4 Små Julefortællinger

Der er mange måder at fejre julen på, og nogle af de mere usædvanlige beskrives i dette mit første julehæfte. Sri Lanka, København eller Udhede Krat, overalt bringer december og vinteren glade juleminder.
PRINT
Lyt til
Bestil
Den syd-argentinske sneugle

Mit arbejde som ornitolog har gennem årene givet mig mange store oplevelser, men mest uforglemmelig er nok den jul for mange år siden, i Udhede Krat hvor vi kæmpede for den sjældne syd-argentinske sneugles overlevelse.

Det startede med, telefonen ringede klokken fem om morgenen, den 22. december. Jeg var naturligvis søvnig, men som ornitolog er man vant til at blive vækket på ubelejlige tidspunkter. Det var Ole Svendsen, min assistent i Naturstyrelsen; han lød meget oprørt. Gæt hvad jeg har set, chef? Gispede han. Nå ja, sagde jeg, gætte, det er jo rimeligt kompliceret. Alene i vores område, har vi over 2.000 fuglearter. Og derudover plejer du jo at se en hel del udover fuglene. Jeg håbede sandelig på, han havde noget epokegørende at berette. Og det havde han minsandten.

Vi har et sneuglepar her på hedearealet, fremstammede Ole, og ikke et hvilket som helst sneuglepar, det er den næsten uddøde syd-argentinske sneugle. Det er aldrig set før i vores territorie, eller i Skandinavien som sådan. Det er en sensation!

Ja, det er det i sandhed! Svarede jeg. Er du nu helt sikker? Havde den højtliggende næsebor og gullig/hvide pupiller? Ja, ja, lød svaret, jeg er helt sikker, jublede min assistent! Og beige halefjer? Ja. Og afrundede svingfjer? Jamen chef, der er ingen tvivl! Du må skynde dig at komme! Det gjorde jeg naturligvis. Et arbejde som ornitolog er ikke særligt indbringende, sådan rent økonomisk. Og firmabil er der sjældent tale om, så jeg måtte afrime min gamle Toyota for at komme ud til min kollega i felten – og til den sjældne syd-argentinske sneugle, hvis det da kunne være rigtigt.

Der var helt mørkt i observatoriet, da jeg ankom ved kvart over seks tiden, men det var jeg forberedt på, vi tænder jo ikke lys, når vi forsøger at observere ud over området. Jeg gik op ad trappen og så Ole sad tryllebundet foran kikkerten. Kom og se, sagde han, uden at hilse først. Jeg har den her på kornet. Jeg trådte nærmere for at se; først så jeg intet, fuglenes camouflage mod den hvide, nyfaldne sne var jo nærmest perfekt. Men så vænnede mine øjne sig til mørket, og minsandten; jeg så fuglene, et syn enhver ornitolog ville misunde mig!

Noget af det mest eventyrlige ved den syd-argentinske sneugle, udover, at den er et meget sjældent syn, er, at æggene næsten altid klækkes juleaften. Men at finde den på den nordlige halvkugle – det var intet mindre end en verdenssensation – i hvert fald i ornitolog-kredse! Kan Du se, det var rigtigt, hvad jeg sagde? spurgte min assistent ivrigt. Vi begyndte begge i ånden at formulere den afhandling, vi nu kunne sende til bladene ”Ornitolog-tidende” og ”Ornithologist´s International” for nu blot at nævne nogle.

Et andet, og mindre positivt kuriosum ved denne art er, at den af og til opgiver sine æg, for at begive sig på langfart efter føde. Sådan er rigtig mange kuld gået til grunde. For få år siden havde et ynglende par i Brasilien, opgivet et kuld på 6 unger, hvilket var et uvurderligt tab for den sjældne art. Og det var præcis, hvad der skulle vise sig at ske. Lillejuleaften var forældreparret forsvundet, og så gjaldt det sig naturligvis om at handle hurtigt. Vi havde en primitiv rugemaskine i observatoriet, og for at gøre en lang historie kort, kørte vi i al hast ud til reden, indsamlede de syv æg, og fik dem anbragt i rugemaskinen, inden de led overlast. Vi fik indstillet temperaturen til 32 grader og var naturligvis spændte på det videre forløb. Æggene var nok en af de sidste chancer for at redde den sjældne fugl. Så var det, elforsyningen forsvandt. Og dermed strømmen til rugemaskinen. Nu var gode råd dyre.

I lang tid var vi dybt fortvivlede, og så vi i ånden alle æg fryse ihjel. Men så var det, min assistent fik en lille åbenbaring. ”Vi har jo batteriet til mobiltelefonen!” Nu var en mobiltelefon dengang langtfra, hvad den er i dag. Vi havde et 2 gange 12 volts batteri, der vejede ca. 3 kilo; men det var lige, hvad vi havde brug for. Hurtigt fik vi strømmen rigget til og så spændte ind gennem ruden på de 7 æg. Jeg skyndte mig dog først at ringe hjem, fik min kone i røret og fortalte, jeg nok blev nødt til at holde jul i Udhede Krat. Hun var bestemt ikke begejstret; men dog forstående. Hun vidste jo godt, at som ornitolog var man nødt til at være tilstede, når naturens luner krævede det. Vi blev således enige om, at jeg ville prøve at være hjemme til den planlagte julefrokost med familien 2. Juledag. Det var en fast tradition. Jae, svarede min søde kone; hvis jeg så kan regne med det? Og så løb batteriet fra mobilen tør for strøm. Nå ja, tænkte jeg, med bitter ironi, nu kan jeg da vist komme hjem til den sidste rest af højtiden. Men min assistent kom atter på en god ide.

Vi kan tage batteriet fra din Toyota. Udbrød han. Selvfølgelig, svarede jeg, og fluks var vi ude på gårdspladsen og demonterede det livgivende batteri. Vi tilsluttede det til rugemaskinen, og ventede spændt. Det var juleaften klokken 20, og jeg tænkte vemodigt på familien derhjemme. Nu var de nok færdige med at spise og danse om juletræet; så skulle de til at pakke gaver ud. Og så var det, jeg fik den julegave, jeg havde ønsket mig allermest. Gennem ruden kunne vi se der var gået en revne i det mindste af æggene, og kort efter i endnu et. I vores lille transistorradio spillede de ”Et barn er født i Bethlehem!” Vores jubel kendte ingen grænser, vi dansede rundt med hinanden, mens vi sang med på julesangen. Godt nok er den fredelige salme jo ikke just dansemusik, men det bekymrede os ikke. Det var en sand juleidyl.

Endnu to æg udklækkedes til vores store juleglæde, men nu kom så den helt store udfordring: At opfostre de fire grimme unger. Dertil kunne vi dog få hjælp af nogle ornitologistuderende. De mødte hurtigt op; to af dem boede ganske tæt på og kom til fods. De to andre, der boede hovedstaden, havde splejset om en af de få taxier, der var til at opdrive. De skulle alle fire snart skrive afhandling, så vi havde ringet til dem ved 10-tiden, da regnede vi med, deres jul var vel overstået. Og inden middag 1. Juledag, var de her alle fire. Nu kunne jeg snart komme hjem til min kære familie.

Vi ønskede taxachaufføren god hjemtur, men som jeg så vognen forsvinde ad den lange grusvej, gik det pludseligt op for mig, at min situation langtfra var misundelsesværdig. Ingen strøm på bilen, ingen strøm på mobilen, ingen busser eller tog. Og jeg ville jo så gerne hjem til det fyrsteligt dækkede bord. Atter anede jeg ikke mine levende råd. Det endte jo så med, jeg måtte blive i observatoriet endnu to dage, og det var nu, når alt kom til alt, ikke det ringeste bytte.

Da det blev 3. Juledag døbte vi ungerne, og, højtiden taget i betragtning, opkaldte vi dem naturligvis efter de fire evangelister: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Og vi tændte igen de fire lys i adventskransen.

Således lykkedes det os altså at redde den syd-argentinske sneugle fra at uddø, samtidig med,  vi holdt en af vores mest uforglemmelige julehøjtider. Dog uden julefrokost med familien.

———————————————————————————–

En jul i varmen.

For nogle få år siden var jeg på rejse til Sri Lanka i forbindelse med et besøg hos et sponsorbarn, jeg har gennem Børnefonden. Der kom jeg til at tilbringe en jul, jeg nok vil huske altid.

Lille juleaftensdag var jeg på besøg hos et af fondens projekter i Sri Lanka, hvor min sponsordatter, Nirosha, bor med sin familie. Det var en ganske kort besøg, men særdeles vellykket, og naturligvis var de klimatiske forhold jo ganske anderledes end de, vi er vant til i Danmark. Ikke sådan, at det var bagende varmt eller høj sol, det var jo den modsatte årstid, end vi er vant til, og alt var grønt og spirende. Man måtte knibe sig i armen, for at huske på, at det var jul.

Nuvel, jeg skulle så overnatte et par dage på et motel i omegnen af Niroshas skole og hjem, og det var i sandhed et hyggeligt sted, ikke på nogen måde fint, dyrt eller prangende, næ et ganske lille sted ned til en stor sø, og med den herligste natur og dyreliv omkring. Om Det nu var på grund af højtiden eller ej, ved jeg ikke, men vi var kun en lille håndfuld gæster på stedet.

Ved min ankomst blev jeg hurtigt installeret på et dobbeltværelse med udsigt til restauranten, den lille skov og søen. Jeg tog en klapstol med ud på verandaen, tændte min pibe og ved en busk, der blomstrede i violette og røde farver, så jeg en kolibri, der akkurat ligesom jeg havde set på TV stod stille i luften og sugede nektar, meget eksotisk. Jeg gik en lille tur ned mod søbredden, hvor der groede høje siv. Pludselig hørte jeg , der blev råbt:  ”Hey friend” bagfra. Jeg vendte mig om og så, at det var motelejeren, der smilede bredt og vinkede til mig. Skal Du spise med til aften? fortsatte han på engelsk, der jo er første fremmedsprog der til lands. Jo, det har jeg da tænkt mig, svarede jeg. Jamen så skal Du da smage min kylling i karry, lød det fra gæstgiveren, der viste sig også at være kok, og han kastede sig ud kulinariske superlativer om denne sin specialitet.

Det lød jo helt ærligt meget godt, men faktisk havde jeg lyst til noget mere eksotisk; kylling i karry havde jeg jo fået så ofte hjemme i Danmark, så jeg svarede: Det vil jeg vende tilbage til. Imidlertid havde jeg ikke udtrykt mig klart nok, for da jeg om aftenen mødte op i restauranten og bad om menukortet, forstod den gode vært, Franklin som han hed, slet ikke min bestilling. Jeg havde jo sagt, jeg gerne ville smage hans berømte kylling i karry.

Jeg ville ikke være vanskelig, så jeg nikkede selvfølgelig smilende; sagde, at det var helt fint. Jeg ventede på maden og så mig lidt omkring. Noget bevægede sig i trækronerne, og jeg så til min store overraskelse, at den var en bavian-familie på udflugt i trætoppene, i en lang række. Forrest førerhannen så bavian-mor og bagest 3 unger, den mindste sidst. Det var i hvert fald min vurdering; men jeg har nu ikke den helt store viden om aber. Det virkede alt sammen meget idyllisk – at man kunne møde bavianer uden at gå dybt ind i junglen. Og så tillidsfulde de var! Kom nærmere og nærmere.

Hele familien klatrede ned på jorden og nærmede sig restauranten. Den mindste var nok den modigste; var kun 2-3 meter væk. Jeg tænkte, den nok var sulten tog en lille jordnød fra bordet og kastede hen til den lille abekat. Den var skeptisk, men snuppede til sidst godbidden og løb et par meter væk, spiste nødden og så ud til at nyde den. Det var sandelig en helt ny oplevelse – jeg havde set aber før, men i zoo, her var det jo i fri dressur.

Nå, der gik nogle få minutter, så begyndte Franklin at bære den omtalte karrykylling med tilbehør ind.

Det var sandelig et syn for guder, jeg tror der var mindst 20 fade, tallerkner og skåle. Et sandt overflødighedshorn. Der var selvfølgelig kyllingen, men dertil også flere slags dyppelse, ris, sød som stærk mango chutney, små brød med smør samt adskillige substanser, jeg ikke kunne definere. Men godt, det smagte det. Bavianerne var borte, men, skulle det vise sig, ikke særlig langt væk.

Det tog næsten en time, før jeg havde smagt hele repertoiret af delikatesser, så var jeg helt mæt. Der var stadig masser af mad på bordet, men jeg kunne umuligt spise mere. Der var mad nok til en hel deling soldater. Og så var det, den lille bavian-unge kom igen.

Den fjollede lidt rundt, men samlede så et eller andet op fra jorden, snusede lidt til det, og så hen på mig med et venligt ansigtsudtryk. Så løb den mod mig på tre ben, holdende et eller andet i hånden. Den kom næsten helt hen til mit bord, sagde nogle spæde lyde og lagde noget på jorden, vendte rundt og forsvandt så igen blandt underskovens vildnis. Meget rørende.

Jeg blev jo nysgerrig, rejste mig for at se efter, hvad bavianungen havde lagt fra sig. Det var en lille hård nød, af en eller anden slags, noget jeg slet ikke kendte fra mit hjemland. Jeg samlede den op, pillede skallen af og smagte på kernen. I min mund spredtes en velsmag som en bitter mandel, som marcipan jeg kendte hjemmefra. En herlig smagsoplevelse, det mindede mig jo om hjemlandets marcipankonfekt. Og pludselig gik det for alvor op for mig, at det var juleaften. Og en ganske speciel jul, en lille abekat havde givet mig en gave, som fik mig til at drømme mig tilbage til Danmarks kulde.

Ja, da begyndte jeg for alvor at tro på – ikke julemanden, men juleaben. I sandhed en anderledes og meget gribende jul i det fremmede.

————————————————————-

Juleindkøb 1986

En jul, jeg husker tydeligt og med glæde, fandt sted i isvinteren 1986.

Juleaftensdag startede ellers ikke så godt, men skulle det vise sig, det blev jul alligevel. Sådan som det jo i reglen gør. Jo hør blot her:

På den tid var jeg ansat hos Statsbanerne på edb-kontoret i vor hovedstad. Allerede om natten til juleaftensdag fik vi et forfærdeligt uvejr. Ja ikke blot uvejr, nej en til orkan grænsende snestorm. Vinden stod i øst, man kunne næsten fornemme den Sibiriske tundra. Så godt som al togtrafik stod stille eller var aflyst. Jeg var vant til, fra min tid på Fredericia Station, at vi havde langt mere travlt når der var forsinkelser og sne i skiftesporene, men på min daværende arbejdsplads i København, var det lige omvendt, her herskede absolut ro. Togene kørte jo ikke, alle ordinære opgaver var sat på vågeblus. Ingen lønsedler, statistikker eller fejlrapportering, nej der var helt stille, dyb ro og tid til at se julekalenderen på TV.

Det blev så morgen juleaftensdag, jeg fik fri fra min nattevagt kl. halv syv, og begav mig ud i snemasserne, for at komme hjem til mit lille værelse. Jeg havde forventet at skulle trække med cyklen, men fandt så ud af, at i en by med så tæt trafik, smelter sneen hurtigt på vejbanerne. Heldigvis for det, jeg trængte virkelig til at sove, og det gjorde jeg så, faktisk helt til klokken tre. Jeg lavede mig en kande kaffe, kom i tanker om, det var jul, og tænkte så over, hvad jeg skulle have at spise. Andesteg med sovs og det hele, følte jeg mig ikke helt kulinarisk kompetent til at lave, men ribbenssteg, det kunne jeg nok finde ud af, så jeg klædte mig varmt på, og begav mig af sted mod nærmeste supermarked.

Der var lidt underligt stille i byen, men det tog jeg ikke særlig notits af. De er vel i kirke, tænkte jeg. Men det viste sig jo, alt var lukket, klokken var kvart over fire, på en højhellig juleaftenseftermiddag. Den var værre.

Jeg begyndte så småt at se i øjnene, det ikke ville blive til nogen ribbenssteg. Og jeg havde næsten intet spiseligt i huset. Men netop som det så sortest ud, fik jeg øje på en døgnkiosk, der så ud til at have åbent.  Ja minsandten. Jeg gik ind i den lille butik og ejeren, der så ud til at være af asiatisk afstamning lyste op i et stort smil. ”Hvad skulle det være?” Ja, sagde jeg, og så mig om på hylderne, lad mig nu lige se. Mine øjne faldt på en række af dåsemad, det var vist det nærmeste jeg kunne komme på en julemiddag. Udvalget var ikke stort. Til sidst valgte jeg en dåse forloren skildpadde, den var dyr, men der var ikke rigtigt noget valg. Jeg betalte for dåsen, en flaske billig rødvin og et par chokoladebars, vi ønskede hinanden god jul, og så cyklede jeg hjemad med varerne. Nu skulle jeg da i det mindste ikke sulte eller tørste.

Jeg kom hjem ved 18-tiden, og ærgrede mig over, jeg ikke havde nået at se Walt Disneys juleshow, det plejede ellers at være en fast tradition. Men jeg studerede den lokale reklameavis ”Amager Posten” og kunne se, der kom en god gammel amerikansk film klokken 21. Den ville jeg gerne se. Men først skulle den herskabelige julemenu jo spises! I skabet havde jeg en pose løse ris og satte begge dele over på mit lille varmeblus. Forventningens glæde bredte sig, som duften spredtes i mit lille kammer. Nu er ris med forloren skildpadde normalt ikke min livret, men sult er jo det bedste krydderi. Og ned kom den primitive julemiddag. Så var det, det bankede stille på døren. Jeg åbnede og så til min overraskelse, det var min gamle soldaterkammerat Per, der i dagens særlige anledning, havde taget hvidt skæg og nissehue på. Ikke at han lignede julemanden; det var nogle helt billige effekter fra den nærliggende legetøjsforretning. Det viste sig, han også havde fået job i hovedstaden og, at han boede kun få hundrede meter væk.

”Ho Ho” sagde han, og holdt indkøbsposen op. Kan Du gætte, hvad jeg har her? Næh – det kunne jeg jo ikke vide. Jo, fortsatte han, jeg har været på indkøbstur på Christiania, og der var jul for de juleløse i Den Grå Hal! Vi fik ande- og flæskesteg med rødkål, asier, rødbeder, sovs og hvide- som brunede kartofler. Dertil alkoholfri rødvin eller en nisse øl. Jeg valgte det sidste, sagde han med stor begejstring.

Langsomt begyndte jeg at blive træt af, at høre på Per.

Ti nu stille, sagde jeg, og han forstod vist, han havde trampet i spinaten. Der opstod en lang pause. Om lidt starter en film på TV, sagde jeg så, for ligesom at bryde tavsheden.

Ja, men jeg har mere endnu, sagde Per triumferende, og trak en meget lille pakke op, det var hans julegave til mig. Og så startede filmen på mit sort/hvide fjernsyn: ”Prinsessen holder fridag” med Audrey Hepburn og Gregory Peck. Vi nød den i fulde drag, jeg lænede mig tilbage på sengen og tændte min pibe. Så kan det ellers nok være, filmens handling begyndte at tage fart.

Jeg havde aldrig drømt om, man kunne forelske sig i en skuespillerinde på film, men når jeg sådan så Audrey Hepburn suse rundt i Rom´s gader i solskin på en scooter og med blafrende hår, ja så var jeg leveret! Tænk at sidde bagpå der. Og Per havde det ligesådan, vi blev enige om, at hun var det mest indtagende syn. Vi levede os helt ind i handlingen og blev jaloux over at se den dumme Gregory Peck løbe med prinsessen.

Bare det var mig.

Men da vi så så slutningen, hvor prinsessen valgte at blive i sin glansrolle og valgte heltefiguren fra, ja da tænkte vi: ”Godt det ikke er mig.” Filmen sluttede, og den glade stemning dæmpedes, vi havde ligesom ikke mere at sige.

Og skulle Du nu spørge, hvad der var i den lille pakke, ja så får Du intet svar.

Julen er jo blandt andet også hemmelighedernes tid.

——————————————————-

Min barndomsjul

Den tidligste jul, jeg her som voksen kan huske, er en vidunderlig højtid hos mine bedsteforældre, da jeg var bare tre år. De boede i København, og det var altid en fest at komme på besøg hos dem.

Vi kørte naturligvis med tog, det tog ca. fire timer med færgeoverfart med mere. Og endelig ankom vi til Københavns Hovedbanegård. Der stod to af mine onkler og tog imod os. De havde begge biler ventende udenfor, og så kørte de os til mine morforældres hjem i  Landskronagade.

Det var som at komme – måske ikke ligefrem i Himlen – så i hvert fald i Slaraffenland. Herefter husker jeg ikke så meget før, vi sad og spiste; vi var ved at pille det sidste kød af benene på 2 andestege, og vi var vist 12 mand om bordet. Hvad tror Du vi skal have til dessert? Spurgte min morfar. ”Bumsalamang” svarede jeg, for jeg var så lille, at jeg ikke kunne sige Ris a´lamande.  Et vanskeligt ord for en 3-årig, Næ, næ blev der svaret – der er ikke noget, der hedder bumsalamang.

Jeg blev dybt skuffet, men så dæmpede man lyset og min mor og moster bar to store fade ind, med den rene og skære bumsalamang – Eller, om de vil Ris a´lamande.

Så husker jeg, fortalte man mig, man kunne vinde en fin gave, hvis man fandt en mandel i sin bumsalamang. Gevinsten var en stor marcipangris, som blev vist frem for rigtig at få gæsterne til at spise en vældig masse dessert. Det var sådan en æressag for værterne på den tid.

Man serverede mig en kæmpeportion. Den smagte himmelsk; Men da jeg spiste skefuld efter skefuld, syntes jeg det hele føltes som hele mandler. Omkring bordet spredte sig en stemning af mistroiskhed. Gemmer Du mandlen i munden? Spurgte min morfar. Mm mm, svarede jeg, og det betød nej. Jeg havde munden fuld af den lækre dessert. Pludselig fik jeg så en mægtig stor klump i munden.  Jeg måtte bide rigtig hårdt, for at kunne sluge den. Men ned kom den.

Vi spiste det bedste, vi havde lært, og snart var den ene skål tom, derefter den anden, og ingen havde fundet mandlen, der gav adgang til den vidunderlige marcipangris. Nu var jeg jo den yngste i selskabet, og der var en stiltiende overenskomst om, det var bedst, det mindste barn vandt mandelgaven. Har Du spist den? Spurgte morfar, mens han lænede sig ind over mig. ”Nej” svarede jeg prompte, da jeg troede, man ikke måtte gøre det. Det har jeg ikke. Der opstod en tavshed omkring bordet, hvem skulle nu have mandelgaven?

Jørgen har nok spist den, lød det endelig fra min søster. Han er så dum. Langsomt begyndte sagens rette sammenhæng at gå op for mig. Hvis jeg indrømmede, jeg havde spist mandlen, ville jeg få en marcipangris! I sandhed et tillokkende tilbud til en 3-årig dreng. ”Mig fik mandlen!” Den var i min bumsalamang” proklamerede jeg stolt, og alle brød ud i latter.

Jeg fik grisen, men efter den megen dessert var jeg faktisk ikke mere sulten. Så jeg gav den til min storesøster. Men hun havde også spist alt for meget af den lækre dessert, så det gik indtil 3. Juledag før vi fik spist marcipangrisen.

Og så havde jeg pludselig lært at sige både marcipan og ris a´lamande.
Derefter skulle vi til at pakke julegaverne ud, og kort fortalt, da jeg åbnede min pakke, fandt jeg en blå- og hvidstribet pyjamas, størrelse 3 år. OK, jeg havde håbet på et elektrisk tog eller en dampmaskine, men efter nogen overvejelse, var det her jo ikke så galt endda.
Prøv at tage den på, opfordrede min mor, og alle samtykkede og nikkede: ”Ja prøv at krybe i den” kom det fra min morfar. Det syntes jeg lød godt nok, så jeg gik ind i soveværelset og klædte om.
Tilbage i stuen fik jeg megen ros, og kom i den rigtige julestemning. Jeg så, hvilke gaver de andre havde fået, og der var rare ting i blandt. Min storesøster havde pakket to dukker ud, en hvid og en sort, sådan var det moderne dengang; det var julegaven fra mor og far. Men tilmed havde hun også fået en pakke med tøj, så hun rigtig kunne klæde de to dukker fint på. Det var fra mormor og morfar.
Det var den rene jule-idyl.
Men så var det min far sagde: Jah, Jørgen, nu har Du jo nattøjet på, så når vi har danset om juletræet, må Du hellere gå i seng, tror jeg! Nej svarede jeg, jeg vil have nødder og konfekt! Disse lækkerier stod indbydende på bordet.
Jeg begyndte at gabe, og efter vi havde danset om juletræet  og pustet lysene ud, blev jeg båret ind i soveværelset,  puttet og så godnat. Det var jeg virkelig ikke tilfreds med. Hvad nu med den søde juleknas?
Så, kære læser eller lyttere! Vogt Jer, hvis I får tøj i julegave, måske er der en bagtanke.