min udlejer at stable mig på benene og få mig bakset ind i sin bil, og således startede min første og hidtil eneste tur til Sydamerika i en rød folkevogn.

Kapitel 4

Mon ikke mange har prøvet at stige på den rullende trappe fra afgangshallen og op til Transit´en i den gamle Kastrup lufthavn? Det var adskillelsen mellem parkeringspladsen udenfor og hele verden foroven. Her var der udskænkning og rygning tilladt. Efterårssolen stod ind igennem de store panoramavinduer, mens jeg jog tømmermændene på flugt med en gin og tonic. Alt var timet, slipset bundet og forventningerne voldsomme.

Efter flyskifte i Brüxelles landede vi i mørke i Madrid – det var flot at se alle lysene. Hjemmefra havde jeg regnet lidt på det med tidsforskellen og var nået frem til, at det ville blive en lang nat over Atlanten. Det var stadig mørkt, da vi mellemlandede på Tenerife, og så var det kurs mod Asunción, Paraguay. Midt over Atlanten sad jeg og regnede på, hvornår vi ville passere ækvator. Det ville have været festligt med en ”dåb”, hvor Kong Neptun og hans lejesvende kom ned gennem flyet svøbt i tang og giftige gopler samt trefork og indviede os, der aldrig havde været på den sydlige halvkugle før, men nej.

Allerede ved indflyvningen til Asunción var landskabet og bebyggelserne fascinerende. En – eller rettere flere – floder snoede og bugtede sig over et kæmpeområde af skove, sumpe og små beboede områder. Af de mennesker jeg har talt med, har endnu ingen haft noget godt at sige om Paraguay som land betragtet. Lufthavnen fremstod også noget tarvelig, men til gengæld var her ikke så mange mennesker og travlhed som i de større af slagsen. Min barbermaskine passede ikke til den lokale strømforsyning, men man kunne leje et stik, der klarede dette, og så var jeg klar. En mand af indiansk udseende solgte små lykkeamuletter af ben og fjer. Udenfor kunne man se nogle fremmedartede spurvefugle pippe rundt – men jeg glædede mig nu mest til at få fløjet det sidste stykke til Santiago og derefter forhåbentlig få hvilet lidt. Havde jo været undervejs i over et døgn.

Vi var kun to passagerer med Lan Chile flyet, men det gav mulighed for rigtigt at nyde det overvældende syn, der ventede. Helt klart vejr over Andes og Aconcagua, verdens syvende højeste bjerg. I det næsten tomme fly kunne jeg flytte fra side til side i kabinen alt efter hvor udsigten var smukkest. Det er ganske umuligt at beskrive et landskab som dette; der var jo dybest set kun sne og klippe, men aldeles storslået. Alvilda havde beskrevet, hvordan man kunne bade i Stillehavet om formiddagen og stå på ski i bjergene om eftermiddagen. Sidenhen viste jeg kortene frem for en ven, der havde mere erfaring med skisport, men han sagde, at pisterne langtfra var så høje, som dem han var vant til i Alperne.

Jeg lider ikke af flyskræk som sådan, men er nu alligevel altid lidt spændt under landing, og her så det virkelig ud som om, vi var ved at styrte i en slugt; der var bjerge til alle sider. Vi kom dog sikkert ned, og snart efter stod jeg i den lille ankomsthal, herfra kunne man se de modtagende bag en afspærring. Der var ikke særligt mange mennesker, så jeg fik snart øje på Alvilda. Hun vinkede igen, men jeg kunne straks se det: Hun var sur! Og så var der en storsmilende tolder, der gerne ville snakke med mig; han pegede og vinkede venligt med sin krogede pegefinger.

At skulle tale med en tolder har altid gjort mig en smule utilpas, også selvom det blot er på en tur til Flensborg, og her var der vist mere på spil, så jeg var forberedt på det værste. Have you got any fresh fruit? spurgte tolderen. Dengang forstod jeg ikke helt spørgsmålet, men kunne lettet fremstamme Oh no. Siden er jeg nået frem til, at frygten nok skyldtes, at der har været en plantesygdom i vinstokkene i store dele af især Europa, men den har endnu ikke forceret Andesbjergene. Med Chiles store vinproduktion kunne en epidemi være katastrofal. Nå, men så kunne jeg gå hen til den sure Alvilda.

Jeg vidste ikke, om du ville komme, sagde hun efter et afmålt kram. Det kom bag på mig, jeg havde jo skrevet dato og tid tydeligt to uger i forvejen. Og hun stod her jo, så måtte hun da have forstået, men allerede dér stødte jeg på denne differente mentalité; hun havde ventet et brev dagen før. Det kunne for så vidt godt være nået, chiles postvæsen er ikke så ineffektive, som man kunne tro. I vores korrespondance varede en postgang typisk tre eller fire dage. Hurtigere end fra Spanien. Jeg ville gerne til at udrede, men kunne ikke finde de rette tyske gloser, og i øvrigt var det tid til at komme ud i bilen. Pyh ha, stønnede jeg, dér var jeg nær røget i tolderforhør og tilbageholdelse, men hun sagde, at de ville have fået mig ud i løbet af et par timer. Det er fordelen ved korruption.

I bilen fortsatte hun ”Jeg har i det mindste altid svaret på dine breve!” Samtalen var tydeligvis ved at gå i en uheldig retning, og det slog mig, hvor besværlige fremmedsprog er, når man forsøger at udrede situationer som disse, så jeg valgte at være tavs lidt og blot se på den fremmede by med al dens kaos. Er du sulten? spurgte Alvilda endelig, og selvom jeg egentlig ikke var det, var det en kærkommen lejlighed til at få samtalen sporet ind på andre emner. Jeg kender et godt sted med udsigt over hele byen, sagde Alvilda, her kan vi få en god, traditionel frokost.

Det viste sig at være en roterende restaurant på 28. etage. Der var frit syn over hovedstaden, mens vi roterede og tog for os af buffeten, der jo passerede forbi bordene. Ingen ønsker at bo ved jorden, fortalte Alvilda, der er for meget ballade og kriminalitet; folk, der har råd bor øverst. Smog´en er også værst ved jorden. Jeg kunne godt se den gullig-brune røg, der lå over byen. I dag er det søndag, så er det ikke så slemt, men smog-tallet ligger nok på tre eller fire. Når det er på fem eller seks, skal man tage sig i agt! Som astmatiker tog jeg ordene til mig. Ellers forløb samtalen høfligt og korrekt, men langtfra hjerteligt.

Vel nede på gaden trak Alvilda i mig og sagde: Komm mal hier, du musst unsere neue Metro sehen. Umiddelbart kunne jeg ikke se, at den skulle adskille sig så meget fra andre undergrundsstationer,  men ren og pæn var den. Wir sind sehr stoltz. Så hoppede vi i bilen igen og kørte en lille rundtur omkring de vigtigste seværdigheder. Mest husker jeg præsidentpaladset La Moneda og stadion, hvor der efter kuppet var samlet omkring 3.000 fjender af det nye system til en uvis skæbne. Jeg husker svagt, at Alvilda fortalte, at der kørte busser hvert 10. minut på denne strækning. Derefter kørte vi i retning mod Valparaíso. Det er super effektivt, ingen tager toget… og så forsvandt min opmærksomhed i en døs af jetlag og varme. Nu kører vi mod Valpo, sagde Alvilda; hun kunne vist godt se, at jeg var træt.

Motorvejen var af god kvalitet, den bugtede sig ned gennem dalen på ved ud mod Stillehavet. I lang tid troede jeg, det var Maipo Valley, som vi kender det fra rødvinen, men det er vist ikke korrekt; den løber lidt sydligere. Omtrent halvvejs holdt vi ind ved en motorvejsrestaurant og fik en kop kaffe og noget kage, jeg ikke rigtig kunne definere. Som vi sad og nød pausen, kom et ægtepar hen til vores bord og hilste på. De var store smil, og der blev udvekslet et par replikker på spansk. Da de var gået, sagde Alvilda: Der ser du! Der er folk, jeg kender, allevegne. Der er mange, der ved, at jeg er taget afsted hertil, og nu er der endnu flere, der ved, at vi er på vej tilbage.

På den sidste del af turen var der igen pinlig tavshed, så jeg tog et af mine kassettebånd med dansk musik frem, og fik Alvilda til at sætte det i båndspilleren. Det lod nu ikke til, at det fængede. Jetzt siehst du bald den Pacific, lovede hun så, samtidig med at Kim Larsen sang ”Dejlig er jorden”, og motorvejen slog et herresving, hvorefter Stillehavet strakte sig udover næsten hele synsfeltet. Vi har vel været i 600 – 700 meters højde, så man kunne se langt. Sidenhen og uafhængigt af hinanden har jeg hørt to rejsende omtale dette sving som noget helt enestående, og deri er jeg enig.

Lad os gå en tur langs strandpromenaden, foreslog Alvilda, så sådan blev det, selvom jeg langt hellere ville til den lejlighed, der var blevet stillet mig i udsigt. Trods det, at promenaden var meget lang og bred, var den alligevel helt besat af chilenere, der var ude at nyde forårssolen – La primavera. Husk på, at årstiderne er omvendte syd for ækvator. Vor promeneren endte med et lille optrin, der kunne have været pinligt, hvis ikke lige det var fordi, det blev lidt komisk. Alvilda hilste på et ungt par, vi stoppede op, og de snakkede lidt. Så skulle de jo videre, og jeg sagde pænt ¡Hola! Det var imidlertid ikke nok, for den yndige pige vendte sin højre kind til og lænede sig frem mod mig. Jeg var paralyseret, stirrede bare stumt og dumt på pigen. Jetzt du musst sie küssen, sagde Alvilda, men samtidig fik veninden, der havde lænet sig længere og længere forover, overbalance og snublede lige i favnen på mig. Det lyder måske umiddelbart ikke som det værste, der kunne ske, men jeg blev meget forlegen og mærkede pludselig, hvor jetlagget og udmattet jeg var. Husk på de mere end 30 timer uden søvn. Kunne også mærke, at det her ville udvikle sig til et regulært kulturchok. Imidlertid begyndte alle at le, og vi slentrede videre.

Alvilda havde vist opfattet situationen, for hun sagde ”Komm, ich fahre dich zur deine Wohnung.” Undervejs fortalte hun lidt nærmere om kysseriet. Hvis du møder en meget gammel kone, behøver du ikke kysse hende, men overvej det nøje, for det taler jo sit sprog. Resten af vejen var der igen isnende tavshed, bortset fra at Alvilda på et tidspunkt sagde, at det var meget dumt af mig at gå med tegnebogen i baglommen, når der var mange mennesker omkring. Der er flere lommetyve i den her by, end der er fodgængere. Vi holdt ind ved en ejendom i den tætbebyggede Calle Valparaíso; det så mondænt ud. Indenfor var der en form for en modtagelses-hall med et portnerkontor med tre til fire pedeller bag en glasrude. Alvilda lagde lidt småpenge til dem og sagde til mig: Hils på dem, når du kommer og går og giv dem lidt småmønt hver anden eller tredje gang, ikke mere. Der gik en statelig vindeltrappe i smukt mørkt træ op til første sal, og så stod jeg ved døren til min midlertidige bopæl.

Så snart vi kom ind i entréen, syntes jeg, at stedet var hyggeligt. En knagerække, et lille bord med lampe og en masse damesko. Til venstre køkkenet, der var noget rodet og skummelt, men her var dog vask, køleskab og gaskomfur – bygas. Her skulle jeg nok kunne lave lettere måltider. Dernæst, ligeledes på venstre hånd lå, toilet og bad. Kummen og håndvasken var af ældre model men ikke uhygiejnisk. Dertil var der en lille bruseniche, også den var gas-opvarmet; en sindrig konstruktion, hvor vandet løb gennem lange, snoede rør og blev opvarmet af mange små gasflammer. Man skulle således forberede sit bad i god tid, for at vandet kunne blive ordentligt varmt.

Til sidst kom vi ind i selve stuen, almindeligt møblement, tre stole, en seng med puder, der fungerede som sofa. Der var ikke dyne på sengen, her brugte man tæpper og lagner. På et lille bord et TV, det så altsammen fint ud. For vinduerne var der en art metalpersienner, den kunne rulles ned, så intet lys trængte ind. Det var dog ikke nødvendigt, for bortset fra en del gadebelysning var det allerede mørkt udenfor. Jeg henter dig ved ni-tiden, sagde Alvilda, så skal jeg vise dig et godt sted, min fætter kommer også. Let kys på kinden og så var hun væk. Jeg tændte for fjernsynet, der var noget chilensk stats-tv. Var grundigt udkørt, men valgte alligevel at gå en tur på gaden for at se mig om og købe lidt ind. Fandt hurtigt en kiosk-agtig butik, der var indrettet i en garage; det var ikke mange af varerne jeg kunne genkende, så det blev mest til slik, chips, vin og spiritus; den slags man plejer at købe i Flensborg.

Tilbage i lejligheden så jeg, at der kørte en spansk film af allerværste skuffe på TV. Det betød nu mindre; der var nok af indtryk, og Alvilda ville komme igen om under to timer. Pludselig kom jeg så i tanker om en vigtig ting, jeg havde glædet mig til hjemmefra, så jeg fór ud på toilettet, satte proppen i vasken og lod vandet løbe. Snart var vandstanden passende, og jeg ventede tålmodigt på, at det var faldet helt til ro. Det her havde min gamle geografilærer Hansen stillet mig i udsigt for årtier siden. Løftede forsigtigt proppen og ventede spændt på spiralen. Ganske rigtigt! Den drejede højre om! Så var jeg virkelig syd for ækvator.

Derpå faldt jeg i en dyb søvn, der udviklede sig til et mareridt om mennesker overalt, de kom tættere og tættere på. Jeg så mig om efter Alvilda, hun var der ikke og alle de sorthårede kom nærmere. Jeg ville have dem til at gå væk, og lige inden jeg skulle til at råbe og slå, var de alle væk. Jeg var helt alene tilbage, men pludselig ringede det på døren; det var Alvilda, hun var sammen med en kvinde, der blev mig præsenteret som kusine, hun hed Maria. ¡Hola! Gracias, entrada ¿como va? muy bien, ¡vamos! Det skulle vise sig, at man kunne nå langt med de få replikker.

Vi begav os snart afsted til en beværtning kun nogle få gader væk; det var en sjov hybrid af café, værtshus, cafeteria og spiserestaurant. Man viste mig et drink-kort og spurgte, hvad jeg kunne tænke mig; om det skulle være med eller uden alkohol? Med, sagde jeg og fornemmede, at det var en skelsættende beslutning. På kortet stod sådan en pisco, som jeg havde smagt i Øbro-hallen, så det blev valget. Imens udviklede den spansk-sprogede fnisen de to piger imellem sig til stadig livligere palavren, indtil en mandsperson kom hen til bordet; det var Alvildas fætter. Han var kommet med samme fly som jeg, dog var han påmønstret i Madrid. Det fandt vi pudsigt, og de slog igen over i spansk. Heldigvis kom min pisco sour så på bordet – elegant anrettet med underkop, en tallerken taco-chips og en skål sorte oliven. Det så ud til, at den var mælkebaseret og øverst var drysset et krydderi, jeg tror det var kanel. Så vidt så godt, men det blev snart kedsommeligt, så det var godt at have lært at bestille pisco sour og endnu bedre, da Alvilda sagde ¡Vamos!

Nu kom Alvilda i tanker om, at vi skulle på diskotek; der lå et 1. klasses lidt udenfor byen, dér måtte vi hen. Altså hoppede Alvilda, hendes fætter, der blev kaldt Fredo, og jeg ind i bilen og var snart fremme ved det overdådige diskotek. Vi blev modtaget af en fornem herre i ulastelig uniform og kasket; han fik bilnøglerne og parkerede vognen for os. At interiøret var stilfuldt, drinksene hotte og pigerne seje var udmærket, men jeg bed mere mærke i to ting, der skete efter besøget. Det første var, at Fredo tog P-vagtens kasket, satte den på sit eget hoved og spankulerede rundt med den på komisk vis. Ejermanden lod til at more sig, men jeg tvivlede på, at det var ægte. Fredo kastede kasketten højt op i luften, så den fløj et pænt stykke væk og trillede hen ad parkeringspladsen i den friske vind. P-vagten måtte løbe efter den; han lod stadig til at synes, det var sjovt, men jeg tænkte mit. Begivenhed nummer to indtraf, da vi var kommet udenfor vagtens synsfelt, og Alvilda i overmod ville spadsere hen over en bil. Op på bagklappen, så taget, men hendes vægt var for stor, og biltaget gav efter, hvorved der opstod en stor, formentlig uudbedrelig bule, og der kom revner i lakken. Det lod hun til at finde morsomt, og Fredo lo også højlydt, mens jeg igen tænkte mit. Hun var dog 30 år og ikke teenager.

Vi tog afsked på gaden; jeg lovede at komme ind til butikken næste formiddag. Buenos noches, ciao ciao, og så på hovedet i sengen med det hårde underlag samt de kradsende tæpper og lagner. Nogle kender måske sådan en seng fra Sydeuropa; de redes på en særlig måde, så der ikke er plads til fødderne, lidt ligesom de dårlige soveposer man havde i gamle dage. Der var ikke andet at gøre end at løsne sengetøjet, hvilket bevirkede, at alt blev noget rod. Lagner snoede sig omkring arme og ben, kradsende tæpper og en hovedpude, der også var fundamentalt fejlkonstrueret. Men dejligt var det at vågne til den første rigtige dag i det fremmede.

Normalt ville jeg være gået ud for at lede efter en bager, men bussen til Valpo og dermed skobutikken afgik snart, så det blev bare til lidt af det tiloversblevne slik og så afsted. Det har altid forekommet mig, at det er vanskeligere at tage bus end tog. Et tog ved man nogenlunde hvor kører hen, det holder sig på skinnerne. Hvis toget er forsinket, får man undertiden besked over højttalerne. Busser derimod er mere uforudsigelige, især bybusser. Man havde forklaret mig gaden, hvor jeg skulle stige på, og bussens nummer, men ikke om det skulle være på nordsiden eller sydsiden af gaden. I øvrigt ingen styr på verdenshjørnerne, og det var egentlig naturligt nok. Husk på, at solen går nordover på himlen; det kan let forvirre.

Nå, men jeg satsede og havde held dermed. Studerede undervejs omgivelserne nøje, det kunne jo være, at jeg kom til at skulle gå strækningen en anden gang. Gennem Viña del Mar´s gader, langs kysten, omkring et stort klippefremspring med en statelig bygning foroven og så forbi industri- og havnearealer, før jeg stod af et eller andet sted i Valparaíso midtby. Som jeg husker det, var den præget af tæt byggeri i tre til fire etagers højde med meget snævre gader, der i reglen henlå i skygge. Hist og her en åben plaza og masser af steder, hvor man kunne få stillet sult og tørst, og inden længe fandt jeg også Calle Condell og skobutikken – la zapateria.

Kapitel 5

Straks jeg kom ind, var der noget ”Damernes Magasin” over lokalet. Alvilda sad ved kassen, der var placeret lidt tilbagetrukket og hævet over gulvet; her talte hun i telefon, omringet af glas. Der var skoæsker overalt, fra gulv til det høje loft, og en flytbar stige, så man kunne nå de øverste. I lokalet var der udover fem kunder en velklædt mand, en knægt, der vel knap var konfirmeret og to ekspeditricer. Mandspersonen var tydeligvis førstemand; han gik fra kunde til kunde og kommenterede lidt hist og her. Knægten var den, der havde mest travlt, han pakkede skoene ud af æskerne, pakkede dem sammen igen bagefter og satte dem på plads på de rigtige hylder. Det foregik lynhurtigt; klip klap, sko i, låg på, op ad stigen. Hvis en kunde havde prøvet rigtig mange sko, kunne der godt være 10 – 15 par at holde styr på.

Alvilda kom frem fra sit kasse-aflukke. Hun var ét stor smil, og jeg blev præsenteret for personalet,¡Hola! ¿Como va usted? Muy bien. Men min nyhedens interesse forsvandt hurtigt; der var nok at gøre i butikken. Er der et sted, hvor man kan sidde og læse lidt? spurgte jeg, og man udpegede en stejl trappe lige bag Alvildas kasse. Den førte op til en slags indre veranda oppe under taget. Her var støv og spindelvæv alle vegne, men udsigt over hele forretningslokalet. Jeg satte mig ved et gammelt bord og fremdrog min spanske parlør. Så kunne jeg selvstudere lidt og se, hvad formiddagen måtte bringe.

Det varede ikke længe, før jeg hørte trin på trappen; det var Pedro, førstemanden, der lod til at være blevet nysgerrig. Hvad læser du? Det faldt vist i god jord, at jeg studerede det lokale sprog, men førstemanden rystede på hovedet, løftede armene og sagde: Uhh, spansk er et vanskeligt sprog! Vi har syv ord for ”mand”. Han regnede tydeligvis ikke med, at jeg ville kunne lære det. Sjovt nok var det den lektie, jeg netop havde kigget på, så kunne nævne hombre, amigo og señor. Det overraskede tilsyneladende førstemanden, men så fik han øje på en muy importante kunde og skyndte sig ned i butikslokalet.

Kort efter lød der igen trin på trappen. Det var en kvinde lige så sorthåret som de andre, hun præsenterede sig som Elisa, Alvildas skoleveninde. Også hun viste interesse for mine sprogstudier. Hun bad mig oplæse et par gloser og kluklo, når min skandinaviske accent skinnede for tydeligt igennem. Eller da jeg ikke kunne huske forskel på dollars og dolores. Sådan sad vi et stykke tid, det var rigtig hyggeligt. Vi blev først afbrudt, da Alvilda nede fra butikken råbte, om vi ville med ud at spise frokost. Det ville vi gerne, så vi gik ud på gaden for at finde Alvildas bil. Hun så sig om, gik så hen til en mandsperson og sagde et eller andet til ham. Han pegede, og Alvilda vinkede os med efter at have givet ham lidt småpenge. De skubber rundt med bilerne, så der hele tiden er mest mulig plads. Vi efterlader bilen i frigear, og nogle gange kan den være et par gader væk eller kørt omkring et hjørne; men folkene kan altid huske, hvor den står, forklarede Alvilda. Det er en af fordelene ved, at arbejdslønnen er meget lav.

Ved et af gadekrydsene holdt vi for rødt, og helt unge drenge, nærmest børn, ilede til for at pudse vores forrude. Den trængte også til det; der sad masser af døde fluer, og det blev gjort på få sekunder, hvorefter de jo skulle have et par pesos. De børn kunne godt gå i skole, sagde Alvilda; deres forældre presser dem til at pjække, så de kan tjene penge her. Vi har skolepladser til alle børn.

Vi kørte væk fra den tætte bebyggelse, og på et tidspunkt pegede Alvilda op mod nogle klipper. Deroppe er et flot udsigtspunkt, sagde hun, og jeg kunne brillere ved at gætte, at det måtte være Paseo veintiuno do Mayo. Du kender byen bedre end os, lo de på dette noget spinkle grundlag, og så ankom vi til en nydelig fiskerestaurant med havudsigt. Umiddelbart ved siden af var en lille naturhavn, hvor fiskerne trak deres både på land og rensede fisk og garn, mens pelikaner og måger kappedes om resterne. Op ad skråningen lå nogle maleriske fiskerboliger; de var velholdte og i friske farver. Senere fandt jeg ud af, at de ofte fremhæves som en af byens store seværdigheder, og at mange fotografer og kunstmalere har haft øje for dem.

Mens vi ventede på maden, lyttede vi til musik fra et lille tremandsorkester, der gik rundt mellem bordene. Da de satte i med en ny melodi, udbrød Elisa straks: Det er pigen fra Valparaíso! Det er byens nationalsang! De spiller den tit her. Ja, tilføjede Alvilda, hver gang vi kommer. Så lo de igen.

Forretten kom på bordet, det var suppe med alt godt fra havet, virkelig velsmagende. Især var der nogle skaldyr, jeg aldrig havde smagt før – ikke så bløde som østers og heller ikke så hårde som blåmuslinger eller blæksprutte; de var perfekte. Jeg bemærkede, at pigerne studerede mig nøje. På det tidspunkt var der vel gledet otte eller ni af de lækre skaldyr ned. Så kom forklaringen fra Alvilda: Man siger, at når en mand spiser dem, bliver han meget sympatisk om aftenen. Muy pero muy, tilføjede Elisa, og de kluklo. Jeg snuppede endnu et par af disse erotikummer og lagde skeen fra mig. Heldigvis kom hovedretten så på bordet, en stor, velhængt, uruguaisk bøf med alt tilbehør, kendt som ukendt. Det lod til, at man spiste godt dertillands.

Snakken gik hyggeligt henover måltidet. Elisa fortalte, at hun arbejdede som sekretær hos et advokatfirma. Chefen var noget af en gris, hvad kvinder angik, hvilket hun følte sig meget generet af. Men med mine tre piger har jeg ingen mulighed for at sige op, og børnenes far har jeg ingen kontakt med. Det sidste man har hørt til ham var, at han vist rakkede rundt i Holland. Så hvis du skulle gå hen at få tre drenge, har jeg tre piger til dem. Af en eller anden grund nåede hun frem til, at jeg måtte være et kompliceret menneske. No te me no gusta complicado, tilføjede hun, og de lo igen sammen.

Det var alt sammen sjovt og hyggeligt, men langsomt opstod en fornemmelse af at være ved at blive solgt. Den blev ikke mindre, da Elisa tilbød at hente mig næste dags morgen og køre mig rundt til de vigtigste seværdigheder. Det var sikkert fjollet, men jeg bakkede ud, og det faldt ikke i god jord. Der opstod en pinlig pause, men endelig blev jeg reddet af gonggongen, da desserten kom på bordet. En flot isanretning, der ikke lod til at have utilsigtede bivirkninger. Middagen var på Alvildas regning, og jeg bemærkede, at hun gav drikkepenge til både musikerne, tjeneren og p-vagten. Desuden lod hun lidt småpenge ligge under tallerkenen. So is es hier.

Da vi forlod fiskerestauranten, sagde Alvilda, at hun ville vise mig, hvor man vekslede valuta. Hvis man går ind i en bank, bliver man sendt til mentalundersøgelse, fortsatte hun, mens vi kørte ind gennem stadig snævrere gader. Omsider nåede vi frem til en ganske lille og tæt befolket plaza. Kom her! sagde Alvilda og trak mig gennem menneskemylderet, indtil vi mødte en mand, hun tydeligvis kendte. Et par ord blev vekslet, og Alvilda spurgte mig: Hvor meget skal du bruge? Det havde jeg ikke tænkt over, så jeg sagde 100 dollars, og for dem fik jeg en stak pesosedler, tykkere end der var plads til i min tegnebog. Du skal aldrig veksle for meget på én gang! I morgen får du en eller to procent mere. Det er bedst, du går til den samme mand hver gang. De folk styrer markedet her som en mafia. Betjentene og soldaterne, der står rundt omkring og ser det hele, ja dem skal du ikke tænke på, de får deres procenter.

Vi kørte tilbage til bymidten. Alvilda skulle jo møde på arbejde eller rettere, det skulle hun havde gjort 20 minutter tidligere, og da det var hende, der havde nøglen, stod førstemanden, knægten, de to ekspeditricer og nogle kunder udenfor og ventede. Det tog hun dog med en knusende ro. Jeg tog afsked; ville se mig lidt omkring og derefter tage tilbage til Viña og min lejlighed. Du kan komme ud til frokost i morgen, så køber jeg ind af det bedste jeg kan finde, inviterede jeg, og Alvilda sagde ja tak. Ciao, ciao.

Nu kendte jeg jo geografien lidt og havde god tid, så hjemturen foregik til fods. Igen den brede motortrafikvej rundt om klippefremspringet, hvor det statelige universitet knejsede foroven. Jeg tog et foto, men det blev vist ikke så godt. På det sidste stykke af vejen spottede jeg de vigtigste butikker ud: Købmand, slagter, bager, supermercado, fisk, grønthandel, posthus, tobakskiosk, burgerbar, al den slags, og i morgen skulle jeg jo ud at handle ind til frokost. Det ville nok blive interessant. Aftensmaden blev en nem løsning, en stor burger a la det internationale køkken; det var, hvad jeg havde mest lyst til. Tilbage på værelset havde jeg jo en righoldighed af slik, tobak, sprut og snacks, nu skulle der hygges. Tændte for stats-tv, netop som det ringede på døren. Det var Alvilda og 5-6 personer, jeg ikke havde set før, og jeg følte mig forpligtet til at lukke dem ind. Hun kunne vel sige god for dem.

Man måtte sige, at de var lette at snakke med; her opstod ikke pinlige pauser. Blandt andet blev jeg præsenteret for Alvildas fætter, Ramon, han var skofabrikant, hvilket jo er nyttigt i en familie af skotøjshandlere. Han talte også rimeligt godt engelsk og fortalte, at han skam havde været i København for en del år siden. Han havde set the fishwoman og the newspaper on the house. Det tog mig et lille stykke tid, inden det gik op for mig, at han mente Den lille Havfrue og Politikens lysavis på Rådhuspladsen. Lidt sjovt, så langt hjemmefra at møde kendskab til vort lille land.

Jeg mødte en dansker på en café, fortsatte Ramon, han var soldat og sagde, at i Danmark var en soldat en respekteret og agtet borger. Det kan da ikke passe, vel? Jeg tænkte lidt over et svar og sagde så, at, ja min bror eller nabo kunne være soldat, uden at det ville være noget problem. Han så lidt skeptisk ud, men da jeg så tilføjede, at de måske ikke var så berømte for deres humor eller fantasi, lyste han op. Heller ikke her!

Ramon var ved godt huld og lod til at være en ærlig mand. Man kunne ikke sige det samme om en anden mandsperson, der blev præsenteret for mig som Edmundo fra Uruguay, han blev også kaldt italieneren; der var noget væselagtigt over ham. Så begyndte Ramon at fortælle lidt om familien og dens foretagender. Hvordan der havde været tider, hvor det var meget svært at få forsyninger af nogen art. Hvordan han havde startet sin skofabrik og på et tidspunkt havde fem biler og to fly. Hvordan familien havde satset på et luksuriøst otte-etagers indkøbscenter Centro de tre paladser, og hvordan det hele var kollapset på grund af bureaukrati og langsommelig sagsbehandling i militæradministrationen i Santiago. De havde dog hele tiden haft skobutikkerne, og det havde holdt familien i live. Ramon var tydeligvis stolt af sit land. Come here, and you will grow! Jeg bad ham så regne ud, hvor mange penge jeg skulle have med hjemmefra for at kunne klare mig et år uden indtægt. Han regnede og spekulerede længe, indtil han nåede til et beløb på 10.000 dollars. Så kan du leve, som du er vant til, og du kan også leje en bil i weekenden.

Edmundo blev hurtigt til selskabets tolk, da han til husbehov kunne begå sig på spansk, engelsk og tysk, ja og så italiensk, men det sidste hjalp ham lige så lidt, som jeg havde gavn af mit dansk. Nogle af de øvrige i selskabet havde engelsk som første fremmedsprog, men færdighederne var ikke så gode, at de var i stand til at føre en samtale, så snart foregik alt på spansk, og jeg var sat ud på et sidespor. Så i øjnene, at det var tid til at hente noget mere sprut hos garagekøbmanden, og selvom vi nærmede os midnat, var der åbent overalt og mange mennesker på gaden. Lunt var det også, og pesoerne rakte langt.

Edmundo sad og skænkede op for pigerne af mine flasker; han følte sig tydeligvis hjemme. Det var nu ellers ikke fordi selskabet tog voldsomt for sig af de våde varer; jeg konsumerede vist det meste selv. Den meget mørke chokolade med hasselnødder faldt i god jord. So was haben wir nicht hier. To af pigerne fik øje på mine Hilton-cigaretter. På det tidspunkt røg jeg i reglen Marlboro under ophold i udlandet, hvor man ikke kunne få Prince of Denmark. Pall Mall købte jeg aldrig, det navn er vanskeligt at udtale, men de her Hilton hed da noget, man kunne finde ud af sige. Det duede slet ikke, sagde pigerne, Hilton er noget, skoledrenge ryger bag cykelskuret. Dit cigaretmærke betyder ALT her i Chile. Du må købe dig nogle andre i morgen.

Der var en kassetteafspiller i lejligheden, så nu kunne jeg præsentere noget af al den medbragte danske musik. Det startede med Poul Dissing, de var høflige nok til at sige, at det lød interesting, og snart var luften igen fuld af spansk palaver. Lidt senere kom vi ind på politiske forhold, og det med militærstyret var naturligvis et centralt emne. Stemmerne blev mere dæmpede, og jeg forstod jo ikke, hvad der blev sagt, men Ramon sagde på engelsk: In general we don´t like extremes, neither left nor right. Derudover ville jeg ikke bore mere i emnet. Så var det mere ufarligt med et andet emne, nemlig drikkevarer, og de ville høre, hvad der var ”tipisch von mein Land”. Jeg nævnte mjød, og Ramon prøvede at efterligne udtalen, hvilket lod til at være nærmest umuligt. Så skrev jeg det på en lap papir, men det gjorde det ikke lettere. Det siger egentlig sig selv, for M foran J bruges ikke på spansk, J udtales med en pustelyd, Ø forstår de slet ikke og et blødt D, som vi udtaler det, er dem også ukendt, så der bliver stort set intet tilbage.

Sjovt nok kom jeg til at bemærke, at Alvildas sko langtfra bar præg af, at hun ledede en skobutik; det var de allerbilligste og udslidte lærredssko, der var bundet knuder på snørebåndene og syninger var gået op. Men man siger jo, at store kokke spiser ved pølsevognen på vej hjem fra arbejde. Det lod ikke til, at festen ville få nogen ende, men så begyndte jeg at få dårlig mave af den megen spiritus. Heldigvis nåede jeg med nød og næppe ud på toilettet i tide.

Naturen gik sin gang; hældte koldt vand i hovedet, så var jeg klar igen, men tilbage i stuen var der kun Alvilda tilbage, og hun havde den alvorlige mine på. Ich mache eine Tasse Tee, das ist viel besser für dich. Jeg nippede til drikken og sagde ah. Vi ses jo i morgen til frokost, påmindede jeg, Alvilda nikkede, og så var hun væk. Dermed var denne fest afsluttet, og der ventede endnu en nat, hvor jeg måtte slås med tæpper, lagner og fødder, der ikke var plads til.