Af Peer Lund

(En sandfærdig historie i ét afsnit)

Da Asbjørn Grundsten mente, at han havde lært sine forældre nok, var det på tide for dem at flytte hjemmefra. Han pakkede en lille rejsekuffert til hver og gav dem en lille håndskrevet bog med formaninger.

Asbjørn åbnede hoveddøren ud till verden, gav sine forældre hånden og sagde pænt farvel. Og så sjoskede de ud ad havegangen, den havde fine blå iriser på begge sider, men det er nu ligegyldigt, for botanik var ikke Asbjørns stærkeste side, han var mere interesseret i zoologi og yngelpleje. Han lukkede døren og mumlede, at det var så det.

Der kan være stærke bånd mellem barn og forældre, så helt væk blev Asbjørns forældre aldrig, de kom dog tilbage to minuter, efter de var gået og sås så aldrig mere. Da de kom tilbage, var det for lige at stille et absolut sidste spørgsmål. Hvad spørgsmålet var, er det her for indiskret at komme ind på. Men Asbjørns forældre var synligt lettede over det svar, de fik, og gik igen.

De gik endegyldigt ud i verden ved at dreje til venstre. Og de ventede med at tale med fremmede, indtil det var absolut nødvendigt, som Asbjørn havde formanet dem om. Omsider mødte de et menneske, der så tilforladeligt venlig ud. Mennesket stod ved et lavt bord ved vejsiden og solgte pindemadder. Og da nu sulten havde godt greb i deres maver og tilmed et venligt ansigt med strålende øjne og en mund midt i ansigtet, munden sagde: ”Vær så artig at tage for jer af retterne, det er næsten gratis!” – så overvandt de deres generthed og tog forsigtigt en pindemad ad gangen. Asbjørn havde belært dem om, at de ikke måtte proppe i munden og slet ikke fremmede steder. På dette fremmede sted blev de meget længe, men ikke længere, end god skik er for gæsteophold eller det, der engang blev kaldt tålt ophold.

Imens fik rastløsheden tag i Asbjørn derhjemme. Han begyndte at få en sagte susen for ørerne. Der var blevet alt for stlle i stuerne og voksenkammeret. Ingen plagede ham med plagerier, ingen var barnligt urimelige, ingen stampede i gulvet, eller lagde sig ned og hylede for at få sin vilje. Og efter få dage i en øreklapstol med en stabel bøger om gammeldags optugtelse og de bedste, der var at opdrive om opdragelse, gik Asbjørn ud og verbalt overfusede de første de bedste Guds børn, som sikkert snart ville komme forbi og ikke havde lært at opføre sig rigtigt. Men han havde glemt, at børn ikke er voksne, som man kan sige hvad som helst til.

Og det første barn, der tilfældigt lagde en lille del af sin livsvej forbi Asbjørn hus og spyttede et stykke uspiseligt tyggegummi ud på hans fortov, var tilfældigvis søn af børnetæmmeren på byens opdragelsesanstalt . Dette barn havde en hukommelse som en elefant. Ord for ord som salmevers drejet på lirekasse kunne dette charmerende barn helt udenad huske alle Asbjørns giftigheder. Havde man bedt dette barn synge dem, havde barnet sikkert også været leveringsdygtigt i afsyngelsen af en gang papegøjegalde. Barnet gik hjem og sang for sit autoritære ophav. Og inden Asbjørn kunne nå at stave til undskyld, var han blevet aĬ entet og lænket til opdragelsesanstalten.

Opholdet dér blev overordentlig langvarigt, så langvarigt at Asbjørns forældre ikke nåede at besøge ham dér. De havde hænderne fulde ude i den store verden med at lære at stå på egne ben.

Det er ikke til blive klog på, sådan for alvor, hvad livet lærte Asbjørns forældre som frie fugle på evig opdagelsesrejse eller Asbjørn selv, der hvor han havde fast ophold med strenge regler, pædagogiske pegefingre, Asbjørn der åndeligt talt konstant blev åndet i nakken. Ingen af parterne efterlod sig facitlister.

I ledige øjeblikke, de var få, gav børnetæmmeren Asbjørn lov til at spille skak med børnetæmmerens søn, ham den charmerende sladderhank, det foregik ude i det fri under et stort træ, livets. Selvfølgelig blev dette frikvarter begrundet i fornuft og det regelbundne i spillet. Pjank og fjolleri har aldrig gavnet noget menneske, sagde børnetæmmeren, han sagde det ofte. Det kan godt gentages her. Gentagelse fremmer forståelsen. Enhver kan tænke sit, dog ikke helt frit!