Min Faster Birthe

Af Carmen Mallebrein

”Lille Peter edderkop kravled’ op ad muren…” sang du og lavede fagter til sangen, imens du holdt om mine fingre, så jeg forstod, hvad jeg skulle gøre. Vi sad i din og onkel Arnes dobbeltseng på 1. salen i jeres lille villa ved Emdrup Sø i København. Det var morgen. Solen skinnede ind ad vinduet. Det var en varm sol. Der var et varmt lys i det lille soveværelse på kvisten. Jeg følte mig tryg og elsket. Jeg var glad.

Det er så lidt, jeg husker fra min barndom, at jeg hæger om denne lille skat, dette lille tydelige minde, med en særligt stor ømhed. Det er så dejligt at have nogle få, helt klare minder, trods alt. Da jeg blev ældre, skrev vi på en historie sammen. En historie, der handlede om en bjørn. Jeg fortalte, og du var min sekretær, fordi jeg endnu ikke var gammel nok til at skrive selv. Den fine lille mappe vi lavede sammen, har jeg stadigvæk. Vi blev aldrig færdige med den, men det er lige for meget, for jeg er lykkelig for det klare minde om vores lille ”forfatterværksted”, trods alt. Lykkelig for, at jeg stadig kan se for mig, hvordan jeg sad i jeres spisestue, den lille, lidt mørke spisestue, hvor gulduret stod, på skænken, og spillede mange flotte melodier hvert kvarter. Vi sad dér på hver sin stol, ved siden af hinanden, og arbejdede med den samme iver og det samme engagement, om min historie. Som var vi mor og datter.

Siden var jeg på besøg hos jer som teenager, og det var rigtig spændende, at onkel Arne fandt det smukke papirdukketeater frem, der havde så mange fascinerende og spændende detaljer og finesser. Jeg holdt også meget af onkel Arne som menneske. Han var et varmt menneske, ligesom du var det. Jeg holdt meget af onkel Arnes humor, for han havde en lun og barnlig humor, hvor han lavede sjov med små hverdagsting – og de små hverdagsbegivenheder. – Og intuitivt forstod jeg ikke, hvorfor min mor altid talte meget nedladende om jer, når I ikke var til stede, hun mente, at I var kedelige, lukkede og småborgerlige… og intuitivt forstod jeg ikke, hvorfor min mor fik det til at lyde som om, at I havde fundet det belastende at have mig boende i ”fars ferier”.

Min kusine Carin tog mig med i biografen, hvor vi så ”Olsen Banden ser rødt”. Jeg kan endnu se for mig, hvordan vi sammen gik hen ad Havsgaardsvej for at komme hen til Emdrup Station, så vi kunne tage toget ind til Vesterport Station, hvor Paladsteatret med de mange biografsale lå. Jeg husker endnu, hvor stolt, glad og beæret jeg var, fordi min 8 år ældre kusine ville gå alene i biografen med mig.

Det er nogle af de få minder fra min barndom, som står allerklarest for mig. For jeg husker bedst de situationer, hvor der var intensitet, kærlighed, omsorg og glæde i luften. På dén måde, hvor man fornemmer, at det føles naturligt, ægte og dybtfølt. Ikke kunstigt, kontrolleret, forstilt og planlagt som hjemme hos os.

Du var omsorgsfuld af et rent hjerte, Birthe. Du var kærlig. Du var empatisk. Du var uegennyttig. Alt sammen noget, min mor ikke var. At være snakkesalig og charmerende var dog et fællestræk ved jer. Du talte meget, og højt, som Karla fra Olsen Banden – men du gjorde det ikke for at suge alles mærksomhed til dig og føle magt, som min mor, du var bare sådan af natur! Og det er en ganske anden ting!

Men imens hun var alt for kold, var du alt for varm til denne verden. Alt for følsom, alt for sårbar! Jeg husker, at jeg som ung pige i starten af 20’erne stod med min korte blomstrede kjole på, i farfars stue. Midt på det store ægte tæppe. Ved siden af det smukt snedkererede skrivebord, farfar havde, med den flotte Bjørn Wiinblad krukke. Du talte til mig, og jeg så dig pludselig i et lidt andet lys. Nu var vi jo begge voksne, så jeg kunne se og høre ting, jeg ikke ænsede som barn. Jeg bemærkede, hvor enormt hurtigt og nervøst du talte. Jeg bemærkede, hvordan du næsten snublede over ordene i din iver for at fortælle. Når jeg sagde noget, gentog du mine sætninger, hvilket jeg godt kunne lide, fordi det fik mig til at føle, at jeg blev hørt… men den sidste gang i mit liv, jeg mødte dig, snublede du ikke kun længere over ordene: Da talte du sort!

Jeg har tit og ofte mødt kvinder, der var så meget ældre end jeg, at de kunne være mine mødre, kvinder, som gav mig en følelse af, at vi var som mor og datter – fordi de gav mig noget, som min mor aldrig formåede at give mig. Noget, der var intenst og ægte på en måde, som jeg ikke var forvænt med hjemmefra – altså medmindre det handlede om vrede, udskamning, kontrol og undertrykkelse.

Du endte dit liv i stor lidelse, Birthe, men jeg vil samtidig aldrig glemme, at vi nåede at være hinandens kolleger i et halvt år, du og jeg, dengang jeg var medhjælper i din børnehaveklasse på den katolske skole, hvor jeg selv havde været elev som barn. I alle de år arbejdede du som børnehaveklasseleder der. Men vores halve år sammen som kolleger blev dit sidste halve år som børnehaveklasseleder!

Vi drak vores morgenkaffe sammen ved ”voksenbordet”, imens vi havde sat børnene til at klippe og klistre. Vi hyggede os sammen, som var vi mor og datter. Jeg glædede mig til at være sammen med dig, og du glædede dig til at være sammen med mig – og vi gjorde aldrig hinanden kede af det!

Men efter det halve år blev du ked af det. Meget, meget ked af det. Du fik først én depression, så flere. Du fik elektrochok, og du fortalte mig, så beundringsværdigt åbent, om, hvor svært du nu havde ved at huske, efter elektrochokkene. Jeg kan se det for mig endnu, hvordan du stod på farfars trappe op til førstesalen og fortalte mig om det, og jeg fornemmede intuitivt, hvor skarp en kontrast din sårbarhed var, til min egen mors lukkede og perfekte facade.

I en periode boede vi tæt på hinanden, og jeg arrangerede små løbeture hen til jer for at drikke kaffe med jer i den hyggelige spisestue, hvor tiden stod stille, selvom gulduret spillede musik hver kvarter. Og jeg følte altid en tryghed, omsorg og varme, hjemme hos jer, som jeg ikke følte i mit eget barndomshjem. Hygge var et tomt ord i mit eget hjem, fordi samværet dér var alt for kontrolleret, regelbundet og planlagt til at være hyggeligt.

Du blev mere og mere syg, som årene gik. Og de periodevise depressioner forvandlede sig til Parkinsons sygdom. Du blev sat i en kørestol. Onkel Arne og min fætter Michael, der stadig boede hjemme som voksen, forstod ikke, at de i stedet skulle have holdt dig i gang rent fysisk. Min mor yndede at fortælle om, hvor meget bedre hun behandlede min far, der også havde fået Parkinsons, min far, der også havde været psykisk syg, og, ligesom du, var blevet behandlet med Lithium inden da. – Et kemisk stof, som min mor betegnede som naturligt. Hun sværgede til medicinen, fordi den pacificerede min alt for temperamentsfulde far. – Men hvorfor var det mon kun jer to, der fik Parkinsons, og ikke jeres søster Agnethe, der ikke var psykisk syg, og derfor ikke fik Lithium?

I de år kæmpede jeg også selv med mangt og meget. Jeg var flyttet til Jylland, og den tidligere så tætte kontakt i vores familie var smuldret… og når jeg kom til København for at få blodinfusioner, var det ikke lige et besøg hos jer, der var i mine tanker. Heller ikke, selvom min mor nævnte, at du tænkte på mig og ville glæde dig over et besøg. – Jeg svigtede dig i de år. Men jeg kom til din begravelse, Birthe! Også selvom vi ferierede på Rømø, og det blev en lang køretur frem og tilbage på én og samme dag!

Jeg kom, fordi du betød noget ganske særligt for mig, og jeg betød noget ganske særligt for dig. Jeg kom, fordi min fætter Michael mindede mig om det, da han sagde:” Birthe holder så meget af dig!” – Og jeg vil aldrig glemme min fætter Michaels utroligt varme og hjertelige omfavnelse, da jeg ankom til begravelsen, for det føltes som om, du gav mig den omfavnelse også, med al den dybfølte varme og kærlighed, som du besad, og som jeg savnede i mit eget barndomshjem.

Kære Birthe. Jeg er glad for, at DU var min yndlings-faster! Altid, når jeg tænker på dig, mærker jeg den varme, som du gav mig. Jeg er glad for, at du gav mig nogle gode, klare barndomsminder, som er rare at huske tilbage på. Nogle minder, der ikke gør ondt!