Christine var stoppet op og stod helt stille foran det kæmpestore dukkehus. En gammel pigedrøm, som HUN ikke fik opfyldt som barn. Vidste straks med sig selv, at dét dukkehus skulle hendes dejlige lille Fiona have! “Stille Nacht, heillige Nacht” spillede sig lige ind i hjertet på hende, og det var, som om tiden pludselig stod stille.
Hun så sig selv som barn, helt sammensunken, skuffet og trist, juleaften efter juleaften, fordi hun aldrig fik de gaver, hun havde ønsket, men i stedet fik de gaver, som hendes forældre mente, at hun burde blive glad for.
Ikke mange minutter efter var det imponerende store dukkehus købt, og da Christine netop målbevidst var på vej ud af indkøbscentret, kom hun pludselig i tanker om, hvad Fiona havde sagt den anden dag: “Mor, jeg ønsker mig nogle træsko! Du ved, sådan nogen, som Helle har. De er mørkeblå, og ovenpå er der en rød paddehat med hvide prikker. Jeg kunne godt tænke mig at have de samme træsko som Helle!”
Fiona mærkede hjertet slå hurtigere, for hun havde jo egentlig hverken tid eller råd til træsko nu. Men i et halvhjertet forsøg på at gøre sit bedste gik hun tilbage til indkøbscenteret, selvom fødderne var trætte, og hun hellere ville hjem. Efter en række forgæves forsøg og afvisninger fra skoekspedienter:” Træsko sælger vi ikke om vinteren”, fik Christine fat i nogle hvide træsko med lufthuller i læderet. “Det er tanken, der tæller”, trøstede hun sig selv med.
Fiona var, som altid, så fyldt af forventningens glæde, at hun for rastløs omkring i hele huset, imens hendes forældre gjorde de sidste forberedelser til endnu en dejlig juleaften.
I hele huset var der en frisk duft af gran, en varm duft af stearinlys og en tung duft af stegt and. Hans havde tændt alle lys på juletræet, og så ville de snart se nærmere på de mange gaver under det. Fiona havde også allerede rørt ved hver eneste pakke og set på hvert eneste til-og-fra-kort.
Mens Christine stod og rørte sovsen, og Hans netop havde sat “Last Christmas” på pladespilleren, kom Fiona ud og hev i Christines nye lædernederdel. “Mor, mor” sagde hun med en høj og eksalteret stemme:” Jeg tror, jeg får de træsko”. Det tror jeg altså!”. Hun hoppede op og ned af glæde, så de tykke, brune fletninger og den røde julekjole hoppede med. Christine mumlede hmmm og tilsatte lidt mere Maizena til sovsen, imens hun undrede sig over, at datteren ikke gik mere op i den største gave.
Det lille pus havde selv åbnet den mindste af sine pakker. De hvide træsko lå nu smidt foran hende, imens hun skiftevis græd og skældte ud:” Mor, jeg sagde jo, det skulle være de samme som Helles. Det sagde jeg jo!”
Christine nærmede sig ængsteligt. Hun kunne have gravet sig ned i et dybt hul af skam, da det i dette øjeblik gik op for hende, at hun havde gjort det samme, som hendes forældre gjorde. Det løb hende koldt ned ad ryggen, og hun anede ikke, hvordan hun bedst skulle nærme sig Fiona, og trods alt få hende til at glæde sig. Om ikke andet over, at mor med årtiers forsinkelse om lidt skulle få opfyldt sin pigedrøm. Det var skæbnens ironi.
Hans kom netop ind ude fra den sneklædte have. Stampede sneen af fødderne ude i entréen og sagde: “Fiona skat, hvad er der i vejen? Jeg kunne høre dig helt ud i haven?” Det var så åbenbart startskuddet til, at Fiona løb op ovenpå.
De hørte, hvordan hun smækkede døren til sit værelse hårdt i. Når man kun er et stort børnehavebarn, er det nogle gange lettere at få sit budskab igennem ved at handle i stedet for at bruge en masse ord, som de voksne alligevel mest trækker på smilebåndet af.
“Jeg tager mig af det”, sagde Hans,”du har jo også maden at passe”. “Gud, ja”, udbrød Christine og hastede ud i køkkenet for at se efter, om hun egentligt havde fået slukket for varmen under sovsen?
Den krasse lugt af røg var der ingen af dem, der bemærkede, imens ilden lige så stille bredte sig fra et stearinlys, der var brændt ned til grangrenen, som lyset var fastgjort til.
Christine var flygtet ud i køkkenet til sin mad i sikker forvisning om, at Hans nok skulle få dulmet Fionas vrede med sit eget rolige gemyt.
Lige så stille bredte ilden sig fra gren til gren, og nu var forskellige papirdekorationer på juletræet også gået i brand. Kræmmerhuse, flettede julehjerter, hvide englepapirklip. Ja, selv plastikkuglerne.
Hans havde langsomt nærmet sig Fiona med forståelse og kærlige ord. Skridt for skridt havde han nærmet sig hende på det lille pigeværelse. Var nu nået så tæt på som at måtte nusse hende i nakken.
“Lad os gå ned til mor,” sagde Fiona endelig resolut og lagde sin lille hånd ind i hans. Far smilede lettet, gav hende et stort knus og bar hende hen til døren. Men da han åbnede den, væltede røg og ild ham i møde. Hele trappen op til overetagen stod i brand.