Nytårsfesten
En nytårsaften jeg nok sent vil glemme, var den nytårs-/housewarmingfest, jeg og 25 venner afholdte for en del år siden.
Efter at have boet på et værelse på 6,5 kvadratmeter i Billund, hvor jeg havde opholdt mig et par år, fik jeg nu en to-værelses lejlighed, med kammer, køkken og bad, på 59 kvadratmeter. Den lå i min fødeby, Fredericia. Der sad Steen og jeg og kom i tanker om, det sandelig var på tide at invitere alle de, vi kunne komme i tanker om til en stor housewarming. Og hvad var mere nærliggende end at afholde den nytårsaften; Der er folk jo generelt motiverede for at drikke sig fulde, skabe sig tossede og kort sagt have det rigtigt sjovt. Sagen var klar. Vi skrev en indbydelse og opremsede alle de festoriginaler, vi fandt egnede til en sådan festivitas og sendte så indbydelser ud, hvoraf vi afleverede mange pr. fodtussepost.
Og så kom den lange ventetid. Jeg blev faktisk nødt til at anskaffe mig en telefon for, at vi kunne få svar fra alle. Men så begyndte tilmeldingerne at strømme ind. Roklubben, Atletikklubben, Kapgangsklubben, gamle skolekammerater og medstuderende, forhenværende og nye kærester osv. Vi kom faktisk til at overbooke. Hvad gør man så?
Hovederne blev lagt i blød. Vi kan leje stole og borde af gågadeforeningen, sagde Steen så og fortsatte begejstret: De holder jo et 100 meter langt kaffebord et par gange om sommeren, så de kan nok sagtens låne os stole og borde mod en lille betaling. Og det kunne de sørme!
Vi begyndte at tage mål af min vinkelstue, og mente vi kunne få plads til ét stort T-formet bord med plads til 25 personer, men som de store flyselskaber gerne siger, når de overbooker: Vi regnede med et vist frafald. Og angående mad, for det var vi enige om ikke kunne undværes, gjorde vi os alvorlige overvejelser. Vi vidste jo godt, det sædvanlige var hamburgerryg og/eller kogt torsk, men det fandt vi forbundet med så store besværligheder, at vi forkastede den traditionelle menu. Debatten gik frem og tilbage.
Efter megen diskussion kom traktementet til at bestå af: Hvide sild med karrysalat, fiskefilet med citron og remoulade, varm leverpostej med champignon og bacon, og til sidst spege- eller rullepølse. Derudover var indbydelsen inklusive 3 pilsnere og 1 akvavit. For yderligere behov kunne der købes øl til høkerpriser i køkkenet i ubegrænsede mængder. Men vi opfordrede gæsterne til at tage drikkevarer med hjemmefra. Alt tegnede lyst, da Steen og jeg som hovedansvarlige for arrangementet, d. 30. december havde forberedt festen, stillet det beskedne møblement op og dækket bord. Alle indkøb var i hus, nu kunne gæsterne bare komme. Solen gik ned, uden man egentlig så det; Jeg fik sovet godt igennem og på årets sidste formiddag, troede jeg i og for sig ikke, festen ville blive til noget. Alt var så stille.
Jeg gik en lille tur, så måtte jeg vel hellere slentre hjem og stege de 25 fiskefileter, sætte leverpostejen i ovnen og rette brød og pålæg an på nogle tallerkner. Små detaljer som stearinlys og servietter var også i orden. Som jeg stod der, med alle gryder og pander i sving, ringede det på døren.
Det var Steen og Line, den ene af de tre piger han havde inviteret med. De var i mægtig godt humør, rigtig fest-opstemte, de blandede sig ikke i praktiske detaljer såsom madlavning. Jeg fik arbejdsro, og de satte sig i stuen, hvor de åbnede et par flasker. Langsomt begyndte det at strømme til med gæster. F.eks. mødte roklubbens medlemmer tidligt op i flok, de var ikke påvirkede, men ret opsatte på at blive det! Om ikke de kunne få en pilsner på forskud? Jo, selvfølgelig, det var jo en nytårsfest.
Klokken ca. 19.30, halvanden time efter beregnet, var alle mødt op og havde fundet sig en plads ved bordet. Første ret blev bragt i omløb: De hvide sild, brødet og karrysalaten, alt gik godt! Og til sild hører der jo selvfølgelig snaps, så jeg gik rundt og hældte op i de små engangs-plastik bægre. Kun få sagde nej. Jeg fik selv lige tid til et par mundfulde marineret sild og skålede i akvavit med min borddame: Lotte, en pige jeg aldrig havde mødt før; Hun så ret godt ud! Men så måtte jeg i køkkenet for at hente fiskefileterne.
Indtil da var alt jo gået nogenlunde som planlagt, men i køkkenet ventede der mig et bedrøveligt syn. Der stod sort røg ud fra ovnen. Jeg åbnede lågen og så, at herlighederne var helt mørke. På grund af en eller anden teknisk fejl, kendte mit komfur kun til nul eller fuld styrke. Og det blev skæbnesvangert. Både de tre leverposteje og de 25 fiskefileter var ødelagte. Hvad gør man så?
Inde fra stuen kunne jeg høre høje råb, der skulle tilkendegive, at nu var de altså sultne igen. Gode råd var dyre. Så tog jeg en rask beslutning og bar hele bradepanden med de forkullede madrester ind i stuen. Den bragte megen moro. Men så blev mine bange anelser gjort til skamme. Roald fra roklubben nåede til den erkendelse, at under den sorte overflade kunne leverpostejen skam godt spises. Steen, der foregav at være medarrangør, havde taget en fiskefilet på sin tallerken. Han sad og slog den hårdt mod bordet; Det gav høje ”knok” lyde. Nu har Steen og jeg altid haft vores egen indforståede humor, så gennem lokalet råbte jeg meget højt: Er den ikke dejlig sprød? Jo, indrømmede Steen, den er virkelig særdeles sprød. Jamen, så tag en bid af den, forsatte jeg. Steen gjorde som der blev sagt. Hmm, aha, joe, lød den foreløbige dom. Smager den godt? Spurgte jeg så mundskænken. Jeg så Steen i øjnene og sagde: Sig så efter mig: Det er en lækker fiskefilet. Steen adlød. Så var den krise overstået og jeg meddelte gæsterne, at brød og pålæg snart ville blive serveret. Langsomt fik jeg atter situationen under kontrol.
Fadene med det dyre pålæg blev bragt rundt, men der blev nu ikke taget så meget fra; Gæsterne havde mere travlt med at skåle. Og så skulle jeg aldeles omgående på toilettet. Mens jeg, efter nogen tids venten, stod og forrettede min nødtørft, hørte jeg et kæmpemæssigt brag fra stuen. Jeg gjorde mig de værste forestillinger. Det viste sig at være Martin, der havde fundet min startpistol, som jeg anvendte til atletikstævner. Den havde han følt sig kaldet til at affyre på min altan, hvilket spredte nervøsitet og skræk blandt de personer, der opholdt sig på gaden: Mine nye naboer. Jeg følte en vis afmagt.
Og der lød ikke blot et eller to, der lød en hel serie på 6 skud. Martin havde fået tømt magasinet, hvilket sikkert voldte ham stor tilfredshed, han var jo værnepligtig! Så ringede det på døren.
Der stod en yngre kvinde udenfor. Jo, hun var min nye underbo, og vidste altså godt, det var nytårsaften, men ville alligevel bede os så mindeligt, om ikke nok vi ville skrue ned for musikken og lade være med at trampe i gulvet; Hun havde altså to mindreårige piger, der gerne skulle sove osv. osv. Jeg bedyrede og lovede, at det skulle jeg nok ordne, men kom til at tænke på klientellet; Sammensætningen af mine 25 gæster og så i øjnene, det kunne blive overordentligt svært at imødekomme denne anmodning. Atter sænkede afmagten sig over mine stakkels skuldre. Så ringede telefonen.
Jeg gik ind i stuen og så, at Gert allerede havde taget den. Det var nok blot nogle, der ville ønske godt nytår. En eller anden havde skruet musikken op på fuld styrke, hvilket ville sige en hel del. Jeg skruede ned for at høre, hvem der var i røret. Ja, rend og hop, hørte jeg Gert sige. Vi er da ligeglade. Ja, I kan bare komme. Og så smed han røret på. Hvem var det? Spurgte jeg. Politiet, svarede Gert. Atter følte jeg situationen ude af kontrol. Steen skruede op for musikken igen.
Klokken nærmede sig midnat. Der er jo tradition for, at man skal hoppe ind i det nye år, og nogle af gæsterne var allerede begyndt at øve sig på denne akrobatik. Det gik da også godt nok, indtil Hans fandt på, at man ikke blot skulle hoppe ned fra klapstolen, han syntes også, man skulle hoppe op igen. Det spinkle stykke møbel splintredes, hvilket voldte ustyrlig morskab i selskabet. Snart gjorde flere ham kunststykket efter. Jeg tænkte på gågadeforeningen, og hvad de mon ville sige til denne gang hærværk på inventaret. Men så bankede det hårdt på døren. Det var politiet. Ulykkerne ville ingen ende tage.
De to betjente var i og for sig høflige og korrekte. De vidste jo godt, det var en særlig aften, men havde altså fået så mange støjklager, at de var nødt til at gribe ind. Kunne det passe, der var blevet affyret skud fra altanen? Og om der var blevet affyret ulovligt fyrværkeri? Uha nej, svarede jeg. Men i det samme lød der igen øresønderrivende skud fra stuen. Det var Martin, der havde fundet 6 nye patroner til startpistolen. Mine bortforklaringer over for ordensmagten faldt til jorden. Samtidig blev der skruet op på fuld styrke på stereoanlægget igen, og der blev udbragt en meget højlydt skål. De to betjente så på hinanden og derefter på mig. Festen skulle ophøre omgående, meddelte de.
Ja, jo fremstammede jeg, uden at ane, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Ellers ville de komme igen med forstærkning. De så på sagen med megen alvor. Så kom min nye underbo fra stueetagen op ad trappen. Han var også utilfreds.
Ja, hans kone lå jo alvorligt syg og havde hårdt brug for søvn, nu havde jeg og mit selskab holdt hende vågen i mere end seks timer, og han havde været nødt til at tilkalde vagtlægen. Han ville klage til boligforeningen, få mig sat på gaden eller i fængsel, hængt og skudt og en hel masse andre grimme ting. Jeg begyndte at fortryde hele arrangementet.
Men så kom Tage, min løbekammerat, med en hjælpende hånd. Vi kan flytte hele festen ned til mig, jeg bor jo i stuen, og mine naboer er ikke hjemme, sagde han. Tak, sagde jeg oplivet, det ville være en meget stor hjælp. Jeg så en ende på mine lidelser. Men hvordan flytter man 25 opstemte mennesker på én gang? Det kom dog også til at tage sin tid. Og imens indtraf der endnu en katastrofe.
Af sikkerhedsmæssige hensyn havde vi bedt alle gæsterne aflevere deres medbragte fyrværkeri i entreen. Og naturligvis var der et fæ, der smed sin cigaret ned i kassen. Så fik vi ellers skudt nytåret ind! Mærkværdigvis kom ingen alvorligt til skade, og det var et flot syn, men der gik ild i mit nyligt indkøbte gulvtæppe, hvorefter flammerne bredte sig til gæsternes overtøj. Panikken var total, men selskabet tog det med godt humør, faktisk morede de sig kosteligt. Jeg kunne ikke se det sjove, men vi fik gang i slukningen ved hjælp af et par spande og fade, der hørte til mit beskedne bohave. Efter nogen tid var ilden bragt under kontrol. Og så hørte vi udrykningshorn i gaden.
Det var naturligvis brandvæsenet, der var blevet alarmeret af genboerne, som havde set flammehavet i min lejlighed. Og korpset havde taget deres gode venner, politiet, med. Gaden var oplyst af katastrofeblink. Imens var det lykkedes os at få forklaret selskabet, at festen flyttede til en ny adresse. Der opstod nogen tumult, da redningskorpset og mine gæster mødtes på trappen. Tilmed stødte naboerne til med højlydte beklagelser. Forvirringen var total.
Jeg var led og ked af at holde fest, og rigtig godt udkørt, så jeg besluttede mig for blot at lægge mig til at sove, men i min seng lå et elskende par. Jeg gik ind i stuen, hvor der var rigeligt med sjatter og begyndte at skåle med mig selv. Fra gaden lød høje nytårsbrag, der var åbenbart nogle, der morede sig. Tankefjernt tog jeg en bid af et stykke kransekage, og lovede mig selv, aldrig mere at holde housewarming eller nytårsfest. Og det løfte har jeg holdt lige til i dag.
Så kære lyttere: Hold jer endelig en festlig nytårsaften, men lyt til mit råd: Hold den hos andre, det er meget sjovere.
Godt nytår!
Fastelavnsfesten
Fastelavn nærmer sig, og i den forbindelse kommer jeg til at tænke på en fastelavnsfest for mange år siden.
Jeg har vel gået i 3. eller 4. klasse på Egumvejens skole, her i Fredericia, da vores klasselærerinde kom ind og fortalte os, skolen ville afholde fastelavnsfest for de yngste elever. Jeg må således have været ca. 11 år. Der skulle være tøndeslagning, musik og salg af sodavand samt pølser. Vi skulle naturligvis være udklædte, og der ville blive uddelt en flot præmie til eleven i den fineste dragt. Det var første gang vi skulle deltage i en rigtig fest, så spændingen var naturligvis stor. Men hvad skulle vi dog klæde os ud som? Spurgte vi lærerinden. Det behøver ikke være hverken fint eller dyrt, svarede hun. I kan f.eks. blot tage en af jeres fars aflagte habitjakker, vende vrangen ud på den og sy røde tøjstrimler på. Det skal bare være sjovt. Vi var skeptiske.
Hjemme spurgte jeg min mor til råds og i et af sine dameblade, jeg tror det var Søndags-BT, var der et flere siders indslag med ideer til udklædninger, den ene mere fantasifuld end den anden. Hvad kunne du tænke dig? Spurgte min mor. Du kan bare vælge, så syr jeg det, fortsatte hun. Det var et vanskeligt valg. Der var dyrefigurer som hund, kat, løve eller mus; Der var kokkekostumer, klovne, dyretæmmere, pirater, soldater og meget mere. Men til sidst valgte jeg en meget flot dragt som sheik, en rigtig fornem oliesheik som hentet lige fra Saudi-Arabien. Og så gik min mor i gang med at sy.
Som festen nærmede sig, og arbejdet skred frem, tegnede der sig et billede af en virkelig flot og avanceret udklædning. Sorte pludderbukser, hvid løsthængende skjorte med kulørte broderier, et grønt skærf, hvid turban og, som prikken over i’et, en flot pande-brosche vi havde fundet i mormors gamle smykkeskrin. Tilmed skulle man sværtes i hovedet med fugtighedscreme rørt op med kakao. Spændingen steg. Kunne jeg mon vinde præmien som bedst udklædte? Så oprandt den store dag.
Vi mødtes i vores sædvanlige klasselokale for at klæde om. På tavlen havde en vittig sjæl skrevet: ”Skål i skivet”. Ganske vist skulle vi jo kun have sodavand, men vi syntes, det var sjovt. Det var en rigtig fest.
Jeg havde fået to kroner med til karnevallet; Det var lige nok til en rød pølse med brød og en sodavand. Pengene var jo mere værd dengang. Og i min flotte udklædning syntes jeg selv, jeg tog mig ret godt ud. Du vinder garanteret præmien, sagde Vivian fra klassen til mig. Det var jo smigrende, men så dukkede klassens kønneste pige, Lene op. Hun var et bedårende syn, klædt ud som Rødhætte med blomsterkurv, fregner og det hele, som taget lige ud af eventyret. Jeg vidste knap, hvad det ville sige at være forelsket, men synet af den yndige pige, fik denne vidunderlige følelse til at spire i mig. Åh, havde jeg dog blot været klædt ud som den fæle ulv! Eller bedstemor!
Vi marcherede ind i gymnastiksalen og defilerede i højtidelighed forbi det høje dommerpanel, der sad på podiet, forestillende professorer. Det var dem, vi skulle gøre indtryk på!
Vi var linet op i tre rækker: A-, B- og C-klassen med tilhørende, dekorerede tønder indeholdende alskens slik og godter. Tøndeslagningen blev erklæret for åben. Alle tre klasser havde forberedt rækkefølgen, A- og C–klassen havde valgt at sætte estimeret stærkeste dreng forrest, mens vi i B-klassen havde valgt den stikmodsatte strategi; forventet stærkeste mand bagest, svage tøser i front. Efter første omgang havde tønderne næsten ikke taget skade, men vi, der havde prøvet at slå katten af tønden før vidste, at det var normalt. Men så skulle Preben fra A-klassen slå anden gang, og nu gik der en træstave løs.
Vi havde ti piger til at indhente det forspring, så det så ret sort ud. Og så fik C-klassen også hul på bylden: To træstaver og metalbåndet løsnede sig. Derefter var det slappe Anette der skulle slå for os. Hun ramte da også tønden så blødt, at intet skete. Vi sukkede.
I næste runde var det lille, yndige Rødhætte, der skulle slå for vores hold. Forventningerne var ikke store, men hun lavede ganske enkelt en sensation! Hun var usædvanlig heldig med et opadgående slag, der fik øverste metalbånd til at løsne sig; Det havde ingen regnet med. Så var det drengene, der stod forrest i rækken, jeg som nr. 2, da man desværre regnede mig for et svagt skravl. Og nu lå der et mægtigt pres på mine skuldre: Hvis jeg kunne få det nederste metalbånd slået af, ville jeg være næsten sikker på titlen af kattekonge. Jeg nærmede mig tønden med sikre skridt og fik boldtræet i hænderne. Nu gjaldt det!
Jeg sigtede omhyggeligt og slog så igennem af alle mine kræfter. Men, marginalerne var så små, at jeg ramte ca. tre centimeter ved siden af tønden. Boldtræet gik i gulvet; tønden end ikke rørte sig. Og snart skulle bageste dreng slå! Det var Kent, forklædt som batman, og han var naturligvis både stærk og heldig, så tønden splintredes, og alle fastelavnsgodterne væltede ud. Så var Stærke-Kent kattekonge og fik en kongekrone med ret til at bære samme, og jeg blev ingenting. Det tegnede virkelig ikke til at blive den bedste debut på en fest.
Derefter skulle flotteste kostume kåres. Jeg mente virkelig, jeg havde en god chance. Afgørelsen trak ud i det, der syntes som en evighed. Til sidst rejste overdommeren sig og hostede et par gange. Kære børn, i er alle sammen rigtig flotte, men juryen har voteret, og præmien går til: Lene fra B-klassen som Rødhætte med blomsterkurven! Alle klappede, men jeg var dybt skuffet. Det var også de piger, der altid blev favoriserede, de sladrede jo gerne til lærerne om vores unoder.
Så skulle der bydes op til dans, og naturligvis endte det med, at stærke-Kent og yndige Lene dansede den ene dans efter den anden. Nu kunne det hele være lige meget. Men der var jo den røde pølse med brød og sodavand, trøstede jeg mig selv. Jeg begav mig hen mod drengenes gymnastiksal, hvor lækkerierne blev serveret.
I pølsebaren kom jeg til at stå lige foran den skønne Rødhætte. Desværre stod batman alias Stærke-Kent lige bag hende. Nå, jeg bestilte jo min pølse, naturligvis med sennep og ketchup. Men ketchupdunken spruttede da pølsedrengen, én fra de store klasser, skulle servere delikatessen. De var simpelthen løbet tør for dette tilbehør. Heldigvis havde jeg fået en klat, der var tilstrækkelig. Men der var ikke mere til mine klassekammerater bagved. Så kom jeg i tanker om, at jeg nu var en rigtig rig oliesheik. Så da Lene, den lille Rødhætte, der ikke kunne lide sennep, fik serveret en pølse uden tilbehør, vendte jeg mig om og sagde generøst: Du må gerne dyppe i min ketchup!
Hun blev meget glad, og tog for sig af retten. Men Kent, kattekongen, blev jo misundelig. Nåe, sagde jeg. Sikke store øjne du har! Og sikke store tænder. Og sikke en stor mund. Jeg var uden nåde. Netop som Rødhætte med kurven tog det sidste af den efterspurgte ketchup, kom der et lysglimt. Det var fotografen fra den lokale avis, der tog et snapshot.
Jeg tænkte ikke over, hvad det betød, men det gik op for mig, da billede blev bragt få dage senere. Det viste den storsmilende Rødhætte, der fik et dyp af min ketchup, som jeg rakte frem i mit fornemme kostume. Bagved stod den slukørede batman, der så langt efter den efter den lækre dyppelse. Så gjorde det pludselig ikke noget, jeg hverken havde vundet konkurrencen eller var blevet kattekonge.
Nu må man jo ikke være skadefro, men jeg nød en lille smule, at batman, der havde danset med den yndige Rødhætte hele aftenen, måtte spise sin pølse uden ketchup!
Og jeg lærte den opbyggelige lektie, at saligst er det dog at give. Af og til belønnes det endda!
Påskebraget
Nu, da vi nærmer os påske, kommer jeg til at tænke tilbage på påsken år 2000. Den tilbragte jeg delvist i Esbjerg sammen med min gode ven Tom.
Det hele startede med, vi sad og studerede den lokale reklameavis. Her stod der i en lille artikel, at en kæmpemæssig kornsilo i Esbjerg skulle sprænges i luften kl. 8 om morgenen, palmesøndag, d. 16. april. Der havde været ild i den et halvt år. Tom læste budskabet op. Det må da give noget af et brag, når sådan en silo sprænges i luften og vælter omkuld, svarede jeg. Ja, et kæmpebrag overgik Tom; Det gad jeg nok høre. Ja mon ikke? Svarede jeg. Skal du noget i påsken? Næ, skal du? Nå.
Så var sagen afgjort; Vi skulle til Esbjerg i påsken for at se dem springe den fordømte silo langt ud i det ydre rum. Fin plan.
Imidlertid stødte der komplikationer til. Vi gik ned på banegården for at købe billet til et tog, der var i Esbjerg sådan ved halv ottetiden søndag morgen. Vi fik at vide, at et sådant tog ikke fandtes. Det var jo en stor streg i regningen, og vores humør blev ikke bedre af, at man som kompensation tilbød os det seneste eftermiddagstog lørdag klokken 17:45 med stop på alle mellemstationer.
Vi diskuterede længe, om ikke vi kunne tage telt med og slå det op i en park, vi kunne jo medbringe kogegrej. Men på et tidspunkt følte jeg, jeg måtte skære igennem og sagde derfor: Vi lejer en bil! Og sådan blev det.
Vi fandt en sød lille familie-bil, mærket husker jeg ikke, men den var fin til vores behov. Jeg afhentede den om fredagen, og udlejeren ønskede os god tur. Jeg benyttede lejligheden til at tage smutture til de lokale seværdigheder: Lyngs Odde, Kongsted, Kongebroskoven på Fyn, Treldenæs og Hvidbjerg. Alle tiders. Så var det, sent fredag aften, Tom kom i tanker om, at vi nu stadigvæk havde brug for lidt forplejning undervejs. Vi skal i hvert fald have blødkogt æg, ellers er det ikke rigtig påske! Det blev noteret ned. Dertil skal vi have fint og groft salt, og naturligvis også kaffe. Så blev vi jo nødt til at tage kogegrej og vandforsyninger med. Derudover sukkerknalde samt flødepulver. Jeg syntes desuden, vi skulle have et par rundstykker hver; Så skulle vi også huske smør og marmelade. Og måske en skive ost. Tom kom i tanker om, han godt kunne lide baked beans til morgenmad, så sådan en dåse måtte vi nok også hellere købe. Tilmed skulle vi naturligvis huske fotografiapparaterne, så vi kunne forevige begivenheden. Dertil kom frokost på hjemturen. Den ville vi planlægge lørdag; Indkøbslisten var allerede rigelig lang.
Lørdag kom, og vi aftalte det videre forløb. Jo, vi måtte købe ekstra ind, for til en frokost efter sprængningen udkræves også: Hvide sild og karrysalat, dertil pilsner og porsesnaps, æg med kaviar, grisesylte med stærk sennep og rødbeder, blodpølse med sirup og en hel masse mere. Bilens bagagerum blev fyldt godt op, bl.a. fordi vi også fandt det nødvendigt at medbringe en ti-liters køletaske så vi kunne holde pilsnerne og snapsen kolde.
Søndag morgen kl. fem var vi klar og drog glade af sted. Nu skulle vi rigtig ud på eventyr! Kort fortalt gik turen glimrende, vi fandt et godt sted at parkere, hvorefter vi indtog vores overdådige morgenkomplet bag bilen. En rigtig god start på jagten efter den ultimative eksplosion.
Det gik da også som planlagt: Der var tusindvis af tilskuere linet op bag afspærringerne. Vi nærmede os det magiske tidspunkt: kl. 8. Kameraerne bliv holdt klar, nedtællingen gik i gang. Et par civilforsvarsfolk forsøgte at genne publikum hen bag afspærringerne. Det var vanskeligt, amatørfotografer kan være ret dumdristige, men uret tikkede baglæns. Fem sekunder til detonation, blev der råbt i en megafon. Alle trækker sig tilbage, der sprænges! Vi klikkede med kameraet, og så kom eksplosionen. Først skete der intet, men så begyndte den kæmpemæssige silo at læne sig til højre. Kameraerne knipsede lystigt. Et dulgt brag fulgte, da den store bygning knustes mod jorden. Støvskyer bredte sig, og så var alt overstået. Publikum brød ud i klapsalver. Vi var ikke blevet skuffede. Men hvad skulle vi så nu?
Tom kendte et hyggeligt lille sted med bænke og borde nær Bramming og med udsigt over Bramming Sø. Det kunne være et godt sted at indtage frokosten, men det endte med, vi besluttede os for at køre ud til Nørrestranden for at se de fire statuer, der dengang nyligt var blevet opført. Men der ventede os en stor skuffelse. Vores udlejningsbil havde været udsat for hærværk, og det i sådan en grad, at det var umuligt at starte den. Pokker og pelikanfødder, udbrød jeg. Hvordan kommer vi nu hjem? Der var nok intet andet at gøre end at tage toget, og det gjorde vi så.
Dagen efter sad vi hos Tom og hørte lidt let musik til morgenkaffen. På et tidspunkt lød det: Politiet har afholdt en razzia på afkørslen fra motorvejen ved Taulov. Vi så på hinanden. Det var jo den vej, vi skulle have kørt. Videre lød det: Der blev stoppet 42 bilister med en promille over 1. Nåe, sagde Tom så; Det er sandelig påske. Hvis vi var blevet stoppet i den razzia, hvad tror du så, din promille havde været? Uha ja, jeg havde jo fået 3-4 snapse, 2 pilsnere og en påskebryg. Det ville have set sort ud. Det kunne have kostet os dyrt.
Da vi hørte, at spiritus-bilisterne havde fået bøder på en månedsløn eller hæfte og fængsel, kunne vi se, togbilletten var givet godt ud. Men så fortsatte det i radioen: Ved Bramming-afkørslen fra Vestmotorvejen, var en 28-årig kvinde og hendes 3-årige søn blevet trafikdræbt af en spiritus-bilist.
Det kunne have været os, udbrød Tom. Så stod det for mit indre blik: Blod, adskilte legemsdele, ulykke og nød. Tænk, hvis det havde været mig. Man bliver jo aldrig menneske igen. Familien, venner og bekendte: Alle ville, med god grund, kunnet have rettet vreden mod mig.
Næste dag kontaktede vi biludlejeren, man han var ét stort smil, hvis vi bare ville skrive under på en skadesanmeldelse, vi havde jo tegnet en forsikring, der dækkede den slags uheld. Vi slap således uden udgifter fra hændelsen. Altså var vi dobbelt heldige. Men man kan jo ikke være sikker på, det altid går sådan.
Så, hold jer endelig en festlig påskefrokost, men lad en professionel klare hjemtransporten. Der findes ingen undskyldning for spiritus-kørsel.
Forkert-Gert
Af alle de sørgelige historier jeg har hørt, er den om Forkert-Gert dog nok den mest triste, jeg kender. Det startede 1. maj 1966. Det kaldes arbejdernes kampdag, men min klassekammerat tabte mildest talt sin kamp denne dag.
Gert var ikke just noget lys i skolen. Han forstod ikke brøk og procent, han var lettere ordblind, og med sine briller og sjove profil, var han nærmest dømt til det øgenavn, vi gav ham: ”Forkert-Gert”. Selv lærerne var med til at mobbe, eller drille ham, som det hed dengang. Der var langt mellem Gerts sejre. Men den dag var det dog ligesom, der blev tændt et lys for ham.
Det var i formningstimen i tredje klasse; Vi havde lærer Albertsen, der var kendt som en skrap, men uduelig lærer, der slog os, selvom revselses-retten allerede dengang var afskaffet. Nå men vi havde tema-uge om Ægypten, og vi skulle på frihånd tegne, hvad vi syntes var typisk for ørkenlandet. Når vi var færdige skulle lærer Albertsen se, hvad vi havde lavet, og Gert stod med sit resultat ved kateteret. Han havde tegnet en pyramide, gjort meget ud af det, og resultatet var langt over hans vanlige standard. Han havde lagt skygger på, malet sandet gul/rødt og pyntet med et par palmer.
Lad os så se, hvad du har fået ud af det, sagde lærer Albertsen uden de store forventninger. Gert rakte papiret frem og ventede på den frygtelige dom. Næ men dog, lød det fra Albertsen, det er jo ganske godt. Gert lyttede vantro. Ja, sagde læreren, du har jo fået den rigtige vinkel og de rette skygger. Det er rigtig godt.
For en gangs skyld så man Gert smile, han turde knap tro, han endelig havde vundet en lille sejr. Fortsæt du blot på den måde, så skal du nok få en god karakter i formning sagde lærer Albertsen. Det var tydeligvis ikke uden stolthed, Gert bar sin fine pyramide med ned til sin plads bagest i klassen.
Klassens stærke dreng, Allan, havde fulgt forløbet nøje. Han gik ned til Gerts bord. Nå, sagde han, har Du tegnet en pyramide? Spurgte han. Må jeg se den?
Ja da, svarede Forkert-Gert, og holdt stolt værket frem. Næh, sagde Allan, med en vis, skjult ironi. Det er sandelig en fin pyramide. Synes Du? Spurgte Gert, og fornemmede allerede en vis status som klassens pyramide-tegner. Ja det kan du tro, sagde Allan, måske vil du tegne en til mig? Ih ja, selvfølgelig svarede Gert og var allerede i gang med tegning nr. 2. Tak skal du have, sagde Allan, da kopiproduktet var fuldført. Gert klippede med sirlig hånd pyramiden ud, og gav den til Allan. Denne tog den med hen til sin plads og viste den hånligt til sine to kumpaner: Bo og Rune. Se hvad jeg har fået af Forkert-Gert! Rune, pigernes ven, var med på spøgen, gik ned til Gert og spurgte, om han også kunne få et eksemplar. Ih ja, sagde Gert og tegnede løs, endelig havde han fundet sin niche. Ja, kan du også lave en til min lillebror? Jo da; Gert var som modellervoks i hænderne på sine såkaldte kammerater.
Bo var med på spøgen, og gik hen til Gerts bord. Jeg kan godt bruge fem! Gert tegnede løs, med tunge-spidsen ud af højre mundvig, en vane han aldrig havde lagt fra sig. Bo spruttede indvendigt af grin. Her! sagde Gert, men Bo lo højt. Langsomt gik virkeligheden op for Gert. Han så ned på papiret, og kom pludselig til at hade alle pyramider, med rigtige vinkler, skygger og palmer. Han fik en klump i halsen og våde øjne. Han krøllede papiret sammen og smed det på gulvet. Han faldt fra Himlen ned på den kolde Jord, og i sin gru gik det op for ham, at dette blot var endnu et nederlag. Hele klassen lo og lo. Vi syntes, det var så morsomt.
Gert gik som sædvanlig mutters alene hjem fra skole, og Allan, Bo og Rune fulgte ham med tilråb fra den anden side af gaden: Har du tegnet nogle pyramider for nylig? råbte de. Har du lavet palmer nok? Deres opfindsomhed kendte ingen grænser!
Jeg håber ikke nogensinde at opleve en historie, der er mere sørgelig end Forkert-Gerts få minutters anerkendelse.
Små børns smil
Forleden, da kom jeg til at kigge i mine gamle kalendere, faldt jeg over et notat fra pinsen for præcis 40 år siden. Jeg gik da i folkeskolens 4. klasse. Der stod: ”Små børns smil” Og så kan det nok være, gamle erindringer vældede op til overfladen.
Den sidste dag før pinseferien kom vores dansklærer som sædvanligt uhyre veloplagt ind i klassen og ødelagde vores humør med et stykke hjemmearbejde, vi skulle lave i den korte ferie. Det var dengang, vi også gik i skole om lørdagen, så dermed var de få fridage jo stort set ødelagte. Vi skulle beskrive: ”Hvad kan gøre mig glad, hvad vil jeg gerne samle på, og hvad ønsker jeg mig af fremtiden.” Vi greb jo naturligvis sagen an på helt forskellige måder, men der var en tendens til, at drengene ønskede sig en Porsche eller en Harley Davidson, og pigernes drømme mere var i retning af lækre huse, den rette ægtemand og ønskebørn.
Reglen var den, at vi skulle lægge vores besvarelser i en pæn bunke på kateteret, klar til vores dansklærer kunne tage dem med sig til vurdering. Her var det meningen, de skulle blive liggende, men i spisefrikvarteret blev vi nysgerrige og smugkiggede i vores forskellige værker. Der var en, der klart skilte sig ud fra de andre. Det var en ret original besvarelse fra en af klassens piger, som var vant til at blive holdt lidt udenfor fællesskabet.
Annie, som hun hed, havde skrevet, at hun samlede på små børns smil. Små børns smil! Vi var målløse. Og så brød vi alle ud i latter. Sikke noget pjat, små børns smil, de er jo gratis. Det var altså for fjollet. Ha, ha, ha. Det var ikke sjovt for Annie, hun havde jo skrevet lige fra hjertet. Men vi fandt det altså aldeles latterligt.
Nu sidder jeg så i pinsen år 2010 og tænker tilbage. Mig bekendt er der ikke nogle af os drenge, der nogensinde fik vores Porsche eller Harley Davidson. Og pigerne, jo de fleste af dem er da blevet gift, men drømmehuset og de sunde, glade børn; Ja, det kniber det med. Mange er blevet skilt. Endnu flere har et job kun for pengenes skyld, men Annie er blevet børnehavepædagog; Lige det rette for hende. Så slår det jo ned i én – måske var Annie den klogeste af os alle. Små børns smil, det er dog en velsignelse.
Nu da vi nærmer os midsommer, går mine tanker tilbage til en uforglemmelig Sankt Hans-fest for mange år siden, hvor jeg var beruset for første gang.
Det startede med, at Kurt, klassens førende spasmager, proklamerede, hans forældre var bortrejst i weekenden, og han følte sig derfor foranlediget til at holde et brag af en Sankt Hans-fest. Det syntes vi alle i klassen var en god ide. Så vi gjorde os forestillinger om det ultimative orgie.
Vi skulle da heller ikke blive skuffede. Personligt havde jeg ikke de store erfaringer med alkohol, men efter at have konsulteret de mere erfarne drenge i klassen, besluttede jeg mig for, 5 guldøl måtte være en passende kvote. Jeg var 15 år. Jeg vejede 55 kg!
Vi mødtes allerede midt på eftermiddagen hos Thor, hvis forældre var forsynet med et vist frisind, så vi fik lov at drikke i haven uden særlige restriktioner. Jeg drak en af guldøllerne, den smagte fælt. Jeg nød to, jeg nød tre, ja, jeg drak alle fem guldøl, inden den egentlige fest var startet. Men så var jeg også rigtig i stødet; En pokkers Ka´l. Vi fulgtes ad til den forjættede fest.
Allerede fra starten fornemmede vi, at her var noget ekstraordinært i vente. På plænen stod Kurt og urinerede over rosenbedet. Velkommen, råbte han, og vi takkede naturligvis. Han vinkede hjerteligt, hvilket gjorde hans bukser våde. Vi trak bredt på smilebåndet.
Harald, nok den grimmeste dreng i klassen, spadserede rundt på den lille villas tag, mens John, min sidekammerat, jagtede ham fra jorden med vandstrålen fra en haveslange. Et festligt syn. Harald trak sig tilbage fra vandmasserne til et lille skur i baghaven. Han ville ned og greb fat i tagrenden, men det kunne den desværre ikke holde til. Den bukkede under ved overvægten. Kurt kom om hjørnet og fandt tydeligvis det hele yderst komisk.
Derefter så vi en blå undulat flyve ud fra et åbentstående vindue. Det skulle vise sig at være Kurts storebrors fugl, som Hans-Jørgen var kommet for skade at lukke ud. Nu var den umulig at fange. Befri alle undulater! Råbte han begejstret. Men Kurt syntes ikke spor forarget, tværtimod brød han ud i ubehersket latter. Så det lod til, at her kunne man rigtig slå sig løs. Da vi kom indenfor, så vi Georg vælte en pilsner ned i fjernsynet, hvor der ellers blev vist en rigtig spændende håndboldkamp. Billede og lyd forsvandt. Af en eller grund syntes folk at finde det morsomt.
Nå, men der var jo også et kulinarisk indslag i festen: Der blev tændt op i en grill; Jeg havde medbragt 2 parisertoast, og de faldt da også heldigt ud. Andre nød kyllinge-stykker, sandwich eller pølser, det var den rene idyl. Jeg har drukket 5 guldøl, og jeg er ikke spor fuld, proklamerede jeg. Men så begyndte det at rumle lidt i min mave. Som jeg sad med den sidste halve toast, begyndte jeg så småt at føle en vis madlede, og jeg var blevet en smule svimmel.
Samtidig havde Kurt, der jo var på hjemmebane, fået en pudsig ide. Familien inkluderede en to år gammel Pekingeser-hund, og den havde han altså puttet ned i en have-spand, bundet spanden til flaglinen og hejst dette, kraftigt bjæffende, dyr til tops. Det så herligt ud. På stien inde ved siden af kom naboen, Johansen, gående på vej hjem fra arbejde. Han hørte et hunde-bjæf, så sig om, men opdagede selvfølgelig ikke den ophøjede Pekingeser. Endnu et bjæf, og Johansen undrede sig tydeligvis. Et tredje bjæf, og han så op, fik øje på hunden og måbede. Bjæf, bjæf, bjæf halsede det lille sofadyr. Johansen rystede på hovedet og gik ind ad kælderdøren.
På et tidspunkt kom Herluf ind i stuen med en køleskabslåge. Den ville ikke åbne, så jeg trak til, sagde han. Kan du ikke lige vise mig, hvordan man sætter den på igen? Kurt slog sig på lårene af grin. Man opgav at reparere køleskabet, så vi puttede vores drikkevarer i fryseren. Derpå faldt der atter ro over selskabet.
Men da lød der en voldsom ringetone fra det ene værelse. Det var fra Ulrichs, Kurts storebrors rum, hvis ringeapparat det var lykkedes Herluf at aktivere. Han kimede inderligt og længe. Til sidst begyndte det at ærgre Arnt fra C-klassen, og han råbte: Indstil så den kimen fra det fordømte apparat! Den ordre blev ikke pareret, så Arnt, der altid havde været en handlingens mand, greb resolut en brevkniv, og flåede alle ledninger over på det kunstfærdige alarm-system. Stadig syntes Kurt, der jo lagde hjem til, at more sig storartet.
Så begyndte det at lyde som skud i det fjerne. Først tog vi ingen nævneværdig notits, men da lydene fortsatte, fik vi sat en undersøgelse i gang, og det viste sig, lydene kom fra fryseren, hvor vores øl eksploderede som popcorn. Det ærgrede os.
Som det sig hør og bør, skulle vi jo også afbrænde bål, og det var pænt arrangeret, tilmed havde man udfærdiget en fæl heks på et kosteskaft. Imidlertid havde Kurt, der jo ønskede sig sikker på, heksen virkelig brændte ihjel, anbragt ca. 3 kilo heksehyl nederst i bålet. Det var ret så kraftig en overdosering, og det gik da også galt.
Det var skyfrit, så det var begyndt at blive køligt. Lige så varm eftermiddagen havde været, lige så kold blev aftenen. Vi stimlede sammen og varmede os ved bålet, men så brød helvede løs. Et inferno af heksehyl fløj os om ørerne og skabte udbredt panik. Mærkværdigvis kom ingen af os alvorligt til skade, men vi fik os en forskrækkelse. Bagefter blev vi enige om, at nu måtte heksen bestemt være ekspederet til Blocksbjerg eller måske langt videre.
I haven var der udover grillen også opstillet et villatelt, og da jeg syntes, jeg trængte til at trække mig lidt afsides, havde jeg taget ophold her. Jeg lå fladt på det nøgne græs, og følte mig oplagt til, efter bedste erindring, at synge et af mine favorit-musikstykker med David Bowie, kaldet Life on Mars. Jeg sang: But the feel is a Satans hore/He is going away too fair/look at those gay men go/cause lemons on sails and again fly us in/save us and singing and dance all. Det gik ikke særligt godt. Men jeg kunne da skrige: Is there life on Ma-a-ars? med jævne mellemrum. Jeg troede, jeg kunne melodien, men det var kun i mine egne ører. Det kan næppe have lydt særlig godt, og jeg huskede kun brudstykker af teksten. En uheldig fremføring, og det fik jeg også at høre for om mandagen efter festen. Det meste af klassen havde hørt på og moret sig. En udtalt Fiasko. Og Kurt lo ikke, da hans forældre kom hjem fra weekendturen.
Så er det, jeg sidder her 35 år efter og ser på mit karaoke-anlæg. Jeg har været ædru i tyve år, siden jeg endelig så skriften på væggen som 30-årig. Jeg er ved at drikke en halvanden liters cola. Det er igen Sankt Hans, og jeg ser teksten til Life on Mars med David Bowie rulle hen over skærmen på mit fladskærms-tv. Den fornødne backing-musik spiller, min stemme er for længst gået i overgang, og jeg har fået en, efter sigende, smuk baryton. Sidder med en mikrofon i hånden, og kan til enhver tid synge med på melodien efter den tydelige anvisning. Jeg kan fjernbetjene gadedøren fra min computer. Jeg åbner den to gange om ugen for pakkeposten. Jeg har tre telefoner, der aldrig ringer. Når jeg synger med på sangen, kan jeg ramme hver tone rent. Jeg sidder helt alene, mine gamle skole-kammerater er spredt for alle vinde.
Der er godt nok sket fremskridt!
6. Juli festen
Nu ved jeg ikke, om det er alle bekendt, men her i Fredericia har vi altså noget, der kaldes 6. juli fest, en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor vi mindes slaget mod tyskerne i 1849. Den foregår – ja 6. juli. Jeg mindes en af mine første af disse fester.
Det startede med, min mor fortalte mig, at i morgen skulle vi til denne festivitas. Og vi skulle gå i optog! Jae, svarede jeg. Jeg var vel næppe mere end fire år gammel. Optog, jo. Jeg vidste ikke helt hvad et optog var, men det måtte jo have noget at gøre med tog, hvilket var noget, jeg kendte mere til. Jeg huskede, at når man steg på et tog, var der et par trin op, så optog, ja det måtte jo være, når man steg op på et tog. Og at rejse med tog holdt jeg meget af, så jeg glædede mig selvfølgelig. Faktisk så meget, at jeg dårligt kunne falde i søvn. Men jeg blev vækket klokken seks om morgenen, da 6. julifesten startede med kanonsalut. Sådan er traditionen.
Hurtigt i tøjet, i køkkenet at spise morgenmad, og så var jeg klar til optoget. Mor og jeg spadserede afsted, men det undrede mig nu lidt, at vi ikke gik i retning mod banegården. Men hun lod jo til at vide, hvilken vej vi skulle. Vores morgen-spadseretur endte ved Den Tapre Landsoldat. Der var masser af morgenduelige Fredericianere, men ikke synet af det tog, vi skulle op i. Der var vist en, der holdt en tale, og et orkester spillede noget messingmusik, hvilket alt sammen var udmærket. Derefter begav menneskemængden sig ned ad en af de nærliggende gader. Så, nu starter optoget! Lovede min mor. Jeg var mildest talt desorienteret.
På gaden var en pigegarde ved at line op. I front stod en nydelig lille tambourmajor svingende en stav med to kvaster på. Orkestret satte i med en festlig march, men jeg syntes nu stadigvæk, der manglede noget; Det her brusende lokomotiv med de raslende vogne. Langsomt satte menneskemængden sig i bevægelse. Jeg var dengang ikke så bekendt med det indre Fredericia, så det var da vældig interessant at gå rundt i byens gader. Men det var nu ikke som at rejse med tog til København.
Er det her optoget? Spurgte jeg min mor. Ja, ja da, lød svaret. Jeg så mig søgende omkring.
Vi gik rundt i byens gader en lille times tid og endte så tilbage på Landsoldatpladsen. Det var det optog. Men min mor må have læst mine tanker. Kom, sagde hun, vi skal ned til banegården. Det kunne jeg ikke forstå, nu havde vi jo set og deltaget i det optog, der havde været lidt af en skuffelse. Er der også optog der? Spurgte jeg med nogen skepsis. Ja, det kan du tro! Blev der svaret.
Vi nærmede os denne togstation og lugten af kul-os fra de mange damplokomotiver pirrede vores næser. Det her optog så mere lovende ud. Vi købte billet, og begav os mod perron 4. Nu skal vi til Middelfart, proklamerede min mor. Ikke nogen lang rejse, pengene var ikke store i mit barndomshjem, men nu var det da et vaskeægte tog. Vi tog plads i en kupé, og så begyndte eventyret. Toget dampede over Den Gamle Lillebæltsbro, og udsigten betog mig naturligvis. Det blå bælt og den grønne Kongebroskov var et prægtigt syn. Jeg nød turen i optoget.
Vel ankommen til Middelfart Hovedbanegård steg vi af damptoget og kom ud på Banegårdspladsen. Her mødte vi en mandsperson, jeg ikke kendte, men min mor hilste hjerteligt på ham. Det viste sig at være en af hendes gamle skolekammerater, og han gjorde et sympatisk indtryk – ét stort smil. Men velklædt var han ikke.
Han og mor sludrede lidt; Om vind og vejr og om vores 6. juli fest. Imens stod jeg og fokuserede på mandens slidte sko. Der var 2 store huller over storetæerne, og det tænkte jeg meget over. Hvordan kunne det mon være gået til? Der opstod en lille pause i de voksnes konversation, og så kunne jeg ikke dy mig for at spørge: Hvordan kan det være, du har huller på oversiden af dine sko? Det var mig virkelig et stort mysterium.
Jo, sagde den fremmede mand, det er altså fordi, jeg er optimist, og optimisters storetæer vender altid opad, så de har slidt hul i mine gummisko. Jeg stirrede fascineret på de udtrådte fodbeklædninger. Og så slog det mig; Tæer, der vendte opad: Op tå, selvfølgelig: Optog; nu var vi her endelig. Men stadig syntes jeg, der manglede noget.
Så gik vi omkring i Middelfarts gader en times tid. Jeg fik en is, solen skinnede og alt var godt. Men vi skulle jo tilbage til Fredericia igen. Atter den storslåede sol over Lillebælt, og lidt før kl. 15 steg vi af optoget i vores hjemby. Se, det var en rigtig god oplevelse, men dagen var jo endnu ikke slut.
Vi spadserede forbi nogle boligblokke, og så stoppede min mor op og spurgte: Skal vi tage op at besøge Åge? Åge var en af fars gamle arbejds-kammerater; En inkarneret ungkarl. Han var rigtig flink og glad for børn, vel at mærke på den positive måde. Han havde masser af Anders And-blade og en stor kasse med legoklodser, så ham ville jeg naturligvis gerne besøge. Og som vi gik mod 3. sal kværnede det i mit stakkels lille hoved: Op til Åge, op-t-Åge, optog. Det var altså 4. gang den dag, jeg skulle i optog. Her manglede der dog også røg, damp og plejlstænger. Men klodserne og Anders And-bladene var gode nok.
Da vi forlod op-t-Åge´s lejlighed var det, som ellers sjældent om sommeren, blevet ret diset. Ja, det er noget tåget, sagde min mor. Men det klarer nok snart op, solen står jo højt på himlen. Og atter værkede det i mit unge hoved: Klarer op, tåget. Ja, op-tåget, optog. Selvom det ikke helt levede op til den togrejse vi havde været ude på. Og så skulle vi hjem.
Det havde været en begivenhedsrig dag, og tankerne tumlede i mig, da jeg var blevet lagt i seng. Jeg nåede til den konklusion, at selvom man bliver lovet, man skal i optog, ja så skal man være en lille smule skeptisk; Optog kan betyde så meget.
Første skoledag
Da jeg i 1976 startede på det, man dengang kaldte Handelsskolens almene linje, mødte jeg en skæbne, der faktisk var lidt trist.
Vi startede i august i en klasse på 28 elever, allerede dengang havde man svunget sparekniven. Vi var alle lidt famlende og nervøse over den nye situation, men fandt os dog snart hver en siddeplads. Jeg så mig omkring og tænkte: Nå, det er så de klassekammerater, jeg skal tilbringe det næste års tid med.
Det er nok for en 17-årig de kønneste og smarteste piger, man først får øje på. Sådan er det jo. Og der var da indtil flere, jeg følte mig tiltrukket af. Men 2 pladser til højre for mig sad en pige, man virkelig måtte strenge sig an for at kunne begære. Det var Pia Dall.
Alene hendes påklædning skilte sig meget ud i forhold til dengang gældende mode. Lutter røde, blå og grønne helt pastelagtige, lyse farver, der mildest talt ikke matchede særligt godt sammen. Og det fremhævede hendes ansigtstræk, som absolut ikke var indtagende. Fra siden var der noget frø-agtigt over konturerne. Kort sagt, Pia Dall var tudegrim. Jeg var sikker på, hun ville ende som gammeljomfru.
Hun blev da også drillet og mobbet grundigt. Pia Dall blev til pedal, og det fandt vi alle ustyrligt morsomt. Det måtte stakkels Pia høre meget for. Og imens vi andre fandt kærester til skolefesterne, var hun altid bænkevarmer. Vi var ikke særligt interesserede i hende. Stakkels pigebarn, siger jeg i dag.
Men så skete det her for nogle uger siden, at jeg mødte en af de gamle skolekammerater fra dengang, Frode. Ser du noget til de andre? Spurgte jeg. Jo, og vi snakkede lidt om de piger, vi havde været forelskede i dengang. Og så ledtes samtalen hen på Pia Pedal.
Ja, altså, det er sgu skægt! Udbrød Frode. Kan du huske, der var et amatørband i ungdomshuset, der hed ”The Enterprise”? Jo, det kunne jeg da godt svagt erindre. Og kan du huske, de kaldte deres guitarist for ”Speedy”? Jo ham kunne jeg godt huske. Han blev kaldt Speedy fordi, hver gang de var ude at spille, fór han rundt efter den ene pige efter den anden, og det var endnu aldrig lykkedes ham at score én eneste. Han var i og for sig en nydelig mand, og også flink, så det virkede påfaldende. Men et eller andet må han jo have gjort forkert.
Ja, fortalte Frode, de blev jo gift to år efter, vi gik ud af skolen! De mødtes til en julefrokost, Speedy snusede rundt, og Pia Pedal afviste ham ikke. Så de blev et par.
Jeg måtte le. De to sammen. Nej, det var dog for vildt! Det mener du da ikke? Jo, jo, kom det fra Frode. De har fået fire børn og er flyttet til Australien! Det havde ingen af os ventet. Jamen, det vidste Frode, for Speedy var hans fætter, og han havde været derovre at besøge dem for nogle år siden.
Hun har faktisk skiftet en hel del stil. Nu går Pedal-Pia i praktiske læder-bukser og skovmands-skjorter. Hun er meget populær blandt de lokale indfødte. Med sine svulstige former er hun nærmest deres ideal. Speedy forguder hende. Og de fire børn – ja, hvilket barn ser ikke deres mor som den smukkeste kvinde i Verden?
Jeg tænkte på mit liv – evighedsungkarl, ingen børn, ingen kæreste. Suk. Jeg tror Pia Pedal fik et lykkeligt liv, trods en vanskelig start. Og min vurdering af mit eget liv? Well, lad det nu ligge…
Fregne-Frederiks bedste efterårsferie
Ja, når nu talen falder sig på at mobbe; Det vi i gamle dage kaldte at drille, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Fregne-Frederik.
Frederik blev en af mine allerførste legekammerater. Det startede med, at Frederiks mor, Ingrid hed hun, men hun burde nok snarere have heddet Prysselysken, sådan en type var hun, spurgte min mor, om mon ikke Jørgen havde lyst til at lege med hendes lille søn, Frederik?
Indtil da havde jeg levet ret så isoleret i vores lille kernefamilie og havde af andre børn stort set kun set min storesøster, så da mor vendte spørgsmålet mod mig, skulle der ikke tænkes mange sekunder, før jeg svarede, at det ville jeg da gerne. Og så hentede Ingrid sin unge søn.
Det første syn var mig nu alligevel en forskrækkelse. Det var overvældende! Han var fyldt med fregner i hele hovedet. Ikke blot små klædelige fregner hen over næsen som Pippi Langstrømpe. Næ, det var ildrøde og brune plamageagtige fregner, der fyldte al synlig hud. Kinderne, panden, ørerne, halsen, ja selv nakken var fyldt med disse pigment-hobe. Så Frederik lød naturligvis navnet Fregne-Frederik. Ikke særligt flatterende, men det var jo så oplagt.
Vi sad lidt ved legetøjskassen og var noget generte overfor hinanden, men så fik Fregne-Frederik øje på min søsters negerdukke. Ha, udbrød han. Det er mig, når jeg har været tre uger på ferie i de varme lande! Først forstod jeg ikke, hvad han mente, men så gik det morsomme op for mig. Ha, ha, lo jeg, så du bliver til en sort neger-fregne? Dristede jeg mig til at spørge. Fregne-Frederik nikkede og lo med. Men der var et eller andet uudgrundeligt i hans øjne. Og så legede vi ellers.
Der gik flere måneder, Frederik og jeg legede ofte sammen. Det passede godt med, at vores mødre var kaffesøstre. Vi lavede en tomandsklub, der havde til formål at bygge den helt ultimative sæbekassebil. Vi hamrede og savede løs i mange uger i min far´s kælderrum, og til sidst stod vidunderet der: En helt overdækket, næsten Capriolet-agtig udgave af et klubhus på fire hjul, med lang forakse, vægge, førersæde, lille hylde til mellemmadder under sædet, vandtæt tag og fint udsavede vinduer. Vi var stolte som paver.
Et sådant køretøj baserer sig jo på, at der er en, der fører, og en der skubber. Fregne-Frederik foreslog, jeg skulle føre på jomfru-kørslen. Det tilbud tog jeg naturligvis imod med kyshånd. Det var en stor ære. Fregne-Frederik begyndte at skubbe, køretøjet satte sig i bevægelse, og vi kørte hen ad stien ved husblokken. Et stort øjeblik.
I baggården, der hørte til vores almennyttige boliger, var der en lille fodboldbane med en grusvej rundt om. Her førte jeg luksussæbekassebilen rundt, og Stig skubbede det bedste, han havde lært. Styrtøjet fungerede fint, og under sædet havde vi to stykker wienerbrød, vi ville fortære, når nu vi havde kørt en længere strækning. Så blev det min tur til at skubbe, og Fregnen satte sig tydeligt beæret på det eftertragtede førersæde.
Ikke for at prale, men jeg var dengang i besiddelse af en vis fysik, så da jeg satte i med alle mine kræfter, fik jeg snart sat det fornemme køretøj i høj hastighed. Frederik førte sæbekassebilen sikkert gennem første sving, forhjulene lystrede, og alt var fint. Så kom vi op ad langsiden, og jeg gav mobilen fuld fart. Frederik var henrykt og skreg: Yippie, yip, yip og, som han havde set de professionelle motorsportsfolk gøre, stak han hånden ud af vinduet og lod den hvile på karetens tag. Men så var det, vi kom ind i næste sving.
Sådan en bil med rugbrødsmotor og overbygning har jo et relativt højtliggende tyngdepunkt. Det var ikke noget, vi havde tænkt videre over; Hvordan skulle vi dog kunne kende til det, vi var jo endnu ikke begyndt i skole. Men hvad vi ikke vidste da, det skulle vi komme til at lære. Forhjulene skrattede i vejens grus; De var tydeligvis hårdt belastede. Jeg sansede intet andet end at skubbe på og skubbe på. Frederik udbrød endnu et par triumflyde, men så mærkede han fronten skride ud og trak derfor styreakslen endnu lidt til venstre. Det blev fatalt.
Vores flotte bil væltede udad, det ene baghjul eksede og, da køretøjet ramte jorden, var Frederiks fem fregnede fingre stadig anbragt over tagkanten. Akslerne peb, gruset raslede og træværket knagede. Fregne-Frederik´s venstrehånd blev kradset op mellem taget og vejgruset. Og ikke bare sådan overfladiske skrammer. Nej alt gik forfærdeligt hurtigt; Kødet blev skrællet af, træsplinter stak ind i det arme offers hånd, og knoglerne kom til syne. For nu at sige det pænt: Det må have gjort ondt!
Frederik stak selvfølgelig også i et ekstremt hyl. Jeg stod der og så på skaderne, ekset hjul og en bøjet aksel, samt ødelagt træværk i hele den ene side. Det var noget rart møg. Men så kom jeg til at se på Fregne-Frederiks blodige hånd, og først da hørte jeg hans voldsomme smerteskrig. Situationens alvor begyndte at gå op for mig.
Nå, men for nu at gøre en lang historie kort, måtte Fregnen køres på skadestuen, fik såret renset med en ru børste, dryppet med en god sjat svidende jod og bundet ind i alverdens bandager. Han græd, tryglede og strittede imod, men det var jo den nødvendige behandling. Og så kom han hjem igen.
Nogle af de andre børn i gården havde set trafik-uheldet. Rent umiddelbart havde de, som børn jo ofte gør, leet af det dramatiske syn. Men da nu Frederik her kom hjem med den ene hånd helt mumificeret, blev han begivenhedernes centrum. Er det rigtigt, de skrabede gruset af med en stålbørste? Var der nogle knogler knækkede? Hvor meget blod røg der ud? Tror du fregnerne er blevet skrabet af? Fregnen svarede beredvilligt på alle spørgsmål. Han var blevet dagens helt! Men stadig var der det dér lidt sørgmodige blik bagest i hans øjne.
Der gik nogle år, og vi begyndte i skolen. Vi kom i samme klasse, og da Frederik insisterede på det, kom vi til at sidde ved siden af hinanden. Jeg vidste ikke rigtigt, syntes egentlig han var lidt kompromitterende, men der sad vi altså. Det gik for så vidt også meget godt. Men så blev det frikvarter. Med sit noget afvigende ydre var Frederik jo et oplagt emne til at mobbe og drille. Så det skete systematisk. Den ultimative ydmygelse var det vi kaldte: ”Pinebænken”.
Pinebænken gik ud på, at offeret blev holdt fast af klassens fire stærkeste drenge ved arme og ben. Forlystelsen var så, i sin oprindelige form, at klassens øvrige elever stak fingre i siden på offeret. Da det naturligvis kildede, skreg offeret i vilden sky. Men efterhånden udviklede det sig til regulær vold. Og mærkværdigvis greb gårdvagten sjældent ind.
Nå, men så var Fregnen jo altså spændt fast, og mobningen begyndte. Der fór en djævel i klassens stærkeste elever. Efter endt kilde-tortur gik de over til lussinger. Og det var ikke harmløse slag, næ efterhånden lagde de alle kræfter i. Frederiks kinder blev røde, og jeg fik virkelig ondt af min gamle legekammerat. Men ikke nok med det; De begyndte at uddele såkaldte gugger-nødder, hvilket vil sige, at de af al kraft slog med knyttede næver oven i hovedet på det stakkels offer. Og til sidst sparkede Røde-Kim ham meget hårdt i skridtet. Fregne-Frederik stak i et smertensskrig. Endelig hørte torturen op. Og så var frikvarteret forbi. Igen var der det dér uudgrundelige blik i Fregnens øjne.
Der gik et stykke tid, hvor Frederik fik lov til at være i fred. Men så en dag, i det vi kaldte det store frikvarter, skete der noget, der forbavsede mig. Vi havde spist vores madpakker og fjollede lidt rundt uden at vide, hvad vi skulle give os til. Fregnen råbte så rigtig højt: Alle drengene sætter mig på pinebænken! Så begyndte han ellers at løbe. Vi fangede ham naturligvis hurtigt; Så fik han sin tur på pinebænken. Men hele affæren undrede mig meget. Og jeg havde ikke længere ondt af Fregne-Frederik.
Der gik mange år; Vi forlod folkeskolen, Frederik og de andre var borte for alle vinde. Men efter lang, lang tid, mødte jeg igen min gamle legekammerat. Vi havde begge efterårsferie fra vores studier og job. Vi har vel været ca. 20 år. Ja, sagde Fregnen, jeg kender jo en pige, der ser ret godt ud! Fedt nok, svarede jeg. Er det din kæreste? Næh, lød svaret, det er bare en, jeg knepper. Og jeg syntes, det lød ret trist. Dengang var jeg meget romantisk anlagt. Og der var stadig et sørgmodigt udtryk i Frederiks øjne.
Der gik endnu nogle år, og så mødte jeg en pige ved navn Jeannette. Hun kendte også Fregne-Frederik. Ja, sagde hun, han frekventerede jo jævnligt en spanking-klinik, som hun arbejdede for i hovedstaden. Og han var ikke sadistisk, næh han forlangte at få tæsk.
Men en dag skete der noget uventet, fortalte hun. Fregnen var som så mange gange før spændt fast på arme og ben. Når hun optrådte som den dominerende bøddel, var hun opkaldt efter SS-Ilse, selvom hendes rigtige navn jo var Jeannette, men det passede selvfølgelig ikke til en sadist. I virkeligheden var hun en elskelig kvinde, det her var blot hendes arbejde. Hun svingede pisken, og Frederik skreg. Han fik sin halve times pisk, og blev dernæst allernådigst løsnet fra sine læderstroppe og gik ud i forværelset, hvor man traditionelt fik en kop kaffe og en joint ovenpå ydmygelserne. Det var med i prisen. Så gik døren op.
Ind kom en lidt forhutlet mandsperson; Frederik syntes, han virkede bekendt. Og så slog det ned i ham: Det var jo Røde-Kim. Alle livets ydmygelser vældede op i ham. Men han sagde ikke noget, det var almindeligt, man ikke hilste på hinanden på SM-klinikken. Ilse kom ind og sagde henvendt til Kim: Du må gerne komme med her, og det gjorde han. Men det skulle han nu aldrig have gjort.
Røde-Kim gik ind i det mørke spanking-lokale. Imens fortalte Fregnen alfonsen om, hvilke gamle erindringer han havde med den brutale fyr. Ordene vandt genklang og alfonsen, som havde stor sympati for masochisten Fregne, hidkaldte sine tre sikkerhedsvagter. Så lavede de en snedig plan. De fire hærde-brede mandfolk gik ind i SM-rummet og tog hårdt fat om Kim. Snart havde de spændt ham fast i tortur-stolen, selvom han hylede og skreg. He, he, he, kom det fra Ilse, der slikkede sig om munden. Kim var ikke meget værd. Og så hidkaldte de Fregne-Frederik og gav ham pisken i hånden.
Kan du huske pinebænken? Spurgte Frederik. Kan du huske folkeskolen? Kan du nu kende mig? Der gik en prås op for sadist-Kim. Jamen, jamen, det er jo så længe siden! Ja vel er det så, men jeg har altså ikke glemt det endnu. Fregnen var lidt uvant med situationen, men han mærkede alligevel en vis fryd. Røde-Kim jamrede. Det var ikke det her, han var kommet for.
Bare slå dig løs! Opfordrede Ilse. Giv ham nogle ordentlige svirp! Fregne-Frederik løftede pisken, og Sadist-Kim rystede af skræk. Men så sænkede han den igen. Løsn ham! Sagde han til alfonsen og dennes håndlangere. Han er det ikke værd! Og det var netop den totale ydmygelse af den fastspændte sadist.
Fregne-Frederik kom aldrig mere for at få afstraffelse, og Røde-Kim holdt sig også væk fra SM-klinikken, fortalte Ilse alias Jeannette med et underfundigt smil.