Byttepengene

Byttepengene er historien om to ganske unge drenge, der har en lidt for sød tand, og således ryger ud i alverdens økonomiske forviklinger. Egentlig foregår den her i Fredericia, midt i 60´erne, men den kunne principielt foregå hvor som helst. Næsten alt er fri fantasi. Stilen er stadig den lettere genre, med et forsøg på at se lidt humoristisk på tingene. Dertil et lille element af alvor, denne gang nogle tanker om sandhed og løgn.
PRINT
Lyt til
Bestil
Kapitel 1

Lige fra min årle barndom har jeg været vant til at bo i almennyttigt boligbyggeri, så der har altid været kort afstand til naboer og legekammerater. Det var sådan, jeg i seksårsalderen fik en rigtig god ven ved navn Svend. Svend og jeg kom snart på bølgelængde, og blandt vores mange fælles interesser var naturligvis slik og søde sager. Engang imellem besad vi et kræmmerhus bolsjer, og så delte vi lige, sådan omtrentligt.

I det daglige var der lavvande i vores kassebeholdning, så vi stod tit og trykkede næserne flade mod købmand Jensens butiksrude. Købmand Jensen var den inkarnerede engel, der opfyldte folks ønsker, hvis man da ellers kunne betale. Hvad kunne du bedst tænke dig? spurgte vi hinanden. Vingummi, chokolade eller lakrids? Det sidstnævnte var som regel vores favorit; vingummi var jo for tøser og andre pattebørn, chokolade forsvandt alt for hurtigt, men lakrids var for raske drenge i førskolealderen. Vi sukkede dybt over de utilgængelige lækkerier. Gode råd var, bogstaveligt talt, dyre.

Sådan gik der lang tid, indtil fristelsen en dag blev os for stor. En lørdag over middag sad vi i vores hemmelige hule og debatterede, hvilke fortryllende sager vi ville købe, hvis vi var millionærer eller i det mindste havde 1,50 kr. Det var købmandens pris for de mindste poser med spejderhagl. Lang tids tavshed. Pludselig udbrød Svend: Jeg ved, hvor der ligger 1,50 kr! Jeg stirrede lidt vantro på min ven. Det var dog noget nyt, at pengebeløb i den størrelsesorden lå fremme rundt omkring. Men jeg blev jo nysgerrig og spurgte: Hvor henne er det?

Først anlagde Svend en meget hemmelighedsfuld mine; men snart flød hans mund over med, hvad hjertet var fuldt af. Hjemme hos mig, begyndte han, har min mor en hylde øverst oppe i køkkenskabet over håndvasken. Dér ligger altid lidt småpenge. Når jeg skal gå byærinder, er det dér, hun tager mønterne. Jeg tror ikke, hun ved sådan helt præcist, hvor mange der skal være. Man kunne godt se,  at Svend tænkte, så det knagede, og jeg lod mig rive med af hans spekulationer. Men er det ikke at stjæle? indvendte jeg. Nej, nej, argumenterede Svend, tyveri er, når man går ind i et hus med lommelygte og maske og tager folks smykker. Husk på, det er jo også derfra, hun tager min 50-øre hver mandag, når jeg får ugepenge. Nogle af de penge er på en måde mine. Hvis nu vi, bare for eksempel siger, der ligger over ti kroner, så kunne man måske tage et forskud til en lille pose spejderhagl. Svend så lyset.

Det lød jo dragende, men forekom mig dog stadig at være lidt beslægtet med at hugge. Jeg forelagde Svend mine moralske anfægtelser. Hvad nu, hvis pengene er beregnet til rugbrød og havregryn? Igen måtte Svend gruble lidt, men i et øjebliks klarsyn udbrød han: Jeg lægger dem jo tilbage igen! Næste mandag og to mandage efter, når min mor giver mig min 50-øre, venter jeg bare, til hun ikke ser det og lægger den så tilbage igen. Svend var begejstret over sin egen regnskabstekniske kreativitet og påhitsomhed. Det har ikke noget at gøre med at stjæle! Det er jo bare noget, vi bliver nødt til at gøre, hvis vi skal have spejderhagl. Min mor opdager det aldrig, forsikrede Svend, og da det nu lod til, at der intet fordækt var i foretagendet, blev jeg svært interesseret.

Nu kunne det jo lyde, som om jeg var en from engel og Svend den grumme forbryderspire, men det var aldeles ikke sandheden, hvilket snart skulle afsløres. Mener du, vi skal låne 1,50 kr. af byttepengene til en lille pose spejderhagl? spurgte jeg halvt forarget, halvt fascineret. Ja da, sagde Svend, kunne det ikke være alle tiders? Jo, svarede jeg tøvende, men ville det ikke være bedre at snuppe 2,50 kr, så vi har til en af de store poser? Skam få mig. Forslaget gik alligevel glat igennem, og vi forlod vores lille hule for at begive os til Svends bopæl.

Ved ankomsten til denne selvbetjeningsbank styrede vi målbevidst til køkkenet, Svend klatrede op, så på beholdningen og jublede. Jeg kan sagtens tage 2,50 kr, uden min mor ser noget. Han så meget sigende på mig og pointerede igen, at det jo bare var et lille lån. Men, tilføjede han så, og jeg kunne se, noget lumsk var faret i ham. Du skal også kravle herop! Hvorfor det? Har du ikke pengene? spurgte jeg. Jo, sagde Svend og så dybt alvorlig ud, men jeg synes du skal tage de to 25-ører, så tager jeg daleren. På den måde er det ikke mig, der har lånt det hele. En daler var på den tid den almindelige betegnelse for det, vi i dag kalder en tokrone. Vi skal jo dele spejderhaglene, ikke? Umiddelbart følte jeg mig ikke forpligtet på nogen måde. Det var Svends idé, og det var Svends mors penge, så jeg kunne virkelig ikke se, at jeg behøvede at bidrage økonomisk eller ansvarligt. Dobbeltskam få mig. Jeg gjorde dog, som der blev sagt. Målet helliger midlet.

Efter således at have afstivet vores anløbne moraler gjorde vi det uskyldige udlæg i Svends mors nettokapital og drog uden videre skrupler af sted mod den lokale handlende. Vi vil gerne se på nogle spejderhagl, proklamerede Svend stolt henne hos købmanden og satte trumf på: Den største pose du har! Hvorefter han straks tilføjede: Det er til én, vi kender. Købmanden lyste op i et stort smil. De største er dem herovre til 2,50 kr, men det er jo mange penge. Har ham, I kender, mon råd til det? Sæ´fø´li´, svarede Svend, mens han rettede sig helt op og forsøgte at se mandig ud. Pengene er her, helt på øre. Svend struttede af stolthed. Nå, nå, man er nok velhavende i dag. Nu håber jeg, de må smage jer, lød det fra den rare leverandør, og så var vi ellers på vej mod den hemmelige hule med rovet.

Hvad vi ikke vidste, var, at købmand Jensen og Svends mor, Ingrid, som hun hed, i selvsamme stund fik sig en lang og hyggelig sludder. Butikken byggede ikke på, at man bare kom ind, købte varer og så gik igen med det samme; nej, der skulle en snak til. For de fleste af Jensens kunder var dette den egentlige grund til, at de handlede netop hos ham. Jeg skulle lige købe lidt havregryn og rugbrød, sagde Ingrid. Du ved, de børn æder jo én ud af huset. Ja, og så to gaspoletter. Det var noget, der ofte var brug for i enhver husholdning. Så gerne, svarede købmanden. Her er fødevarerne, og poletterne kan jeg give særlig rabat på i dag. Hvad skal det dog sige? spurgte Svends mor. Hun var vant til, at den slags havde en helt fast pris, sådan lidt ligesom frimærker. Hvad skal de to poletter da koste? Normalt en krone pr. styk, sagde Jensen, men jeg tror, de to drenge afleverede to poletter i stedet for to 25-ører, så jeg har jo fået 1,50 kr. for meget. Du får dem altså for 50 øre, så kan du afregne med poderne. Og så må du så mange gange undskylde ulejligheden. Jensen smilede hjerteligt. Men jeg forstår det nu ikke helt, svarede Ingrid. Jeg er så godt som sikker på, at der stadig var to gaspoletter hjemme på min hylde. Kan du ikke huske, jeg købte fire i sidste uge? Jo, Jensen huskede det godt. Måske skulle vi sætte de to unge mennesker på en lille prøve, foreslog han. Hvordan dog det? spurgte Ingrid. Jo, hvis nu du går hjem og siger, at… hviske tiske.

Kapitel 2

Da vi nåede vores skjulested, fandt Svend den store pose frem. Så går det løs! proklamerede han med strålende øjne og åbnede for herlighederne. Han bød mig det første hagl og tog naturligvis også selv et, og dér sad vi og gnaskede løs, mens vi ikke ét sekund fjernede blikket fra puljen af lånefinansieret snolder. Tag bare et mere, tilbød Svend generøst, og jeg gjorde naturligvis, som der blev sagt. Imidlertid fik jeg, som det så ofte sker for børn i den alder, fat på to stykker, der hang sammen. De hænger sammen! triumferede jeg, så må man spise begge to! Svend virkede noget forbeholden. Nu tager jeg altså tre, kom det så meget bestemt fra ham, og jeg turde ikke protestere. Interessemodsætningerne angående fordelingen af byttet øgedes stadig, og til sidst udbrød Svend: Nu kan du ikke få flere! Der var stadig halvdelen tilbage. Da festen jo åbenbart var forbi, og jeg ikke længere syntes, det var sjovt, sagde jeg tak for de spejderhagl, jeg trods alt havde fået, men nu måtte jeg altså hjem. Så hørte vi Ingrids kalden ovre fra altanen.

Hej I to, kan I lige komme herop! gjaldede hun. Vi fik begge en idé om, at det næppe var en indbydelse, der indebar noget fornøjeligt, men begav os dog med tunge skridt mod Svends hjem og Ingrids uvelkomne invitation. Vi frygtede det værste, men det skulle vise sig at blive endnu værre. Ingrid var lige kommet hjem fra en lille indkøbstur til købmand Jensen. Har I det godt? spurgte hun. Vi trak lidt på det. Joe det går da meget godt, svarede vi, hvilket var to lodrette løgne. Ja, fortsatte Ingrid så: Købmanden spurgte så pænt til jer. Man kunne se noget usikkert i Svends øjne. Hr. Jensen fortalte jo, at I har været et par meget gode kunder og købt en stor pose spejderhagl. Ups, vi havde ikke indkalkuleret den risiko, at Ingrid og købmanden udvekslede erfaringer. Vi mærkede vore fundamenter skælve under os, og det blev ikke bedre af, at Ingrid så tilføjede: Købmanden var meget bekymret, han sagde, I måske havde fået en pose med bolsjer, der var blevet dårlige af at have ligget for længe i solen. Ja, han var bange for, de måske ligefrem kunne være giftige. Se, det satte jo sagen i et andet og meget mere foruroligende lys.

Har I spist nogen spejderhagl i dag? spurgte Ingrid. Nej, nej, jeg har ikke spist spejderhagl, bedyrede jeg. Svend samtykkede straks. Nej, for Svend ville have dem alle sammen! fór det ud af mig. Ingrid frydede sig. Nu var hun vist ved at få sået splid blandt ungdomsforbryderne. Svend sendte mig et spiddende blik, og det gik op for mig, at jeg nok havde sagt noget forkert. Vi skulle købe dem til Feddersen, og vi afleverede dem på vejen hjem, forsøgte Svend sig. Feddersen var en ældre pensionist, alle tiders hyggelige mand og rar overfor børn, i ordets positive betydning. Han boede i en af blokkene nærved. Ja, og så fik vi jo et par hagl af Feddersen for at gå ærindet, tilføjede vi.

Så må I gå over til Feddersen og sige, at han straks skal smide posen ud, befalede Ingrid. Købmanden sagde, man kunne blive ret så syg af dem. Det starter med ondt i maven. Svend undertrykte et surt opstød. Jeg fik også en følelse af, at ikke alt var i orden i de mellemste regioner. Ja, og så begynder man at blive svimmel. Ingrid så med fryd, hvordan vi kæmpede med at holde balancen. Det kan også vise sig ved, at man får sorte striber i mundvigene, men det er nu ikke så farligt. Hun gik helt tæt på os og rystede på hovedet. Tsk, tsk, tsk, det ser ikke godt ud. Svend og jeg rystede som espeløv. Ja, I må nok hellere holde sengen et par dage, så kan det da være, det går over. Vi nikkede ivrigt. Sådan gik det til, at Svend og jeg måtte holde sengen et stykke tid. Det var dræbende kedsommeligt, men en trøst var det dog, at vi havde en vis chance for at overleve spejderhaglsforgiftningen. Men hermed var Ingrids psykologiske opdragelse ikke slut.

Stik imod alle forventninger kunne vi stå op fra vores sygeleje efter nogle få dage, men så tog Ingrid os igen i rette. Jeg har en god nyhed! Jo, sagde hun, jeg var lige hos købmand Jensen, og han var meget flov over at have solgt jer de dårlige spejderhagl, som I skulle hente for Feddersen, så han tilbød, at I kunne give Feddersen en ny pose eller pengene tilbage. Hvad tror I, han helst vil have? Pengene, udbrød vi i kor. Vi havde fået spejderhagl nok for et stykke tid. Det tænkte jeg jo nok, svarede Ingrid, så her har I 2,50 kr. Men, det er jo Feddersens penge, så I må gå over til ham med det samme og give ham dem tilbage igen. Og så må vi håbe, han ikke også har fået spejderhaglssyge!

Så spænede vi ellers det bedste, vi havde lært, over til Feddersen i den anden blok. Det tog lidt tid, inden den gode mand åbnede døren. Nej, men er det jer? Det kunne vi jo dårligt benægte. Kom indenfor! Ja, altså Feddersen, du må hjælpe! væltede det straks ud af os. Den er gruelig gal! Svends mor tror, vi har købt en kæmpe pose spejderhagl til os selv. Vi anlagde vores mest troskyldige ansigtsudtryk. Du må sige til hende, at det er dig, der har givet os pengene, for, at vi skulle købe slikket til dig. Feddersen så alvorligt på os, men smilede alligevel umærkeligt. Ja, fortsatte vi, så du må altså sige, at vi har givet dig 2,50 kr. tilbage, fordi købmanden havde solgt nogle dårlige hagl.

Men hvordan har I da kunnet skaffe 2,50 kr. til posen? spurgte vores aldrende ven. Jae, Svend hakkede lidt i det, men udbrød så: Det er nogle penge, vi har lånt! Ser man det, svarede Feddersen og studerede os nøje. Vi begyndte at indse, at vores forklaring haltede ret så meget, men så var Svend igen kvik og korrigerede sig selv: Ja, altså, faktisk fandt vi pengene. Men dog, men dog, der er nok nogen, der har heldet med sig! Vi nikkede ivrigt og smilede bredt, som om vi virkelig følte os meget heldige.

De 2,50 kr. dér er en sag mellem købmanden og jer, sagde Feddersen. Dem skal jeg ikke have. Men jeg kan da godt sige til Ingrid, at jeg har spist en halv pose spejderhagl, for det har jeg da. Selvom det er mange år siden, kom det så prompte, men I får mig altså ikke til at lyve. Det vil jeg ikke, for det er meget grimt at lyve! Feddersen så undersøgende på os og tilføjede så: Det er næsten ligeså slemt som at stjæle! Vores blikke flakkede lidt rundt mellem vægge og loft. Men atter var Feddersen vores redningsmand. Der ér noget, vi kan gøre! sagde han. Vi lyste op i spændt forventning. Hvad da? Feddersen stak hånden i lommen og fandt nogle mønter. Se, her er 2,50 kr, som I kan sige, jeg har givet jer. Så har jeg jo ikke løjet, og I kan sikkert godt bruge dem, hvis jeg kender jer ret. Spejderhagl har jeg ikke brug for. Vi syntes, det var alle tiders gode løsning, så sådan blev det. Vi gik glade derfra og vendte næserne hjemad.

Kapitel 3

Da vi kom hjem til Svends bolig, tog hans mor atter imod. Hvordan det var gået? Var Feddersen blevet syg? Jamen, nej mor, svarede Svend, han ville slet ikke have pengene. I hvert fald ikke dem alle sammen, tilføjede han så hurtigt.  Han sagde, han havde spist halvdelen af posen, og den ville han gerne betale for. Så her er  1,25 kr. Svend rodede i sin lomme og rakte pengene frem. Hvor er så den sidste halve pose? spurgte Ingrid. Ja, den sagde han, at han havde smidt ud. I de store buske, nede bag den anden blok, fortsatte Svend i sin dybe desperation. Lige nede omkring vores hemmelige hule. Ingrid så stadig skeptisk ud, men tog dog imod mønterne og lod os løbe ud at lege.

Vores kassebeholdning var nu på 3,75 kr. Kom! udbrød Svend så, lad os gå hen til hulen og hente den sidste halve pose med spejderhagl! Jamen hvorfor det? spurgte jeg naivt. De er jo giftige. Netop, fortsatte Svend og hviskede mig en udspekuleret plan i øret. Hviske tiske.

Det er altså lidt mystisk det her, funderede Ingrid højt, da hun næste gang var hos købmanden. Da jeg fik de 1,25 kr. for Feddersens halve pose spejderhagl, kunne jeg se, at Svend havde yderligere en tokrone, og der var tilmed noget, som raslede i hans lomme. Ja, sagde købmand Jensen diplomatisk, det lader til, de unge mennesker har en god likviditet for tiden. Igen et stort smil. Det irriterer mig faktisk ret meget, for vi har inviteret Feddersen til aftensmad på fredag, og nu kommer jeg til at mangle både kød og kartofler. Jensen nikkede forstående, og sagde, at Ingrid da sagtens kunne få det skrevet, hvilket hun modstræbende gik med til. Hun havde jo hårdt brug for varerne.

Imens var vi i fuld gang med at flikke en lille bod sammen ved indgangen til vores hemmelige hule. Svend inspicerede arrangementet nøje. Det ser sgu´ godt ud, konstaterede han selvtilfreds. Især skiltet der: ”Hejderspagl.” Det bliver en stor forretning det her, meget stor. Måske kan vi tage til pølsevognen og få en rød pølse med brød og det hele. Hver! Eller købe en isvaffel med fem kugler ovre i iskiosken. Svend så drømmende frem for sig.

Det var nemt at skaffe cyklende reklamedrenge. Nogle af de yngste purke påtog sig gerne dette job. Det var de så vant til, når nogen holdt tombola over brugt legetøj. Deres opgave var at cykle kvarteret rundt og med høje råb annoncere for det uforlignelige tilbud. Dette blev honoreret med en beskeden løn. Vi pakkede haglene i små, gennemsigtige cellofanposer, som Svend havde fra sin fars tomme cigaretpakker. De så indbydende ud, og vores forventninger var store. ”Spejderhagl kun 3 øre. 4 for 10!” gjaldede vores cyklende forkyndere ud over hele nabolaget. Desværre skulle det vise sig, at de var lidt for nidkære i tjenesten. De overfortolkede deres stillingsbeskrivelse ret så kraftigt og lagde ruten forbi, ikke blot de nærmeste blokke og villaveje, men også omkring købmand Jensens lille udsalgssted. De tænkte vel, at her var et godt marked.

Det varede ikke længe, før de første kunder indfandt sig. Først kom Uffe slentrende forbi, og vi råbte ham an. Det viste sig,  at han lige havde ti øre, så han købte en fin lille pose med 4 spejderhagl. Ja, og det er jo altså nogle ganske særlige hagl! Kan du se ringen dér på midten? Det er dér, de to halvdele er samlet. Og vores er håndsamlede. Det er derfor, nogle af dem er skæve i limningen. De koster lidt ekstra, de er jo sjældne. Svend var i hopla. Det trak Preben til, som dog ikke lige havde nogen penge, så han ville gerne skylde. OK, sagde Svend noget modvilligt, men hvis det er noget med kredit, ja så er det altså MIG, der bestemmer. Nu går jeg ud bagved og tager mig af de store linjer. Jeg var dermed degraderet til salgsassistent, men vi havde det jo sjovt.

Fini bemærkede sammenstimlingen og kom hen for at spørge om, hvad det hele var for noget. Jeg meddelte ham vores prispolitik, og han rodede i sine lommer, uden dog at finde nogen kontanter, men så trak han en gaspolet frem, hvor han så end havde fået den fra. Der er en, der spørger, om han kan betale med en gaspolet! råbte jeg til direktøren ude bagved. Svend lyste op! Selvfølgelig, den kan tælle som 50 øre! Derefter kom kvarterets skræk, Store-Jørgen. Er der noget med, at I sælger spejderhagl stykvis? spurgte han og så skeptisk på vores lille bod. Hvor har I dem fra? Vi sagde, at det var en forretningshemmelighed, og det svar lod til at nyde almen accept. Derefter ankom Grønskollingen. Ja, jeg har altså kun en tysk 5-pfennig, sagde han. Vi vidste ikke helt, hvad den kunne være værd, men blev enige om, at den kunne vi nok få brug for, når vi skulle være soldater. Altså tog vi imod den, dog kun mod to hagl.

Efter en lille times tid havde vi næsten fået udsolgt, og der lå en pæn beholdning i vores cigarkasse. Vi syntes, sagen havde taget en god vending, men så må der åbenbart have spredt sig visse rygter angående haglenes sundhedsværdi. Omkring hjørnet kom nemlig en lille og vred flok af vores kunder, og vi fik straks en fornemmelse af, at de vist ikke kom for at købe mere slik. I front gik Store-Jørgen, han var jo et par år ældre end os andre og et hoved højere. Omkring ham gik Uffe, Preben, Fini, Tvillingerne og Grønskollingen. Der er de! råbte Fini. Nu har vi dem! Og så satte hele kundekredsen ellers i løb mod vores stakkels butik.

Det er fandeme for dårligt med de spejderhagl, sagde Store-Jørgen. De er jo smadder-giftige! De er garanteret lavet af gamle, rådne, selvdøde spejdere! Store-Jørgen var ved at tale sig varm: Hejderspagl sælges, ja det må I nok sige! Skal det være med arsenik eller stryknin? Koster det ekstra, hvis de har ligget i blød i blåsyre? Min lillebror er allerede død af dem, han skal begraves i morgen, og min søster ligger og kvabber derhjemme!  Ja, hylede Grønskollingen med i koret: De er krampyliske! Jeg vil have pengene tilbage! I D-mark! Selv Preben, der havde købt på kredit, forlangte fuld refusion. Konfronteret med denne overvældende utilfredshed tænkte vi ikke på, at Store-Jørgen var enebarn.

Den generelle misstemning tog til, flere havde afdøde slægtninge, og da Fini fandt på, at han ikke blot ville lade handelen gå retur, men også ønskede fuld kompensation for udgifter til lægehjælp og dyr medicin, ja, da blev dette lynhurtigt et folkekrav. Så, så, rolig, begyndte jeg, de er kun giftige for børn, og for at lægge vægt bag mine ord, tilføjede jeg: Små børn! Se bare på Feddersen, han har ædt en masse og fejler ikke det fjerneste. Men OK, vi kan da prøve at skaffe nogle nye spejderhagl, der ikke er nær så giftige, lokkede jeg; men forslaget faldt ikke i god jord. Svend og jeg så fortvivlede på hinanden. Så ankom vores tre reklamedrenge og forlangte deres løn. Erstatningskravene tårnede sig op, og vi så i øjnene, at vi måtte afvikle vores ellers så driftige gesjæft.

Kapitel 4

Der blev ikke noget af at lukke boden under ordnede forhold. Svend sprang resolut op og greb en håndfuld mønter, som han kastede i grams til vores kreditorer. Låget på pengekassen blev smækket i, og Svend råbte: Kom, skynd dig. Så løb vi ellers, alt hvad remmer og tøj kunne holde, ned til de forladte kolonihaver med kontantbeholdningen. I kan bare vente jer, råbte Store-Jørgen efter os, og de øvrige unger hylede med i koret. De sidste spejderhagl nåede vi ikke at få med, men det gjorde nu heller ikke så meget. Dem kunne vores utilfredse kunder jo dele.

Da vi endelig kom hjem, blev vi atter mødt af Ingrids allerhjerteligste smil. I har været længe væk, har I haft det sjovt? Svend mumlede noget om, at vi havde været ovre på fodboldbanen og ja, det havde da været smaddersjovt. Vores ansigtsudtryk røbede vist noget andet. Hvad har I for øvrigt i den æske der? Øh, ja, der er i hvert fald ingen spejderhagl, bedyrede vi, hvilket var sandt. Det er sådan en slags klubhemmelighed. Javel så, nikkede Ingrid indforstået. Så synes jeg, vi skal gå hen til købmand Jensen og fortælle det til ham. Han er vældig dygtig til at opklare den slags hemmeligheder. Og husk nu endelig at få cigarkassen med.

Mødet med vores leverandør var ikke noget, vi så frem til. Det skulle da også vise sig at blive langt mindre behageligt, end da vi købte den store pose spejderhagl. Købmand Jensen tog som sædvanlig smilende imod. Det er sandelig rart at se, I er blevet raske igen! I kan tro, jeg har været bekymret. Vi bedyrede, at det ikke havde været så slemt endda, og nu var vi jo atter i fuld vigør. Ja, sagde Ingrid, de blev jo noget sløje, men jeg fik dem da hurtigt på højkant igen. Tænk ikke på det, sagde vi i vores storsind. Det er jeg glad for at høre, svarede den rare købmand. Ingrid fortalte mig jo, at I måtte tage et par dage i sengen. Ja, svarede Svend, men så slap vi jo for at vaske op! Nå ja, Jensen så meget glad og lettet ud, det var da et lyspunkt. Men der er nu en lille ting, der undrer mig. Ser I, da jeg skulle gøre kassen op, var der ingen 25-ører, men der var til gengæld to gaspoletter. Hvis det kan passe, har jeg jo fået 1,50 kr. for meget. Forstår I noget af det? Vi var tavse som den hellige grav, men rystede ivrigt på hovedet, som tegn på, at vi også fandt det yderst besynderligt. De overskydende penge må jo tilhøre jer, sagde købmand Jensen honningsødt.

Ja, så synes jeg, I skulle fortælle hr. Jensen, at Feddersen har spist en halv pose, brød Ingrid ind. Vi var i dyb vildrede, men i det samme åbnede døren sig, og Feddersen trådte ind. Næh, men goddag Thyge! udbrød købmanden, for det var Feddersens fornavn. Har du også måttet holde sengen? Nej da, svarede Feddersen, ukrudt forgår skam ikke så let. Han grinede over hele sit runde hoved. Drengene har måske fortalt om deres bekymringer? Ja, begyndte Ingrid at himle op, de siger, du har givet dem 2,50 kr, eller rettere en tokrone og to gaspoletter! Kan det mon passe?

Det er rigtigt nok, at jeg gav dem 2,50 kr, men bestemt ikke gaspoletter. Jeg varmer ikke med gas; vi fik jo installeret elkomfur for to år siden. Vi stod og så skriften på væggen. Vores snedige plan var ved at slå fejl. Vil det sige, at du gav dem pengene, for at de kunne gå til købmanden for dig? spurgte Ingrid stramt. Jeg troede ellers ikke, du spiste slik. Feddersen måtte lede lidt efter de rette ord; hvordan kunne han nu svare uden at lyve? Ja, jeg gav dem 2,50 kr, så de kunne ordne et ærinde, eeh, ja, et meget vigtigt ærinde. Han tørrede sved af panden, men var dog lettet. Nu havde han jo ikke løjet.

Hmm, resignerede Ingrid og rettede sit mest gennemborende blik på os to unge syndere. Svend, nu skal du være ærlig og svare mig: Har du taget 2,50 kr. på køkkenskabet? Svend skulle lige til at tilstå, men så fór den geniale tanke ned i ham, at det havde han egentlig ikke, han havde jo kun taget daleren, så han kunne svare: Nej mor, det har jeg ikke. Nå, fortsatte Ingrid og så på mig: Er det dig, der har taget 2,50 kr.? Inspireret af Svends eksempel kunne jeg jo også afkræfte, da jeg jo kun havde taget to 25-ører. Men vores svar, sandfærdige som de end var, lod ikke til at stille Ingrid tilfreds. Hmm, sagde hun. Ja, så må tvivlen jo nok komme de anklagede til gode. Ja, indskød købmand Jensen, de kan jo ikke gøre for, at alle drengene render rundt med sorte streger ved mundvigene. Og de kan jo heller ikke gøre for, at der er nogen, der cykler rundt med annoncering for stykvist salg af spejderhagl. Jensen blinkede til Ingrid. Ja, ja da, så gør vi ikke mere ved det lige nu, sukkede hun og skiftede emne. Jeg skulle jo også købe en stor spegepølse og en lille bakke leverpostej. Ingrid så allerede glad ud ved tanken om den gode aftenfrokost, men blev så langsomt eftertænksom. Der er altså noget i det her regnestykke, der ikke stemmer. Feddersen begyndte også at blive lidt konfus. Skal jeg forstå det sådan, at de to potentielle ungdomskriminelle delvist har betalt med gaspoletter?

Så brød Svend aldeles sammen. Jamen mor, jeg gør det aldrig mere. På spejderære! Du må gerne trække mig i lommepenge de næste 5 uger, ja resten af mit liv. Svend trak mig med sig i sit fald. Jeg har været med, fandt jeg det klogest at indrømme. Det var mig, der tog 25-ørene, hvorefter jeg straks tilføjede: Fordi Svend sagde, jeg skulle. Som en sidste salut gjorde jeg sagens stilling endnu mere håbløs ved at sige: Vi så jo ikke, at det var gaspoletter. Ingrid så meget, meget vred ud, og vi skælvede af frygt og bondeanger. Men da var det, at Feddersen begyndte at skrupgrine. Jeg tror, de unge mænd her har scoret kassen. De har købt en pose spejderhagl for penge, de har, om jeg så må sige, ”fundet” og spist halvdelen. De har fået penge tilbage fra købmanden og yderligere 2,50 kr. af mig! Så har de afleveret 1,25 kr. hjemme, men resten af bolsjerne har de solgt stykvist med stor fortjeneste. Det er vist på tide at gøre boet op.

Ja, det tegner interessant det her, kom det fra Ingrid. Vil I være venlige at åbne jeres cigarkasse? Vi måtte jo gøre, som der blev sagt, og den betragtelige samling af mønter blev beundret. Under stor bevågenhed blev kassen gjort op, og resultatet var, at den indeholdt 3,75 kr, en gaspolet og 5 pfennig, alt sammen tjent på yderst tvivlsom vis. Ser man det! Vi følte os ikke helt på højde med situationen. Det var, som om vores kapital havde fået negativ værdi. Kort fortalt blev kassen gjort op og fordelt til de retmæssige ejere, og vi blev ikke ladt penge eller ære i behold. Feddersen skulle have sine 2,50 kr. tilbage, købmand Jensen også 2,50 kr, som han dog straks eftergav os. I har vist lidt nok, sagde han glædesstrålende. Svends mor fik 2,25 kr. Den samlede fordring på vores fallitbo løb dermed op i 5,25 kr. plus en gaspolet. Jamen, den talte jo kun som 50 øre, indvendte Svend. Ja, det gør jo ikke sagen bedre, kom det prompte fra Ingrid. Så skylder I jo 50 øre til det stakkels barn, I har snydt og bedraget! Det var ikke noget stakkels barn, jamrede Svend, det var bare Fini ovre fra den anden gård! Nå ja, det er da ellers pudsigt nok, for Fini er jo søn af fru Jørgensen, og hende møder jeg i strikkeklubben i morgen aften. Det skal blive interessant at høre, om hun også er løbet tør for gaspoletter. Nu tager jeg poletten her, sagde Ingrid, så kan den komme i de rette hænder. Så må vi se, om fru Jørgensen kan give tilbage på den. Ellers må I vist hellere tale med Fini. Ingrid sendte os sit allersødeste smil. En strikkeklub var en social foranstaltning, som de hjemmegående husmødre ofte arrangerede på den tid. Som navnet antyder, var ideen, at der skulle strikkes, men i praksis gik det mere ud på sladren, kaffe og blødt brød samt lidt mere sladren. Nogle gange også et glas portvin eller sherry og derpå en hel masse sladren. De hyggede sig rigtigt.

Tilbage var så spørgsmålet om vores detailsalg, men det blev nu aldrig helt udredt. Den positive side af sagen var dog, at vi slap for yderligere sagsanlæg fra vores privatkunder. De sorte streger kunne vaskes af, og Store-Jørgens imaginære lillebror måtte være død af naturlige årsager. Men vil det sige, I har løjet? spurgte Feddersen og Ingrid i kor. Vi var mundlamme. Os fattedes ord.

Da vi nåede det økonomiske slutresultat, var der 1,50 kr. med røde tal på bundlinjen. Dem synes jeg, vi skal holde tilbage med 50 øre i dine ugepenge de næste tre mandage, lød Ingrids dom. Vores friske initiativ havde udviklet sig til løgn over løgn. Hvad der startede som beskedent underslæb, resulterede i regulære usandheder fra både Svends og min side, så købmand Jensen, dernæst Ingrid og endelig Feddersen. Det begyndte at blive svært at holde gode miner til slet spil.

Nå, jamen det ser jo da ellers rigtig fint ud, nikkede købmand Jensen anerkendende. Det skal I ikke være så bange for. Vi stirrede vantro på vores ærlige forretningsforbindelse. Jo, fortsatte han, I har jo blot gjort jeres bedste for at hjælpe os alle sammen. Det skal da ikke komme jer til skade. Ja, og 5-pfennigen kan I bare beholde, sagde han generøst. Den har i jo næsten ærligt og redeligt tjent.

Så var vi tavse nogle sekunder. Svend gjorde krampagtige synkebevægelser, jeg tørrede en lille tåre væk fra kinden og fik voldsom hjertebanken. Jamen, er du så slet ikke vred? Uha da nej. Ingrid greb bolden i luften. Det er da slet ikke så slemt. Også Feddersen tøede helt op. Vi finder nok en løsning med hensyn til jeres underskud. De tre voksne var pludselig kommet i godt humør, de eneste, der var lidt svære at trække op, var Svend og jeg. Vi havde mistet vores gå-på-mod. Luften var gået af ballonen. Vi savnede stolthed og pep, som situationen havde udviklet sig. Men det skulle vise sig, at alt ordnede sig til sidst.

Feddersen så igen på os, fuld af anerkendelse og respekt. Skal jeg forstå det sådan, spurgte han, at I er i forlegenhed over for jeres tidligere kunder? Vi nikkede forsigtigt. Så brød Ingrid ind: Ja, jeg tror altså godt vi kan få afklaret den problematik, for se engang ud ad det store butiksvindue der! Vi blev forvirrede, men da vi gjorde, som der blev sagt, fik vi øje på omtalte vennekreds: Uffe, Grønskollingen, Preben, Tvillingerne, Fini og et par medløbere ovre fra den anden gård, som vi ikke vidste, hvad hed. Forrest promenerede Store-Jørgen på sin jerncykel.

Der har vi dem jo! jublede Ingrid, hvad hun nu ellers ikke havde behøvet at sige. Ingrid og Feddersen samt ikke mindst Svend og jeg rettede blikket mod vores gode købmand. Han var ét stort smil og gik hen og åbnede døren for de forurettede drenge. Der opstod en vis tavshed blandt oprørerne, da købmand Jensen med myndig stemme proklamerede: Enhver, der mener at have tilgodehavender i forbindelse med den senere tids omkringsiggribende omgang med illegale spejderhagl, kan komme ind og fremsætte sine klager. Der blev stille. Ja, der blev meget stille. Jensen lod sit venlige blik feje ud over folkemængden og overraskede igen med sin positivitet. I kan få dem byttet til et lille stykke chokolade. Mærkeligt nok forårsagede hans gavmildhed ingen særlig reaktion. Kom nu bare med indenfor, alle jer, der er utilfredse. Store-Jørgen satte resigneret sin cykel i bevægelse. Kom, vi gider sgu ikke have det pilrådne chokolade. Derpå opløstes flokken, og vi gik modløse med Ingrid hjem.

Senere fandt jeg ud af, hvad kapitalisme kan være for en fæl ting, for da ville Svend have de 50 øre, jeg havde taget. Jamen, det var jo gaspoletter, så jeg har ikke taget nogen penge. Flerfoldigt skam få mig. Desuden mente Svend jo, at to gaspoletter burde tælle for to kroner, og at hele kapitalen måtte tilhøre ham, da han havde været hjernen bag planen, og jeg jo kun havde forkludret det hele. Jeg så anderledes på det regnestykke.

Men skulle nogen nu sige, at stjålen slik ikke smager godt, så tager de grundigt fejl. Det smager himmelsk! Problemerne opstår først for alvor, når uvedkommende begynder at blande sig i finansieringen. Det farligste ved slik er ikke huller i tænderne eller tykke maver. Nej, det er min erfaring, at det er de økonomiske krumspring, der skal til for at tilfredsstille ens sliksyge, som virkelig får én i fortrædeligheder.

Da vi nogle dage senere sad hos Feddersen, holdt han en lille forelæsning om den hårfine grænse mellem at lyve og at gradbøje sandheden. Det kan være næsten det samme. Det er grimt at lyve, men nogle gange behøver man ikke sige hele sandheden, docerede Feddersen. En lille hvid løgn kan godt være på sin plads, men engang imellem griber det om sig, og så kan det gå galt. Ak ja, sukkede vores gode ven, løgn over løgn. Men vi kunne se i hans øjne, at nu var vi tilgivet.

Det siges jo, at forbrydelser ikke betaler sig, men vores oplevelse var dog, at det kan gå meget fint i starten. Og vi må alligevel have lært lidt af hele miséren, for til den dag i dag har Svend aldrig gjort udlæg i beløb, der først eksisterer i fremtiden, og jeg har afholdt mig fra at opfordre til kriminalitet. Derudover har vi fået elkomfur og undgår således gaspoletter. Vi er begge meget nøjeregnende i pengesager og ganske afholdende, i hvert fald hvad spejderhagl angår.

Men vi lyver nu stadigvæk en hel del.