Møblementet i nissernes loftsværelse var yderst sparsomt. Der stod et par fade, hvori der havde været risengrød, de trængte mildest talt til en gang opvask. Så var der et lille primitivt bord, der blot bestod af en nisseølkasse med en krydsfinerplade lagt ovenpå. Her stod en beskidt gryde. Dertil to skamler og langs med væggen naturligvis en nisseseng med masser af tørt hø og kradsuld. Her hyggede nissefamilien sig rigtigt. Men denne aften var de nu ret sultne. Øv, tænkte Fatternisse; af alle tomme risengrødsgryder jeg har set, er den her nok den tommeste. Han sukkede dybt og gik op på taget.
Vejrudsigter kendte Nissefatter ikke noget til, og kalender eller ur havde han aldrig haft. Han mærkede blot vindretningen, så lyset og følte temperaturen, så kunne han cirka gætte sig til årstid og klokkeslet. Og netop denne dag fornemmede Nissefatter klart, juletiden nærmede sig. Der var den dér lille snert af frost og skyer på himlen, der kunne tyde på sne. Det bliver en herlig tid, tænkte han, men hvordan skaffer jeg dog ris og mælk? Nissefatter begyndte at fryse og listede ned til Nisseline og Nissepus igen.
Men så begyndte der at komme mere og mere støj fra trappen; en lyd af trampen og menneskesnak. Hvad kan det nu være for en trafik? spurgte Nisseline. Det skal jeg nok finde ud af, svarede Nissefatter, og da der blev ro, listede han sig ud på trappen og gik nedad. Han kom helt ned til indgangen og så her et stort skilt, hvorpå der stod: Nyd udsigten! Kun 10 kroner, børn, pensionister og soldater halv pris. Den var værre, sagde Nissefatter til sig selv. Nu får vi aldrig ro. Han gik op til sin lille familie og meddelte dem, de nok blev nødt til at drage ud i den store, vide verden. Som sagt, så gjort.
Nå, tænkte Nissefatter så; nu er vi jo hjemløse. Hvad skal jeg dog gribe og gøre i? Jeg tror, vi må gå op på Rådhuset; det siger alle de andre jo skulle være så godt. Men da de endelig stod ved Rådhusets karruseldør, var der låst. Nissen gik rundt om den offentlige bygning for at se, om der ikke skulle være en bagdør åben, så man kunne banke på og træffe borgmesteren eller en anden person med en vis myndighed. Det var der imidlertid ikke, men omme bag Rådhuset var der en lille miljøstation. Fint, sagde Nissefatter og slog ud med armene; her ser da hyggeligt ud.
Nisseline var ikke særligt tilfreds. Skal vi bo i en skraldespand? spurgte hun med våde øjne. Men lille Nissepus havde fået øje på et kasseret bolsche. Han slikkede sig om munden og rakte ud efter denne kulinariske delikatesse. Stop, lød det fra Nissefatter. Ganske vist er vi nisser og skal dermed leve på et eksistensminimum, men vi spiser ikke affald. Nissepus blev flov. Nisseline brev vred. Det er også din skyld, bebrejdede hun Nissefatter, du kunne jo bare skaffe os noget ordentligt aftensmad. Men trods de tomme maver faldt de alle tre i søvn til sidst.
De vågnede sent om morgenen næste dag og måtte igen skjule sig bag containerne, når der kom folk med affald. Altså fatter, det her klarer jeg ikke, udbrød Nisseline; vi skal jo gemme os hele tiden. Jeg skal love for, de smider meget ud på det her Rådhus. Det kunne Nissefatter jo godt se. Næste morgen fik han imidlertid en lys idé. Jeg har set på en papirlap, at der skal være bryllup. Dér går jeg op, de er rige. De kaster nok med ris. Ganske rigtigt, det lykkedes for Nissefatter at samle en hel huefuld riskorn, så familien kunne få en portion risengrød til aften. Hvor er du dygtig, sagde Nisseline og gav Nissefatter et kys på kinden. Og Nissepus var da også glad og tilfreds. Men sådan kunne det jo ikke fortsætte. Det var sent lørdag aften, og der var ikke udsigt til flere bryllupper. Hvor går man hen, når Rådhuset er lukket, og ens vandtårn er besat af udkigsturister? Så fik Nissefatter igen en lys idé! Jeg ved, hvor der ligger et mejeri lidt ude ad landevejen, her kan vi sikkert få lidt fløde, ost eller mælk! Og vi kan nok sove mellem nogle gamle mælkejunger. Så drog den lille nissefamilie glad af sted mod mejeriet.
Men ak, da de nåede frem, var der kun et fitnesscenter. Fy for pyffer, sagde Nissefatter. Det ser dog stygt ud! De gik op og kiggede ind gennem et af vinduerne. Der så de svedende folk på løbebånd, kondicykler og i romaskiner. Det havde virkelig ikke meget med jul at gøre. Mejeriet er vist blevet annulleret, sagde Nissefatter beklagende. Hvad gør vi nu? Jamen så du ikke skiltet, da vi gik herud? spurgte Nisseline. Der stod Banegården. Kender du den gård? Mon de har mange køer? Tja-e, sagde Nissefatter, lad os gå ned at se. Jeg har været der i min ungdom, da jeg blot var 242 år gammel. Jeg skulle nok kunne finde rundt.
Det gik fint med at komme indenfor, selvom det var sent. Nissefatter så op, om der mon skulle være et lille loftsværelse for en husvild nissefamilie. Det så ikke godt ud. Jamen så lad os gå ud til kommandoposten, dér ved jeg et dejligt kælderrum lige op ad en nødstrømsgenerator, der stinker af benzin og støjer som Teknisk Museum, dér kan vi nok bo! Nisseline var skeptisk. Nissepus skreg. Og der var ikke køer at se. Det er denne vej, sagde Nissefatter i et forsøg på at være optimistisk. Op ad trappen mod spor 7 og så lidt nordpå. Men der ventede den lille familie endnu en skuffelse.
De gik ud ad perronen, og Nissefatter spejdede efter den mulige bolig. Men da de kom nærmere, måtte han erkende, der ikke fandtes nogen kommandopost på dét sted mere. Der var et lille stykke grus, og absolut intet andet. Nå, hvad nu? spurgte Nisseline så. Nissefatter var lidt fra koncepterne. Ja, altså jo, sagde han, den her kommandopost er nok blevet aflyst. Det sker engang imellem. Sne i sporskiftet og sådan. Nisseline smilede. Nissepus skreg. Og så måtte nissefamilien af sted igen. Har du flere gode idéer? spurgte Nisseline ironisk. Hmm, Nissefatter måtte tænke.
Efter lang tids overvejelse sprang Nissefatter pludselig højt op i luften. Jeg har det! råbte han, kunne du tænke dig at bo i en kirke? Tjah, Nisseline måtte lige tænke over det. En kirke. Tror du det går? Vi er jo hedninge! Det betyder intet, svarede Nissefatter. Den står øde hen, der er kun et lille krematorie-rum, det er perfekt til os! Der ligger lidt knogler; dem kan vi flytte, du kan tro, det skal nok blive hyggeligt. Nisseline var skeptisk. Nissepus skreg. Men så drog den lille hjemløse familie af sted på endnu en lang spadseretur.
Det blev langt ud på natten, inden de tre nåede frem. Der blev de mødt af et stort skilt, hvorpå der stod: ”Køreteknisk anlæg, færdsel på eget ansvar.” Det var dog en af de mest mærkværdige kirker, jeg nogensinde har set, lød det fra Nisseline. Her kan vi vist ikke finde ly. Øh, sagde Nissefatter en smule rådvild, det kunne da godt se ud som om, Ullerup kirke også er blevet aflyst. Hvad skulle de nu gøre?
Så fik Nissefatter øje på et stort skilt, med teksten: ”Golfbane 300 m.” Lad os tage os ud at se på den, råbte han begejstret, golfspillere har mange penge, måske har de også masser af risengrød! Så travede de ud ad landevejen. Efter lang tid nåede de til et flot hus. Det var golfspillernes klublokale. Her bor de vist, lad os se om vi kan komme indenfor. Nisseline var skeptisk. Nissepus skreg.
Nissefatter gik rundt om huset, og dér fandt han en trappe, der førte op til loftet. Her er da fint. Vi mangler blot en god gang hø og noget kradsuld, det skal jeg nok skaffe! Gør som du vil fatter. Her er da ly for rusk og regn. Så drog Nissefatter af sted. Det var ikke just sæson for hø, men han fandt nogle visne blade og kviste, og så sov de rigtigt godt til næste morgen. Men sultne, dét var de. Da hørtes der stemmer neden fra. Det må være golfspillerne; jeg smutter ned og ser, om de har ris, mælk og sukker; rige som de jo er. Men det havde de imidlertid ikke, tværtimod sagde de, de ikke var så glade for at have nisser på loftet. Men hvis I vil hjælpe med at finde vildfarne golfkugler, kan I da godt blive boende et par dage. Vildfarne kugler var der nok af, og alle var glade. Men risengrød fik nisserne ikke, så efter et par dage drog de af sted igen og var atter hjemløse. De blev enige om, at golfklubhuset havde været bedre end den hedengangne Ullerup kirkes manglende krematorie-rum. Men hvor skulle de nu gå hen?
Nissefatter tænkte, så det knagede og udbrød så: Hej hop, jeg ved et stadion med en fin stadionbygning, den står vist tom om natten! Lad os drage derhen. Det er ganske vist en lang tur, men så skulle vores lykke også være gjort! De vadede og vadede af sted. Endelig kom de til det forjættede stadion. Men, sagde Nisseline, alt er jo groet til og forsømt. Her kan vi vist ikke bo. Jamen kom her, sagde Nissefatter, lad os gå hen til stadionbygningen. Men her mødtes de af et forskrækkeligt syn. Der er brændt hul i taget, ruderne er skoddet til, og alt er i forfald, indvendte Nisseline. Her kan vi virkelig ikke bo. Jamen der er omklædningsrum i kælderen, sagde Nissefatter. Det kunne da blive meget hyggeligt. Nisseline var skeptisk. Nissepus skreg.
OK, sagde Nissefatter, jeg kan godt se, det her ikke er egnet til nissebolig. Hvad gør vi nu? Tjah, sagde Nisseline, kender du ikke en veldrevet gård i nærheden? Nissefatter rynkede panden og satte sig til at spekulere. Jo, udbrød han pludselig; der er Politigården, de har en rar lille detention, måske kan vi bo der! Det er ikke så langt herfra. Så begav de sig af sted. Men der mødte dem atter en skuffelse. Der var ingen flinke betjente tilstede, blot en lille knap man kunne trykke på. Altså Nissefatter, hvad har du nu lokket os ud i? bebrejdede Nisseline. Vi trykker på knappen, så skal du bare se. Som sagt, så gjort, Nissefatter trykkede, og en vrissen stemme sagde: Sydøstjyllands politi, hvad drejer det sig om? Jo, svarede Nissefatter, vi er en lille familie på tre, og vi vil gerne overnatte i detentionen! Er I fulde? blev der spurgt. Næh, ikke sådan specielt, måtte Nissefatter jo svare. Jamen, hvis I ikke er fulde, kan I ikke overnatte i detentionen. Men vi fryser og mangler et sted at sove! Det er der ikke noget at gøre ved, lød stemmen. Hvis I skal overnatte i detentionen, må I se at blive fulde først. Nå, men så undskyld svarede Nissefatter. Hvordan kan vi blive fulde uden penge? Det er jeres problem, svarede stemmen, og så blev der afbrudt. Nissefatter var igen rådvild. Den her gård var altså ikke meget bevendt. Men jeg ved et hyggeligt lille skibsværft, det er ikke langt herfra. Nisseline var skeptisk. Nissepus skreg. Og så begav de sig atter af sted.
Da de nåede ned til havnen, var det næsten blevet lyst. Nissefatter viste vej, men de blev mødt af et skilt, hvorpå der stod: ”Værftet er lukket på grund af utilbørlig byplanlægning.” Den var værre, sagde Nissefatter, nu ved jeg virkelig ikke, hvor vi kan gå hen. Men så kom Nisseline på en idé. Kasernen! udbrød hun, de har masser af værelser og senge, lad os gå derop! Jamen vores tøj, indvendte Nissefatter, de tror jo, vi er fra den røde armé. Men OK, lad os gå op og spørge om de giver husly.
Velkomsten til kasernen var ikke just hjertelig; der var en lukket bom og en rød lampe. Der sad en vagtsoldat i et lille glasaflukke. Godaften, sagde Nissefatter. Hvem der, ven eller fjende? spurgte soldaten. Ja, altså venner formoder jeg, vi er en lille nissefamilie, der søger et sted at sove og bo. Det kan ikke lade sig gøre, svarede soldaten brysk. Det er mange år siden, vi sidst havde senge her. Nu er her kun telegraftropperne! Har I brug for at sende et telegram? Næ, måtte Nissefatter indrømme, vi er først og fremmest trætte. Ja, det er vi alle sammen, det kan vi virkelig ikke gøre noget ved! Farvel. Og dér stod den lille familie atter på gaden.
De tænkte længe over tingene. Vupti! råbte Nissefatter så. Vi har jo Godsbanegården! Det er et rart sted med masser af skrot og rockwool, der tror jeg nok, vi kan bo. Den lille nissefamilie begav sig af sted gennem gaderne. Men Godsbanegården var nu ikke, som Nissefatter huskede det. I aften ”death-metal-destruction-head-banger-punk-rock-koncert,” viste et skilt. Ja, lad os da prøve at gå indenfor, lokkede Nissefatter. Nisseline var skeptisk. Nissepus skreg. Alligevel fandt nissefamilien hurtigt et loftskammer; det var mørkt og dystert, men dog bedre end ingenting. Før havde det været jernbanefunktionærernes frokoststue, så der var et par bløde madrasser og dyner. Men klokken ni om aftenen startede koncerten nedenunder, alt rystede, knagede og bragede. Altså, sagde Nisseline, det her kan du ikke byde os.
Da de nåede frem, var Torvepladsen ikke til at kende. Ja, der skulle jo være et springvand herude på midten, men Nissefatter var rådvild. Se der, udbrød Nisseline; der er jo masser af vand, selvom det kommer fra neden. Ih, hvor det dog larmede, men den lille familie vadede lige ud i vandstrålerne. Det kildrer, jublede Nisseline. Ja, det er ikke så værst endda, samtykkede Nissefatter. Og så er der kulører på. Men et sted at sove var det jo ikke. Sjaskvåde og søvnige stod de på Torvepladsen. Det er der råd for! Herovre skulle der være en lille beværtning, der hedder: ”Stoppestedet,” det er et hyggeligt gæstgiveri med dug på bordet og det hele. Dér kan vi blive tørre, få varmen og måske endda en kop nisseøl. Det lyder fint, svarede Nisseline, og så vandrede de over Torvepladsen. Men ak, der lå et supermarked og et parkeringshus. Nå da, sagde Nissefatter, det lader til, Stoppestedet også er blevet aflyst. Så stod de igen med fletningerne nede i postkassen. Nu var gode råd dyre! Nissepus skreg.
Jeg har det! Der ligger en hyggelig lille kemisk fabrik nede på havnen! proklamerede Nissefatter. Der lugter af svovl og stinker af saltsyre, der er rigtigt rart. Og måske kan vi sove i en korndynge og tilmed få bygvandgrød. Lad os gå derned. Det var blevet langt ud på natten, inden den lille familie stod ved trådhegnet. Nåh, hmm, her er et eller andet galt, måtte Nissefatter erkende. ”Havneområdet er afspærret på grund af terroristforskrækkelse,” stod der på et stort skilt. Det forstår jeg ikke helt, sagde Nissefatter. Her plejede at holde lastbiler i kø helt ud til Strandvejen! Nu ved jeg altså ikke, hvad vi skal stille op. Men igen lyste han op i et stort smil. Der er ikke langt til en stor fødevarefabrik, jeg tror den hedder Nestlé. De laver mælkepulver og den slags; kom, det er denne vej. Dér kan vi blive mætte. Nisseline var skeptisk. Nissepus vrælede i vilden sky.
Familien fór vild i gaderne, men til sidst var de hos det, de troede var en mælkefabrik. Nestlé gården stod der ganske vist, men da de ringede på klokken, svarede en stemme: Nestlé gården godaften, hvem ønsker de at besøge? Besøge, nå ja, vi er bare en lille nissefamilie, der er på udkig efter lidt mælkepulver og et sted at sove. Hvis ikke I skal besøge nogen af beboerne, kan jeg ikke lukke jer ind. Den var klam. Og her stod nisserne igen sultne og uden tag over hovedet. Ja, nu har jeg altså ikke flere idéer, sukkede Nissefatter. Og så gik de rundt, sådan lidt på må og få.
Efter megen vandren omkring, mødte de en rigtig gadepjalt. Halløjsa, sagde de, du ser da også noget hjemløs ud. Ja, det kan I bande på, jeg har ikke haft noget hjem i over tyve år. Men hvad gør du så? spurgte de. Nå ja, i nat har jeg tænkt mig at sove nede ved stranden, dér er et lille badehus, med rindende vand. Der er rigtigt hyggeligt. Nissefatter og Nisseline så på hinanden. Et badehus, det lyder da rart. Om de mon måtte gå med ham? Ja, ja da, lød svaret. Nisseline smilede sødt til gadepjalten. Nissepus skreg.
De fire hjemløse begav sig af sted mod stranden og den herskabelige badeanstalt. Flot så den ud, den var lige blevet istandsat for tusindvis af kroner, da der som sædvanlig havde været groft hærværk. Så længe vi er her, bliver der i hvert fald ikke ødelagt noget, sagde den pjaltede gadegænger. Nej, det skal vi nok passe på, svarede Nissefatter. Nisseline var glad og tilfreds. Nissepus skreg ikke mere. Det var den rene idyl. Tilmed fandt de et par store badehåndklæder, nogen havde glemt, så dem kunne de bruge som tæpper. De gik til ro og sov rigtigt godt til den lyse morgen. Ah, sagde Nissefatter til sig selv, det var sandelig også på høje tid, vi fik sovet igennem. Han strakte sig, og så vågnede Nisseline og Nissepus også. Godmorgen, sagde gadepjalten, jeg havde lige et par småpenge, så jeg har hentet rundstykker. Smør og ost må I tænke jer til. Men sult er jo det bedste krydderi, så de gnaskede fornøjede. Mætte og tilfredse begav de sig så af sted i søgen efter et sted at være den følgende nat.
Hvor skal vi dog gå hen? spurgte Nisseline. Vi har jo været alle steder. Jo, jo, svarede Nissefatter, lad os da gå ned på Godsbanegården igen, måske er musikken lidt bedre i dag! Dér fandt de et lille nisseloft, og i ny og næ gik de nedenunder. De unge mennesker kunne rigtigt godt lide nisser, selvom de ikke helt troede på dem, så af og til fik de en burger eller en hapsdog. Det var kræs! Men risengrød var det jo ikke. Altså, sagde Nisseline efter et par dage; nu er jeg inderligt træt af al den hurtigmad! Vi kunne lige så godt bo på en burgerbar. Vi får alt for få risengrødsvitaminer. Ok, sagde Nissefatter, så lad os da gå op på Rådhuset igen, måske er der atter bryllup med riskastning. Fint nok, svarede Nisseline. Nissepus skreg for en gangs skyld ikke.
Det blev sen aften, inden den lille nissefamilie nåede frem til Rådhuset. Jeg har fundet et lille kælderrum, hvor de opbevarer papirer over indbetalt restskat. Dér kommer ingen. Så havde nissefamilien igen et sted at bo. Vi nisser må jo ikke stjæle, men hver dag smider de wienerbrød ud, og det må vi nok gerne tage, det smager fint.
Nisserne levede rigtigt godt i flere dage, men så kom der en rådhusbetjent og sagde, der var en paragraf i lov om ureglementeret nisseadfærd i kommunale kældre, efter hvilken man havde bevilget de tre, relativt uskyldige, nisser et ophold i Banegårdens ny kommandopost lige syd for hovedbygningen. Det var nyt og pænt og her rykkede familien Nissesen glade ind. Om dagen gik de rundt og kiggede på de arbejdende jernbanefunktionærer og om natten sov de sødt oven på uniformsskabet. Der var kaffe nok. Men de savnede nu risengrød. Så fik de besøg af en meget fornem embedsmand. Det var kontrolchefen.
Ja så, sagde kontrolchefen, hvis I mangler risengrød, tror jeg, I skal drage vestpå, der er en masse supermarkeder, som sælger ris, mælk, smør, kanel og sukker, I kan tro, det er Slaraffenland. Jamen, jamen, jamrede Nissefatter, vi har ingen penge, og nisser må ikke stjæle! Tænk ikke på det, svarede kontrolchefen; kommunen har sendt 200 kroner til risengrødshjælp! I ved, konduite. Så bare af sted med jer!
Nissefatter, Nisseline og Nissepus vadede op ad bakken til det forjættede stormarked. Det her er altså bedre end mejeriet, der ikke er der, jublede Nisseline. Vi køber det hele! Nisseline altså, sagde Nissefatter, se lige på de priser og vi har kun fået 200 kroner. Vi må holde os til det mest nødvendige. Vi kan tage 2 kilo ris, 4 liter mælk, et kilo sukker og en pose kanel. Så er der virkelig ikke penge til mere. OK, sagde Nisseline, det er dog også noget! Nissepus smilede. En pose tak, sagde Nissefatter stolt ved kassen. Nej to; det er jo lettest for Nisseline at have en i hver hånd. Han smed de mange penge på bordet. Men hvor skulle de dog gå hen at spise den dejlige mad? Nissefatter tænkte og tænkte, og kom så i tanker om et skilt, han havde set på vejen derud. ”Madsbyparken” havde der stået. Det lyder da tilforladeligt, når nu gårdene alligevel ikke har nogle køer. Kom! Det er denne vej.
Allerede på lang afstand fornemmede de lugten af husdyr. Altså, udbrød Nisseline, her stinker af ged, og vi har komælk nok fra markedet. Men hør nu, Nisseline, svarede Nissefatter, den mælk holder ikke evigt. Gedemælk smager ganske godt og tilmed kan man ride på gederne, når man er en lille nisse. Nisseline var skeptisk. Nissepus var henrykt.
Som de kom nærmere lugtkilden, mærkede de også spor i luften af kaniner, fugle og får. Det er noget af det rigtige! jublede Nissefatter. Her er sikkert hø og kradsuld til os alle tre. Denne vej! Familien måtte op ad en stejl bakke, før de kom til noget, der lignede boliger. Her var der imidlertid en mangfoldighed af beboere. Hvad siger du lillemor, hvor skal vi flytte ind? Hos kaninerne, papegøjerne, gederne eller undulaterne? Nissefatter talte godt for sin sag. Hvad siger så du, Nissepus? spurgte Nisseline. Pusset valgte fårene. De var rolige og venlige og gav blød uld samt velsmagende mælk. Deres lam var kære, de gav god varme om natten, så her slog nissefamilien sig ned.
Solen stod op julemorgen, og Nissefatter strakte sig i høet. Han så ud af porten og fornemmede straks, denne dag var noget særligt. Nisseline og Nissepus vågnede også. Så kom der en grønklædt person op ad bakken trillende en lille vogn foran sig. Han fløjtede glad og kastede korn og jordnødder ind til papegøjerne, salat til kaninerne, græs og tomme konservesdåser til gederne og så nåede han hen til fårefolden, hvor nisserne havde indkvarteret sig. Hejsa! udbrød han med et stort smil. I er da vist nye her. I ligner nu ikke får. Næh, Nissefatter blev lidt forlegen, vi er altså nisser, og efter en lille pause tilføjede han: Hvis det da ikke gør noget? Gør noget? næsten råbte dyrepasseren. Det er bare alle tiders. Vi har en ledig nissebolig lige herovre, dér kan I bo indtil videre. Det er en meget fin standard, med stråtag og bindingsværk. Kom blot med her!
Nissefamilien blev indkvarteret, og det var virkelig et hyggeligt lille hus. Nisseline var glad, og det var Nissepus også. Dyrepasseren sagde, han godt vidste, nisser spiser ris, så han meddelte dem menuen, hvilken var: Morgen: Riskager med plantemargerine. Frokost: Rissuppe med resten af kagerne fra om morgenen. Aften: Risengrød med kanelsukker og om søndagen også en klat smør. Til sidst dessert som er risalamande. Velbekomme. Ja, jo, det lyder fint nok. Det er jo alle vores livretter, så jeg tror nok, vi gerne vil blive her, hvis vi må? Om I må? I kan blive dyreparkens største attraktion! Bare vent til publikum kommer! Nisseline rynkede panden, Nissepus bed i en riskage. Han var glad.
Over middag begyndte der at komme gæster til dyreparken. De studerede alle burene nøje, men var især betagede af nisserne. Det var dog noget nyt. Er I rigtige nisser? Er I i familie med julemanden? Driller I? Hvorfor har I kvast i huen? Nisseline spurgte, om det var zoologisk nissehave. Men tidligt på eftermiddagen gik det op for nissefamilien, det var blevet juleaftensdag. Der blev tændt lys i et juletræ, og der blev endda opført et lille krybbespil. Og risalamanden til om aftenen blev erstattet af en mægtig skålfuld nødder og marcipankonfekt. Den skulle de selv hente i en lille bod nede ved søen. Det var kræs.
Nissefatter og Nisseline samt Nissepus spiste det bedste, de havde lært. Det samme gjorde dyrene, der også var samlet omkring det lange bord. Da al maden var spist op, lagde nissefamilien sig til at slå mave på en høstak med uld; vel at mærke ikke kradsuld, men den blødeste lammeuld. Her lå de rigtigt godt. Så sagde Nissefatter til sin kone: Du er jo nok klar over, dette er en kommunal park? Næh, svarede Nisseline, det har jeg ikke tænkt på, hvad betyder det? Jo altså, dyrepasseren henter sin løn på Rådhuset, og det er dem, der betaler for mad og husleje. Det er godt nok pænt af dem, kom det fra Nisseline. Nissepus slog sig på maven, smilede og gabte. Han var mæt og meget tilfreds. Og sådan gik månen ned over Madsbyparken. Den lille hjemløse nissefamilie havde fundet et sted at være. De var kommet under kommunens vinger, og det var i grunden ikke så galt.
Familien blev boende i mange, mange år, og alle var glade for, man endelig havde fået integreret nisserne. Og hvis ikke jeg tager meget fejl, så bor de der nok endnu.
Glædelig jul