Undulaten der kunne flyve
Hvor blev Henning dog glad, da han efter årelange plagerier fik lov til at holde et kæledyr – den sødeste lille og helt blå han-undulat. ”Blålig” blev den døbt, for det var den. Henning og fuglen blev snart de bedste venner.
Henning vidste godt, at der er forskellige farer at tage højde for under fugleopdræt. En af de vigtigste er, at man må sikre sig, at fuglen på intet tidspunkt får mulighed for at flyve væk. Vinduer og døre må altid holdes lukket, når fuglen er ude at flyve. Den må ikke få havregryn. Tving aldrig en undulat til at tage bad. Lad aldrig en undulat være alene med et stearinlys. Alt det vidste Henning godt, og han var meget påpasselig med ikke at udsætte sin kære fugl for overlast.
Vinduer på den tid var langtfra, hvad de er i dag. Det var ikke termoglas, så om vinteren dannede der sig ofte isblomster på ruderne. Meget dekorativt men ikke godt for træværket, hvor malingen skallede af. Øverst i højre side var en lille ”trækrude”, og det var især dén, man skulle tage sig iagt for. Glemte man at lukke den, kunne fuglen flyve ud i den frie natur, hvor den ikke ville have en chance for at overleve til næste dag. Derfor sikrede Henning sig nøje, at trækruden var lukket, før Blålig blev lukket ud og ikke åbne ruden, før fuglen atter var i bur. Det gik meget godt.
Efter et stykke tid skulle Blålig så forloves. Henning fandt en gul ungfugl hos dyrehandleren. Den blev straks døbt ”Gurli”. Glad gik han hjem med den nye fugl. Blålig og Gurli blev hurtigt et kærestepar, og da det kun var Blålig, der havde lært at flyve, var han overhovedet i det forhold. Gurli var til gengæld blevet ganske ferm til at klatre og kravle, så hun kunne komme rundt de fleste steder.
I lang tid gik det helt, som det skulle, men en mørk aften i oktober glemte Henning at lukke trækruden, og lågen til fugleburet glemte han også; så træt var han. Det var først næste morgen, det gik op for ham, at noget var galt. Blålig sad i vinduesåbningen og kvidrede lystigt, mens Gurli trippede nysgerrigt rundt på skrivebordet nedenunder.
Henning lå bomstille i sengen. Den mindste bevægelse kunne få Blålig til at flyve bort. Han kaldte med sin allermest indsmigrende stemme ”Blålig, Blåliiig kom her, så er du sød. Du må ikke flyve væk!” Ganske langsomt og forsigtigt krøb han ud af sengen og hen mod ruden. Henning var nået næsten hen til skrivebordet, da en kastevind fik blæst Blålig ud af balance. Han flaksede ned langs ydersiden af ruden og fik først fodfæste, da han nåede sålbænken. En sålbænk er den række af sten, der skråner udad ved vinduets underkant, og her sad han lidt og så sig forvirret omkring. Det var underligt, at Blålig ikke bare fløj ud i gårdhavens træer, men det gjorde han ikke.
Indenfor var Gurli nået henover skrivebordet og hen til rullegardinssnoren. Fuglene så på hinanden gennem ruden, men det var svært at sige, om de forstod noget. Så begyndte Gurli imidlertid på at kravle op ad den glatte snor til rullegardinet. Blålig gjorde endnu et forsøg på at komme på højde med sin kone. Således nåede Gurli højere og højere op mod den åbentstående trækrude, mens Blålig udenfor nåede ligeså højt i sin flaksen efter konen. Det lod til, at han var mere interesseret i at komme ind igen end at flyve væk.
Henning så på, hvordan Gurli klatrede helt op ad rullegardinssnoren og med et lille hop sad på rudekanten og den store frihed udenfor. Der sad hun, mens Blålig gjorde endnu et forsøg på at nå hende. Det lykkedes snart, og så sad de to fugle og pippede lystigt. Men hermed var faren jo ikke drevet over. Først da Gurli begyndte at kravle ned ad snoren igen, fløj Blålig ind i rummet og landede på buret. Så kunne Henning endelig få lukket trækruden og dermed ånde lettet op.